Fra vore læsere
Nedsat hørelse Jeg har læst afsnittet om hørelsen i „Vi betragter verden“. (22. oktober 1989) Det er sandt at man kan ødelægge sin hørelse hvis man spiller for høj musik. Jeg ville ikke høre efter når nogen bad mig om at skrue ned. Det må jeg nu betale prisen for. Jeg er 19 år, har stærke smerter og er ved at blive døv.
K. G., De Forenede Stater
Astrologi I jeres artikel om astrologi (22. november 1989) hævder I at astrologerne både i øst og vest inddeler dyrekredsen i 12 dele og har givet hver måned navn efter et dyr. Det er imidlertid ikke korrekt. Astrologerne i vest har givet hver måned i dyrekredsen et tegn, men i øst henviser tegnene til hele år.
C. B., Frankrig
Det er sandt at kineserne almindeligvis benævner deres fødselsår efter et dyr i en cyklus på 12 (hvor hvert dyr står for et år). Det er derfor en udbredt skik blandt kinesere at omtale sig selv som tilhørende ’tyrens år’ eller et andet dyresymbol der dækker det år man blev født. Men som nævnt i vores artikel bliver de samme 12 dyr brugt til at betegne astrologiske cyklusser på 12 timer, dage og måneder. — RED.
Læsernes reaktioner på bladet om „satandyrkelse“ I udgaven for 22. februar 1990 gav en læser udtryk for at det var chokerende at se forsiden på udgaven om satandyrkelse. (22. oktober 1989) Som barn involverede mine forældre os i satanisme, i dens værste og mest voldelige afskygninger. Mindet om det var indtil sidste år skudt i baggrunden, og det er først nu jeg er ved at få bearbejdet det. Bladet hjalp mig virkelig. Jeg var også meget glad for forsiden. Vågn op! er beregnet på at vække folks interesse! Da vi tilbød bladet i forkyndelsen, mødte vi ikke en eneste der sagde nej til bladet. Vi kunne have spredt mange flere!
L. H., De Forenede Stater
Jeg er meget taknemmelig for de oplysninger der blev bragt om satandyrkelse. Jeg var også involveret i satanisme som barn. De rædsler jeg har været igennem er ubeskrivelige. Men det er trøstende at vide at jeg ikke behøver at fornægte min fortid som offer for rituel mishandling og at jeg har mulighed for at opnå Guds godkendelse. Artiklerne var ingen overdrivelse. Børn bliver tortureret, voldtaget og myrdet. Folk har behov for at vide at det finder sted!
P. M., De Forenede Stater
Puberteten Mange tak for artiklen: „Unge spørger: Hvad er det der sker med min krop?“ (22. januar 1990) Min mor døde da jeg var to år, og da mine menstruationer begyndte, havde jeg ingen at tale med om det. Min far var for genert, og jeg var for stolt til at høre efter min storesøster. Nu er jeg lidt ældre, men der er stadig meget jeg ikke ved. Jeres artikel forklarede det bedre end de fleste bøger. Mange tak fordi I er opmærksomme på det vi skal igennem.
D., De Forenede Stater
Svigerfamilien Lige siden min mand og jeg giftede os for over ti år siden, har vi haft den ene episode efter den anden med mine svigerforældre. Som Jesus forudsagde er mine problemer blevet større efter at jeg indviede mig til Jehova for næsten fem år siden. (Mattæus 10:35) I den sidste måneds tid er gnidningerne blevet så slemme at jeg indimellem har følt mig fysisk syg. Jeg kan næsten ikke finde ord for min værdsættelse af artiklerne om svigerfamilien. (22. februar 1990) Der kom så mange værdifulde oplysninger frem om de følelser og den angst svigermødre oplever at jeg er begyndt at forstå hvorfor visse ting blev sagt og gjort. Hvis jeg arbejder mere på at forbedre forholdet, kan vi måske en dag blive venner.
J. P., De Forenede Stater