Stolthed var mit største handicap
DET er ikke let at være lykkelig når man er handicappet. De fleste mennesker der trækkes med fysiske skavanker bliver nedslåede, i det mindste en gang imellem. Når det sker stiller de ofte sig selv spørgsmålet: „Hvorfor netop mig?“
Jeg var ingen undtagelse. Jeg er født med en svær fysisk lidelse som hindrer mig i at gå, stå oprejst eller bruge hænderne. Dette har selvfølgelig i høj grad præget min personlighed. Jeg kan stadig huske hvor misundelig og frustreret jeg var når jeg som barn betragtede andre børn løbe og springe omkring.
Af og til besøgte jeg en kirke for at bede Gud om hjælp. Jeg plejede af et oprigtigt hjerte at gentage bønnerne „Padre Nuestro“ (Fadervor) og „Ave Maria“ (Hil dig, Maria) 20 eller 30 gange, mens jeg indflettede følgende dybtfølte appel: „Herre, helbred mig!“ Jeg lovede Gud alt muligt hvis blot han ville gøre mig rask.
Spirer af stolthed
Jeg er født i Granada, en smuk by der ligger i Sydspanien ved foden af de knejsende Sierra Nevada-bjerge. Som lille motiverede dét at jeg var handicappet mig til at udvikle boglige færdigheder. I syvårsalderen var jeg derfor nået længere end mine jævnaldrende hvad skolekundskaber angik. Jeg havde et naturligt forhold til mine legekammerater, og jeg blev efterhånden dygtig til at bevæge mig omkring mens jeg sad på min lille stol. Jeg lærte endog at tegne og skrive med venstre fod med en blyant mellem tæerne.
Ved en lejlighed bragte en lokal avis en artikel om mig, med fotografier af hvordan jeg skrev med foden. Denne offentlige omtale indbragte mig en række præmier og rejser, foruden andres beundring. Men den megen opmærksomhed gjorde mig til sidst forfængelig og indbildsk. Stoltheden fik overtaget.
Følgerne af påtvungen isolation
Jeg kom ikke til at gå længe i skole. Efterhånden som jeg voksede blev det umuligt for min moder at få mig op og ned fra vores lejlighed, der lå på første sal. Fra jeg var 13 år fortsatte jeg derfor min skolegang ved hjælp af et korrespondancekursus. Jeg havde let ved at lære og gjorde gode fremskridt, men den påtvungne isolation påvirkede mig. Skønt jeg for andre at se var glad og udadvendt, var jeg begyndt at spekulere meget over min fysiske tilstand og hvilke følger den ville få for min fremtid.
I 1971 vandt jeg et stipendium så jeg kunne studere et år i Madrid på et revalideringscenter der blev drevet af katolske nonner. Dér lærte jeg at skrive på maskine ved hjælp af en pind som jeg holdt i munden, en færdighed som jeg senere skulle få megen glæde af. Naturligvis indgik religion som en obligatorisk del af de ugentlige aktiviteter. Hver søndag morgen klokken 7 samledes vi til messe. Selv om jeg fandt dette ritual overflødigt, overværede jeg det trofast for at glæde nonnerne, der sørgede så godt for mig.
Efter et år i Madrid vendte jeg tilbage til Granada. Atter indespærret mellem hjemmets fire vægge blev jeg mere og mere indadvendt. Det meste af tiden tilbragte jeg med at læse hvad jeg kunne få fat på af romaner og andre bøger. Jeg fulgte også tidens mode ved at anlægge skæg og lade mit hår vokse. Men jeg var ikke lykkelig.
Jeg beder om et tegn
Ofte var jeg sur og tvær fordi jeg følte mig ensom og hjælpeløs. Jeg bad til Gud om at han ville give mig et tegn der viste at han var til og interesserede sig for mig.
Gud gav mig virkelig et tegn — dog ikke på den måde jeg havde forventet. Det var i slutningen af 1973. Et af Jehovas vidner kom til vores dør, og eftersom min moder var ude at handle, var det mig der åbnede døren og hørte på hvad han havde at sige. Ved slutningen af samtalen tilbød han mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, som jeg villigt tog imod da jeg på det tidspunkt var parat til at læse hvad som helst. Samme eftermiddag læste jeg hele bogen, og dens indhold gjorde et stort indtryk på mig, især det den sagde om det bibelske forbud mod at bruge billeder i gudsdyrkelsen og mod misbrug af blod. — 2 Mosebog 20:4, 5; Apostelgerninger 15:28, 29.
En uge efter vendte forkynderen tilbage, og mens han viste mig hvad Bibelen lærte, viste jeg ham hvordan man tænder en cigaret med fødderne. Han tilbød mig et seks måneders gratis bibelstudium. Jeg tog omgående imod tilbudet uden dog at gøre mig klart at dette faktisk var det tegn jeg havde bedt om.
Jeg fik hurtigt stor bibelkundskab. Men det var noget helt andet at skulle gøre de nødvendige forandringer i livet for at blive en sand discipel af Kristus. Mit største problem var min personlighed.
