Kunstig intelligens — er det intelligens?
KAMPEN var hård. Træk for træk søgte de to modstandere at udspille hinanden ved skakbrættet. Men de var ikke helt almindelige skakspillere. Den ene var verdensmesteren i skak for datamater, Cray Blitz. Udfordreren var Hitech. De var begge specialprogrammerede superdatamater, men med hver sit program, og begge i stand til at udspille alle andre end de dygtigste skakspillere blandt mennesker. Nu gjaldt det kampen om verdensmesterskabet.
Da den sidste runde begyndte førte Hitech som ventet. Den behøvede kun at foretage et enkelt træk for at vinde. Men til stor overraskelse bemærkede Hitech ikke at Cray Blitz var ved at forberede et snedigt træk. Pludselig foretog Cray Blitz et bagholdsangreb, slog Hitech og genvandt titlen som verdensmester.
Nogle bliver ilde til mode når de hører sådanne beretninger. Det virker foruroligende på dem at datamater er blevet bedre end de fleste mennesker til at spille skak, løse vanskelige problemer eller bevise matematiske sætninger, eller at læger kan rådspørge datamater om diagnoser og forslag til behandling. Ja, der findes endda robotter der kan se, høre og tale. Er science fiction-historierne ved at blive til virkelighed? Er datamaskinerne blevet så avancerede at de snart vil blive verdens herrer?
Sådanne betænkeligheder er ikke ubegrundede, for normalt sætter vi aktiviteter som for eksempel problemløsning og sprogbrug i forbindelse med intelligens. Vi forventer ikke at maskiner kan klare sådanne opgaver — heller ikke datamater, eftersom de jo i almindelighed ikke er andet end maskiner der med høj hastighed behandler de informationer de modtager. Men datamater som Hitech og Cray Blitz er langtfra almindelige. Forskerne betegner det de søger at udvikle i sådanne datamater som „kunstig intelligens“ eller KI. Og de forventninger de har givet udtryk for med hensyn til disse maskiners formåen har bestemt ikke mindsket den følelse af utryghed mange oplever.
I 1957 forudsagde Herbert Simon, der senere har modtaget nobelprisen, at ’en datamat ville blive verdensmester i skak inden for de næste 10 år’. Og for et par år siden udtalte dataeksperten Harvey Silverman fra Brown-universitetet i Providence, Rhode Island, at man „i løbet af få år forventer at have udviklet en [datamaskine] der vil have et ordforråd på 5000 ord og som vil kunne forstå de fleste samtaler på almindeligt engelsk“. Vil det sige at menneskets hjerne er ved at blive udkonkurreret?
Hvad er kunstig intelligens?
Det at kunne drage fornuftslutninger, skaffe sig indsigt, opfatte betydninger, indstille sig på nye vilkår og træffe beslutninger, er nogle af de forstandsevner der almindeligvis er et særkende for mennesket og som under ét dækkes af begrebet intelligens. Men lige siden det 17. århundrede har forskere drømt om en „tænkende maskine“ der kunne løse matematiske og logiske problemer. Udsigten til at denne drøm skulle blive til virkelighed opstod dog først i midten af 1950’erne da den første elektroniske datamaskine så dagens lys.
Det er velkendt at datamater hurtigt kan lagre, genkalde sig og behandle store informationsmængder. Derfor anvender man dem i vid udstrækning til regnskabsføring og bogholderi samt til styring af arkiver, kartoteker, registre og lignende. I alle tilfælde er en række data blevet lagt ind i datamatens hukommelse. Forinden er maskinen blevet programmeret, det vil sige at den har fået et sæt instruktioner der bestemmer hvordan den skal behandle de givne data. For eksempel kan en datamat der bruges til regnskabsføring programmeres til ved slutningen af hver måned at gennemgå samtlige posteringer og udskrive regninger og kontoudtog.
Naturligvis kræver det en vis form for intelligens at udføre sådanne opgaver. Men i grunden følger en datamat blot en række ordrer eller programtrin der forinden er blevet fastlagt af mennesker, og således fortsætter den indtil opgaven er løst. Hvis en oplysning mangler eller noget går galt standser maskinen og venter på yderligere ordrer fra operatøren. Sådanne maskiner er overordentlig effektive, men de kan næppe kaldes intelligente. Datamater med kunstig intelligens tilhører en helt anden gruppe.
