Uraustralierne — et ganske særligt folkefærd
Af Vågn op!-korrespondent i Australien
AUSTRALIEN er et usædvanligt land, kendt for det prægtige pungdyr kænguruen og den nuttede koalabjørn der færdes hjemmevant højt oppe i eukalyptustræernes vældige kroner. Den indfødte befolkning, uraustralierne, er dog endnu mere usædvanlig, ja, noget ganske særligt.
Da de første europæiske kolonister kom til Australien i slutningen af det 18. århundrede, var den indfødte befolkning på omkring 300.000. To hundrede år senere, i 1991, viste en folketælling at uraustralierne udgjorde mindre end 230.000 af Australiens samlede befolkning på knap 17 millioner.
Hvem er disse oprindelige indbyggere i Australien? Hvor kom de fra? Hvorfor er de noget særligt? Og hvilket fremtidshåb har mange af dem?
Livet i Australlandet
De fleste antropologer er enige om at Australiens urbefolkning kom fra Asien. Den sidste etape af deres rejse foretog de sandsynligvis i båd eller på tømmerflåde fra det sydøstlige Asien, og de gik i land på Australiens nordkyst. „De var ikke egentlige nomader,“ påpeger Malcolm D. Prentis i sin bog A Study in Black and White, „men snarere halvnomader. De slog lejr på forskellige midlertidige lejrpladser inden for deres klart afgrænsede territorium.“
Uraustralierne var naturelskere og værnede om miljøet. En uraustralier fortæller: „Vi dyrkede vores land, men ikke på samme måde som den hvide mand. Vi bestræbte os for at leve med landet. De lod til at leve af landet. Jeg har lært at bevare, aldrig at ødelægge.“
Malcolm Prentis har samstemmende skrevet: „Floraens og faunaens og uraustraliernes velbefindende hang nøje sammen: Fremgang for dyr og planter betød fremgang for mennesket. Det var meget enkelt: Hvis kænguruerne trivedes var fødevareforsyningen god for australierne. Hvis der derimod blev dræbt for mange kænguruer, ville det i det lange løb være til skade for australierne.“
Uraustralierne udmærkede sig også på andre måder. Lingvisten R. M. W. Dixon skriver i sin bog The Languages of Australia: „Hvad organiseringen af samfundet angår, var europæerne primitive i sammenligning med uraustralierne. Alle australske stammer havde komplicerede og omfattende slægtskabssystemer med præcise regler for hvem der kunne gifte sig med hvem og med specifikke roller ved enhver social begivenhed.“
Musik og jagt
Noget der adskilte uraustralierne fra andre var også deres særegne musikinstrument kaldet didgeridoo, somme tider stavet didjeridu. Direkte oversat betyder ordet „brummefløjte“, hvilket meget rammende beskriver den lyd det frembringer. Det bruges ikke til at spille melodien men snarere en slags baslyde og en rytme som bruges ved ceremonielle sammenkomster og natlige danse kaldet „korroborier“. Instrumentet leverer et basakkompagnement til en sanger der bruger klappestave.
Didgeridooer fremstilles af omhyggeligt udvalgte hule grene fra træer. Den almindeligste længde på instrumentet er fra 1 til 1,5 meter, men nogle instrumenter er helt op til 4,5 meter lange. Almindeligvis hviler den ene ende af instrumentet på jorden mens den siddende instrumentalist blæser i den anden ende, som han holder til munden med begge hænder.
Eftersom den dybe ræsonnanslyd fra instrumentet fortsætter uden pauser, må instrumentalisten blæse i mundstykket samtidig med at han indånder luft gennem næseborene uden at lyden afbrydes — en færdighed som også kræves af en musiker der spiller tuba. Blandt blæsere kaldes dette for cirkulær, eller cyklisk, vejrtrækning, som er en vanskelig færdighed.
Uraustralierne brugte også et helt specielt våben, nemlig boomerangen. Den blev udviklet som et jagtredskab og et krigsvåben blandt Australiens urbefolkning. Men for mange turister i dag er den blevet et symbol på Australien. De mest almindelige boomeranger er buede kastevåben som vender tilbage til kasteren hvis han kaster dem rigtigt. Men nogle typer vender ikke tilbage. Det er egentlig mere korrekt at kalde disse for kylier, eller dræberstave.
Australsk kunst
Til at begynde med var der ingen skriftlige meddelelsesformer i den australske kultur. Kevin Gilbert, digter og kunstner af uraustralsk herkomst, forklarer: ’Kunsten var uraustraliernes mest udtryksfulde sprog og kunne forstås overalt.’ Han siger: „Det er mere virkningsfuldt at kommunikere gennem kunst end gennem det skrevne ord.“
Den visuelle og udøvende kunstkommunikation spillede derfor en stor rolle i australiernes liv. Deres kunst tjente to formål: Den kunne understrege den verbale kommunikation, og den kunne tjene som støtte for hukommelsen når man skulle genkalde sig stammens historie og de religiøse traditioner.
Da der ikke fandtes papir og andet skrivemateriale, blev den australske kunst udført på klipper, i huler og på bark. Jordfarverne er dominerende i næsten alle kunstværker. Australierne brugte de farver som prægede det område hvor malerierne blev til. Malingen blev fremstillet af materiale fra jorden.
