Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/3 s. 3-4
  • Hjemløsheden — Hvor stort er problemet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hjemløsheden — Hvor stort er problemet?
  • Vågn op! – 1988
  • Lignende materiale
  • Hjemløsheden — Hvad er årsagen?
    Vågn op! – 1988
  • Er der håb for de hjemløse?
    Vågn op! – 1988
  • 1987 — Internationalt År for Hjemløse
    Vågn op! – 1987
  • Hvad er årsagen til boligproblemet?
    Vågn op! – 2005
Se mere
Vågn op! – 1988
g88 8/3 s. 3-4

Hjemløsheden — Hvor stort er problemet?

VERDEN over bor millioner af mennesker i slumkvarterer. Ifølge en FN-publikation med titlen Building for the Homeless er det i udviklingslandene „op til 50 procent — i nogle byer næsten 80 procent — af byernes indbyggere der bor i slumkvarterer og skurbyer“ uden vand, lys, sanitære installationer eller renovation. Hvordan er det at bo sådanne steder? Korrespondenter for Vågn op! fortæller følgende øjenvidneberetninger:

Bombay, Indien — Sommerheden er kvælende i Bombays centrum. I skyggen af et figentræ ved fortovet ligger en mand, en kvinde og et lille barn og sover. Lidt tarveligt sengetøj, nogle få køkkenredskaber og asken fra et lille bål viser at de betragter stedet som deres hjem. De har ikke noget andet sted at gå hen. Handlende og forretningsfolk ignorerer dem totalt idet de går forbi — for der er titusinder af familier som denne i byen. I et land hvor der mangler 24,7 millioner boliger er hjemløse mennesker et dagligdags syn.

På tomme byggegrunde og i rabatten langs motorveje og jernbaner er primitive telte skudt op. Brugte sække og gamle klude danner ly for utallige mennesker. Hvis disse telte ikke fjernes af myndighederne vil området snart blive fyldt med små, vakkelvorne skure uden vinduer, bygget af kasserede materialer. De der bor i dem må hver dag ud at lede efter vand. De nærmeste jernbanespor og lossepladser gør det ud for deres toiletter. I sammenligning med dette bliver det næsten misundelsesværdigt at bo i de „permanente“ skure i de rigtige slumkvarterer. Dér er der i det mindste nogle få vandhaner og toiletter.

Johannesburg, Sydafrika — For de hvide sydafrikanere er det ikke noget stort problem at finde en bolig, forudsat at de kan betale den stadig stigende husleje. Men ifølge regeringens officielle årbog, South Africa 1986, „lider Sydafrika i øjeblikket under en omfattende mangel på boliger til de sorte, især i byområderne“. Tusinder af mennesker står på venteliste til en bolig, og somme tider må tre familier bo i en fireværelses lejlighed, eller en familie med tre-fire medlemmer må bo i ét værelse. Når en ung mand bliver gift lader han sig skrive på ventelisten i håb om at der vil vise sig noget inden for et par år eller tre. Indtil da må de nygifte dele værelse med forældrene eller bygge et blikskur i baghaven — hvis de da har en.

I nogle områder bygger husejere sådanne skure i baghaven og lejer dem ud til ågerpriser. Byrådene lukker øjnene for det fordi de ikke selv kan dække behovet for boliger. Dette skaber slumkvarterer og fører til kriminalitet og sygdomme. I radioen er det blevet oplyst at 136 børn ud af 1000 dør fordi de er blevet født under sådanne uhygiejniske forhold — på steder hvor der ikke er rindende vand og måske kun ét toilet til fire-fem familier. Men også de lidt større børn berøres af boligforholdene. De er ikke ret gamle før de har lært at stjæle og tage stoffer. Drikkeri er almindeligt blandt de unge.

Shanghai, Kina — I denne den folkerigeste by i det folkerigeste land i verden er det en enorm udfordring at forsøge at skaffe alle de over 12 millioner indbyggere en passende bolig. Regeringen gør hvad den kan for at bygge nye boligblokke, men de fleste mennesker bor stadig i bittesmå huse der er bygget i 30’erne eller 40’erne og ligner legetøjshuse. Andre er stuvet sammen i store boligblokke som der kun er adgang til gennem trange gyder. I mange af disse blokke er der hverken rindende vand, køkken eller toilet, og der er ingen muligheder for opvarmning skønt temperaturen om vinteren kan falde til under frysepunktet. Større huse i de tidligere franske og britiske zoner er som regel delt op så der bor en familie i hvert værelse — og alle disse mennesker må deles om et enkelt køkken og toilet. I mange tilfælde bor der tre generationer i samme værelse.

Byens myndigheder prioriterer det højt at indbyggerne skal have bedre boligforhold. I øjeblikket anslås det at hvert menneske kun har mellem 4 og 5,4 kvadratmeter gulvareal. Man håber at komme op på 5,9 kvadratmeter pr. person. Rapporterne viser at der i Shanghai blev bygget 6000 nye lejligheder i 1985, og ikke mindre end 880 millioner kroner blev anvendt til byggerier i 1986. Men der er stadig 100.000 mennesker skrevet op på den officielle venteliste til en ny bolig, og det er umuligt at danne sig et skøn over hvor mange andre der leder efter et sted at bo.

São Paulo, Brasilien — Skurbyer er skudt op overalt. Af ren og skær desperation invaderer de hjemløse private ejendomme og tomme byggegrunde, hvor de bygger vaklende blikskure eller halvtage, somme tider klos op ad smukke herskabsboliger og moderne boligblokke. Mange traditionelle familiehuse er blevet omdannet til midlertidige boliger hvor hvert enkelt værelse lejes ud. I mange tilfælde er der sådanne steder kun ét badeværelse til over 50 mennesker.

Situationen tog en foruroligende vending da militærpolitiet sidste år i april blev sat til at fjerne de ulovlige beboere i en skurby i en forstad til São Paulo. Avisen O Estado de S. Paulo skrev at ældre mennesker blev slået, kvinder blev trukket ud af skurene ved håret, og børn blev slået ned. Mange led af åndedrætsbesvær fordi der var blevet kastet tåregasbomber ind i deres skure.

Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forestille sig hvilken elendighed og fortvivlelse der hersker i sådanne slumkvarterer og skurbyer. Men flere hundrede millioner mennesker må udholde disse forhold hver eneste dag.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del