Disciplin har været min redning

DA JEG var fire år lod mine forældre mig gå til gymnastik. Det krævede at jeg måtte øve mig i holdgymnastik sammen med andre piger. Kort efter begyndte jeg at træne til danser. Disciplin blev en del af mit liv.

Mine forældre gik ind for disciplin og forventede at deres børn var ordentlige, velopdragne og respektfulde. Jeg syntes nogle gange at de var lidt urimelige, men når jeg nu ser tilbage forstår jeg værdien af disciplin, især efter selv at have opdraget tre børn. Ja, jeg takker mine forældre for deres store omsorg.

Den tidlige oplæring i selvdisciplin jeg havde fået, og det at jeg havde lært at fungere som en del af et hold, hjalp mig senere i livet.

Udfordringer jeg måtte tage op

Som otteårig fik jeg gigtfeber og måtte derfor holde sengen. Jeg havde frygtelige smerter i knæene og måtte ikke gå i et helt år. Min kærlige familie bar mig rundt overalt. Ingen regnede med at jeg ville komme til at danse igen. Men hovedsagelig på grund af mine forældres store omsorg og vores læges dygtighed og tålmodighed, kom jeg mig fuldstændig og vendte tilbage til danseverdenen — mere besluttet end nogen sinde på at blive den bedste danser.

Mine forældre gav mig lov til at gå ud af skolen som 16-årig så jeg kunne skabe mig en karriere som danser. Jeg gik til opgaven med ildhu. Med tiden begyndte jeg på klassisk ballet, hvilket krævede mere selvdisciplin af mig end nogen sinde før. I tre og et halvt år trænede jeg seks dage om ugen.

Da jeg var 19 fik jeg mulighed for at aflægge prøve for Den Australske Balletskole. Konkurrencen om at komme ind på denne ansete skole var meget hård. Der skulle kun udvælges nogle få fra hele Australien. Til min store glæde var jeg en af de heldige, og jeg begyndte på et 18 måneders intensivt træningsprogram. På skolen havde man ballet-, pantomime-, drama- og kunstklasser. Ballet er en yndefuld danseart, men det kræver gode kræfter at få det til at se legende let ud. Med henblik på at gøre vore benmuskler stærkere var der derfor et særligt træningsprogram i en gymnastiksal.

I juni 1970 fik jeg endelig mulighed for at aflægge prøve for Det Australske Balletkorps. Endnu en gang blev jeg udvalgt, og i løbet af en uge var jeg optaget i korpset.

Livet i en anderledes verden

Før jeg fik set mig om var jeg for første gang i mit liv borte fra hjemlige omgivelser og blev nærmest kastet ud i et helt andet miljø. Balletkorpset turnerede i Australien og derefter i Asien. Jeg følte det som levede jeg i en helt anden verden, en verden der havde sine egne regler og normer. Vi arbejdede nat og dag, og vore ømme fødder blev fyldt med vabler og begyndte at bløde. Men forestillingerne var alle anstrengelserne værd. Det var pragtfuldt at stå på scenen.

Efter at vi var vendt tilbage til Australien brød en influenzaepidemi ud blandt hele truppen, og mange af os måtte holde sengen. Jeg kunne ikke danse i tre måneder. Da jeg genoptog arbejdet i balletkorpset begyndte livet som danser at volde mig problemer. Man stræber altid efter det fuldkomne og skal begrænse ethvert socialt samvær uden for balletten til det mindst mulige. Både tid og træthed var til hinder for almindelig selskabelighed. Skulle dette blive enden på min karriere efter alle disse år med hård træning?

Jeg begyndte at få en negativ indstilling og ambivalente følelser. Jeg blev meget indadvendt og holdt mig for mig selv. Cirka et år efter blev jeg alvorligt syg af nældefeber, som er en allergisk sygdom. Over hele min krop brød der opsvulmede, kløende, røde kvadler ud som flød sammen og til sidst fik mig til at ligne én stor, rød klump. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og jeg tog min afsked fra Det Australske Balletkorps. Der gik mange måneder før jeg kom til hægterne igen. Endnu en gang passede mine forældre mig indtil jeg var rask.

Jeg bliver gift og stifter familie

I 1974 mødte jeg en sød ung mand. Han arbejdede som selvstændig skuespiller. Vi blev gift og rejste gennem hele Europa, hvorefter vi vendte tilbage til Australien. Her blev vores første barn, Justin, født i 1976. Senere flyttede vi til Perth, hovedstaden i delstaten Western Australia, hvor vi købte et hotel. Det betød store forandringer i vores tilværelse.

Arbejdsbyrden var kolossal, eftersom vi prøvede at køre hotellet alene. Jeg stod op klokken fire om morgenen og var nogle gange først færdig med arbejdet næste dags morgen. Foruden arbejdspresset var der en meget stærk dæmonisk indflydelse på hotellet. Det berørte os ganske langsomt, og især gik det ud over min mand. Vi fik problemer både i ægteskabet og med økonomien, og efter tre år besluttede vi derfor at sælge hotellet i håb om at vi kunne redde stumperne af vores ægteskab.

