Forud for sin alder

DET var omkring midnat. Lisa på tolv år lå på hospitalet. Hun var alvorligt syg og meget svag. Til hendes forskrækkelse kom en sygeplejerske ind på stuen hvor hun lå, for at give hende en blodtransfusion.

Tryglende indvendte hun: „Hvordan kan du gøre det mod mig? Min far og mor er her jo ikke.“ Alligevel gav sygeplejersken hende en blodtransfusion.

Spørgsmålet om behandlingsform

Lisa, en glad, livlig og godt begavet pige, nærmest en mønsterelev, havde nydt en sorgløs tilværelse sammen med sine forældre og sin femårige lillebror i Winnipeg i Canada. Da hun i foråret 1985 fik antibiotika mod en halsbetændelse blev hun alvorligt syg. Hendes helbred blev svagere, og kort tid efter fik hun stillet diagnosen: akut myeloid leukæmi — en sygdom der normalt er dødelig.

Læger i Winnipeg ordinerede intensiv kemoterapi og blodtransfusioner. Kemoterapi er en behandling med giftige kemikalier som man håber vil slå sygdommen ned. Men Lisa og hendes forældre ønskede en alternativ behandlingsform. Af religiøse årsager sagde de nej til blodtransfusion. (Apostelgerninger 15:28, 29) De fandt også de smertefulde og afkræftende bivirkninger ved intensiv kemoterapi frastødende.

Til sidst fik Lisas forældre hende indlagt på Torontos børnehospital, i håb om at lægerne ville samarbejde med dem. Men i stedet blev der givet en blodtransfusion midt om natten. Den følgende morgen, den 25. oktober 1985, søgte hospitalet at opnå en retskendelse der skulle give det bemyndigelse til at påtvinge Lisa denne behandlingsform imod hendes og forældrenes vilje. Dommer David R. Main tog imidlertid et forbehold. Han beskikkede Sarah Mott-Trille som Lisas advokat, og retssagen blev udsat til mandag den 28. oktober.

Retssagen

Retssagen varede fem dage og blev afholdt i et lokale på hospitalet. Hver dag bad Lisa om at blive kørt ind i lokalet i sin hospitalsseng. Skønt hun var meget syg, var hun besluttet på at være personligt med i de afgørelser der skulle træffes, eftersom de havde med hende selv og hendes tro at gøre.

Ved retsmødet beskæftigede man sig først med lægernes behandlingsforslag. Dommer Main skrev i retsprotokollen: „Den behandling som anbefales af de læger der har afgivet forklaring over for denne domstol, er både intensiv og voldsomt virkende og kan vise sig at være påkrævet gennem længere tid. Man antager at det vil blive nødvendigt med adskillige blodtransfusioner for at holde patienten i live.“ Det blev også bemærket at der er mange drastiske bivirkninger ved kemoterapi.

Den fjerde dag tilspidsede retssagen sig. Lisa fik støtte i ryggen så hun kunne tale direkte til dommeren. Alle tilstedeværende, heriblandt Lisa selv, var klar over at hun ville dø hvad enten hun fik blod eller ej, for den form for leukæmi hun havde, er uhelbredelig.

Lisas advokat udspurgte hende med omhu og finfølelse. Der var ikke et øje tørt da Lisa tappert udtalte sig om sin forestående død, sin tro på Jehova, og sin beslutning om at forblive lydig imod hans lov vedrørende blodets hellighed. Hun sagde at hun ville sætte sig kraftigt til modværge hvis man forsøgte at give hende en blodtransfusion. Hendes tydelige og åbenhjertige udtalelser virkede bevægende på alle.

„Du har fortalt os at du tror på Gud,“ sagde hendes advokat. „Kan du fortælle os hvor virkelig han er for dig?“

„Han er som en ven for mig,“ svarede Lisa. „Når jeg er for mig selv, plejer jeg at tale til ham . . . som til en ven; hvis jeg er bange og er alene hjemme, beder jeg ham om at hjælpe mig, og jeg taler til ham som om han var i samme værelse, lige ved siden af mig.“

„Hvis nogen spurgte dig om hvad der betyder mest for dig her i livet, Lisa, hvad ville du så svare?“

„At jeg er lydig over for Jehova og over for min far og mor,“ svarede Lisa.

