Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 22/6 s. 5-7
  • Den smerte som ikke skal være mere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Den smerte som ikke skal være mere
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forsøg på at forstå smerten
  • Både sind og legeme er involveret
  • Hvordan smertefølelsen mildnes
  • Det liv uden smerte du kan opnå
    Vågn op! – 1978
  • Fremskridt i behandling af smerte
    Vågn op! – 1994
  • „Ej heller pine skal være mere“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Ikke blot en grusom fjende
    Vågn op! – 1994
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 22/6 s. 5-7

Den smerte som ikke skal være mere

DEN smerte som Bibelen lover vil blive fjernet, er den vi oplever på grund af det første menneskes ufuldkommenhed. Derunder hører det der kan beskrives som kronisk smerte.

Kronisk smerte er ikke blot en alarm der træder i funktion ved sygdom eller uheld. Kronisk smerte er blevet sammenlignet med en „falsk alarm“ der tilsyneladende ikke kan slås fra. Det er den smerte der ødelægger millioner af menneskers liv og som får sine ofre til årligt at bruge milliarder af kroner i et forsøg på at opnå lindring.

Smertespecialisten ph.d. Richard A. Sternbach har skrevet: „I modsætning til akutte smerter er kroniske smerter ikke et symptom; kroniske smerter er ikke et advarselssignal.“ Tidsskriftet Emergency Medicine understreger: „Kroniske smerter tjener overhovedet ikke noget formål.“

Mange læger er derfor i de senere år begyndt at betragte sådanne smerter som en sygdom i sig selv. „Ved akutte smerter er smerterne et symptom på sygdom eller på at man er skadet,“ forklarer dr. John J. Bonica i The Management of Pain, der er vor tids førende værk om emnet smerte. „Ved kroniske smerter er smerterne selve sygdommen.“

Forsøg på at forstå smerten

Man har stadig ikke fuld klarhed over hvad smerte er. „Det store ønske om at klarlægge hvad smerte er, får videnskabsmændene til at arbejde intenst,“ skriver bladet American Health. For år tilbage mente de at smerte var en sans på linje med syns-, høre- og følesansen, der registreres af særlige nerveender i huden og gennem bestemte nervefibre transmitteres til hjernen. Men denne enkle forestilling om smerte viste sig at være forkert.

Noget af det der førte til ny viden, var undersøgelsen af en ung kvinde som ikke kunne føle smerte. Hun døde i 1955, og en undersøgelse af hendes hjerne og nervesystem gav anledning til en helt ny teori om årsagen til smerte. Lægerne „søgte efter nerveenderne,“ forklarede The Star Weekly Magazine for 30. juli 1960. „Hvis ikke hun havde nogen nerveender, kunne dét forklare hendes manglende evne til at føle smerte. Men de fandtes og var tilsyneladende intakte.

Derefter undersøgte lægerne de nervefibre som man antog skulle forbinde nerveenderne med hjernen. Her måtte der være en fejl. Men det var der ikke. Alle fibrene var så vidt man kunne se i orden, bortset fra dem der var degenererede som følge af skader.

Til sidst undersøgte man kvindens hjerne, men heller ikke her kunne man konstatere nogen defekt. Ifølge al kendt viden og teori skulle denne kvinde have været i stand til at føle smerte, men hun kunne ikke engang mærke når hun blev kildet.“ Hun var imidlertid i stand til at mærke trykpåvirkninger af huden og kunne mærke hvilken ende af en knappenål hun blev prikket med, skønt hun ikke følte smerte ved nålens stik.

Ronald Melzack, der i 1960’erne var med til at udbrede en populær ny teori om smerte, giver et andet eksempel på smertens kompleksitet. Han forklarer: „Fru Hull blev ved med at pege på sin fod som ikke var der [den var blevet amputeret], og forklarede at hun havde brændende smerter der føltes som om en rødglødende ildrager blev presset ned mellem hendes tæer.“ I 1989 udtalte Melzack til bladet Maclean’s ’at han stadig ledte efter forklaringen på det han kaldte „fantomsmerter“’. Desuden findes der noget man kalder reflekssmerter, hvor en person har en lidelse i én del af kroppen, men føler smerten i en anden del af kroppen.

Både sind og legeme er involveret

Smerte defineres nu som „et ekstremt kompliceret samspil mellem sind og legeme“. I sin bog fra 1992, Pain in America, skriver Mary S. Sheridan at „smerteoplevelsen er så psykologisk betinget at sindet af og til kan undertrykke den, og nogle gange genoplive den på et langt senere tidspunkt, efter at skaden er gjort god igen.“

Ens personlighed, sindsstemning, koncentrationsevne, forestillingsevne og mange andre faktorer spiller en stor rolle i forbindelse med hvordan man reagerer på smerte. „Frygt og bekymring øger smertefølelsen,“ siger smerteforsker dr. Bonica. Måske lærer man at føle smerte. Ph.d. Wilbert Fordyce, der er professor i psykologi med speciale i smerteproblemer, forklarer:

