Hvad der findes på Internet

VIA Internet er det muligt at sende elektronisk post, såkaldt e-mail eller e-post, til hele verden. Faktisk udgør e-mail en stor del af trafikken på Internet, og mange bruger kun Internet til dette formål. Hvordan fungerer det? Lad os først se på hvordan det almindelige postsystem fungerer.

Forestil dig at du bor i Canada og gerne vil sende et brev til din datter der bor i Moskva. Efter at have skrevet adressen på kuverten lægger du brevet i postkassen, og brevet er på vej. Fra et posthus bliver brevet sendt til en regional eller national postcentral og derfra videre til et lokalt posthus i nærheden af det sted hvor din datter bor.

Det foregår nogenlunde på samme måde med e-mail. Efter at brevet er skrevet på din computer, må du anføre din datters e-mail-adresse. Man sender det elektroniske brev ud på Internet gennem et modem der står i forbindelse med telefonnettet. På Internet sendes det videre til forskellige computere der fungerer som lokale og nationale postcentraler. Disse computere har tilstrækkeligt med informationer til at kunne videresende brevet til en modtagercomputer hvor din datter kan hente det.

I modsætning til almindelig post når e-mail som regel frem til sit bestemmelsessted i løbet af få minutter, selv når det sendes til andre kontinenter, medmindre en del af netværket er stærkt overbelastet eller midlertidigt ude af drift. Når din datter ser efter i sin elektroniske postkasse, vil hun se din e-mail. Det er således let og hurtigt at sende et elektronisk brev til mange forskellige adresser overalt i verden, hvilket har gjort denne form for kommunikation meget populær.

Nyhedsgrupper

En anden populær tjenesteydelse på Internet kaldes Usenet. Usenet giver adgang til nyhedsgrupper hvor forskellige grupper kan drøfte specifikke emner. Nogle nyhedsgrupper tager sigte på at købe og sælge forskellige forbrugsgoder. Der findes i tusindvis af nyhedsgrupper, og når først man har fået adgang til Usenet, koster det ikke noget at slutte sig til dem.

Lad os forestille os at en har sluttet sig til en nyhedsgruppe bestående af frimærkesamlere. Når andre i denne gruppe sender meddelelser om frimærker, bliver disse meddelelser også tilgængelige for den nytilsluttede. Vedkommende kan både læse hvad der er sendt til nyhedsgruppen, og hvad der er svaret. Hvis en for eksempel beder om oplysninger vedrørende en bestemt serie frimærker, kan der kort efter komme mange svar fra forskellige steder i hele verden, og disse oplysninger vil med det samme være tilgængelige for alle der er tilsluttet denne nyhedsgruppe.

En variation af denne idé er det der kaldes Bulletin Board System (BBS), hvilket er en slags elektronisk opslagstavle. BBS ligner Usenet med den undtagelse at alle filer befinder sig på en enkelt computer der sædvanligvis vedligeholdes af en bestemt person eller gruppe. Materialet i nyhedsgrupperne afspejler brugernes forskellige interesser, synspunkter og moralnormer. Der er derfor grund til at være varsom.

Datasøgning og udveksling af filer

Et af de oprindelige mål med Internet var en verdensomspændende udveksling af information. Den lærer der er omtalt i den foregående artikel, fandt via Internet frem til en anden lærer som var villig til at forsyne ham med det kursusmateriale han skulle bruge. I løbet af få minutter var filerne overført til trods for at lærerne befandt sig over 3000 kilometer fra hinanden.

Hvor kan man hente hjælp hvis man ikke ved hvor et bestemt emne findes på Internet? Ligesom man kan finde et telefonnummer i en telefonbog, kan en computerbruger finde det der interesserer ham på Internet, ved først at koble sig til det man kalder en søgemaskine. Brugeren indtaster et ord eller en sætning, og den pågældende søgemaskine viser ham dernæst en række steder på Internet hvor man kan finde oplysningerne. En sådan søgning er normalt gratis og tager blot nogle få sekunder.

Landmanden der blev omtalt tidligere, havde hørt om en ny teknik kaldet præcisionslandbrug hvor man benytter sig af computere og satellitkort. Ved at indtaste det engelske ord for præcisionslandbrug (precision farming) i en søgemaskine fandt han frem til navne på landmænd der benytter sig af denne teknik, samt detaljerede oplysninger om selve metoden.

World Wide Web

Den del af Internet der kaldes World Wide Web (eller blot Web), giver skribenter mulighed for at benytte idéen med fodnotehenvisninger på en ny måde. Når en forfatter til en bog eller en artikel i et tidsskrift indføjer et fodnotetegn, læser man en fodnote nederst på siden der måske henviser til en anden side i bogen eller til en anden bog. De der skriver computerdokumenter på Internet, kan gøre stort set det samme idet de bruger en teknik der understreger eller fremhæver et ord, en sætning eller et billede i deres dokument.

Det fremhævede ord eller billede fortæller læseren at der findes flere oplysninger et andet sted på Internet, hvilket ofte vil være et andet dokument. Dette Internetdokument kan øjeblikkelig hentes frem og vises for læseren. Dokumentet ligger måske på en computer i et andet land. David Peal der har skrevet bogen Access the Internet!, siger at denne teknik „giver adgang til selve dokumenterne, ikke blot til henvisninger til dem“.

