Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g91 22/4 s. 19-20
  • Vind kampen om kvadratmeterne!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vind kampen om kvadratmeterne!
  • Vågn op! – 1991
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forslag nr. 1: Smid alt det overflødige ud
  • Forslag nr. 2: Udnyt hver en kvadratmeter
  • Råd nr. 3: Flyt om på møblerne
  • Den internationale rumstation — et laboratorium i kredsløb om Jorden
    Vågn op! – 1999
  • Rumforskning — hvad vil fremtiden bringe?
    Vågn op! – 1992
  • Hvorfor alle disse rumrejser?
    Vågn op! – 1973
  • „Ske din vilje på jorden“, 1. del
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1959
Se mere
Vågn op! – 1991
g91 22/4 s. 19-20

Vind kampen om kvadratmeterne!

’VI HAR brug for mere plads!’ Hvor ofte har du ikke hørt nogen sige sådan? Er den eneste løsning da at man får et større hus eller søger en større lejlighed? Ikke nødvendigvis. De fleste har ikke råd til at flytte. Og de der har, vil måske hurtigt komme til at døje med pladsmangel igen.

Sagen er at uanset hvor begrænset et areal man bor på, er der som regel plads nok til det nødvendige. Det er almindeligvis alt det overflødige der fylder. Så kommer det let til at virke rodet; og hvis hjemmet er en rodebutik, bliver man måske stresset, frustreret og mismodig. Her er derfor tre forslag til hvordan man kan udnytte kvadratmeterne bedre i sit hjem!

Forslag nr. 1: Smid alt det overflødige ud

I mange hjem består forårs- eller efterårsrengøringen i at man flytter tingene lidt, gør rent, og flytter tingene tilbage. Men hvorfor ikke benytte lejligheden til at smide alt det overflødige ud?

Har du den uvane at gemme på gamle aviser og ugeblade? Måske kunne du nøjes med at klippe de relevante artikler ud (skrive bladets navn, dato og sidetal på, så du kan henvise til det) og kassere resten. Du vil blive overrasket over hvor meget ekstra plads du pludselig får!

Betragt engang dit møblement. Er der nogle af møblerne som kun står og fylder op? Måske har en af dine venner større behov for dem. Og hvad med dine klædeskabe? Er de pakket med tøj du ikke har haft på i årevis? Hvorfor ikke skille dig af med alt det du ikke har brugt de sidste par år?

Det lyder måske nok som et større projekt, og kan være det. Men gør det til et familieprojekt. Inddrag børnene og din ægtefælle. Hvis du får børnene med på idéen, kan det være at de også kasserer alle de unødvendige ting de ejer. Resultatet vil blive at de lærer at holde orden.

Forslag nr. 2: Udnyt hver en kvadratmeter

Gå en runde i dit hjem og se hvor der kan skaffes mere oplagringsplads. Det kan der for eksempel på vægge, hylder, døre, gange og toiletter, samt på loftet. Knagerækker eller kurve til sko, håndklæder og andet koster ingen herregård og kan sættes op på vægge eller døre. Bøger, legetøj, fotoalbum og andet man gerne vil beholde, kan opbevares i æsker eller kasser. Ved at anbringe kasserne på hylder i garderoben kan man få mere gulvplads.

Har I mange klapstole stående? Måske kunne de gemmes af vejen under en sofa eller bag gardinerne. Er hele dagligstuen fyldt med små bogreoler? Hvorfor ikke placere én stor bogreol i entréen? Hvis du sætter låger for, kan du også have andet end bøger i den.

Glem heller ikke pladsen under din seng. I pap- eller plastickasser kan du have eventuelt sengetøj du ikke bruger på denne årstid. Og hvad med væggene? Store højttalere kan anbringes på væggen så man sparer gulvplads. Hvis legetøjet hober sig op i børneværelset, kan du sætte små hylder op. Her kan dit barn have sit legetøj i stedet for i en stor rodekasse. Så kan barnet også se sit legetøj, og efterhånden som det vokser kan man hæve hylderne. Det kan også være praktisk at have hylder i badeværelset til håndklæder, sæbe og toiletsager.

Råd nr. 3: Flyt om på møblerne

Man kan ofte få mere albuerum ved at flytte lidt om på møblementet. Nogle stiller alle deres møbler op mod væggene, så der er gabende tomt midt i rummet. Hvad med at anbringe to skabe mod hinanden så de danner en skillevæg? Man kunne også bruge en høj reol. Så har man pludselig to værelser — et kontor og en dagligstue. Skillevægge kan især være praktiske når søskende skal dele værelse. For små penge kan de på den måde få mere privatliv.

Når det kniber med pladsen skal man naturligvis ikke forvente mirakler. Men måske kan man få hjemmet til at virke større ved hjælp af vægspejle eller ved at male værelserne i lysere toner. Det kan gøre hjemmet mere lyst og venligt.

Hvorfor ikke prøve nogle af disse enkle forslag hvis der er trangt med plads hvor du bor? Du vil sikkert opdage at hele familien vil føle sig bedre tilpas når hjemmet er pænt og velorganiseret — en god belønning for at have vundet kampen om kvadratmeterne!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del