Linned — hvorfor er det noget særligt?

Af Vågn op!-​korrespondent i Irland

VILLE du gå med til at betale over 30.000 kroner for en skjorte? I det fjerde århundrede var det prisen for en linnedskjorte af bedste kvalitet i visse dele af Romerriget. Det svarede til 25 ugers løn til den højest betalte linnedvæver dengang.

Også i dag sætter folk stor pris på luksusvarer af linned. Og hvis du i et varmt klima har prøvet at sove mellem nyvaskede, kølige linnedlagener, ved du at linnedstof er noget helt specielt. Hvad er det der gør det til noget særligt?

I gamle dage

„Linned er blevet fremstillet i umindelige tider, helt fra de gamle ægypteres tid,“ siger Roy, der er afdelingsleder i Ulster Weaving Company. „De anså det for helligt fordi hørren voksede ved Nilflodens bredder, og de troede endog at deres guder klædte sig i linned.“

„Der må have været en blomstrende linnedindustri omkring Nilen,“ siger Roy videre. „Både de levende og de døde var klædt i linned. Ægypterne indsvøbte nemlig de afdødes legemer i linned før begravelsen.“ Forestil dig hvad det må have kostet! En væver kunne kun fremstille cirka 3 meter linned om ugen, og der blev brugt 900 meter ved begravelsen af en konge!

Linnedets holdbarhed fremgår af at man i faraonernes grave har fundet fragmenter der er flere tusind år gamle. Linnedklæder blev også betragtet som et symbol på høj social status, hvilket fremgår af den måde Ægyptens farao ønskede at ære Josef på. Bibelen siger at han „klædte ham med klæder af fint linned“. (1 Mosebog 41:42) Interessant nok blev Jesu legeme svøbt i rent, fint linned af Josef, en rigmand fra Arimatæa. — Mattæus 27:57-59.

Blandt de israelitter som forlod Ægypten sammen med Moses var der nogle som var dygtige til at fremstille linned. Mens de befandt sig i ørkenen frembragte disse håndværkere „fint tvundet linnedgarn“ til brug ved opførelsen af tabernaklet. — 2 Mosebog 26:1, 31, 36; 35:35.

Eftersom dette stof er køligt og behageligt, har Israels folk sikkert sat pris på klæder fremstillet af linned. Desuden var det nemt at vaske og holde rent, en stor fordel når man tænker på at lovene i Israel krævede at man hyppigt vaskede sit tøj af renheds- og hygiejnehensyn. (3 Mosebog 11:25, 40; 13:34; 15:5-13; 16:4, 32) I Bibelen siges der rammende at „det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger“. — Åbenbaringen 19:8.

„Når linnedet vaskes,“ siger Roy, „mister det et mikroskopisk lag og får således hver gang på ny en ren, glat overflade. Eftersom det faktisk er stærkere når det er vådt, kan det tåle at blive vasket mange gange.“ Men hvordan fremstiller man dette enestående stof?

Fibrene udtrækkes

Meget tidligt i historien lærte mennesker at fremstille linnedklæde af hørplantens fibre. Det er ikke nemt at udvinde fibrene hvoraf det smukke, luksuøse linned fremstilles. Vi vil her kort se på hvordan man førhen fremstillede linned i Irland, som i århundreder var center for linnedproduktionen.

I april eller maj blev hørfrøene sået med hånden. I 16 uger blev planterne nænsomt passet mens de voksede op og blev høje og slanke og fik sarte, blå blomster. Planterne kunne høstes i slutningen af august når hørren antog en brunlig farve. Planterne blev rykket op med hånden, hvilket kaldes at „ruske“ hørren. Først blev blade og frø fjernet (af hørfrø fremstiller man linolie), og så begyndte det møjsommelige arbejde med at udvinde taverne eller fibrene.

For at man kunne fjerne bastfibrene i plantestængelen måtte hørren nedsænkes i stillestående vand i omkring to uger, så stængelens træagtige bark kunne rådne. Ifølge en ekspert „er denne fase [kaldet rødning] en af de vanskeligste og afgjort den mest ubehagelige under behandlingen af hørren“. At stå i stinkende hørbassiner i vand til hofterne idet man omhyggeligt skiller de nedbrudte plantedele ad og forsøger at undgå at knække de lange stængler, må bestemt have været et ubehageligt hverv!

Den ildelugtende hør blev spredt ud på græs for i to uger at tørres i solen. Når hørren var tør og skør blev stænglerne „brudt“ og slået så taverne indeni kunne udtages. Denne proces kaldes for skætning. En skribent siger at efter hans erfaring „kan intet menneskeligt arbejde være mere anstrengende end det at skætte med hånden på gammeldags facon“.

Linnedfremstilling

Når taverne var fjernet fra stænglerne, blev de heglet for at adskille de silketynde, filtrede taver. De kortere fibre blev brugt til fremstilling af grovere produkter som sejlgarn, fiskenet, presenninger og sejl. De længere fibre blev spundet til ekstremt tynde tråde, langt finere end dem man kunne spinde af uld eller bomuld, som har meget kortere fibre.

Linnedstoffet blev vævet på en vævestol. Det enkle materiale skulle imidlertid forarbejdes yderligere for at opnå den glatte satinglans. For eksempel skulle stoffet bankes gentagne gange for at fibrene kunne udglattes. Derefter skulle det bleges.

Hollænderne var mestre i den kunst at efterbehandle og blege. En skribent forklarer: „Den hollandske metode, som anvendes i Irland, bestod i otte eller ti dages alkalisk udblødning (enten i urin fra køer eller i en askelud), hvorefter stoffet blev vasket. Dernæst lå det to eller tre uger i kærnemælk eller klid, og blev på ny vasket. Derefter blev det kalandret [stampet med trækøller for at give øget glans] og blev så i længere tid lagt til tørre på græs [udsat for sol og vind].“ Processen tog efter sigende syv til otte måneder.

Nu om stunder har mekanisering og mere videnskabelige forarbejdningsmetoder fjernet det manuelle led i linnedfremstillingen. Moderne metoder har ikke alene gjort det nemmere og hurtigere at fremstille almindeligt vævet linned, men også mere komplicerede vævninger som dem der anvendes i damask.

Ordet „damask“ kommer af „Damaskus“. I denne by fremstillede vævere i middelalderen fine mønstervævede stoffer. Hvor kompliceret damaskvævning kan være, ses af et sæt dækkeservietter en fabrikant i Belfast i 1887 sendte dronning Victoria af Storbritannien. Hver damaskserviet målte kun 43 × 38 centimeter men bestod af 3060 kædetråde og 4012 skudtråde — i alt var der 4 kilometer tråd i hver dækkeserviet!

Men hvordan fremkommer mønsteret når alle tråde er i samme farve? I sin bog Discovering Textile History and Design forklarer K. G. Ponting: „De fleste af mønstrene [i damask] fremkommer fordi lyset reflekteres forskelligt i kædetrådene og skudtrådene. Mønsteret i damasket, som næsten altid er hvidt, skyldes helt og holdent denne lysvirkning.“

Næste gang du undersøger et stykke linnedstof vil du uden tvivl gøre det med større ærbødighed, da du ved hvilket arbejde der ligger bag. Du har nu gjort den samme erfaring som mænd og kvinder har gjort i tusinder af år — at linned er noget ganske særligt!

[Illustration på side 23]

Tørrede hørplanter