World Wide Web gør det også muligt at opbevare og se billeder og tekst eller afspille animationer, videofilm og lyd. Loma, den husmor der er nævnt i forrige artikel, hentede og afspillede en kort farvefilm om de nyeste teorier angående universet. Hun kunne høre fortællerens stemme gennem sin computers højttalere.

Surfing på Nettet

Ved hjælp af en Web-browser kan man hurtigt og let finde informationer og farvebilleder der opbevares på computere i mange forskellige lande. Det at bruge en Web-browser kan til en vis grad sammenlignes med det at rejse, det er blot nemmere. Man kan besøge de udstillinger der findes på World Wide Web, for eksempel udstillinger om Dødehavsrullerne eller om Holocaust Memorial Museum. Når man på den måde skifter hurtigt fra et sted til et andet på Web, siger man at man surfer på Internet.

Firmaer og andre er blevet interesseret i de muligheder der er for at reklamere for produkter eller tjenesteydelser på Web samt at tilbyde andre former for oplysning. De opretter en såkaldt hjemmeside, en slags elektronisk udstillingsvindue. Når først en organisations Web-adresse er kendt, kan de potentielle kunder ved hjælp af en browser gå på indkøb eller søge oplysninger. Men ligesom på en hvilken som helst anden markedsplads er det ikke alle de produkter, tjenesteydelser eller oplysninger der findes på Internet, det er gavnligt at beskæftige sig med.

Forskere forsøger at gøre Internet sikkert nok til at man kan foretage fortrolige og sikre transaktioner. (Vi vil komme mere ind på spørgsmålet om sikkerhed senere.) Som følge af den øgede trafik som denne kommercielle aktivitet har skabt, er man ved at oprette et andet verdensomspændende Internet, det nogle kalder Internet II.

Hvad er „Chat“?

En anden tjenesteydelse på Internet er det der kaldes Internet Relay Chat, eller blot Chat. I Chat kan en gruppe personer under dæknavne sende budskaber direkte til hinanden. Dette bruges af mange forskellige aldersgrupper, men er især populært blandt unge. Når man først er koblet til, er man i kontakt med mange andre brugere i hele verden.

Der er oprettet såkaldte chatrooms eller chatchannels hvor man drøfter forskellige emner. Det kan være science fiction, film, sport eller kærlighed. Alle de budskaber der skrives i et chatroom, kan læses næsten omgående på alle de andre computerskærme hos dem der befinder sig i dette chatroom. Det minder meget om den telefontjeneste i Danmark der kaldes Træfpunkt, hvor man bruger en telefon i stedet for en computer.

Et chatroom kan sammenlignes med en fest hvor folk blander sig med hinanden og taler sammen på det samme tidspunkt. I dette tilfælde skriver man blot korte meddelelser til hinanden. Sådanne chatrooms er sædvanligvis åbne 24 timer i døgnet. Kristne er naturligvis opmærksomme på at de bibelske principper vedrørende omgangskreds, for eksempel det der findes i Første Korintherbrev 15:33, gælder på alle livets områder, også hvad angår deltagelse i chat-grupper.a

Hvem betaler for Internet?

Måske spekulerer du på hvem der betaler taksten for at sende meddelelser over de store afstande på Internet. Udgifterne afholdes af brugerne, både firmaer og enkeltpersoner. Men en bruger præsenteres ikke nødvendigvis for en stor telefonregning selv om vedkommende måske har ’besøgt’ mange steder i andre lande. De fleste brugere har et abonnement hos en lokal Internetudbyder, som i mange tilfælde opkræver et fast månedligt beløb af abonnenten. Hos Internetudbyderen får man normalt et lokalt telefonnummer så man undgår de helt store telefonudgifter. I Danmark kan det koste fra 300 til 2400 kroner om året at være tilsluttet Internet. Dertil kommer telefontaksten.

Som man kan se, er der mange muligheder på Internet. Men bør man koble sig til denne informationsmotorvej?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 7]

Hvad er Internet-adresser?

For at finde frem til dem der er koblet på Internet, skal man kende deres e-mail-adresse. Lad os sige at du gerne vil sende e-mail til en ven hvis e-mail-adresse er drg@tekwriting.com.b I dette eksempel er personens identitet eller login-navn „drg“. Folk bruger ofte deres initialer eller fulde navn som login-navn. Det der står efter symbolet „@“, kan være deres arbejdsgiver, deres firma eller deres e-mail-udbyder. I dette tilfælde står „tekwriting“ for en sådan udbyder. Den sidste del af adressen viser arten af den organisation din ven har login hos. I dette tilfælde står „com“ for en kommerciel organisation. Uddannelsesorganisationer følger et tilsvarende mønster, men så står der „edu“ til sidst, og almennyttige organisationer slutter med „org“. En anden e-mail-standard slutter med personens landekode. For eksempel viser adressen lvg@spicyfoods.ar at den person der har login-navnet „lvg“, er tilknyttet et firma ved navn „spicyfoods“ i Argentina.

En anden type adresser udpeger Web-dokumenter på Internet. Lad os sige at oplysninger vedrørende forskning om regnskove findes i et Web-dokument med adressen http://www.ecosystems.com/research/forests/rf. Bogstaverne „http“ (Hypertext Transfer Protocol) viser hvilken standard dokumentet følger, og „www.ecosystems.com“ er navnet på en Web-server, en computer, i dette tilfælde hos et firma der kaldes „ecosystems“. Den sidste del af adressen, „/research/forests/rf.“, er navnet på det Web-dokument man søger. Web-adresser kaldes ofte for Uniform Resource Locators, forkortet URL.

[Fodnote]