Mysteriet opklares!

DE FLESTE mener ikke at døden er afslutningen på menneskets liv — de tror at noget lever videre. Dette „noget“ kaldes som regel sjælen.

„Hvordan kan vi vide at Ruh [sjælen] forlader legemet når det er lagt i graven?“ spørger bladet The Straight Path, og svarer selv: „Døden er intet andet end sjælens afrejse. Så snart sjælen har forladt legemet overføres den til Barzakh (perioden efter døden). . . . Det er kun legemet der befinder sig i graven, ikke sjælen.“ Dette blad er muslimsk, men den opfattelse det giver udtryk for adskiller sig ikke stort fra kristenhedens lære.

Prøv for eksempel at læse de følgende to spørgsmål og svar fra A Catechism of Christian Doctrine, en katolsk bog der bruges i engelske skoler:

Sp. „Hvori ligner din sjæl Gud?“

Sv. „Min sjæl ligner Gud deri at den er en ånd, og fordi den er udødelig.“

Sp. „Hvad mener du når du siger at din sjæl er udødelig?“

Sv. „Når jeg siger at min sjæl er udødelig, mener jeg at min sjæl aldrig kan dø.“

Bogen gør intet forsøg på at begrunde disse påstande — det er meningen at børnene blot skal lære dem udenad.

Der findes imidlertid en bog som forklarer præcis hvad sjælen er. Det er Bibelen, den ældste bog vi kender til. Måske vil du blive overrasket over hvad den siger om dette emne.

Hvad siger Bibelen om sjælen?

I den første bog i Bibelen, Første Mosebog, fortælles der om hvordan mennesket og dyrene blev skabt. Beretningen blev skrevet på hebraisk, og i de to første kapitler forekommer ordet sjæl, oversat fra neʹfesj, fire gange, men kun én gang gælder det mennesker.a Hvad bruges det da om de øvrige gange? Lad os se.

„Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl [neʹfesj] af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.“ — 1 Mosebog 1:21.

„Og alle jordens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger og alt hvad der myldrer omkring på jorden og hvori der er liv som en sjæl [neʹfesj], har jeg givet alle grønne planter til føde.“ — 1 Mosebog 1:30.

„Nu havde Jehova Gud været i færd med af jorden at danne alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl [neʹfesj], det skulle være dens navn.“ — 1 Mosebog 2:19.

En sammenligning af disse tre skriftsteder viser at neʹfesj bruges om alle former for dyreliv.

Lad os nu sammenholde dette med beretningen om skabelsen af det første menneske, Adam:

„Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl [neʹfesj].“ — 1 Mosebog 2:7.

I en oversættelse af Toraen, De Hebraiske Skrifters fem første bøger, skriver The Jewish Publication Society of America i en kommentar til dette skriftsted: „Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ [neʹfesj] er selve mennesket, dets behov for mad, blodet i dets årer, dets eksistens.“ (Kursiveret af os.) Det samme gælder naturligvis ethvert levende væsen der kaldes „en sjæl“. Det har ikke en sjæl. Det er en sjæl.

Platon og sjælen

Hvorfra stammer da den forestilling at en sjæl forlader legemet ved døden? Opslagsværket The Jewish Encyclopedia forklarer: „Det var udelukkende gennem jødernes kontakt med persisk og græsk filosofi at tanken om en ulegemlig sjæl der har sin egen særegne karakter, slog rod i jødedommen.“

Endnu før dette troede ægypterne at menneskesjælen var udødelig og kunne vende tilbage til sin døde krop. Derfor gjorde ægypterne sig stor umage med at balsamere de døde.

Interessant nok indrømmer det lutherske værk Evangelischer Erwachsenenkatechismus (Evangelisk katekismus for voksne) at læren om den udødelige sjæl ikke stammer fra Bibelen men fra „den græske filosof Platon (427-347 f.Kr.) [som] med eftertryk hævdede at der var forskel på legemet og sjælen“. Værket siger videre: „Evangeliske teologer i vor tid angriber denne kombination af græsk og bibelsk opfattelse. . . . De afviser denne opdeling af mennesket i legeme og sjæl.“

Hvad sker der da med menneskesjælen ved døden? På dette område er Bibelen, Guds inspirerede ord, så afgjort vor største autoritet. Heri står der klart og tydeligt: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5) Og om opstandelsen sagde Jesus: „Alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Giver dette os svar på hvor de døde befinder sig? Ja, de er „i mindegravene“, det vil sige i Guds erindring, indtil de får en opstandelse.b En opstandelse? Hvad vil det sige? I den sidste artikel i denne serie vil vi besvare disse spørgsmål med udgangspunkt i en tragedie der for nylig indtraf i England, at dette kan være et reelt håb.

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

Vidste du det?

Udtrykket „udødelig sjæl“ forekommer ikke i Bibelen. De to ord forbindes på intet tidspunkt med hinanden, og ordene „udødelig“ og „udødelighed“ forekommer kun seks gange, alle i apostelen Paulus’ breve. I forbindelse med mennesker beskrives udødelighed som en sejrspris der kun skænkes de 144.000, som løskøbes fra jorden for at regere sammen med Kristus Jesus i himmelen. — 1 Korinther 15:50-54; Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1-4; 20:6.

[Ramme på side 9]

Hvilken autoritet?

„Ordbog over det danske Sprog“ definerer ordet „sjæl“ som: „Materiel ell. (if. kristelig opfattelse) immateriel del af et levende væsen (et menneske), tænkt som . . . frigjort fra legemet ved døden.“ Af denne definition fremgår det at læren om at mennesket har „en sjæl“ der lever videre efter døden, stadig blot er en religiøs påstand. Ingen autoritet kan bevise at det forholder sig sådan. Den højeste autoritet, Bibelen, siger derimod: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.

[Illustration på side 9]

En ægyptisk skrivers „sjæl“, afbildet som en høg med menneskehoved, der angiveligt ’besøger sit legeme i graven’

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af British Museum, London