FN’s ungdomsprogrammer — en succes?

FOR omkring 15 år siden udråbte FN 1985 til Internationalt ungdomsår. Og for fire år siden indledte FN et verdensprogram til fordel for unge frem til og efter år 2000. Man håbede at disse initiativer ville mindske problemerne og øge mulighederne for de over en milliard unge i verden. Har disse programmer forbedret de unges situation?

Det har de på nogle områder. Choices, et tidsskrift der udgives af FN’s Udviklingsprogram, giver nogle eksempler: I Thailand var over halvdelen af børnene under den skolepligtige alder underernærede i 1982. Mindre end ti år senere var det de færreste børn der led af moderat og alvorlig underernæring. I landet Oman var der kun tre skoler i 1970, og der var kun 900 elever, som alle var drenge. Men i 1994 gik næsten 500.000 børn i skole, og 49 procent af dem var piger. Der er ingen tvivl om at disse tiltag har været en succes.

FN-publikationen United Nations Action for Youth skriver dog at især i udviklingslande bliver de positive resultater overskygget af vedvarende problemer inden for uddannelse, beskæftigelse og fattigdom — for blot at nævne nogle få områder som verdensprogrammet har som mål at gøre noget ved.

I mange udviklingslande vil det for eksempel ikke være muligt at tilbyde alle børn en grundlæggende skoleuddannelse inden år 2000. Ofte kan forældre i disse lande ikke sende deres børn i skole fordi der ikke er nogen skoler, eller fordi de ikke har penge til det. Det betyder at „antallet af analfabeter fortsat vil stige,“ skriver United Nations Action for Youth. Analfabetisme fører til arbejdsløshed, der igen resulterer i en bred vifte af sociale problemer, som for eksempel „lavt selvværd, marginalisering“, dyb fattigdom og spild af de unges færdigheder. Og selv om fattigdom rammer både unge og gamle, er de unge særlig sårbare. FN-publikationen konkluderer at trods disse bestræbelser er „sult og fejlernæring stadig nogle af de mest alvorlige og ukontrollable trusler mod menneskeheden“.

Selv om velmenende programmer og energiske fagfolks indsats har resulteret i nogle forbedringer, har de ikke kunnet fjerne årsagen til samfundets problemer. Der skal mere til hvis det skal lykkes. I bogen Mensenrechten en de noodzaak van wereldbestuur (Menneskerettigheder og nødvendigheden af en verdensregering) står der at problemerne i verden kun kan løses ’hvis der indføres en verdensregering som er i stand til at gennemtvinge sine mål’. Det er derfor ikke overraskende at der er kristne — både unge og gamle — som ser frem til Guds kommende rige, den verdensregering Jesus lærte sine disciple at bede om. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Denne regering vil kunne løse verdens problemer.

[Illustration på side 31]

Det er en fundamental ret og en nødvendighed for alle børn at modtage undervisning

[Kildeangivelse]

Foto: WHO af J. Mohr

[Kildeangivelse på side 31]

Foto: FAO/F. Mattioli

[Kildeangivelse på side 31]

Logo: FN-foto