„Kundskaben opblæser“
Følgende korte hændelse viser hvordan min indstilling dengang var. Efter at jeg havde studeret Bibelen i seks måneder besøgte en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd mig for at høre om jeg gjorde fremskridt. „Det kan du tro jeg gør. Jeg har allerede lært 500 skriftsteder udenad,“ svarede jeg med et selvtilfreds smil. „Hele 500 skriftsteder?“ gentog han noget skeptisk. „Ja, 500! Se selv, jeg har skrevet dem alle sammen ned i denne lommebog,“ pralede jeg.
Nysgerrig efter at se om det var rigtigt spurgte han mig om jeg kunne huske hvad der stod i Ordsprogene 18:1. Straks fremsagde jeg ordret skriftstedet: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ Derefter spurgte han mig: „Lever du efter dette skriftsted? Kommer du regelmæssigt sammen med dine kristne brødre og søstre?“ „Ja, det gør jeg,“ svarede jeg, for brødrene havde kærligt truffet foranstaltning til at jeg kunne overvære møderne.
Efter at have spurgt endnu et par gange fandt min gæst ud af at jeg virkelig kunne huske alle disse skriftsteder. Men samtidig opdagede han at jeg lagde mere vægt på at have kundskab om Bibelen end på at anvende denne kundskab i mit liv. Han mindede mig om ordene i Første Korintherbrev 8:1, hvor der siges: „Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger.“ Han hjalp mig til at indse at jeg måtte gøre forandringer med hensyn til min personlighed.
Med tiden holdt jeg op med at ryge, og begyndte at gøre mere ud af mit ydre; desuden skilte jeg mig af med det læsestof som ikke var opbyggende. Og i juni 1975 blev jeg døbt, 18 måneder efter at der første gang var blevet forkyndt for mig.
Jeg overvinder min stolthed
Jeg havde dog stadig ikke fået bugt med min stolthed. Mine omstændigheder tillod mig at studere tre til fire timer hver dag, så jeg fik snart tilegnet mig megen bibelkundskab som jeg var ivrig efter at vise at jeg havde. Forkynderne i den menighed jeg tilhører begyndte at komme til mig med deres bibelske spørgsmål og endog med deres personlige problemer. Jeg var ovenud lykkelig for at kunne bruge mine evner til at hjælpe andre, men af og til smigrede det også min forfængelighed.
Med tiden blev jeg dog mindre indbildsk. Hver gang jeg blev klar over at jeg havde lagt en stolt ånd for dagen, bad jeg til Jehova om hjælp. Jeg bad især om hjælp til at kunne bevare det rette motiv, nemlig at hjælpe andre med min kundskab, i stedet for at kaste glans over mig selv.
En kilde til sand glæde
Det var virkelig en stor glæde at kunne forkynde for alle dem jeg kom i kontakt med. At dele det jeg lærte med andre bibragte mig ikke alene en indre tilfredshed, men tvang mig også ud af den skal jeg havde trukket mig ind i, og satte mig i stand til at omgås andre og hjælpe nogle af dem. Jeg var især glad for at kunne hjælpe en ældre mand der havde nogle af de samme problemer som jeg selv.
Første gang jeg mødte ham var da jeg forkyndte for nogle mænd på gaden. Under samtalen kunne jeg ikke undgå at bemærke at en mand med krykker gik forbi os et par gange. Hver gang han kom forbi standsede han op et kort øjeblik, som om han gerne ville høre hvad vi sagde. Til sidst standsede han op foran mig og spurgte: „Er alt det med en verdensomspændende vandflod virkelig sandt?“ Jeg svarede bekræftende og gik over til at forklare hvad det betød for os i dag. Med tiden fik jeg oprettet et bibelstudium med ham.
Trods hans alder og hans fysiske svagheder gjorde han gode fremskridt, og han begyndte at rette sit liv ind efter Bibelen. Han blev døbt i en alder af 80 år. Og hans kone, der til at begynde med gjorde nar af ham, blev døbt i en alder af 85 år.
Det er lettere for mig at glemme mine egne problemer når jeg kan hjælpe andre der er handicappede eller som på anden måde har brug for hjælp. I alt har jeg hjulpet ti forskellige mennesker til at lære sandheden fra Guds ord at kende, hvilket har været en stor glæde for mig.
Min stolthed — ikke længere et problem
Vigtigst af alt har jeg erfaret at selv om man er fysisk handicappet, er man ikke afskåret fra at opnå et lykkeligt liv. Det at lære Skaberen at kende har hjulpet mig til at få et afbalanceret livssyn og til at trodse mine handicap, deriblandt min stolthed. Jeg prøver så vidt muligt at leve et normalt liv. For eksempel kan jeg nu forsørge mig selv, hvilket jeg finder meget tilfredsstillende. Jeg er glad for at kunne tjene som ældste i den lokale menighed, og jeg prøver at være aktiv i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. (Markus 13:10) Det er hævet over enhver tvivl at det at hjælpe andre bibringer mig den største glæde. Og samtidig har jeg lært at søge Jehovas ære frem for min egen. — Lukas 17:10. — Fortalt af José Martín Pérez.
[Illustration på side 15]
Jeg forkynder på gaden med en anden forkynders hjælp