Zoologisk have — de vilde dyrs sidste håb?
I NYERE tid er en stille revolution skyllet ind over de mest fremskridtsvenlige zoologiske haver i verden. Et synligt tegn på dette er at de har ombygget deres indhegninger så de minder mere om naturen; de efterligner dyrenes naturlige miljø med planter, stengærder, slyngplanter, tågedis, lyde og endda andre dyr og fugle som indvånerne kan forliges med. Skønt det er dyrt — alene i USA bruges der årligt 1,2 milliarder dollars på forbedringer af zoologiske haver og akvarier — betragtes ændringerne som nødvendige i betragtning af de zoologiske havers ambitiøse nye rolle.
Missionen for det næste århundrede
Biologisk fattigdom truer vor planet, og derfor har verdens førende zoologiske haver udstukket naturbevarelse, uddannelse og videnskabelig forskning som deres mission i det 21. århundrede. Inspireret af udfordringen og tilskyndet af sagens påtrængende beskaffenhed har nogle zoologiske haver taget navneforandring til for eksempel „dyrereservat“ eller „naturbevarelsespark“.
Publikationen The World Zoo Conservation Strategy er førende organ for de nye tanker. Den beskrives af en forfatter som „det vigtigste dokument det zoologiske samfund nogen sinde har frembragt“. Strategy er faktisk en zoologisk erklæring eller pagt; den „definerer det ansvar og de muligheder som verdens zoologiske haver og akvarier har med hensyn til bevarelsen af variation i det globale dyreliv“. Som for at bortvejre enhver tvivl om de nye takter tilføjer Strategy: „Berettigelsen af en zoologisk haves eller et akvariums eksistens er afhængig af hvor meget den eller det bidrager til naturbevarelse.“
Folkeoplysning og videnskabelig forskning, især angående formering i fangenskab, er vigtige elementer i denne nye status. Blandt vor tids unge findes morgendagens dyrepassere som får ansvaret for at bevare den bjærgede rest af de stadig flere arter der er udryddet i naturen. Vil de tackle denne opgave klogt og pligtopfyldende? Og vil menneskeheden som et hele få større forståelse for naturen? Med dette i tanke opfordrer Strategy alle zoologiske haver til at give undervisning, og til at se sig selv som en del af „et verdensomspændende samvittighedsnetværk“.
Zoologiske haver går sammen i et globalt netværk
Omfanget af den opgave der ligger foran dem, har fået mange zoologiske haver, cirka tusind, til at gå sammen om at danne et globalt netværk. Internationale organisationer, for eksempel Verdensorganisationen for Zoologiske Haver og International Forening til Bevarelse af Natur og Naturressourcer, knytter disse zoologiske haver sammen og sørger for koordinering og vejledning.
Bogen Zoo — The Modern Ark peger på et afgørende argument for et sådant samarbejde: „Hvis den snigende dræber, indavl, skal holdes i skak, kan en zoologisk have ikke længere nøjes med at tage sig af sin egen lille flok af for eksempel sibiriske tigre. Nej, alle sibiriske tigre i zoologiske haver på et helt kontinent — eller endda i hele verden — må behandles som en samlet bestand.“ Der er brug for i hundredvis af individer af hver art for at mindske eller eliminere indavl — forløberen for ufrugtbarhed og udryddelse — og dette ligger uden for en enkelt zoologisk haves muligheder. Strategy siger: „Denne opbydelse af alle de kræfter der er til rådighed, er nødvendig for at give vor jords biosfære . . . de bedste chancer for at overleve. Mange mener at hvis vi forsømmer at bevare andre arter, vil vi heller ikke selv overleve.“ Dette pessimistiske synspunkt tager selvfølgelig ikke Bibelens løfte om et genskabt paradis på jorden i betragtning. — Åbenbaringen 11:18; 21:1-4.
Redskaber der skal hjælpe de zoologiske haver
Truslen om udryddelse har også resulteret i frembringelsen af højteknologiske, internationalt tilgængelige hjælpemidler i forbindelse med avl af dyr i fangenskab: Stambøger, International Zoo Yearbook (IZY) og det computerbaserede International Species Information System (ISIS).
De zoologiske stambøger indeholder detaljerede oplysninger om alle de individer af en bestemt dyreart der holdes i zoologiske haver i hele verden. Denne internationale fortegnelse er nøglen til at bevare en sund genpulje (arvemasse) og holde den „snigende dræber“, indavlen, i ave. Zoologisk Have i Berlin var først med en stambog da den i 1923 begyndte at avle på visenten, den europæiske bison, der næsten blev udryddet under den første verdenskrig.
For at lette den globale udbredelse af videnskabelige data som for eksempel stambøger, IZY og demografiske data oprettede ISIS i 1974 et elektronisk netværk i USA. Dets ekspanderende elektroniske netværk og dets omfattende, stadigt voksende database fremmer de zoologiske havers samarbejde om at virkeliggøre det megazoologiske koncept.
De metoder som de zoologiske haver benytter, indbefatter dna-profiler, ægtransplantation, in vitro-befrugtning og nedfrysning af sæd og befrugtede æg. Ved hjælp af dna-profiler kan man med 100 procents nøjagtighed udpege forældrene, og det er især vigtigt i forbindelse med at kontrollere indavl blandt flokdyr hvor det kan være svært at spore hvem faderen er. Ægtransplantation og in vitro-befrugtning kan fremskynde formeringen. Det kan blandt andet gøres ved at udvide „forældregruppen“ blandt truede arter. Deres befrugtede æg kan indføres i hunner af nært beslægtede dyr, selv tamdyr, der så kan tjene som surrogatmødre. Med denne teknik har en sortbroget lavlandsko født en gaur (vildokse), og en huskat har født et eksemplar af den næsten udryddede indiske ørkenkat. Dermed reduceres også de omkostninger, risici og belastninger der er forbundet med at transportere udryddelsestruede avlsdyr. Alt hvad man behøver at transportere, er en sending befrugtede æg eller frossen sæd.
