Hvad siger Bibelen?

Skal de døde æres?

„En dybt rodfæstet følelse får de fleste til at behandle et dødt menneskelegeme med respekt. Man føler ikke den samme respekt for et dødt dyr.“ — Encyclopædia Britannica.

DE FLESTE ærer på en eller anden måde deres afdøde slægtninge. De døde bliver æret med mindeord i aviser eller med lovtaler. I visse lande er det almindeligt med omstændelige begravelsesceremonier hvori der indgår religiøse eller traditionelle ritualer. Sådanne ceremonier for de døde kan strække sig over flere dage, uger eller måneder. Skoler, lufthavne, gader og byer er blevet opkaldt efter afdøde berømtheder, og man har rejst monumenter og indført helligdage for at mindes heroiske personligheder.

Imidlertid er de døde ifølge Guds ord uvidende om den ære man viser dem. (Job 14:10, 21; Salme 49:17) De døde eksisterer kun i de minder andre har om dem. Bibelen siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Skriften giver løfte om at der vil finde en opstandelse sted i fremtiden. (Johannes 5:28, 29; 11:25) Indtil det tidspunkt eksisterer de døde ikke. De er blot støv. — 1 Mosebog 3:19; Job 34:15.

Når nu Bibelen så tydeligt viser hvad der er de dødes tilstand, er det så ikke formålsløst at ære dem? Skal kristne følge traditionsbestemte skikke når de forretter begravelser for deres kære?

Ritualer der bygger på en forkert antagelse

Mange, ja måske størsteparten, af de traditionsbestemte ritualer folk følger når nogen dør, har dybe rødder i ubibelske religiøse læresætninger. Det hævdes at nogle ritualer kan „beskytte den afdøde mod angreb fra dæmoner; undertiden har formålet med disse ritualer været at beskytte de levende mod at døden griber om sig, eller mod chikanerier fra den døde,“ oplyser Encyclopædia Britannica. Enhver skik der bygger på den forkerte antagelse at den døde lever videre i en usynlig verden, er i direkte modstrid med sandheden fra Bibelen. — Prædikeren 9:10.

Den måde hvorpå mange ærer deres døde, er en form for tilbedelse og kan indbefatte ofringer og bønner til døde forfædre. Nogle af dem der udfører sådanne ritualer, betragter det ikke som tilbedelse, men som et udtryk for ærbødighed eller dyb respekt for den døde. Denne måde at ære døde forfædre på har ikke desto mindre religiøse undertoner og strider imod Bibelens lære. Jesus Kristus sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Lukas 4:8.

Et ligevægtigt syn

At vise de døde ære og respekt har dog ikke altid forbindelse med forkerte religiøse læresætninger. For eksempel berettes der i Bibelen om hvordan den trofaste kong Ezekias blev æret efter sin død. Guds folk „begravede ham på skråningen op til Davids sønners grave; og hele Juda og alle Jerusalems indbyggere viste ham ære ved hans død“. (2 Krønikebog 32:33) I forbindelse med Jesus siger Bibelen at hans disciple ’tog Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse’. — Johannes 19:40.

I Bibelen er der mange andre tilfælde hvor man har fulgt en særlig praksis i forbindelse med de dødes legeme og begravelse. Disse skikke havde intet med forfædredyrkelse at gøre, og de byggede heller ikke på den misforståelse at den døde har indflydelse på de levendes velbefindende. De sørgende viste tværtimod dem de elskede, dyb respekt. Bibelen har ikke noget at indvende imod at man viser en sådan respekt, for den bygger på naturlige menneskelige følelser. Bibelen bifalder dog ikke at begravelser bliver en anledning til overdådige eller hysteriske optrin. På den anden side tilskynder den ikke kristne til at være følelseskolde eller upåvirkede af at nogle dør.

Når Jehovas vidner overværer en begravelse, vil de derfor vise den døde tilbørlig respekt og ære. (Prædikeren 7:2) I forbindelse med blomster, forrettelse af begravelsen og andre lokale skikke må den enkelte kristne grundigt overveje hvad han vil gøre, så han undgår skikke der strider imod Bibelen. Det er nødvendigt at vise dømmekraft og at være ligevægtig i sådanne spørgsmål. Opslagsværket Encyclopædia of Religion and Ethics forklarer at „et ritual fra tid til anden ændrer betydning så at den betydning ritualet senere bliver tillagt, kan være helt forskellig fra den oprindelige, og at den opfattelse folk i almindelighed har af ritualet, måske ikke kaster lys over dets oprindelse.“a

Er det forkert at prise den døde?

Man må også være ligevægtig i forbindelse med det at holde lovtaler over den afdøde. Jehovas vidner søger at trøste de efterladte ved begravelser. (2 Korinther 1:3-5) Der kan ved en sådan højtidelighed være en eller flere talere på programmet. Men det vil ikke være passende at benytte anledningen til at lade en lang række mennesker holde lovtaler for den afdøde. Begravelsen bør snarere bruges som en anledning til at prise Guds storslåede egenskaber, deriblandt den kærlighed han har vist os ved at give os håbet om en opstandelse.

Det betyder dog ikke at det vil være forkert at mindes nogle af den afdødes gode egenskaber i et begravelsesforedrag. (Jævnfør Anden Samuelsbog 1:17-27.) Når den døde har været trofast mod Gud indtil døden, er han eller hun et udmærket eksempel til efterfølgelse. (Hebræerne 6:12) Det er gavnligt at tænke over hvad det fører til for Guds tjenere at bevare deres uangribelighed. Når man deler sådanne positive tanker med andre under en begravelse, trøster man de efterladte og ærer mindet om den døde.

Sande kristne tilbeder ikke de døde. Og de følger ikke ritualer som er i modstrid med den sandhed vi finder i Bibelen. På den anden side har Guds tjenere ikke den yderliggående holdning at alle begravelsesskikke er nyttesløse og unødvendige eftersom de døde kun er støv. De sørger over og mindes deres døde. Men den smerte og sorg de føler, mildnes af Bibelens løfte om at de døde ikke lider, og at der er et håb om en opstandelse.

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

Et begravelsesoptog til ære for Sveriges konge, Gustav II, i 1632

[Kildeangivelse]

Fra bogen Bildersaal deutscher Geschichte