Vi havde i mellemtiden fået to piger, Bianca og Victoria, så vores familie var vokset til fem. Det var svært at komme af med hotellet, og mens det var til salg begyndte jeg at søge hjælp hos Gud. Jeg huskede Fadervor, som jeg havde lært udenad som barn. Denne bøn var hele tiden på mine læber.

Omsider blev hotellet solgt. Min mand døde imidlertid af en aneurisme blot tre uger før vi skulle flytte fra Perth til Melbourne. Han blev kun 32 år. Jeg var overvældet af sorg, og den blev ikke mindre af at en katolsk præst i Melbourne fortalte mig at jeg uden tvivl også var under påvirkning af dæmonisme eftersom min mand havde haft så store problemer med det. Han begyndte derfor at bestænke alt med vievand — mig, mine børn og hvert eneste af værelserne i min mors hjem, hvor vi boede.

Stadig ubesvarede spørgsmål

Der gik adskillige år, og jeg blev ved med at stille spørgsmål om Gud. Jeg kunne dog ikke finde nogen tilfredsstillende svar i den katolske kirke. På et tidspunkt besluttede jeg at vores familie skulle flytte fra Melbourne til det varmere klima i Queensland. Dér, i Brisbane, blev vi meget engagerede i kirkens aktiviteter. Børnene gik i katolsk skole, og vi gik alle regelmæssigt i kirke, fastede, bad rosenkransen, og gjorde alt hvad jeg troede Gud krævede af os.

Eftersom jeg ikke havde fået svar på mine spørgsmål, besluttede jeg at læse i Bibelen hver dag i håb om selv at kunne finde svarene. Med tiden nåede jeg til Mattæus 7:7, som forbløffede mig. Der stod kort og godt at man skulle blive ved med at bede og søge. ’Det er jo nemt nok,’ tænkte jeg. Og som tænkt så gjort. Jeg blev ved med at bede Gud om hjælp til at få besvaret mine spørgsmål.

Endelig får jeg svar

Set i bakspejlet var det ikke nogen tilfældighed at Jehovas vidner kort efter ringede på min dør. Det de sagde lød skønt. Selv om jeg lyttede med interesse gik det ikke op for mig at det var lige hvad jeg havde søgt efter. Da de havde besøgt mig et par gange sagde jeg til kvinderne at de ikke behøvede at komme igen.

Det var i begyndelsen af 1987, og på et tidspunkt hvor jeg havde meget travlt. Jeg var ved at få mit hjem sat i stand og manglede en dygtig maler til at gøre arbejdet færdigt. Bygmesteren anbefalede en venlig, respektfuld og hjælpsom ung maler ved navn Peter. Peter talte pænt om sin kone og sine børn, og han havde et sundt og præsentabelt udseende. Jeg ville gerne være ligesådan. En morgen hvor han balancerede på et stillads spurgte jeg ham derfor om hvilken kirke han kom i.

Da jeg fandt ud af at han var et af Jehovas vidner, bombarderede jeg ham med spørgsmål fra han kom på arbejde om morgenen til han udmattet tog hjem om eftermiddagen. Og han kunne svare på dem alle sammen. Jeg begyndte at undersøge sagen, både dag og nat, og Bibelen blev pludselig levende for mig. Med stor glæde tog jeg imod et hjemmebibelstudium for hele familien. Det var den mest oplivende og glædebringende tid vi havde oplevet. Tænk, vi havde fundet sandheden!

Vi blev de nedbrydende tanker kvit og skilte os af med alt hvad der havde med afgudsdyrkelse at gøre. Pose efter pose bar vi ud fra vores hjem og smed i en affaldscontainer. Der gik ikke lang tid før mine børn venligt blev bedt om at forlade den katolske skole. Man brød sig ikke om at de talte om Jehova.

Forenede i den sande tilbedelse

Nu er vi alle fire døbte Jehovas vidner. Justin og Bianca er gået ud af skolen og virker i heltidstjenesten som pionerer. Victoria er 16 og går stadig i skole. Og jeg er pioner på sjette år.

Vi var seks år i en menighed i Brisbane, hvor jeg hjalp to søde ældre damer som hurtigt indviede deres liv til Jehova Gud. I 1994 flyttede vi til et område hvor der var større behov for forkyndere af Riget. Nu tjener vi i Charleville, en lille landsby i det sydvestlige Queensland. Det distrikt vi forkynder i er så stort at det omtrent svarer til størrelsen på Australiens østat Tasmania.

Idet jeg tænker tilbage på min barndom og min opdragelse kan jeg se hvor stor gavn jeg har haft af disciplin. Det har hjulpet mig til at følge Bibelens principper og at foretage de nødvendige forandringer i mit liv. Ja, at lade sig tugte af Jehova nu fører glæde med sig, foruden håbet om evige velsignelser for mig selv og min elskede familie. — Ordsprogene 6:23; 15:33. — Fortalt af Sue Burke.

[Illustration på side 21]

Med mine tre børn