Har du nogen sinde tænkt over dette?
HVAD siger Bibelen egentlig om Jesu moder, Maria? De fleste der bekender sig til kristendommen tror at Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og at der dog ikke er tre guder, men tre i én. Med andre ord en treenighed. I store dele af kristenheden (den katolske, den anglikanske og den ortodokse kirke) har denne lære logisk nok ført til den forestilling at Maria, Jesu moder, derfor er „Guds Moder“. Men er hun det? Hvordan betragtede Jesus sin moder? Hvordan betragtede disciplene hende? Lad os se hvad Bibelen svarer:
1. Hvornår nævnes Maria første gang i Bibelen? — Mattæus 1:16.
2. Hvilken religion praktiserede Maria da Jesus blev født? — Lukas 2:39, 41.
3. Bragte Maria et offer for sine synder? — Lukas 2:21-24; jf. Tredje Mosebog 12:6, 8.
4. Var Maria jomfru da hun undfangede Jesus? Hvorfor var det vigtigt? — Mattæus 1:22, 23, 25; Lukas 1:34; Esajas 7:14; Hebræerne 4:15.
5. Hvordan blev Maria gravid? — Lukas 1:26-38.
6. Hvordan reagerede Maria på disse usædvanlige omstændigheder? — Lukas 1:46-55.
7. Hvordan viste Maria sig som en omsorgsfuld moder? — Lukas 2:41-51.
8. Fik Maria senere andre børn? — Mattæus 13:55, 56; Markus 6:3; Lukas 8:19-21; Johannes 2:12; 7:5; Apostelgerninger 1:14; 1 Korinther 9:5.
9. Hvorfra ved vi at Jesu brødre og søstre ikke blot var hans fætre og kusiner? — Jf. Markus 6:3, Lukas 14:12 og Kolossenserne 4:10.
10. Betragtede Jesus Maria som „Guds Moder“? — Johannes 2:3, 4; 19:26.
11. Anså Maria sig selv for at være „Guds Moder“? — Lukas 1:35; Johannes 2:4, 5.
12. Lod Jesus sin moder være genstand for særlig ære eller ophøjelse? — Markus 3:31-35; Lukas 11:27, 28; Johannes 19:26.
13. Hvordan betragtede Maria den plads hun udfyldte i Jehovas hensigt? — Lukas 1:46-49.
14. Er Maria formidlerinde mellem Gud og mennesker? — 1 Timoteus 2:5.
15. I hvor mange af Bibelens 66 bøger er Maria nævnt?
16. Ophøjede de kristne bibelskribenter Maria i deres bøger og breve? — Johannes 2:4; 2 Korinther 1:1, 2; 2 Peter 1:1.
17. Hvor mange gange nævnes Maria ved navn i de 21 breve som Paulus, Peter, Jakob, Johannes og Judas skrev?
18. Hvilket håb havde Maria som en discipel af Jesus? — 1 Peter 2:5; Åbenbaringen 14:1, 3.
19. Er Maria den kvinde der omtales i Første Mosebog 3:15 og Åbenbaringen 12:3-6? — Esajas 54:1, 5, 6; Galaterne 4:26.
20. Hvilken stilling indtager Maria på nuværende tidspunkt? — 2 Timoteus 2:11, 12.
Bibelens svar
1. „Jakob blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus.“ — Mattæus 1:16.
2. „Da de havde gennemført det alt sammen i overensstemmelse med Jehovas lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Nu var hans forældre vant til hvert år at tage til Jerusalem til påskehøjtiden.“ (Lukas 2:39, 41) Som jøder fulgte de Moseloven.
3. „Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var omme, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Jehova, sådan som der står skrevet i Jehovas lov: ’Alt af hankøn som åbner moders liv skal kaldes helligt for Jehova.’“ (Lukas 2:22, 23) „Derpå skal hun, når hendes renselsesdage er til ende for en søn eller en datter, bringe et vædderlam i dets første år som et brændoffer og en dueunge eller en turteldue som et syndoffer til mødeteltets indgang, til præsten. Men hvis hun ikke har tilstrækkelige midler til et stykke småkvæg, så skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, én til et brændoffer og én til et syndoffer, og præsten vil skaffe hende soning, og hun er ren.“ — 3 Mosebog 12:6, 8.
4. „Han [Josef] havde ikke omgang med hende før hun havde født en søn; og han gav ham navnet Jesus.“ (Mattæus 1:25) „Maria sagde til engelen: ’Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?’“ (Lukas 1:34) „Jehova [vil] selv give jer et tegn: Se, den unge pige skal blive gravid, og hun føder en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.“ (Esajas 7:14) „Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“ — Hebræerne 4:15.
