Jo større udfordring, desto større spænding!

„DET får vi aldrig råd til!“ Jeg var modfalden over dette blide men ærlige svar fra min fader. Jeg havde netop fortalt ham at jeg ville være racerkører. Fra min tidlige barndom havde dette været mit store mål, men min fader var realistisk, og jeg, der kun var 14 år, var ung og uerfaren.

Min interesse for motorcykler havde jeg fra min fader. Han havde flere gange taget mig med over til øen Man for at se TT-racerløbene.a Men dette år, 1950, var anderledes. Der så vi Geoff Duke vinde sit første seniorløb på en Norton-motorcykel og sætte omgangsrekord med en gennemsnitshastighed på 149,32 kilometer i timen, hvorefter han blev nummer to i TT-løbet for juniorer.

Det var ved den lejlighed jeg fik et brændende ønske om at deltage i det spændende løb på Man, men jeg forestillede mig ikke at min drøm ti år senere ville blive til virkelighed. Det var imidlertid ikke nogen ringe udfordring.

Hvad motorcykelløb kræver

Der er tre forskellige slags motorcykelløb. Speedway, der foregår på en oval slaggebane, kræver stor dygtighed, da maskinen skal skride sidelæns gennem svingene. Motocross, der i England stadig kaldes for scrambling, køres i et stærkt kuperet terræn på motorcykler med særlige dybtmønstrede dæk. Road-racing, som for eksempel motorcykelløbene på øen Man, foregår på en almindelig vejbelægning og sætter hver enkelt kørers dygtighed og erfaring op mod alle de øvrige deltageres. Det er en kamp mod stopuret, og den hurtigste vinder.

Da jeg begyndte at køre motorcykel kostede en racermotorcykel omkring 480 pund (godt 5700 kroner). I dag ville en tilsvarende maskine koste omkring 15.000 pund (knap 180.000 kroner). Der findes forskellige motorstørrelser, fra 50 til 500 kubikcentimeter. Men det afgørende ligger ikke så meget i prisen for en motorcykel eller i motorens evne som i ens dygtighed til at tune den. Jeg har mange gange været oppe til klokken to om natten for at finjustere motoren.

Det er heller ikke så let at køre løb som det ser ud til. Ved høje hastigheder opstår der et kolossalt træk i styretøjet, så det kræver stor udholdenhed og mange kræfter at manøvrere en kraftig, tung motorcykel med en fart på 160 kilometer i timen. Derfor plejede jeg i begyndelsen af hver sæson at tabe omkring tre kilo. Desuden bør man heller ikke overse det store nervepres der er forbundet med at køre racerløb.

Resultater og risici

I 1963 begyndte jeg som professionel og vandt samme år to løb i Nordirland på Norton-motorcykler. I den internationale konkurrence ved Zolder i Belgien vandt jeg både løbet for 500- og for 350-kubikcentimeters motorcykler. I 1966 og 1967 havde jeg et spændende „makkerskab“ med Paton-motorcyklerne, håndbyggede maskiner der var rene mesterstykker. Med Bill Hannah fra Liverpool som sponsor kørte jeg først prototypen på 350 kubikcentimeter og senere modellen på 500 kubikcentimeter.

I 1967 havde jeg en af mine bedste sæsoner overhovedet. På Paton-motorcykler vandt jeg både i 500- og 350-kubikcentimeterklassen i Irlands North West ’200’-løb; jeg blev nummer to i det østrigske Grand Prix for 500-kubikcentimeters maskiner, nummer tre i det tilsvarende belgiske Grand Prix og nummer fem i 500-kubikcentimeterklassen ved TT-løbet på øen Man.

I ni år deltog jeg i de ansete TT-løb og blev nummer tre ved to lejligheder. I 1907, da løbet blev afholdt for første gang, blev omgangsrekorden sat med en gennemsnitshastighed på 68,66 kilometer i timen. I 1957 nåede Bob McIntyre op på 161,79 kilometer i timen, og siden er rekorden nået op omkring 190 kilometer i timen.

