Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 22/11 s. 21-23
  • Hidsighed i trafikken — Hvordan kan man tackle problemet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hidsighed i trafikken — Hvordan kan man tackle problemet?
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Årsag og virkning
  • Undgå at provokere
  • Er du offer?
  • Opdyrk sikre trafikvaner
    Vågn op! – 1988
  • Vej
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Hvad har udløst vredens tidsalder?
    Vågn op! – 2002
  • Er du en risikobilist?
    Vågn op! – 1990
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 22/11 s. 21-23

Hidsighed i trafikken — hvordan kan man tackle problemet?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

I VERDENSPRESSEN hører man mere og mere om folk der mister besindelsen og bliver voldelige. Nogle gange foregår det i supermarkedet hvor kunder med indkøbsvogn eller indkøbskurv går løs på hinanden. Andre igen bliver ophidsede over ventetiden i telefonen. Men det er de hidsige trafikanter som har fanget englændernes opmærksomhed.

Det er blevet så almindeligt at trafikanter mister besindelsen at en rapport om englændernes kørevaner fra 1996 hævder at problemet har „nået epidemisk omfang, og at næsten halvdelen af alle bilister har været udsat for en eller anden form for aggression i det forløbne år“. En undersøgelse foretaget af en motorejerforening går videre og siger at „ni ud af ti motorejere hævder at have været offer for hidsigpropper i trafikken“. Interessant nok viser den samme undersøgelse at „kun seks ud af ti [motorejere] indrømmer at de selv har forløbet sig under kørselen“.

Hvad fremkalder denne vrede? Hvad kan du gøre for at beskytte dig hvis du er offeret? Hvis en andens kørsel ophidser dig, hvordan bør du så reagere? Eftersom der bliver flere og flere hidsigpropper på vejene rundt om i verden, hvordan kan man da tackle problemet?

Årsag og virkning

Vrede bilister er ikke et nyt fænomen. I 1817 beskrev den engelske digter Lord Byron for eksempel i et brev en disput han havde haft på vejen. Efter sigende havde en anden trafikant været „uforskammet“ over for Byrons hest. Det bevirkede at digteren gav ham en på siden af hovedet.

I de fleste lande stiger bilisternes frustration i takt med at trafikken bliver tættere. Det var i 1980’erne at amerikanske aviser benyttede det engelske udtryk „road rage“ („trafikvanvid“) om det der udløste voldelige optrin i trafikken. „Road rage“ er ikke en lovovertrædelse, men hentyder til de følelser der får bilister til at begå voldelige overfald fordi de føler sig provokeret af andres kørsel.

Trafikken på vejene er i dag præget af mig-først-mentaliteten. Forskere i kørevaner konkluderer at „de voldelige eller aggressive næsten altid mener at de er uskyldige ofre for en anden bilists asociale opførsel,“ skriver Londonavisen The Times. Uanset hvor vildt en bilist kører, vil han kunne retfærdiggøre det. Men når en anden bilist ikke viser den høflighed han burde, blusser vreden op.

Den omsiggribende narkokultur der er udbredt blandt unge, er også skyld i at bilister hidser sig op. At føre bil i forbindelse med kokainmisbrug kan ifølge en hospitalslæge „sidestilles med spirituskørsel“. Bilister som tager narkotika, har ofte et forvrænget billede af deres egne evner. Det betyder at nogle kører uforsvarligt. Andre kører uberegneligt fordi deres opfattelsesevne er hæmmet.

Lad os også se på den virkning stress kan have på en bilist. Professor Cary Cooper fra Manchester University giver 1990’ernes stress og tilværelsens usikkerhed skylden for at mange bilister mister besindelsen. „Bilisterne er blevet mere stressede, og antallet af voldelige overfald er stigende,“ siger en talsmand for Englands kongelige motorejerforening. En travl informationschef som bruger mange timer på vejene til og fra arbejde, indrømmer at hun ikke længere er så tolerant som hun plejede at være. The Sunday Times citerer hende for at have sagt „Jeg er blevet hurtigere til at snerre og bliver sur over ubetydelige ting som ikke før generede mig.“ Måske har du det på samme måde. Hvis det er tilfældet, hvad kan du da gøre?

Undgå at provokere

Husk at andre bilister ikke er fuldkomne. De vil indimellem overtræde færdselsreglerne. Hav det i tanke når du kører, og vær forudseende. Forestil dig at du kører i den inderste kørebane, eller i krybesporet, på en flersporet motorvej. Du nærmer dig et vejknudepunkt hvor en nedkørsel lader trafikken komme ind på motorvejen. Foran dig ser du en bil nærme sig motorvejen fra nedkørselen. Tænker du at det var dig der var der først, og at du har ret til at blive i din bane? Hvorfor skulle du sænke farten og lade ham flette ind i trafikken? Hvorfor skulle du skifte til en fri bane for at den anden bilist kan komme ind på motorvejen? Men hvad vil der ske hvis du insisterer på at holde din bane og hastighed? Det kan være at den anden bilist tænker det samme. En af jer må give sig, for ellers vil det ende i en katastrofe.