5. „Som svar sagde engelen til hende: ’Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn. . . . Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.’“ — Lukas 1:35, 37.
6. „Maria sagde: ’Min sjæl forkynder Jehovas storhed, og min ånd glæder sig usigeligt over Gud, min Frelser; . . . den Mægtige har gjort store ting mod mig, og helligt er hans navn.’“ — Lukas 1:46, 47, 49.
7. „Da de nu så ham blev de helt forbløffede, og hans moder sagde til ham: ’Barn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din fader og jeg har med stor bekymring ledt efter dig.’ Men han sagde til dem: ’Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?’“ — Lukas 2:48, 49.
8. „Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans moder ikke Maria, og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans søstre, er de ikke alle her hos os?“ (Mattæus 13:55, 56) „Han og hans moder og brødre [græsk: adelfoiʹ] og hans disciple [græsk: mathētaiʹ] [gik] ned til Kapernaum, men de blev der ikke mange dage.“ — Johannes 2:12.
9. Der bruges forskellige græske ord for broder og fætter. „’Er det ikke tømreren, Marias søn og broder [græsk: adelfosʹ] til Jakob og Josef og Judas og Simon? Og er hans søstre [græsk: adelfaiʹ] ikke her hos os?’ Så begyndte han at blive en snublesten for dem.“ (Markus 6:3) „Indbyd ikke . . . dine slægtninge [græsk: sy[n]ggeneisʹ].“ (Lukas 14:12) „Markus . . . Barnabas’ fætter [græsk: anepsiosʹ] . . .“ (Kolossenserne 4:10) — Se The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures.
10. „Jesus sagde til hende: ’Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.’“ „Da Jesus nu så sin moder og den discipel som han elskede, stå dér, sagde han til sin moder: ’Kvinde, se! Din søn!’“ (Johannes 2:4; 19:26) Ifølge datidens sprogbrug lå der ikke noget respektløst i at Jesus sagde „kvinde“.
11. Intetsteds i bibelteksten står der „Guds Moder“.
12. „En kvinde fra mængden . . . hævede sin stemme og sagde til ham: ’Lykkeligt er det moderliv som bar dig, og det bryst som du diede!’ Men han sagde: ’Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!’“ — Lukas 11:27, 28.
13. „Maria sagde: ’Min sjæl forkynder Jehovas storhed . . . for han har set til sin trælkvindes ringe stilling. For se! fra nu af vil alle generationer prise mig lykkelig.’“ — Lukas 1:46, 48.
14. „For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ — 1 Timoteus 2:5.
15. Fem, nemlig Mattæus, Markus, Lukas, Johannes og Apostelgerninger. Hun omtales som „Maria“ 19 gange, som Jesu „moder“ 24 gange og som „kvinde“ to gange.
16. Kun de fire evangelieskribenter nævner Maria; ikke engang i indledningen til de apostolske breve nævnes hun. „Paulus, en Kristi Jesu apostel ved Guds vilje . . . Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.“ (2 Korinther 1:1, 2) „Simon Peter, en Jesu Kristi træl og apostel, . . . ved vor Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed.“ — 2 Peter 1:1.
17. Ikke en eneste gang.
18. „I [bliver] også selv som levende sten opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab, der skal bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.“ (1 Peter 2:5) „Jeg så, og se! Lammet stod på Zions Bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og de synger ligesom en ny sang foran tronen . . . og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden.“ — Åbenbaringen 14:1, 3.
19. „’Råb af glæde, du ufrugtbare som ikke har født! Bryd ud i glædesråb og opløft jubelskrig, du som ikke har haft fødselsveer, for den forladtes sønner er flere end ægtehustruens sønner,’ har Jehova sagt. ’For den Mægtige som frembragte dig er din ægtemand; hans navn er Hærstyrkers Jehova. Og Israels Hellige er din Genløser; han kaldes Hele Jordens Gud.’“ (Esajas 54:1, 5) „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Guds symbolske kvinde, det himmelske Zion, Jehovas himmelske organisation, sammenlignes med en hustru og en moder, og hun er den „kvinde“ der omtales i disse vers.
20. „Troværdig er udtalelsen: Hvis vi er døde sammen med ham, skal vi visselig også leve sammen med ham; hvis vi holder ud, skal vi også herske som konger sammen med ham; hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os.“ (2 Timoteus 2:11, 12) Hvis Maria viste sig trofast til sin død regerer hun nu i himmelen sammen med de andre af Kristi 144.000 medregenter. — Åbenbaringen 14:1, 3.