Da nogle arter er i fare for at uddø fuldstændig, har flere zoologiske haver kastet sig over frysemetoden; de nedfryser sæd og befrugtede æg med henblik på langtidsopbevaring. Denne frosne zoologiske have giver mulighed for at afkommet kan blive født årtier, eller måske endda århundreder, efter at arten er uddød. Skønt der er mange usikkerhedsmomenter, er det blevet navngivet „den sidste nødforsikring“.
Studier i naturen skaffer de zoologiske haver flere dyrebørn
En videnskabelig undersøgelse af dyr og deres adfærd i naturlige omgivelser er meget vigtig for at få dem til at yngle i fangenskab, og det er også baggrunden for at man skaber naturtro omgivelser. Hvis dyrene skal forblive sunde og formere sig, må de zoologiske haver tage hensyn til deres instinkter og sørge for at de befinder sig godt.
For eksempel fører vildtlevende hangeparder og hungeparder en eremittilværelse og kommunikerer udelukkende ved duftstoffer i deres urin og afføring. Hannen kan lugte hvornår hunnen er brunstig, og så bliver han hos hende en dag eller to. Da de zoologiske haver fandt ud af dette, lavede de om på deres indhegninger for konsekvent at holde hanner og hunner adskilt undtagen i parringstiden, og det virkede; der kom unger.
Adskillelse er altså nødvendig for geparder, men det gør sig bestemt ikke gældende for flamingoer. De yngler kun når de er i store flokke, så store at de fleste zoologiske haver ikke ville have plads til dem. En zoologisk have i England foretog derfor et eksperiment — man „fordoblede“ flokken ved hjælp af et stort spejl. For første gang indledte fuglene deres dramatiske parringsritual. Har dette givet dig en fornemmelse af hvor komplekst jordens dyreliv er? De zoologiske haver står over for en stor udfordring.
Hvor realistisk er det at ville redde dyrene?
Mulighederne i det nye program fremgår af at nogle af de dyr der er født i fangenskab, har kunnet sættes ud i deres naturlige omgivelser. Det gælder blandt andet den californiske kondor, den europæiske bison, den amerikanske bison, den arabiske oryx, den gyldne egernabe og den østlige vildhest. Der hænger imidlertid mørke skyer over de langsigtede perspektiver.
„Menneskesamfundet er så komplekst og verdens problemer så mange,“ siger Strategy, „at det trods en større bevidsthed om og interesse for naturen ikke har været muligt at standse mange af de nedbrydende processer.“ Derfor „må naturfredningsfolk være forberedt på at finde en metode til at klare den forventede kritiske periode,“ siger Strategy videre. Det kræver naturligvis samarbejde på alle niveauer i samfundet. Det nuværende samarbejde halter ifølge én videnskabelig skribent „smerteligt langt efter det der er behov for“. Hvis de drivende kræfter bag udryddelsen blot tager af uden at udviklingen vendes, kan selv de bedste anstrengelser vise sig at være forgæves. Der må skabes betydelige og fuldstændige levesteder for dyrene — ikke blot isolerede enklaver som fører til indavl. Kun da kan zoologiske haver trygt sætte deres yngel ud i naturen. Men er et sådant håb realistisk, eller er det blot ønsketænkning?
Længere ude på ønsketænkningens overdrev er tanken om en global zoologisk have. „Den barske sandhed er,“ siger professor Edward Wilson, „at alverdens zoologiske haver i dag kun kan rumme op til 2000 arter af pattedyr, fugle, krybdyr og padder“ — men det er kun toppen af isbjerget. De zoologiske haver har derfor den lidet misundelsesværdige opgave at beslutte hvilke arter der skal vælges ud til bevarelse, mens resten må komme på listen over dem der er på vej mod glemselen.
Blandt eksperter på området fremkalder situationen et ildevarslende spørgsmål: I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem alt levende, hvornår vil biodiversiteten da være dalet til det kritiske punkt hvor der indledes en lavine af artsudryddelser som tager en stor del af livet på jorden, også mennesket, med sig i faldet? Forskerne kan kun gætte. „Udryddelsen af en eller to eller halvtreds arter vil få eftervirkninger som vi ikke kan forudsige,“ siger Linda Koebner i Zoo Book. „Udryddelserne skaber forandringer endnu før vi forstår konsekvenserne.“ I mellemtiden, siger bogen Zoo — The Modern Ark, „vil de zoologiske haver være de vigtigste garnisoner i en planetarisk udmattelseskrig, en krig hvis omfang ikke kan forudsiges, men som fremtidige generationer vil holde os eneansvarlige for“.
Er der noget grundlag for håb? Eller er fremtidens generationer dømt til at leve i en biologisk monoton verden hvor kun udryddelsens bundløse dyb venter dem?
[Illustration på side 7]
Mennesket er deres værste fjende
[Kildeangivelse]
Tiger og elefanter: Zoological Parks Board of NSW
[Illustration på side 8]
Nogle truede arter — bison, geparder og det afrikanske sorte næsehorn
[Kildeangivelser]
Bison og geparder: Zoological Parks Board of NSW
Næsehorn: National Parks Board of South Africa