Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g92 22/3 s. 3-4
  • Galileis teleskop — kun en begyndelse!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Galileis teleskop — kun en begyndelse!
  • Vågn op! – 1992
  • Lignende materiale
  • Vi ser nærmere på himmelrummet
    Vågn op! – 1984
  • Teleskoper og mikroskoper — Fremskridt fra i går til i dag
    Vågn op! – 1984
  • De lytter til universet
    Vågn op! – 2003
  • Seks budbringere fra det ydre rum
    Vågn op! – 1996
Se mere
Vågn op! – 1992
g92 22/3 s. 3-4

Galileis teleskop — kun en begyndelse!

DA GALILEI rettede sit nyopfundne teleskop mod himmelen åbnede der sig et helt nyt verdensbillede for hans øjne. Han kunne se ti gange flere stjerner end noget menneske før havde set. Mælkevejen viste sig nu ikke blot som en tåge men som et kalejdoskopisk mønster af stjerner i hobetal, store og små imellem hinanden. Månens overflade blev for Galileis øjne forvandlet fra en skinnende porcelænsskive til en mosaik af bjerge, kratere og have uden vand.

Få måneder senere registrerede Galilei fire af Jupiters måner. Dernæst opdagede han de smukke ringe omkring Saturn. Og da han rettede sit teleskop mod Venus, blev han opmærksom på små ændringer i planetens lysstyrke og udseende. Den viste nogle faser der kun kunne forklares med at planeten kredsede omkring Solen. Galilei konkluderede derfor at hvis én planet kredsede om Solen, måtte det samme gælde for de andre planeter — deriblandt Jorden. Og deri havde han ret. I 1609 blev Jorden således fjernet fra sin ’hellige’ piedestal, fra pladsen som universets midtpunkt — som man havde hævdet at den var.

Men de hævdvundne anskuelser blev ikke opgivet så let. Den katolske kirke slog fast at „den opfattelse, at Jorden ikke er universets centrum og at den endog foretager en daglig rotation, er filosofisk falsk og i det mindste en urigtig opfattelse“. Galilei blev slæbt for inkvisitionen og tilbragte de sidste år af sit liv i husarrest. Religiøs dogmatisme formåede imidlertid ikke at undertrykke den nysgerrighed som opfindelsen af teleskopet havde vakt. Stadig flere forskere følte sig tiltrukket af den udfordring der lå i at afdække universets hemmeligheder.

Nu, efter næsten fire hundrede års intensiv forskning, er vor viden om universet øget drastisk. I dag ved man at der findes forskellige typer stjerner som for eksempel røde kæmpestjerner, hvide dværge og pulsarer. Inden for de senere år har man i det ydre rum registreret gådefulde objekter der udsender enorme mængder energi — de såkaldte kvasarer. Og man mener nu at der i mange galakser skjuler sig mystiske sorte huller der tilsyneladende virker som ufatteligt kraftige kosmiske hvirvelstrømme.

Ved hjælp af kraftige optiske teleskoper kan astronomerne spejde langt ud i verdensrummet. Derved skuer de i realiteten mange milliarder år tilbage i tiden, helt til grænsen af det synlige univers. Man har opdaget kæmpemæssige hobe af stjerner og galakser der er så langt borte at lyset fra dem, ifølge beregninger, har været over 15 milliarder år undervejs.a

Alle stjerner udsender svage radiosignaler. Men takket være radioteleskoperne har man også opdaget andre objekter i verdensrummet såsom pulsarer og kvasarer. Som navnet antyder opfanger radioteleskoperne radiobølger i stedet for synligt lys. Siden 1961 har man registreret i hundredvis af kvasarer, hvoraf mange befinder sig i grænseområdet af det synlige univers.

Arbejdet med at kortlægge universet har vist sig at være langt større end Galilei på nogen måde kunne have forestillet sig. Det er først i dette århundrede at vi er begyndt at kunne danne os et indtryk af universets kolossale størrelse, af de millioner af galakser hvoraf det består og af de enorme afstande der adskiller dem.

For at hjælpe os til at begribe afstandene i universet har fysikeren Robert Jastrow benyttet følgende sammenligning: Forestil dig Solen på størrelse med en appelsin. Jorden ville da blot være et sandskorn der kredsede omkring Solen i en afstand af 9 meter. Jupiter ville være som en kirsebærsten der kredsede om appelsinen i en afstand der svarer til en boligkarré. Og Pluto ville være endnu et sandskorn på ti boligkarréers afstand fra Solen. I dette målestoksforhold ville den nærmeste stjerne, Alpha Centauri, befinde sig 2100 kilometer borte, og Mælkevejen ville være en løs hob af stjerner med en indbyrdes afstand på omkring 3200 kilometer og med en diameter på 30 millioner kilometer. Selv om alt er stærkt formindsket, bliver afstandene alligevel hurtigt vanskelige at fatte.

Men det er ikke kun afstandene der forbløffer. Efterhånden som forskerne har afdækket universets hemmeligheder, har de også fået kendskab til ejendommelige fænomener. Der findes neutronstjerner hvor stoffet er så koncentreret at en teskefuld af det vil veje lige så meget som 200 millioner elefanter. Der er små stjerner som kaldes pulsarer, hvoriblandt én udsender 600 blink i sekundet. Dertil kommer så de mystiske sorte huller som forskerne stadig grubler over. Selve de sorte huller er usynlige, men deres umættelige appetit på lys og stof afslører deres eksistens.

Der er naturligvis stadig mange gåder gemt i tid og rum. Men hvad har forskerne indtil i dag lært om universet? Kaster deres viden nyt lys over hvordan og hvorfor universet er opstået?

[Fodnote]

a For at kunne håndtere disse enorme afstande har man blandt andet indført lysåret som astronomisk måleenhed. Et lysår er den afstand lyset tilbagelægger i løbet af ét år, det vil sige omkring 9,5 billioner kilometer. En bil der kører med en konstant hastighed på 100 kilometer i timen vil bruge næsten 11 millioner år på at tilbagelægge denne afstand!

[Illustration på side 4]

Radioteleskopet ved Jodrell Bank i England blev bygget i 1957 og var det første fuldt styrbare instrument af sin art

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Jodrell Bank Radio Telescope

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del