Hvem kan redde havene?

EN EFTERÅRSDAG i 1988 sprang ni mænd og fire kvinder ud fra en bro i New York — samtidig. De faldt omkring 20 meter og blev derefter hængende i deres bjergbestigerreb og ventede. Med hvilket formål? De ville hindre en pram med kloakslam der skulle dumpes i havet, i at passere. Men forsøget mislykkedes; prammen slap forbi demonstranterne ved at vælge en anden sejlrute, og dumpede sit affald som planlagt. Det endte med at demonstranterne blev arresteret.

Mange andre kæmper ad rettens vej en indædt kamp for at hindre verdenshavene i at uddø. Der foregår mange forhandlinger og udarbejdes mange nye love. Man har vedtaget love der forbyder at der dumpes plastic i havet. Tankskibe har fået forbud imod udtømning af olieholdigt spildevand. Man har også haft held med at rense visse floder og kyststrækninger.

Men set under ét er sejrene få og nederlagene mange. Miljøforkæmpere frygter at der, så længe det er billigst at dumpe affaldet i havene, vil være nogle som slipper uden om lovene ligesom den førnævnte pram slap uden om demonstranterne. Sørgeligt nok er det ofte penge og profitbegær der løber af med sejren. Det er ikke særlig indbringende at beskytte miljøet, tværtimod.

Er det Guds skyld?

Bladet Time anså åbenbart forureningsproblemet for så presserende at man i stedet for at udnævne „Årets mand“, fokuserede på miljøet. Januarnummeret for 1989 udråbte den plagede Jord til „Årets planet“. Det er imidlertid interessant at sådanne artikler om miljøkriser af og til anlægger et kritisk syn på Bibelen.

Artiklen i Time indledte med at citere Prædikeren 1:4: „Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid.“ „Nej, ikke til evig tid,“ kommenterede artiklens forfatter. „For jorden vil sandsynligvis kun bestå 4 til 5 milliarder år.“ Den samme forfatter bemærkede senere at påbudet til det første menneskepar om at underlægge sig jorden „kunne tolkes som en indbydelse til at bruge naturen som losseplads. Kristendommens udbredelse, der sædvanligvis betragtes som grundlag for den teknologiske udvikling, kan samtidig have lagt kimen til den hensynsløse udnyttelse af naturen,“ udtalte han. Bladet Life gik endog så vidt som til at kalde Bibelens løfte om at ’de sagtmodige skal arve jorden’ for en latterlig og usand profeti.

Disse udtalelser har noget tilfælles: De bygger på den antagelse at Gud ikke er til, at han ikke har inspireret Bibelen eller at han ikke har tilstrækkelig visdom og magt til at kunne styre sit skaberværk og opfylde sine løfter. Hvordan ser du på det? Er det ikke ret arrogant at drage sådanne ubegrundede slutninger? Enhver der i et stormvejr har betragtet havets ærefrygtindgydende kraft, har fået et smukt og magtfuldt bevis på den magt Skaberen af vor planet besidder. Hans visdom kommer til udtryk overalt i havene og deres myldrende liv.

Det at Gud påbød menneskene at underlægge sig jorden gav dem ikke ret til at ødelægge den. De fik til opgave at forvalte jorden, hvilket vil sige at de havde ansvar for at opdyrke den og tage sig af den. Hvis Guds befaling til menneskene om at underlægge sig jorden var en opfordring til at forvandle den til det forureningskaos vi oplever i dag, hvorfor satte han da Adam og Eva i Edens paradisiske have der skulle tjene kommende slægter som et mønster? Og hvorfor gav Gud mennesket befaling om at de skulle „dyrke den og tage sig af den“ ved lidt efter lidt også at opdyrke områderne udenfor, der bar „torne og tidsler“? — 1 Mosebog 2:15; 3:18.

Bibelen har faktisk i århundreder indeholdt en bemærkelsesværdig profeti der kun kan passe på vor tids destruktive generation. Den forudsiger at Jehova vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Andre profetier i Bibelen lader forstå at denne tid er nær.

Nogle hævder imidlertid at det er Gud der er skyld i forureningen og at man kun kan håbe at menneskene selv vil løse problemet. Men når man tænker nærmere over det, forholder det sig stik modsat. Det er mennesker selv der er skyld i forureningen, og løsningen er uden for deres rækkevidde. At de skyder skylden på Gud er ikke noget nyt. I Ordsprogene 19:3 kan man læse at de også tidligere har haft denne snæversynede indstilling: „Nogle mennesker ødelægger sig selv ved deres dumme handlinger, og så skyder de skylden på Herren.“ — Today’s English Version.

Skønt det er seks tusinde år siden at menneskene i Edens have fik påbudet om at forvalte jorden, er dette ikke forældet. Alle der i dag respekterer Skaberen kan vise det ved ikke hensynsløst at forurene miljøet men vise respekt for skaberværket. Vi kan alle være med til at holde havene rene. (Se nedenfor.) Men sørgeligt nok er samfundet sådan indrettet at hvis nogen helt vil undgå at forurene må de flytte ud i ødemarken og blive eneboere. Denne mulighed står ikke åben for dem der gerne vil være Jesu disciple, da de har en tjeneste at udføre. — Mattæus 28:19, 20.

Det er altså ikke op til os men til Gud at sætte en definitiv stopper for havforureningen. Hans løfter står i skarp kontrast til menneskers mislykkede forsøg, for ikke ét af hans løfter er forblevet uopfyldt. Derfor kan følgende ord fra Bibelen være til stor trøst for os: „Du er Jehova, du alene; du frembragte himlene, himlenes himle, og hele deres hær, jorden og alt hvad der er på den, havene og alt hvad der er i dem; og du holder alt i live.“ — Nehemias 9:6.

Inden længe vil jorden og havene få deres skønhed tilbage. Ja, „det mørkblå hav“ vil for evigt rulle frem, fyldt med liv. Det står Skaberen inde for.

[Ramme på side 9]

HVAD DU KAN GØRE

Hvordan man viser respekt for havene:

■ Hvis du fisker fra en båd, da følg denne enkle regel: Tag alt det du har med ud, med hjem. Dette gælder især plasticeffekter. Forsøg at begrænse tabet af fiskesnøre. Luk ikke motorolie ud i havet men sørg for at skille dig af med den på betryggende vis i land.

■ Den samme regel gælder når du opholder dig ved stranden. Forsøg at holde øje med de plasticeffekter du har medbragt — madposer, engangsservice og cremetuber. Vær opmærksom på at disse ting let flyver væk hvis ikke der er noget til at holde på dem. Vær omhyggelig med at få alt affald med dig når du forlader stedet.

■ Vær også opmærksom på dette når du slår dig ned ved bredden af åer og søer for at fiske eller hvis du tager ud at sejle. At forurene en å er naturligvis forkert i sig selv. Dertil kommer at det man smider i en å, måske senere havner i havet og gør skade dér.

■ Overhold alle lokale vedtægter om renovation og genbrug.

■ Brug mindst muligt vaskemiddel når du vasker op eller vasker tøj.

■ Vand er lige så nødvendigt for alt levende som luft. Vis derfor vandet respekt og undlad at forurene det.

[Illustration på side 8]

„Hertil kan du komme og ikke længere.“ — Job 38:11