Derefter spurgte hendes advokat: „Ville det ændre dit syn på sagen hvis en domstol pålagde dig at modtage blodtransfusion?“

„Nej, for jeg vil stadig være besluttet på at være trofast over for min Gud og rette mig efter hans bud, for Gud er langt større end noget menneske eller nogen domstol.“

Da Lisa skulle forklare sine følelser i forbindelse med den blodtransfusion der var blevet påtvunget hende, sagde hun: „Jeg følte mig som en hund der blev brugt som forsøgsdyr. Jeg kunne slet intet gøre. Folk tror at bare fordi jeg er mindreårig kan de gøre alt muligt ved mig, men jeg føler at jeg har ret til at vide hvad man gør ved mig og hvorfor man giver mig sådanne behandlinger og hvorfor man gør det uden at mine forældre har givet lov til det.“

„Kunne du sove den nat?“ spurgte hendes advokat.

„Nej.“

„Hvorfor ikke?“

„Jeg spekulerede på hvad Jehova Gud nu tænkte om mig, for jeg ved at hvis jeg gør noget han ikke kan lide kan jeg ikke forvente at få evigt liv, og jeg var syg indvendig over at ligge dér og modtage en andens blod, for der er jo altid en risiko for at få AIDS eller hepatitis eller en anden smitsom sygdom, og jeg lå bare og stirrede og stirrede på det blod jeg fik.“

„Lisa, hvis du skulle forklare dommeren hvordan det er at få en blodtransfusion imod sin vilje, hvad ville du så sammenligne det med?“

„Jeg synes at man kan sammenligne det med voldtægt . . . for når nogen bliver voldtaget bliver de også udsat for noget imod deres vilje, og det er lige nøjagtig sådan det er.“

Dommen

Den femte dag var afgørende. Dommer Main havde lige fra begyndelsen været ligevægtig og retfærdig. Ville hans venlighed også afspejle sig i den dom han ville afsige? Hans beslutning lød: „Barnet Lisa Dorothy K. skal atter overlades til sine forældres varetægt, myndighed og omsorg.“

Dommer Main gav en detaljeret begrundelse for sin dom. Han sagde blandt andet: „Siden den dag Lisa så en dokumentarfilm om den sygdom hun lider af, har hun haft den samme holdning som hun har i dag, og ønsker hverken at modtage blodtransfusion eller kemoterapi. Hendes holdning skyldes ikke blot hendes religiøse overbevisning, hvilket ville have været grund nok for mig, men også at hun ønsker at undgå den smerte og de kvaler der er forbundet med denne behandlingsform. . . . Jeg nægter at afsige nogen form for retskendelse der vil føre til at hun udsættes for denne prøvelse. Jeg finder forslaget om at hun underkastes denne behandling fuldstændig uacceptabelt.“

Angående den blodtransfusion Lisa blev påtvunget i smug om natten, sagde dommer Main: „I henhold til stykke 15(1) [i ’The Charter’, den canadiske erklæring om rettigheder og friheder] finder jeg at Lisa er blevet diskrimineret på grund af sin tro og sin alder. Ved at hun under disse omstændigheder har modtaget en blodtransfusion, er hendes person blevet krænket i henhold til paragraf 7. Som følge heraf, og skønt man kunne mene at hun som et barn havde behov for beskyttelse, må anmodningen om en retskendelse afvises i henhold til stykke 24(1) i ’The Charter’.“

Til slut gav dommer Main igen udtryk for sin beundring for Lisa med ordene: „Lisa er et meget fint, følsomt, høfligt, veltalende og yderst begavet menneske, og frem for alt er hun tapper. Hun er i besiddelse af en modenhed og forstand der sætter hende langt forud for sin alder, og jeg tror roligt man kan sige at hun har alle de gode egenskaber som ethvert forældrepar ønsker hos deres barn. Hun har en klar, velgennemtænkt og fast religiøs overbevisning. I mine øjne vil ingen form for vejledning og intet pres, hverken fra hendes forældre eller fra nogen anden side, heller ikke en dommerkendelse fra denne domstol, få hende til at ændre holdning eller vakle i sin tro.