„Spørgsmålet er ikke om smerten er virkelig. Selvfølgelig er den virkelig. Spørgsmålet er hvilke afgørende faktorer der har indflydelse på den. Hvis jeg lige før middagstid taler med dig om en skinkesandwich, begynder dine tænder at løbe i vand. Det er virkeligt nok. Men det sker på grund af såkaldte betingede reflekser. Der er ikke nogen skinkesandwich. Mennesker påvirkes meget af betingede reflekser. De har indflydelse på social adfærd, mundvand, blodtryk, fordøjelseshastighed, smerte, og alt muligt andet.“

Ligesom ens følelser og sindsstemninger kan forstærke smerten, kan de også undertrykke eller dæmpe den. Det kan illustreres med følgende eksempel: En neurokirurg har fortalt at han engang som ung var så forelsket i en pige at han, selv om han sad med hende på en iskold mur, ikke følte kulden eller smerten. „Jeg havde næsten fået forfrysninger,“ forklarer han. „Vi må have siddet der i mindst tre kvarter, men jeg mærkede intet.“

Der er utallige tilsvarende eksempler. Fodboldspillere, eller soldater der befinder sig i kampens hede, kommer måske alvorligt til skade, men føler ingen eller kun ringe smerte i øjeblikket. Den berømte afrikanske opdagelsesrejsende David Livingstone fortalte at han engang blev angrebet af en løve som rystede ham „ligesom en terrier ryster en rotte. Chokket . . . forårsagede en slags drømmetilstand hvor der ikke var nogen fornemmelse af smerte.“

Det er bemærkelsesværdigt at tjenere for Jehova Gud som har stolet på ham og haft fuld tillid til ham, også til tider har oplevet at deres smerter er blevet lindret. En kristen mand som blev slået, fortæller: „Mærkeligt nok følte jeg kun de første få slag. Det var i stedet som om jeg blot hørte dem, ligesom når der bliver slået på en tromme langt borte.“ — Vågn op! for 22. februar 1994, side 21.

Hvordan smertefølelsen mildnes

I 1965 forsøgte en professor i psykologi, Ronald Melzack, og en professor i anatomi, Patrick Wall, at forklare nogle af de gådefulde aspekter ved smerte. De fremsatte den meget anerkendte smerteport-teori. I 1990-udgaven af dr. Bonicas lærebog om smerte siger han at denne teori var „en af de største landvindinger inden for smerteforskning og smertebehandling“.

Ifølge teorien kan en ’port’ i rygmarven sørge for at der enten åbnes eller spærres for smertesignaler til hjernen. Hvis der er mange andre signaler ved porten, kan det mindske antallet af smertesignaler der når frem til hjernen. For eksempel mindskes smerten i en let forbrændt finger når man ryster den eller gnubber på den. Det skyldes at andre signaler blander sig med de smertesignaler der via rygmarven sendes til hjernen, og derved hindres nogle af smertesignalerne i at nå frem.

Da man i 1975 opdagede at kroppen producerer morfinlignende stoffer kaldet endorfiner, var dette også medvirkende til at man fik yderligere viden om de uforståelige aspekter ved smerte. Nogle mennesker føler for eksempel ingen eller kun ringe smerte fordi de har en overproduktion af endorfiner. Produktionen af endorfiner kan også være forklaringen på hvorfor smerte mindskes eller helt forsvinder ved akupunkturbehandling, en behandling hvor hårfine nåle placeres i kroppen. Ifølge øjenvidneberetninger har der været udført operationer på åbent hjerte mens patienten var vågen, opmærksom og afslappet, udelukkende med akupunktur som smertestillende behandling! Hvorfor følte patienten ingen smerte?

Nogle mener at nålene stimulerer produktionen af endorfiner som midlertidigt fjerner smerten. En anden mulighed er at akupunktur virker smertestillende fordi nålene sætter gang i nervefibrene, som så videresender signaler der ikke er smertesignaler. Disse signaler kommer i overtal ved ’rygmarvsporten’ og forhindrer derved at smertesignalerne når frem til hjernen, hvor smerten opfattes.

Smerteport-teorien, og det faktum at kroppen producerer sine egne smertestillende stoffer, kan måske også forklare hvorfor ens humør, tanker og følelser har indvirkning på hvor stor smerte man føler. Chokket over pludselig at blive angrebet af en løve kan altså have fremmet Livingstones produktion af endorfiner og ved ’rygmarvsporten’ forårsaget en trængsel af signaler der ikke var smertesignaler, og det har så mindsket hans smerter.

Men som tidligere nævnt kan ens sindsindstilling og følelser også have den modsatte effekt. For meget af hverdagens stress, der er så typisk for vor tid, kan øge en persons følsomhed over for smerte ved at skabe bekymringer, anspændthed og muskelsammentrækninger.

Glædeligvis har folk med kroniske smerter grund til optimisme. Mange patienter nyder nu gavn af forbedrede behandlingsmetoder. Disse forbedringer skyldes en større forståelse af denne forfærdelige lidelse. Dr. Sridhar Vasudevan, der er formand for Det Amerikanske Institut for Smerteforskning, har forklaret: „Tanken om at smerte undertiden kan være en sygdom i sig selv, revolutionerede behandlingen i 80’erne.“

Hvordan er behandlingsmetoderne blevet revolutioneret? Hvilke behandlingsformer har vist sig effektive?

[Illustration på side 7]

Hvordan kan akupunktur mindske eller helt fjerne smerten?

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del