Egentlig er kunstig intelligens et sæt instruktioner eller programmer der er udviklet med det formål at sætte datamaten i stand til selv at løse problemer — efter samme mønster som et menneske gør det. Én fremgangsmåde består i at man lader datamaten forsøge sig frem i stedet for at lade den følge et detaljeret program der trin for trin leder frem til løsningen. Resultatet af hvert forsøg bliver analyseret og anvendt som grundlag for udarbejdelsen af det følgende forsøg.
Denne fremgangsmåde lyder måske enkel, men når den søges anvendt på situationer fra virkelighedens verden, kan det blive en temmelig kompliceret proces. Hvorfor? Fordi kun få ting i livet kan besvares med ja eller nej, eller kaldes sort eller hvidt. I så godt som alle tilfælde er der et utal af nuancer og forhold der kræver afvejning og bedømmelse. Hvis for eksempel en bestemt lægebehandling generelt kun anbefales til patienter der er mere end seks år gamle, hvad skal man da gøre ved et barn der er fem år og ti måneder? Sådanne beslutninger er end ikke den mest avancerede datamat i stand til at tage. Men hvis arbejdsområdet er begrænset og veldefineret kan man med fordel gøre brug af kunstig intelligens.
For eksempel var datamaten Hitech, udstyret med kunstig intelligens, i stand til at slå nogle af de bedre skakspillere helt ved egen hjælp — uden menneskelig styring eller indgriben. Men hvordan kan det lade sig gøre? Jo, datamaten analyserer omhyggeligt modstanderens træk, hvorefter den i sin hukommelse gennemgår de tusinder af mulige modtræk, for at finde netop det der begrænser modstanderens chance for at vinde til det mindst mulige. For at gøre dette må datamaten gennemgå 175.000 positioner hvert sekund eller over 30 millioner positioner i løbet af de tre minutter det ofte tager at finde frem til det rigtige træk.
KI i praksis
Skønt Hitech er utrolig dygtig til at spille skak, er den totalt hjælpeløs når det gælder andre spil eller opgaver. Den er nemlig udelukkende programmeret til at spille skak. I dens hukommelse er oplagret en kolossal mængde oplysninger om skaktræk og trin-for-trin-instruktioner der sætter den i stand til at „tænke“ logisk. Hitech er altså med andre ord ekspert hvad skak angår. Og forskerne betegner netop sådanne databehandlingssystemer som ekspertsystemer.
Et ekspertsystem består i hovedtræk af en datamat hvori der er lagret en omfattende informationsmængde inden for et nøje afgrænset felt. Datamaten er desuden programmeret sådan at den så hurtigt og så let som muligt kan lede brugeren til netop de oplysninger han søger. Dette foregår ofte ved hjælp af et sæt hvis-så-regler: Hvis en given betingelse er opfyldt, så bør en nøjere angivet fremgangsmåde følges. Brugeren kan ’kommunikere’ med ekspertsystemet via en skærmterminal eller andet udstyr. Det er mængden af lagrede informationer samt hvis-så-fremgangsmåden der får sådanne ekspertsystemer til at virke intelligente.
I dag finder ekspertsystemer anvendelse inden for mange områder i forbindelse med lægebehandling, konstruktion af datamater, jordundersøgelser, regnskabsvæsen, investeringsrådgivning, rumfart og så videre. Dataloger arbejder på at udvikle ekspertsystemer der kan bearbejde ikke blot én hvis-så-situation ad gangen men udføre mange samtidige operationer, på samme måde som det foregår i menneskehjernen. Man er også ved at udvikle systemer der kan se, høre og tale, om end i begrænset omfang. Denne udvikling har vakt bekymring i visse kredse. Vil datamaterne blive lige så dygtige som mennesket, eller måske endnu dygtigere?
Findes der nogen grænse?
Det er imponerende hvad forskerne har formået med hensyn til udvikling af ekspertsystemer. Spørgsmålet er imidlertid: Er disse systemer intelligente i ordets egentlige forstand? Hvordan vil vi for eksempel betragte en person der er uovertruffen til at spille skak men som næppe er i stand til at lære eller foretage sig noget andet? Vil vi betragte vedkommende som intelligent? Sikkert ikke! „Et intelligent menneske kan lære noget på ét område og anvende det til at løse problemer på andre områder,“ forklarer William J. Cromie, der er leder af Rådet til Fremme af Videnskabelig Udgivervirksomhed. Her er vi ved det springende punkt: Kan det overhovedet lade sig gøre at udstyre datamater med en intelligens der nærmer sig det menneskelige niveau? Med andre ord: Kan man frembringe intelligens ad kunstig vej?