Med omkring hundrede deltagere er TT-løbet afgjort risikabelt, og det var blandt andet grunden til at det fra 1977-sæsonen er blevet slettet af verdenslisten over Grand Prix-løb. Faktisk var det på denne bane at jeg i 1965 kom ud for mit alvorligste uheld. Køreren lige bag mig var ivrig efter at komme forbi, men min bagbremse var i uorden, og jeg var nødt til at sagtne farten når jeg kom ind i højre- eller venstresvinget. Det kunne han naturligvis ikke vide og gav derfor ikke plads til det. Det endte med at han ramte mit baghjul, og jeg styrtede.

Jeg kurede et langt stykke hen ad banen, men slap med nogle blå mærker og hudafskrabninger. Jeg tør ikke tænke på hvad der kunne være sket hvis jeg havde ramt muren langs banen med fart på. Det gjorde mig ondt at høre bagefter at en official var blevet ramt af motorcyklen, der var kuret videre, så han havde brækket begge ben og måtte ligge på hospitalet i flere måneder.

Spænding og død

På det tidspunkt deltog jeg i de internationale Grand Prix-løb for motorcykler. Det betød at jeg hvert år måtte stille op ved omkring 20 motorsportsstævner og deltage i op imod 35 løb i lande så langt borte som Canada og Japan. Jeg rejste også vidt omkring i Europa, fra Sverige og Finland mod nord til Spanien og Italien mod syd, foruden at jeg ret ofte kom til østeuropæiske lande. Det var spændende at konkurrere med østtyske MZ-motorcykler, de respekterede Jawa’er fra Tjekkoslovakiet og Vostick-maskinerne fra Sovjetunionen!

De ti bedst placerede får en pengepræmie, men det vigtigste i Grand Prix er at opnå så mange points som muligt. Ved slutningen af hver sæson lægges pointene fra de forskellige Grand Prix-løb sammen, og på grundlag heraf kåres de seks bedste kørere i hele verden det år. Mit bedste resultat opnåede jeg i 1965, da jeg blev nummer fire ved verdensmesterskaberne for 500-kubikcentimeters maskiner.

I årenes løb er flere af mine konkurrenter blevet dræbt ved ulykker. Men faren var en del af udfordringen ved denne sportsgren, og det accepterede vi alle. Der var imidlertid et tragisk tilfælde som rystede mig i særlig grad. Under et løb i Finland faldt en af mine nære venner af motorcyklen og fik kraniebrud. Han kom aldrig til bevidsthed igen. Min kone, Grace, og jeg blev hos ham og hans kone til han døde.

En omrejsende familie

Grace og jeg blev gift i 1960. Hun var også glad for at køre motorcykel og nød at sidde bagpå når vi skulle til racerløb. Det varede indtil vi fik vores første barn i 1961, hvorefter jeg tog alene til løb. Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg se at min tilværelse efter Roberts fødsel var temmelig egoistisk. Jeg plejede at være væk fra dem begge flere måneder i træk indtil Grace var så ensom at jeg pressede hende til at tage med mig. Vi købte en beboelsesvogn og kunne således være sammen som familie hele tiden. Selv efter at de to næste børn var ankommet fortsatte vi på denne måde.

Vi tænker i nye baner

I slutningen af 1967 besluttede jeg at holde op med at køre motorcykelløb og købte et værksted i Southport. Fristelsen til nu at køre billøb kom i form af en etsædes Lotus Formula Ford. Men jeg blev hurtigt klar over at de to former for motorsport kræver vidt forskellig kørselsteknik.

Alt dette stillede mig over for en stimulerende, ny udfordring. Grace var imidlertid bekymret over mit nye dristige foretagende og viste ingen interesse for det. Da hun ikke længere gik ind for min deltagelse i racerløbene, besluttede jeg at holde helt op med motorsport.

Mærkeligt nok var det først senere jeg fandt ud af at der også lå en anden grund bag. En ny interesse var begyndt at give os nogle andre værdinormer. Graces og min tankegang var ved at ændre sig mere end vi var klar over.

Vores nye interesse

Grace og jeg var begge blevet konfirmeret i den anglikanske kirke, men vores rejseliv trængte nødvendigvis religionen noget i baggrunden. Da Grace blev interesseret i Jehovas Vidners forkyndelse tilbage i 1960, viste vores nomadeagtige tilværelse sig også at være en hindring. Der gik ti år før vi igen fik rigtig gang i drøftelserne om Bibelen og dens budskab angående vor tid.

