Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g89 8/1 s. 24-27
  • Til pris for Jehova

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Til pris for Jehova
  • Vågn op! – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Fra trykkerivirksomhed til indspilning
  • Et orkester dannes
  • Skuespil og indlæsning af Bibelen
  • Hvordan bliver et hit til?
    Vågn op! – 2011
  • Musik — Jehovas gave til glæde for os
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Musikken var mit liv
    Vågn op! – 1985
  • Hvordan kan jeg holde musikken på dens rette plads?
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vågn op! – 1989
g89 8/1 s. 24-27

Til pris for Jehova

„ÉN DAG på Betel hvor man indspiller musik er bedre end tusind andre.“ „Jeg betragter det som det største musikalske privilegium der findes.“ „Jeg føler det som en ære at jeg kan bruge de evner som Jehova i sin godhed har skænket mig, til at frembringe musik der måske kan få sandheden til at virke tiltrækkende på andre.“ Disse kommentarer stammer fra professionelle musikere blandt Jehovas vidner som frivilligt bruger deres tid og kræfter på at spille i et enestående orkester.

Hvorfor stiller disse musikere gratis deres talent til rådighed når de kunne tjene penge ved at spille? Vi vil lade dem selv svare. Jim har i 22 år spillet kontrabas i New York Philharmonic Orchestra. Han siger: „Jeg betragter det som et meget stort privilegium at komme ind på Jehovas Vidners hovedsæde og indspille musik.“ Joe, der spiller guitar og violin, har indspillet musik på professionelt plan. Han udtrykker det på denne måde: „Det er et svar på mine bønner at blive brugt af Jehova med det jeg kan.“ Harold, der er pianist, nyder mange privilegier i tjenesten for Jehova. Han har altid ladet sin professionelle musikkarriere komme i anden række i forhold til sin tjeneste for Gud. Han betragter det at indspille musik for Jehovas Vidner „som et af de skønneste privilegier jeg har haft inden for Jehovas organisation“.

I dag hvor musikbranchen er blevet et millionforetagende præget af hård konkurrence, kan det måske synes svært at forstå at 60 mennesker er villige til, på egen bekostning, at samles i fire dage uden at modtage nogen form for betaling. Men det skyldes at det er Vagttårnsselskabet — den filantropiske organisation der udgiver dette blad — der står bag disse indspilninger. Alle der er med ved optagelserne, lige fra dirigenten til teknikerne, er Jehovas vidner som ved deres store arbejdsindsats ønsker at prise Gud.

Fra trykkerivirksomhed til indspilning

Men hvordan gik det til at Vagttårnsselskabet — der normalt er kendt for sin trykkerivirksomhed — begyndte at lave lydoptagelser? Jo, i 1966 lavede Selskabet et bibelsk skuespil der skulle opføres ved det årlige områdestævne. Denne dramatisering af bibelske begivenheder fra fortiden blev så godt modtaget at skuespil efterhånden blev et fast indslag ved disse stævner.

De første bibelske skuespil blev fremført af skuespillerne selv. Senere besluttede man sig til på forhånd at indspille et bånd med stemmerne, musikken og lydeffekterne. På den måde skulle skuespillerne på scenen blot mime til stemmerne på båndet. Selskabet kunne trække på den store stab ved hovedkontoret når der skulle findes teknikere og egnede stemmer, og man oprettede derfor et lydstudie. Men da man senere besluttede sig til også selv at indspille musikken til disse skuespil, opstod der en ny udfordring.

Et orkester dannes

Nu begyndte man at søge efter komponister og musikere blandt Jehovas vidner i Nordamerika, som var villige til at bruge deres tid og evner til dette formål. I årenes løb er Vagttårnets orkester vokset så det i dag med sine 60 til 70 medlemmer næsten er på størrelse med et symfoniorkester. Ikke så få af medlemmerne er professionelle musikere. Men vi vil lade dem selv fortælle hvad de betragter som det vigtigste i deres liv. David har i adskillige år spillet cello i Denvers symfoniorkester. Sandheden fra Guds ord har haft indflydelse på hans indstilling til musikindustrien. Han udtrykker det på denne måde: „Jeg har ladet mine personlige ambitioner og mit ønske om at avancere inden for musikverdenen træde i baggrunden. Men jeg er glad for at kunne forsørge min familie som musiker, for det giver mig samtidig mulighed for at være i heltidstjenesten.“