Den kloge bilist som ikke vil provokere sine medtrafikanter til at miste besindelsen, er forudseende og kører hensynsfuldt. Han holder tilbage når han kan, og bliver ikke vred når andre bilister ikke gengælder hans venlighed. En repræsentant fra Englands Institut for Elitebilister skønner at hver tredje fører har en forkert indstilling. De har en god køreteknik, men er ikke hensynsfulde. Han kalder dem „gode chauffører, men dårlige bilister“.

De fleste bilister ignorerer indimellem andre trafikanter. Men det retfærdiggør ikke at du optræder uden pli. Tænk over hvilke konsekvenser din adfærd kan få. Du ønsker naturligvis ikke at din stædighed skal fremprovokere et harmonikasammenstød. Lad ikke følelserne løbe af med dig. En køreekspert giver dette råd: „Man må aldrig reagere på eller gengælde aggression på vejen.“ Lad være med at efterligne dem der ikke kan styre deres temperament i trafikken.

Er du offer?

Praktisk talt alle bilister har på et eller andet tidspunkt været offer for en anden bilists vrede. Den løftede knytnæve, de vrede skældsord og den aggressive kørsel virker skræmmende. Den bedste beskyttelse er at undgå konflikter. En bilist følte sig truet da en medtrafikant ville overhale ham. Til sidst pressede den vrede bilist sig ind foran og sænkede farten så pludseligt at offeret frygtede et sammenstød. Denne manøvre gentog sig i et stykke tid og ophørte først da den overhalende bilist drejede af.

Hvis du ser at en anden bilist vil ind foran dig, så gør plads til det. Lad være med at holde på din ret til at blive i din kørebane. Hvis du forsætligt har irriteret andre, så giv dem en undskyldning. Vis med en gestus at du er ked af at have opirret en anden bilist — også selv om det var uforvarende. Husk at et venligt ord kan afvende vrede.

Hvis du af en eller anden grund bliver offer for en anden bilists vrede, så lad være med at gøre gengæld. „Lad være med at give igen med samme mønt,“ råder tidsskriftet Focus. „Opbevar ikke ting i bilen der kan bruges som farlige våben.“ Et andet råd: Hold bildørene låste og vinduerne lukkede. Undgå øjenkontakt med en aggressor.

Disse forslag til hvordan man tackler hidsighed i trafikken, er ikke nye. De harmonerer med et råd som Israels kong David gav for mange år siden. „Bliv ikke optændt af vrede over de onde,“ rådede han. „Misund ikke dem der handler uret. Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.“ — Salme 37:1, 8.

Flere og flere mister besindelsen i trafikken, men lad være med at følge trop.

[Ramme/illustration på side 23]

Hvordan man undgår at forløbe sig i trafikken

En forening af motorejere siger at når det drejer sig om at skabe en bedre atmosfære på vejene, „er en holdningsændring lige så vigtig som fartbegrænsende vejkonstruktioner [såsom vejbump, indsnævringer af vejen osv.]“. At have et realistisk syn på ens egne og andre bilisters kørefærdigheder er vigtigt for at komme hidsighed i trafikken til livs. De fejl andre begår i trafikken, springer dig måske i øjnene, men husk at du også selv begår fejl. Accepter den kendsgerning at der er bilister som lader hånt om færdselsreglerne. Husk at koncentrere dig 100 procent om din kørsel. Træthed kan gøre en stresset, og et øjebliks koncentrationssvigt kan få fatale konsekvenser.

Overvej følgende råd, og læg mærke til hvordan de harmonerer med den vise kong Salomons ordsprog.

• Kan du ikke skjule din vrede for dine passagerer? Så foreslår de måske at du hidser dig ned. Lad være med at affærdige deres råd ved at fortælle dem at de ikke har forstand på bilkørsel. Husk at det er langt sundere og livsforlængende at bevare roen. „Et roligt hjerte er liv for legemet.“ — Ordsprogene 14:30.

• Sæt dig i den anden bilists sted, og undgå på den måde problemer. „Den vise frygter og vender sig fra ondt, men tåben raser og er selvsikker.“ — Ordsprogene 14:16.

• Dæmp gemytterne med en undskyldende gestus eller et formildende ord. „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ — Ordsprogene 15:1.

• Andre bilister er måske tilbøjelige til at miste besindelsen, men lad være med at efterligne dem. „Gør dig ikke til ven med en vredladen mand.“ — Ordsprogene 22:24.

• Lad være med at blande dig i andres stridigheder. „Forsvind . . . før striden bryder ud.“ — Ordsprogene 17:14.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del