Kaotisk vejr

DE FLESTE af os er på den ene eller den anden måde afhængige af brændstof der indeholder kul. Vi kører rundt i biler og andre befordringsmidler som bruger benzin eller dieselolie. Vi bruger elektrisk strøm der er produceret på et kraftværk som bruger kul, naturgas eller olie. Vi bruger træ, trækul, naturgas og kul til madlavning og opvarmning. Alt dette afgiver kuldioxid til atmosfæren. Denne luftart holder på den varme vi får fra Solen.

Vi tilfører også atmosfæren andre luftarter der kan holde på varmen. Kvælstofholdig gødning som bruges i landbruget, udskiller kvælstofforilte (dinitrogenoxid, også kaldt lattergas). Rismarker og marker der bruges til opfedning af kvæg, frigiver metan. Ved fremstilling af skumplastprodukter og ved andre industrielle produktionsmetoder dannes der CFC-gasser (klorfluorcarboner). Ud over at holde på varmen ødelægger CFC-gasser ozonlaget i Jordens stratosfære.

Med undtagelse af CFC-gasserne, hvis anvendelse nu er reguleret, bliver disse varmeabsorberende gasser i stadig stigende omfang frigivet til atmosfæren. Dette skyldes i nogen grad Jordens stigende befolkningstal samt væksten i energiforbruget, i den industrielle aktivitet og inden for landbruget. Ifølge miljøbeskyttelsesorganisationen Environmental Protection Agency, der har hovedsæde i Washington, D.C., USA, sender vi årligt seks milliarder tons kuldioxid og andre drivhusgasser ud i atmosfæren. Disse drivhusgasser forsvinder ikke bare. De kan forblive i atmosfæren i årtier.

Der er to ting forskerne generelt er temmelig sikre på. For det første at mængden af kuldioxid og andre drivhusgasser i atmosfæren er steget i løbet af de sidste årtier og århundreder. For det andet at overfladetemperaturen på Jorden i løbet af de sidste hundrede år gennemsnitlig er steget med 0,3 til 0,6 grader celsius.

Er der en forbindelse mellem den globale opvarmning og den menneskeskabte ophobning af drivhusgasser? Ifølge nogle videnskabsmænd er det formentlig ikke tilfældet. De peger på at temperaturstigningen falder inden for rammerne af den naturlige variation, og nævner at den måske skyldes Solen. Mange klimaeksperter er imidlertid enige om det der siges i en rapport udarbejdet af FN’s klimapanel (IPCC). Panelet hævder at temperaturstigningen „sandsynligvis ikke kun har en naturlig årsag“, og at „afvejningen af de forskellige vidnesbyrd tyder på at mennesket har en påviselig indflydelse på det globale klima“. Man er dog stadig usikker på hvorvidt menneskelige aktiviteter er ved at opvarme vor planet — især med hensyn til hvor hurtigt det i givet fald vil gå i det 21. århundrede, og hvilke konsekvenser det helt præcis vil få.

Usikkerheden skaber debat

Klimatologernes forudsigelse af en kommende drivhuseffekt er baseret på klimamodeller som man har bearbejdet på nogle af de hurtigste og kraftigste computere i verden. Jordens klima bliver imidlertid reguleret af et særdeles kompliceret samspil mellem dens rotation, atmosfæren, verdenshavene, isen, landenes geografi og Solen. Når så mange faktorer er involverede i så stort et omfang, kan ingen computer med sikkerhed forudsige hvad der vil ske om 50 eller 100 år. Tidsskriftet Science har for nylig bemærket: „Mange klimaeksperter advarer om at det endnu ikke er fastslået at menneskelige aktiviteter er begyndt at opvarme planeten — eller hvor slem en opvarmning drivhuseffekten vil forårsage når den kommer.“

Usikkerheden gør det let at afvise faren. Forskere der er skeptiske med hensyn til den globale opvarmning, og magtfulde industriforetagender som har økonomisk interesse i at opretholde status quo, hævder at den viden man har på nuværende tidspunkt, ikke retfærdiggør en forandring som kunne blive meget bekostelig. Når alt kommer til alt, siger de, vil det måske slet ikke gå så galt som mange mener.

Økologer prøver at bekæmpe denne tendens ved at påpege at den videnskabelige usikkerhed luller politikerne i søvn. Det er rigtigt at klimaet i fremtiden måske ikke udvikler sig så uheldigt som nogle frygter, men det er også muligt at situationen udvikler sig langt værre end frygtet. At man ikke med sikkerhed ved hvad der vil ske i fremtiden, bør ikke betyde at man undlader at gøre noget for at begrænse risikoen. Folk der holder op med at ryge, kræver for eksempel ikke først et videnskabeligt bevis for at de, hvis de fortsætter med at ryge, med sikkerhed vil udvikle lungekræft 30 eller 40 år senere. De holder op fordi de erkender risikoen og ønsker at minimere eller eliminere den.