Efter at vi var blevet etableret kom Grace igen i kontakt med Jehovas vidner. Aftalen blev at jeg skulle være med ved en bibeldrøftelse om ’tegnet på endens tid’. Det var et led i en særlig kampagne — et halvt års gratis hjemmebibelstudium ved hjælp af en lille, blå bog med titlen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg kan tydeligt huske hvad jeg tænkte da det aftalte tidspunkt nærmede sig: ’Hvad er det dog vi har indladt os på? Det bliver sikkert en frygtelig kedelig aften!’ Men jeg tog fejl.

Noget bestemt jeg stadig tydeligt husker fra det første møde med Jehovas vidner, var Bibelens ord i Andet Timoteusbrev 3:1-5. Jeg husker min forbavselse over at der stod en så nøjagtig, næsten to tusind år gammel beskrivelse af ’tegnet på endens tid’ uden at jeg havde vidst det. Grace og jeg havde samme indstilling. Vi var ivrige efter at lære mere, og inden der var gået et år blev vi døbt.

Vi havde stadig fire mindreårige børn at forsørge, men Grace og jeg besluttede at vi ville sætte de vigtigste ting i livet først. På hendes opmuntring solgte jeg forretningen og tog deltidsbeskæftigelse, hvorefter jeg begyndte at forkynde på heltidsbasis som pioner. (Mattæus 6:33) Årene med racerløb havde været spændende ud over alle grænser. Men nu, efter at jeg havde fået et klarere syn på livets hellighed, stod jeg over for en endnu større udfordring. På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig at det ville føre til noget endnu mere spændende.

En spændende udfordring

Grace og jeg har for længst opdaget at hver eneste gang vi møder en ny person i vores kristne tjeneste, er det en ny udfordring. Først må man finde ud af hvori hans eller hendes åndelige behov består, og dernæst prøve at dække det ved kyndig brug af Bibelen. Kan du forestille dig hvordan det må føles at se en svoren ateist ændre tankegang og blive en indviet tjener for Gud? Sådan en oplevelse har Grace og jeg haft. I timevis måtte vi systematisk studere Bibelen og tålmodigt ræsonnere med ham og hans kone, for til sidst at se dem begge blive døbt! Det var en stor glæde.

Da jeg kørte racerløb afhang det meste af mig selv, min erfaring og kunnen. Men jeg har måttet lære at det ikke er nok at stole på sine medfødte evner i tjenesten. Det er derimod afgørende at bede om og tillidsfuldt lade sig lede af Jehovas ånd. — 2 Korinther 4:7.

Gennem årene har min familie sammen haft mange dejlige tjenesteprivilegier og har kunnet hjælpe en del venner, slægtninge og naboer til at tage imod sandheden. I fire år har vi taget den udfordring op at tilbringe vores årlige ferie i distrikter i den afsidesliggende nordøstlige del af Skotland. Dér har vi uddelt mange bibelstudiebøger blandt den gæstfri befolkning, og oprettet en del bibelstudier.

Når jeg ser tilbage kan jeg se at jeg, da jeg tog skridt til at gå ud i pionertjenesten, satte det rigtige eksempel for vore fire børn. De valgte alle at begynde i heltidstjenesten da de var færdige med skolen og er fortsat i den lige siden. De tre som er gift, har alle en ægtefælle der også er i heltidstjenesten.

Da vores yngste datter for to år siden gik ud af skolen frigjorde det Grace så hun kunne blive min pionermakker. Derefter var jeg i stand til at tage imod endnu et tjenesteprivilegium, nemlig at virke som vikar for kredstilsynsmanden. Nu besøger vi ofte nærliggende menigheder for at hjælpe og opmuntre dem.

Vi har begge en meget rig tilværelse nu hvor Grace ikke kun er en passiv tilskuer, som dengang jeg kørte racerløb. Vi samarbejder om at gøre disciple og er en meget lykkelig familie. Hver dag takker vi Jehova for den forret og spændende udfordring det er at være aktive vidner for ham. — Fortalt af Fred Stevens.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Fred og Grace Stevens