Hvilket fremtidshåb er der for børnene?

DET er allerede for sent for millioner af børn i den såkaldte tredjeverden. Men hvis man kunne nå ud til forældrene og få dem til at forstå nødvendigheden af at følge de råd der er omtalt i de foregående artikler, ville det kunne redde i millionvis af børn. En sådan opgave er intet mindre end uigennemførlig, og derfor vil det være uundgåeligt at millioner af børn fortsat dør — langsomt, ubemærket og i stilhed.

Omfattende nødhjælpsprojekter stiller kun ringe håb i udsigt. De Forenede Nationer har for eksempel finansieret „Internationalt tiår for drikkevand, sanitet og hygiejne (1981-1990)“ med det mål at skaffe „rent vand og passende sanitære forhold til alle i 1990“. Hvad har kampagnen indtil nu resulteret i?

„I årene 1980 til 1983,“ hedder det i bladet World Health, „skaffede man vand til yderligere 32 millioner i Afrika, og andre 12 millioner fik forbedrede sanitære forhold.“ Men dette resulterede blot i en meget lille procentvis stigning i antallet af mennesker som fik rent vand og sanitet. Den kolossale befolkningstilvækst bevirkede at disse imponerende resultater ikke synede af meget. Det er derfor ikke så mærkeligt at målet, „rent vand og passende sanitære forhold til alle i 1990“, er blevet kaldt „en næsten uigennemførlig opgave“.

Til tider vanskeliggøres nødhjælpsarbejdet, ikke af mangel på midler eller arbejdskraft, men på grund af begærlighed, dårlig planlægning eller stridigheder om småting. Nogle udviklingslande bruger fire gange så mange midler på våben og til militære formål som på sundhedsvæsenet. Størsteparten af de penge man bruger på sundhedsvæsenet bliver anvendt til avancerede behandlingsformer — til gavn for et privilegeret mindretal.

Tag for eksempel den billige behandlingsform der kaldes oral rehydratiseringsterapi, også kaldet ORT. Det er almindeligt kendt at denne behandlingsform kunne redde millioner af menneskeliv. Men ifølge bladet UN Chronicle „fortsætter de fleste læger med at ordinere medicin mod diarré for et beløb der svarer til 2,6 milliarder kroner om året, hvoraf det meste vides at være virkningsløst, skadeligt eller begge dele“.

Eller betragt engang den alvorlige tropesygdom schistosomiasis eller sneglefeber, der nu berører 200 millioner mennesker, især børn. „Rent videnskabeligt kender man årsagerne til schistosomiasis og har afprøvet lægemidler i marken, foruden at man har udarbejdet en effektiv plan der kunne føre til en dramatisk nedgang i denne sygdom i de kommende år,“ skriver June Goodfield i bogen Quest for the Killers. Men hvorfor findes sygdommen så stadig? „Problemet er politisk,“ skriver June Goodfield.

Ja, grunden til at så mange børn dør, er ikke blot mangel på viden eller manglende ressourcer til at holde dem i live, men at man sætter politiske interesser og profit over menneskeliv. Det har vist sig at være rigtigt som Jeremias har skrevet, at „menneskets vej ikke står til ham selv“, og at ’det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’. (Jeremias 10:23) Det eneste håb der er for børnene i denne verden — ja, for hele menneskeheden — er at Gud vil overtage ledelsen af planeten Jorden. Og det er netop hvad Bibelen siger at han vil gøre: „Gud [vil] oprette et rige [eller en regering] som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger [nutidige regeringer], men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Under Guds himmelske rige vil børnene på jorden aldrig igen blive truet af sygdom og død. Jehovas vidner ser derfor med spændt forventning frem til den tid da Gud vil gribe ind i jordens anliggender. De beder den bøn som Jesus lærte dem at bede: „Lad dit rige komme.“ (Mattæus 6:9, 10) Den tilstand børnene i den tredje verden befinder sig i, får gudfrygtige mennesker til at bede endnu mere inderligt om at dette må ske.a

[Fodnote]