Hvad bliver der gjort?

Eftersom der er så megen debat om omfanget af problemet med den globale opvarmning — og om hvorvidt problemet overhovedet eksisterer — er det ikke så mærkeligt at der er delte meninger om hvad man bør gøre ved det. Miljøorganisationer har i årevis søgt at fremme en mere udbredt anvendelse af forureningsfri energikilder. Man kan bruge solenergi, vindkraft, vandkraft og underjordiske forekomster af varmt vand eller vanddamp.

Miljøfolk har opfordret landenes regeringsmyndigheder til at udstede love som kan reducere udslippet af varmeabsorberende gasser. Det har fået nogle regeringer til at underskrive forskellige aftaler. Ved en miljøkonference i 1992 i Rio de Janeiro, Brasilien, undertegnede repræsentanter fra hen ved 150 lande en traktat hvori man forpligtede sig til at reducere mængden af drivhusgasser, især kuldioxid, som sendes ud i atmosfæren. Målet var at de industrialiserede landes udslip af drivhusgasser omkring år 2000 skulle være reduceret til samme niveau som i 1990. Nogle lande har gjort fremskridt på dette område, men flertallet af de rige nationer har langtfra opfyldt denne beskedne forpligtelse. I stedet for at skære ned producerer de fleste lande mere drivhusgas end nogen sinde før. I USA regner man for eksempel med at udledningen af kuldioxid i år 2000 vil være 11 procent større end i 1990.

I den senere tid har man taget skridt til at indgå mere bindende internationale aftaler. I stedet for at lade reduktionerne i udslippet være frivillige som i aftalen fra 1992, stilles der nu krav om at de skal gøres obligatoriske.

Nedskæringens pris

Politiske ledere vil gerne betragtes som miljøvenlige. På den anden side er de også opmærksomme på de økonomiske konsekvenser en forandring kan få. Ifølge tidsskriftet The Economist er 90 procent af Jordens befolkning afhængig af kulstofholdigt brændstof til energiproduktion. En ændring af dette ville indebære store forandringer, og der er voldsom debat om hvor store omkostningerne ville blive.

Hvad ville det koste at reducere udslippet af drivhusgasser så meget at det i år 2010 var 10 procent lavere end i 1990? Svaret afhænger af hvem man spørger. Lyt engang til de modstridende synspunkter i USA, den nation der sender mere drivhusgas ud i atmosfæren end nogen anden. Industriens tænketanke advarer om at en sådan nedskæring ville betyde at 600.000 blev arbejdsløse, og den ville årligt koste USA milliarder af dollars. Modsat hævder miljøforskerne at man ved at gennemføre en sådan reduktion i udslippet kunne spare milliarder af dollars hvert år og skabe 773.000 nye arbejdspladser.

Trods miljøorganisationernes krav om at der må handles her og nu, bruger magtfulde repræsentanter for industrien — automobilproducenter, oliemagnater og kulproducenter, for blot at nævne nogle få — deres store indflydelse og deres mange midler til at nedtone truslen om global opvarmning og overdrive den betydning det rent økonomisk ville få hvis man gik væk fra brugen af fossilt brændstof.

Debatten fortsætter. Hvis det er rigtigt at vi er i færd med at ændre klimaet her på Jorden — og nøjes med at tale om det — kan vendingen „alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det“ pludselig få en ny, ildevarslende betydning.

[Ramme på side 5]

Kyoto-aftalen

For at gøre noget konkret ved truslen om global opvarmning mødtes mere end 2200 delegerede fra 161 lande i december 1997 i Kyoto, Japan, for at udarbejde og vedtage en aftale. Efter at have debatteret spørgsmålet i mere end en uge besluttede man at industrilandene i år 2012 samlet skal have reduceret deres årlige udslip af drivhusgasser til et gennemsnit der ligger 5,2 procent under niveauet for 1990. Hvilke sanktioner der skal iværksættes over for dem der ikke overholder aftalen, vil blive afgjort senere. Hvor stor betydning vil en sådan reduktion få såfremt alle lande overholder aftalen? Øjensynlig en meget lille betydning. Tidsskriftet Time rapporterer: „Hvis man skulle opnå en væsentlig nedgang i den mængde drivhusgasser der har hobet sig op i atmosfæren siden den industrielle revolution begyndte, ville det kræve en reduktion på 60 procent.“

[Ramme/diagram på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Illustration af drivhuseffekten

Drivhuseffekten: Jordens atmosfære holder på varmen fra Solen omtrent på samme måde som ruderne i et drivhus. Sollyset opvarmer Jorden, og denne varme — der udbredes som infrarød stråling — har ikke så let ved at undslippe atmosfæren. Drivhusgasserne bremser denne stråling og sender noget af den tilbage til Jorden. På den måde medvirker de til at Jordens overflade opvarmes.

