Kan skovene reddes?

„MANGE hug fælder selv de største ege,“ skrev den engelske forfatter John Lyly, der levede i det 16. århundrede. Disse ord har vist sig at være alt for sande i Vesttyskland, hvor antallet af syge egetræer fortsat vokser. Det er naturligvis ikke første gang man har oplevet at træer bliver syge og dør. Og skovene har klaret sig i århundreder. Hvad er da grunden til dette røre?

De almindeligt kendte træsygdomme angriber som regel kun enkelte træarter. Nu er imidlertid alle de mest udbredte træarter i Mellemeuropa angrebet. Aldrig før har skovdøden bredt sig så hurtigt, til så mange steder på samme tid. Aldrig før har angrebet været så voldsomt at træerne rammes i flæng, uanset om de vokser i dårlig jord eller i god jord, i basisk jord eller i sur jord, i lavningerne eller i højderne.

Dertil kommer at man tidligere med lethed kunne fastslå årsagerne til disse sygdomme — for eksempel tørke eller angreb fra insekter og svampe. Og hvis skaderne skyldtes forurenet luft fra en nærliggende fabrik, kunne man forholdsvis hurtigt finde frem til de skadelige stoffer. Da forstfolkene i slutningen af 1970’erne så de første sygdomstegn i skovene, forbandt de dem umiddelbart med de almindeligt kendte årsager. Men efterhånden opdagede de at sygdommen bredte sig til flere og flere arter: Først ædelgran, så rødgran og fyr, senere bøg, eg, ahorn og ask. Forstfolkene blev til deres skræk opmærksomme på et stadig større antal træer med stagnerende vækst, træer med ødelagte rodnet og træer hvis blade eller nåle blev misfarvede, gule og faldt af. Disse og andre hidtil ukendte symptomer tilkendegav at man stod over for et nyt fænomen. Hvem var synderen der slog skovene ihjel? Man fandt snart et svar: Syreregnen.

Syreregnens indflydelse

Elkraftværkerne, industrien og bilerne producerer svovldioxid og kvælstofilter. Syreregnen dannes når disse luftarter går i forbindelse med vandet og bliver til fortyndet svovl- og salpetersyre. Disse skadelige forbindelser kan spredes over store afstande, også på tværs af landegrænserne.

I Canada mener man for eksempel at store udslip af svovl fra kraftværker i De Forenede Stater bærer hovedparten af skylden for den syreregn der ødelægger landets skove og vådområder. I Europa gør lignende forhold sig gældende, hvor syreregn der måske stammer fra Mellemeuropa har anrettet ødelæggelser i de skandinaviske søer, åer og elve ved at forsure dem og slå fiskebestanden ihjel.

Når syreregnen trænger ned i jorden, nedbryder den de naturlige forekomster af mineraler og fører stoffer som kalcium, kalium og aluminium ned i dybere lag, hvorved træer og planter berøves livsvigtig næring. Men yderligere forskning har afsløret at dette ikke er den eneste årsag til skovdøden. Det har imidlertid vist sig overordentlig vanskeligt at indkredse de præcise årsager.

Den uløste gåde

En meteorolog har sagt: „Vi er som en flok blinde der famler på en elefant [uden at vide hvad det er].“ Ja, for nylig har en svensk skovbrugsekspert faktisk opregnet 167 forskellige teorier der er blevet fremsat som forklaring på skovdøden.

Hvad grunden end måtte være, „er den indførte svovldioxid blevet delvis frikendt, i det mindste i Schwarzwald,“ hedder det i det amerikanske blad Smithsonian. Dette begrundes med at luftens indhold af svovldioxid er mindre nu end for 15 år siden og at det „er lavest hvor træerne har det dårligst“.

Undersøgelser antyder nu at udstødningsgasser fra transportmidler og røg fra fabrikker der bruger fossilt brændsel efterlader spor af giftige metaller i atmosfæren der går i forbindelse med syreregnen og ødelægger de næringsstoffer træerne skal leve af. Ifølge visse autoriteter bevirker den fortsatte forsuring af jorden at sporstoffer bliver opløst og optaget i rødderne, hvorefter de afbryder vandforsyningen til træerne.

Hans Mohr, der underviser ved universitetet i Freiburg, fremfører at problemet tilsyneladende skyldes kvælstof — netop det næringsstof planterne ofte mangler. Hans Mohr henviser til undersøgelser der peger på at atmosfærens indhold af kvælstofforbindelser er forøget 50 procent i løbet af de sidste 20 år. Denne vækst skyldes hovedsagelig udstødningsgasser fra bilerne, røg fra olie- eller kulfyrede elværker og varmeanlæg samt ammoniakudslip fra landbrug og lossepladser. Bernhard Ulrich fra universitetet i Göttingen hævder at træerne ikke kvæles af de stoffer der findes i luften men at de forgiftes af det der findes i jorden. Andre autoriteter retter anklagende blikket mod ozonmængden, det faldende grundvandsspejl eller mod en dårlig skovbrugspolitik.

Bladet Smithsonian bemærker: „En ny retning inden for forskningen hævder at [miseren] ikke skyldes et enkelt luftforurenende stof, men snarere en hidtil ukendt reaktion mellem flere stoffer, sådan at helheden virker stærkere end de enkelte dele.“ Denne forklaring er meget sandsynlig. Der findes omkring 3000 kemiske forbindelser der kan betegnes som luftforurenende. I løbet af flere årtier er koncentrationen af disse stoffer steget, hvorved skovene er blevet udsat for et stadig større pres.