Johns indstilling til musikindustrien har også, som han selv siger, „ændret sig radikalt. Skønt jeg stadig arbejdede som bassist på Broadway da jeg blev døbt som et af Jehovas vidner, gik det med tiden op for mig at det var vanskeligt at finde den rette balance mellem min kærlighed til Jehova og min kærlighed til musikken. Jeg følte at musikindustrien var min herre. Jeg kunne ikke tjene Jehova med hele min sjæl når jeg vidste at jeg var nødt til at spille musik om aftenen. Inden for musikindustrien er der desuden stor fare for at man går på kompromis med hensyn til troen. Jeg begyndte derfor i heltidstjenesten.“

Næsten 50 af de brødre der deltager i Selskabets indspilningsprojekter, deriblandt teknikere og komponister, tjener som ældste eller menighedstjenere i deres respektive menigheder. Omkring 35 er i heltidstjenesten, heraf nogle på Betel i Brooklyn og på Watchtower Farms.

I 1980 besluttede Selskabet at udvide arbejdet med dette særlige orkester. Orkesterarrangementer af musikken til de sange Jehovas vidner benytter ved deres møder, blev nu indspillet på kassettebånd. Tilhørerne ved områdestævnerne i 1980 var begejstrede da det første bånd med Rigets sange blev frigivet. Dette bånd var det første af en række musikbånd indspillet af Vagttårnets orkester til pris for Jehova.

Tom, der i mange år har været professionel musiker, har været med ved Selskabets musikoptagelser i de sidste 15 år, og han siger: „Vi spiller ganske vist ikke lige så godt som et professionelt symfoniorkester. Men den manglende erfaring bliver helt opvejet af den begejstring og entusiasme der lægges for dagen.“ Sallie, der har mange års erfaring som professionel violinist, sætter pris på „den samarbejdsvillige ånd der hersker ved optagelserne, noget man ikke oplever på samme måde i verden“. Bill, der er pensioneret janitshar, udtrykker det på denne måde: „Orkesteret kan selvsagt ikke levere den samme kvalitet som New York Philharmonic Orchestra, men jeg synes at vi spiller udmærket. Jeg elsker at være med! Jeg ser frem til hver eneste optagelse.“

Skuespil og indlæsning af Bibelen

Stemmerne til de bibelske skuespil på engelsk bliver også indtalt i lydstudiet på hovedkontoret. Brødrene og søstrene der lægger stemmer til, udvælges blandt medlemmerne af betelfamilien i Brooklyn. De enkelte scener optages hver for sig og bliver senere klippet sammen. Til sidst lægges der musik og lydeffekter på båndet.

Siden 1978 er lydstudiet på hovedkontoret også blevet brugt i forbindelse med indlæsning af Bibelen på bånd. Siden det første bibelbånd med Den gode nyhed ifølge Johannes udkom, er hele Bibelen efterhånden blevet indlæst på engelsk, til gavn for alle der har lyst til at høre det.

Hvordan foregår sådanne optagelser? Lad os kigge indenfor under en optagelse. Et Jehovas vidne er i færd med at indlæse et stykke fra Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter. Tre andre, der hver har deres opgave, sidder i kontrolrummet bag lydtætte glasruder. Lydteknikeren betjener mikserpulten og sørger for at det tekniske udstyr fungerer som det skal. Korrekturlæseren følger omhyggeligt med i teksten for at sikre sig at oplæseren læser rigtigt og får det hele med. Instruktøren giver oplæseren gode råd med hensyn til udtale og betoning.

Mens disse tre er travlt beskæftiget med selve optagelsen, er en medarbejder et andet sted i båndafdelingen beskæftiget med at fjerne passager med uønskede lyde fra bånd der er blevet indspillet ved en tidligere lejlighed. Dette foregår ved at man bogstavelig talt afklipper de stykker af båndet hvor støjen forekommer. Derefter bliver den færdige udgave af båndet omhyggeligt lyttet igennem af en korrekturlæser, så man sikrer sig at intet er udeladt.

At indspille musik og skuespil samt at indlæse Vagttårnet og Bibelen på bånd er et stort arbejde, men i breve der kommer fra hele verden bliver der givet udtryk for værdsættelse af disse bånd, hvilket viser at det er alle anstrengelserne værd. Har du haft lejlighed til at lytte til nogle af disse enestående indspilninger? Udgiverne af dette blad vil hellere end gerne hjælpe dig med at skaffe dem. Disse bånd er ikke blot underholdende og belærende, men bringer også pris til Jehova.

[Illustrationer på side 25]

Professionelle musikere er med i alle grupper af orkesteret

[Illustrationer på side 26]

Lyden fra de forskellige orkestergrupper mikses og indspilles i Vagttårnets lydstudie

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del