1. Solen

2. Tilbageholdt infrarød stråling

3. Drivhusgasser

4. Stråling som undslipper

[Ramme/diagram på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kræfter som bestemmer klimaet

For at forstå den aktuelle debat om global opvarmning, må man have kendskab til nogle af de ærefrygtindgydende kræfter der er bestemmende for klimaet. Lad os se på nogle af de grundliggende faktorer.

1. Solen — kilden til varme og lys

Livet på Jorden er afhængigt af det enorme kernekraftanlæg som vi kalder Solen. Den er mere end en million gange større end Jorden og sørger for en stabil forsyning af varme og lys. En nedgang i forsyningen ville betyde at Jorden blev indhyllet i is. En forøgelse ville gøre den stegende varm. Eftersom Jorden i sit kredsløb befinder sig i en afstand af 150 millioner kilometer fra Solen, modtager den kun en halv milliardtedel af den energimængde Solen udsender. Det er imidlertid netop den mængde der skal til for at skabe et klima hvori livet kan trives.

2. Atmosfæren — Jordens „varmetæppe“

Det er ikke kun Solen der afgør Jordens temperatur. Vores atmosfære spiller også en vigtig rolle. Jorden og Månen befinder sig i nogenlunde samme afstand fra Solen og modtager derfor forholdsmæssigt omkring den samme mængde varme. Mens gennemsnitstemperaturen på Jorden er cirka 15 grader celsius, er den ikke mere end minus 18 grader celsius på Månen. Hvorfor er der forskel? Fordi Jorden har en atmosfære; det har Månen ikke.

Atmosfæren — Jordens svøb af oxygen (ilt), nitrogen (kvælstof) og andre gasser — holder på noget af solvarmen og lader resten undslippe. Man har ofte sammenlignet situationen med det der sker i et drivhus. Som de fleste ved, består taget og væggene i et drivhus af glas- eller plasticruder. Sollyset trænger nemt igennem disse ruder så drivhuset bliver opvarmet, og samtidig holder væggene og taget på varmen.

Omtrent på samme måde slipper atmosfæren sollyset igennem så det kan opvarme Jordens overflade. Jorden sender denne varmeenergi tilbage til atmosfæren i form af infrarød stråling. Meget af denne stråling fortsætter dog ikke straks ud i rummet fordi visse gasser i atmosfæren absorberer den og sender den tilbage til Jorden, som på den måde opvarmes. Denne opvarmningsproces kaldes drivhuseffekten. Hvis atmosfæren ikke på denne måde tilbageholdt varmen fra Solen, ville Jorden være lige så livløs som Månen.

3. Vanddamp — den vigtigste drivhusgas

Nioghalvfems procent af atmosfæren består af to luftarter: nitrogen og oxygen. Skønt disse gasser spiller en vigtig rolle i de komplicerede kredsløb der opretholder livet på Jorden, har de næsten ingen direkte indflydelse på klimaet. Klimaregulationen varetages af den resterende ene procent af atmosfæren, varmeabsorberende drivhusgasser som omfatter vanddamp, kuldioxid, dinitrogenoxid (lattergas), metan, klorfluorcarboner og ozon.

Den vigtigste drivhusgas — vanddamp — bliver ofte slet ikke opfattet som en gas fordi det vi normalt forbinder med vand, er vand i flydende form. Hvert eneste molekyle vanddamp i atmosfæren indeholder varmeenergi. Når skyernes vanddamp afkøles og fortættes, frigøres der varme som forårsager kraftige varmestrømninger. Vanddampens dynamiske bevægelse i atmosfæren spiller en vigtig og meget indviklet rolle i forbindelse med både vejret og klimaet.

4. Kuldioxid — en forudsætning for liv

Kuldioxid er den gas man oftest nævner i debatten om global opvarmning. Men det er misvisende at kalde dens tilstedeværelse for forurening. Kuldioxid spiller en vital rolle i fotosyntesen, den proces hvorved de grønne planter fremstiller deres egen føde. Mennesker og dyr indånder ilt og udånder kuldioxid. Planter optager kuldioxid og frigiver ilt. Kuldioxid er i virkeligheden en af de faktorer Gud har tilvejebragt for at gøre livet på Jorden muligt.a Men for meget kuldioxid i atmosfæren svarer åbenbart til at tage et ekstra tæppe over sig når man går i seng. Det øger varmen.

En kompliceret række kræfter

Det er ikke kun Solen og atmosfæren der har afgørende indflydelse på klimaet. Verdenshavene, iskalotterne, overflademineralerne og vegetationen, Jordens økosystemer, en lang række biogeokemiske processer og de kræfter der bestemmer Jordens bane omkring Solen, spiller også ind. Klimaforskning involverer stort set alle de videnskaber der har med Jorden at gøre.

Solen

Atmosfæren

Vanddamp (H₂O)

Kuldioxid (CO₂)

[Fodnote]