Alt gik godt så længe det økologiske system var intakt og stærkt nok til at modstå virkningerne af forureningen. Men når træerne nu rammes af frost, tørke, insektangreb og andre sygdomsfremkaldende faktorer, viser det sig at deres modstandskraft er alt for ringe.

Der indgår tydeligvis mange faktorer i ødelæggelsen af Tysklands stolte egeskove. At søge at fastslå nøjagtig hvilke stoffer der bærer hovedansvaret for ødelæggelserne er lige så vanskeligt og meningsløst som hvis man åbnede for ti vandhaner for at fylde et kar, og derefter søgte at finde ud af nøjagtig hvilken vandhane der fik karret til at løbe over.

Hvad gør man ved det?

I erkendelse af at der må gøres noget snart, hvis det værst tænkelige skal undgås, har man både på nationalt og lokalt plan grebet til „løsninger der på kort sigt skal bevare træerne, indtil man kan fastlægge en mere langsigtet handlingsplan“, som et tidsskrift udtrykker det. Imens foretager man omfattende undersøgelser for at få indtryk af skadernes omfang og for at finde ud af hvilke indgreb der er nødvendige. I dette arbejde benytter man sig blandt andet af luftfotos af skovene, optaget på infrarødfølsomme film.

Men hvorfor planter man ikke blot nye træer som erstatning for de sygdomsramte? Så enkel er løsningen desværre ikke, for de nyplantede træer er allerede begyndt at vise samme sygdomssymptomer som de gamle træer. Selv om man har brugt kunstgødning for at forbedre jordens kvalitet har det kun haft begrænset effekt.

Man koncentrerer sig først og fremmest om at begrænse luftforureningen. Love der sætter grænser for industriens udslip er blevet strammet. Og i Vesttyskland håber man at sådanne vedtægter i tiden frem til midten af næste årti vil føre til at mængden af svovldioxid reduceres med to tredjedele, og at mængden af kvælstofilter halveres.

I nogle lande har man lempet afgifterne på biler der er udstyret med katalytiske efterbrændere, der i høj grad mindsker udslippet af forurenende stoffer. Dertil kommer at blyfri benzin ofte sælges til lavere priser end almindelig benzin. I Østrig og Danmark kan man, i modsætning til en del andre europæiske lande, uden besvær købe blyfri benzin overalt. I slutningen af 1986 iværksatte man nye forureningslove i Schweiz, blandt andet med henblik på at fremme salget af biler med katalytiske efterbrændere.

Som lederen af Skovbrugsinstituttet ved Landbohøjskolen i Wien har givet udtryk for, tager man disse initiativer fordi skovdøden kun kan standses hvis luftforureningen bringes ned på det niveau den havde i 1950. Men er dette mål realistisk, i betragtning af at antallet af motorkøretøjer alene i Vesttyskland, der har flere biler pr. kvadratkilometer end noget andet land i verden, er blevet mere end 19 gange større siden da?

Målinger viser at man kan mindske forureningen væsentligt ved at indføre hastighedsbegrænsning. Men denne løsning har mødt stærk modstand. Ikke desto mindre er selv bilister i ’autobanelandet’ Vesttyskland begyndt at indse at de må sætte farten ned — både af hensyn til skovene og, ikke mindst, af hensyn til deres eget liv. Andre derimod afviser selvisk enhver form for begrænsning. Disse bilister markerer sig typisk ved at sætte mærkater på deres biler med ordene: „Min bil kører også selv om skoven forsvinder.“

Et væsentligt skridt mod en løsning af problemet består i at få enkeltpersoner og regeringer til at samarbejde. Eftersom luftforureningen spredes på tværs af landegrænserne er det nødvendigt med et internationalt samarbejde. Indtil nu har forsøg på at nå frem til et fælles program inden for EF imidlertid kun ført til skuffelser.

Kan der gøres mere?

Mange føler at der må gøres en større indsats. Dette har ført til at der i Vesttyskland, som i andre lande, er blevet oprettet et nyt politisk parti der kalder sig „de grønne“. Dette parti er stærkt engageret i miljøbeskyttelse. I slutningen af 1970’erne blev partiet anerkendt i delstaterne. Endelig, i 1983, opnåede „de grønne“ 5,6 procent af stemmerne ved valget til Forbundsdagen, hvor partiet fik 27 pladser.

’Grønt er håbets farve,’ siger man. Men betyder ’de grønnes’ aktivitet at der er håb for skovene? Trods gode motiver og idealistiske mål har partiet ikke haft megen slagkraft. Mange mener at de er politisk umodne og at de fremsætter overforenklede løsninger på komplicerede problemer.

Mange har dog taget praktiske skridt til at bringe luftforureningen så langt ned som muligt. De kører langsommere, kører mindre, kører flere i hver bil, anvender blyfri benzin og retter sig efter de bestemmelser regeringen har fastlagt for at modvirke forureningen. Alligevel er dette tilsyneladende ikke nok.

Hvis man foretog drastiske indgreb over for industrien samt begrænsede brugen af biler og fly, ville man sikkert afhjælpe luftforureningen men samtidig skabe nye problemer. Løsningen på problemet med de døende skove — ja, på alle miljømæssige problemer — må altså søges et andet sted.

[Tekstcitat på side 8]

ET væsentligt skridt på vejen til at løse problemet er at få enkeltpersoner og regeringer til at samarbejde

[Illustration på side 7]

Forskerne er uenige om årsagen til skovdøden