Jeg er af den mening at Lisa K. bør have mulighed for at kæmpe med sin sygdom med værdighed og fred i sindet. Dette vil kun være muligt hvis man indvilliger i at følge den fremgangsmåde som hun og hendes forældre beder om.“

Ubrydelig integritet til det sidste

Samme dag forlod Lisa og hendes familie hospitalet. Og man må sige at hun virkelig kæmpede med sin sygdom med værdighed og fred i sindet. Den 17. november 1985 døde hun fredeligt derhjemme i sine kærlige forældres arme.

Under retssagen fortalte Lisa om en samtale hun havde haft med sin mor på det tidspunkt hvor hun fik at vide at hun havde leukæmi: „Jeg snakkede med min mor om hvilke muligheder jeg har, og vi læste sammen i Bibelen og i andre bøger der er udgivet af vort trossamfund, og jeg sagde til hende: . . . ’Hvis jeg dør, ses vi i den nye verden, for jeg har et sikkert håb om at jeg vil se jer igen og leve evigt i et paradis på jorden.’“

Hospitaler og læger kan drage en lære

Skribenterne L. E. og F. A. Rozovsky fra Canada, der har lægeligt-juridiske emner som speciale, har i Canadian Health Facilities Law Guide (Juridisk håndbog for det canadiske sundhedsvæsen) skrevet: „Både hospitaler og læger kan drage en lære af denne afgørelse [angående Lisa]. De bør især gå forsigtigt frem når patienterne er børn og det vides at de selv og forældrene er imod behandlingen. Man bør omhyggeligt undgå at påtvinge en patient en behandling når det drejer sig om tilfælde der kan defineres som ’diskriminerende’ ifølge paragraf 15(1) i ’The Charter’, der omhandler alder, køn, tro eller etnisk oprindelse.“

Men hvordan bør læger „gå forsigtigt frem“ for at undgå religiøs diskrimination? L. E. og F. A. Rozovsky fremholder en afbalanceret løsning: „Man bør huske på at det ikke er sundhedsvæsenets hovedopgave at optræde som patientens fjende. Dets opgave går først og fremmest ud på at handle på en måde der tjener patientens interesser bedst. I dette tilfælde fandt domstolen at en alternativ pleje var det der tjente patienten bedst.“

Det er indlysende at det, når der er tale om patienter som er Jehovas vidner, vil tjene patientens interesse bedst at familie og læger samarbejder om at finde frem til et alternativ til blodtransfusion. Læger der har fulgt denne fremgangsmåde har ikke sat deres gode lægekunst over styr. Specialisterne i pædiatri ved M. D. Anderson-hospitalet i Texas har sagt:

„Det er slet ikke nødvendigt med transfusioner i den udstrækning de bliver brugt. Hvad angår patienter med kræft og lignende sygdomme, led den gode lægekunst ikke under at man undlod at anvende transfusioner.“

Lisa-sagen får langtrækkende konsekvenser. Efter den canadiske domstols kendelse har en dommer fra Californien på lignende vis nægtet at påtvinge en 14-årig pige behandling. Hertil kommer at British Columbias Sundhedsorganisation har udsendt et direktiv til alle hospitalsledere der direkte er baseret på Lisa-sagen. Heri står der: „Denne sag danner ny præcedens.“

På et område hvor der hersker forvirring blandt jurister og læger, udgør denne afgørelse et lyspunkt. Den er ret og retfærdig. Kun fremtiden kan vise hvor mange læger, hospitaler og dommere der vil følge den fintfølende og humane kurs som dommer David R. Main og Lisa har afstukket.

[Tekstcitat på side 19]

Der var ikke et øje tørt da Lisa tappert udtalte sig om sin forestående død

[Tekstcitat på side 20]

„Denne sag danner ny præcedens.“ — British Columbias Sundhedsorganisation

[Illustration på side 18]

Lisa på 12 år bevarede sin integritet på trods af mange genvordigheder og stor modstand