Det måske mest bemærkelsesværdige ved deres kunst er at næsten alle malerier består af prikker og streger. Baggrunden ser måske umiddelbart ud til at være ensfarvet, men ved nærmere eftersyn viser den sig at bestå af et indviklet mønster af prikker i forskellige farver.
Skriftet Marketing Aboriginal Art in the 1990s siger at i 1980’erne „fik uraustralsk kunst . . . sit gennembrud fra at være ’etnografisk kunst’ til ’kommercielt kunsthåndværk’.“ Andre fortæller om en stigende efterspørgsel efter uraustralsk kunst og glæder sig over dens stigende popularitet.
Uraustralske sprog
Hvide australiere har generelt en fejlagtig opfattelse af de indfødtes sprog. Nogle tror for eksempel at der kun er ét indfødt sprog og at det er meget primitivt og kun består af nogle få gryntelyde. Men intet kunne være længere fra sandheden!
Faktisk anslår man at der engang har været mellem 200 og 250 sprog blandt de indfødte. Over halvdelen af dem er imidlertid forsvundet. I dag tales kun omkring 50 sprog af grupper på 100 eller flere uraustraliere. Og antallet af oprindelige sprog som tales af 500 eller flere er nu på mindre end 20.
Uraustraliernes talesprog er bestemt ikke primitive men højt grammatisk udviklede. I sin bog The Languages of Australia skriver professor Dixon: „Ingen af de omkring 5000 sprog der i dag tales verden over, kan betegnes som ’primitive’. Alle kendte sprog har en kompliceret struktur, så en beskrivelse af de væsentligste træk ved deres grammatik vil fylde adskillige hundrede sider. I hvert sprog indgår i tusindvis af leksikale ord i daglig tale.“
Barry J. Blake skriver om de australske sprog: „De er højt udviklede kommunikationsmidler, der hver især er lige så velegnede til at beskrive australierens erfaringer som engelsk eller fransk er til at beskrive europæiske erfaringer.“ Den australske journalist Galarrwuy Yunupingu siger samstemmende: „Meget få hvide har forsøgt at lære vores sprog, og engelsk kommer til kort når vi skal beskrive vort forhold til vore forfædres land.“
I det 19. århundrede blev der foretaget oversættelser af dele af Bibelen til to uraustralske sprog. Lukasevangeliet blev oversat til awabakal; og dele af Første Mosebog, Anden Mosebog og Mattæusevangeliet blev oversat til narrinyeri. Meget interessant gengav disse oversættelser navnet på den almægtige Gud som „Yehóa“ og „Jehova“, med variationer i navnet alt afhængigt af sprogets syntaks.
I dag bliver der lagt vægt på at genskabe de uraustralske sprog og øge forståelsen for værdierne, rigdommen og skønheden i disse sprog blandt Australiens øvrige befolkning. Derfor glæder mange sig over at den australske minister for urbefolkningens anliggender har givet tilladelse til udarbejdelse af ordbøger over 40 uraustralske sprog. Man vil ikke blot dække levende sprog men også mange der er forsvundet men som kan studeres i arkiver og andet historisk kildemateriale.
Et storslået håb
Da de hvide i slutningen af det 18. århundrede kom til Australien udryddede de næsten hele den indfødte befolkning. Men i dag er der adskillige landsbyer som har en stor uraustralsk befolkning, og der findes stadig bebyggelser hvor der udelukkende bor indfødte, især i afsidesliggende områder. Livet for disse mennesker er ofte trøstesløst. „Vi hører ikke længere fortiden til,“ skriver en uraustralsk kvinde, „og vi har heller ikke en tilfredsstillende lod i nutiden.“ Men hun tilføjer: „Fremtiden indeholder et håb for mange af os.“
Det skyldes at mange af Australiens oprindelige indbyggere i dag holder af at læse i Bibelen (måske på deres eget sprog) om at de onde snart vil forsvinde og at jorden vil blive givet tilbage til de mennesker der vil passe på den. (Salme 37:9-11, 29-34; Ordsprogene 2:21, 22) Det vil Guds rige sørge for. Dette rige, som Jesus Kristus lærte os at bede om, er en himmelsk regering. (Mattæus 6:9, 10) Mange mænd og kvinder fra den oprindelige australske befolkning er nu travlt optaget af at fortælle andre om de storslåede velsignelser som Guds rige vil bringe menneskeheden. — Åbenbaringen 21:3, 4.
En uraustralier siger om mange af sine landsmænd: „De er godt klar over at mange hvide, uraustraliere og de fleste andre folkeslag på jorden er på vildspor når de hævder at Australien tilhører enten uraustralierne fordi de først opdagede kontinentet eller de hvide fordi de indtog det. Ingen af delene passer. Det tilhører Jehova Gud fordi han har skabt det.“ — Åbenbaringen 4:11.
Ja, Skaberen, Jehova Gud, ejer Australien og resten af jorden. Og den bøn Jesus lærte os vil blive opfyldt, Guds rige vil komme og hele jorden vil blive forvandlet til et verdensomspændende paradis befolket af mennesker af alle racer og nationaliteter der elsker og tjener den sande Gud.
[Illustrationer på side 17]
Didgeridooen er et musikinstrument man kun finder blandt uraustralierne
En udstilling af uraustralsk kunst
[Kildeangivelse]
Med tilladelse fra Australiens Oversøiske Oplysningstjeneste
[Illustration på side 18]
Mange uraustraliere bringer nu den gode nyhed om Guds rige ud til andre