Indtil videre har ingen forskere eller konstruktører været i stand til at nå dette mål. Trods visionen om skakspillende datamater der blev fremsat for mere end 30 år siden, er verdensmesteren stadig et menneske. Og trods påstanden om at datamater vil blive i stand til at forstå samtaler på engelsk eller andre naturlige sprog, foregår dette stadig på et simpelt niveau. Desuden har ingen endnu fundet ud af hvordan man indbygger egenskaben alsidighed i en datamat.
Tag for eksempel evnen til at forstå et sprog. Selv i et forholdsvis simpelt sprog findes der millioner af kombinationsmuligheder for de enkelte ord. Hvis en datamat skal kunne forstå en sætning må den være i stand til på én gang at gennemgå samtlige kombinationsmuligheder for hvert ord i sætningen. Desuden må den have et enormt antal regler og definitioner lagret i sin hukommelse. Dette ligger langt uden for mulighedernes grænse i de moderne datamater. Men selv et barn er i stand til dette — det kan tilmed opfatte nuancerne i tonefaldet. Det kan fornemme om det kan stole på den der taler eller om vedkommende er upålidelig, og om en udtalelse skal opfattes bogstaveligt eller som en spøg. Her kommer datamaten uhjælpeligt til kort.
Det samme kan siges om ekspertsystemer med evnen til at „se“, som det for eksempel er tilfældet med visse robotter der benyttes i industrien. Et avanceret system med tredimensionalt syn behøver 15 sekunder til at genkende et objekt. Den proces klarer menneskets øje og hjerne på blot en titusindedel sekund. Til menneskets synsevne knytter sig desuden evnen til kun at se det der er vigtigt og eliminere andre indtryk. Datamaten bliver simpelt hen overvældet af den mængde af detaljer den „ser“.
Men til trods for de fremskridt der er gjort og de forventninger som udviklingen inden for KI har givet anledning til, „er de fleste forskere af den overbevisning at datamatsystemer aldrig vil opnå den bredde i intelligens, motivation, færdighed og kreativitet som mennesket besidder,“ siger William Cromie. I tråd med dette har skribenten Isaac Asimov udtalt: „Jeg tvivler på at en datamat nogen sinde vil komme til at måle sig med det bemærkelsesværdige menneskesind hvad intuition og kreativitet angår.“
En afgørende hindring for at nå frem til kunstig intelligens med alt hvad dette indebærer er at ingen forsker eller konstruktør helt forstår hvordan menneskesindet egentlig fungerer. Ingen ved præcis hvordan forholdet er mellem hjernen og sindet, eller hvordan sindet benytter de informationer der er lagret i hjernen til at træffe en afgørelse eller løse et problem. „Eftersom jeg ikke ved hvordan jeg [bruger mit sind til bestemte opgaver], kan jeg umuligt programmere en datamat så den kan efterligne det jeg gør,“ siger Isaac Asimov. Sagt på en anden måde: Hvis man ikke ved hvad intelligens egentlig er, hvordan kan man så indbygge det i en datamat?
Stormestrene og Den Store Mester
Omkring slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede vakte en skakspillende maskine begejstring overalt når den vandt over sine menneskelige modspillere, deriblandt så kendte personligheder som Maria Theresa, Edgar Allan Poe og Napoléon Bonaparte. Langt om længe blev det imidlertid afsløret at maskinen var et svindelnummer — der var en mand indeni!
Der sidder i realiteten også en mand inden i vore dages skakspillende datamaskiner, han er blot langt bedre skjult. Manden er slet og ret den programmør der er ansvarlig for at alle reglerne for skakspillet og retningslinjerne for hvordan de skal benyttes omhyggeligt er blevet lagret i datamatens hukommelse, sådan at den helt alene kan konkurrere mod stormestrene.
Dette gælder for alle ekspertsystemerne og de øvrige opfindelser inden for området „kunstig intelligens“. Æren tilkommer rettelig de forskere og konstruktører der har bygget disse systemer. Men hvem tilkommer da æren for den ægte intelligens hos mennesket? Her må vi tilslutte os Davids poetiske ord da han som konge af det gamle Israel følte sig bevæget til at sige til Skaberen, Jehova Gud: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Salme 139:14.
[Ramme på side 13]
„Datamatens evner adskiller sig stadig i bund og grund fra menneskets, og der vil højst sandsynlig ikke blive fremstillet en menneskelignende robot inden for en overskuelig fremtid.“ — Computers and Society, side 14.
[Illustration på side 15]
Både et barn og en datamat kan, i forskellig grad, forstå et sprog; men kun barnet kan opfatte meninger, troværdighed og menneskelige følelser