Hvor ligger det legendariske Vinland?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I CANADA
DET var et land med selvsået hvede og vandløb der vrimlede med laks, et land med vildtvoksende „vinbær“ (tranebær) og frostfrie vintre. Efter de forhold der herskede for tusind år siden, var det et paradis. Beretningen om 36 modige mænd der drog dertil på langfart, dannede i det 20. århundrede basis for en ekspedition. Dens formål var at undersøge stedet hvor europæerne kan have gået i land første gang de kom til Nordamerika.
På et tidspunkt mellem år 990 og år 1000 drog vikingen Leif Eriksen (måske bedre kendt som Leif den Lykkelige) og hans mænd ud på en 2400 kilometer lang ekspedition. Da Leif den Lykkelige sejlede nordpå langs Grønlands vestkyst og siden satte kurs mod vest, stødte han på to landområder, som han kaldte Helluland og Markland. I dag identificeres de med Baffin Island og Labrador. Men ekspeditionens tredje landsætning er fortsat en gåde — hvor ligger det legendariske Vinland?
I 1959 indledte arkæologerne Helge og Anne Stine Ingstad deres søgen. De havde ikke meget andet at gå efter end de gamle nordboeres optegnelser, de islandske sagaer, som er en blanding af fiktion og virkelighed. Ægteparrets rejser førte dem tusinder af kilometer over hav og land og gennem luftrummet, fra den ene ende af Nordamerikas østkyst til den anden. Til sidst blev de belønnet da de tilfældigt havnede i L’Anse aux Meadows, et lille lokalsamfund på den nordlige del af øen Newfoundland. Dér førte en lokal beboer, George Decker, dem hen til et område hvor der var noget som godt kunne ligne tilgroede ruiner af en boplads.
Syv års arkæologiske udgravninger lod til at fastslå stedets historie og fangede verdens opmærksomhed. Interessant nok afdækkede ægteparret Ingstad otte tørvehuse og fandt frem til en bronzenål der havde været brugt til at holde sammen på en klædedragt. Det bar alt sammen tydeligt præg af at stamme fra vikingetiden. En af de mest afgørende opdagelser var en lille ovn til at udsmelte jern i. Man kunne datere den efterladte slagge til den tid hvor Leif den Lykkelige ifølge sagaerne ankom til Den Nye Verden. Bevismaterialet som man endelig var kommet i besiddelse af, syntes at bekræfte at vikingerne havde været i Nordamerika.
Det sted der nu kaldes L’Anse aux Meadows svarer ikke til sagaernes beskrivelse af Vinland. Og man vil sandsynligvis aldrig med vished kunne angive dette lands beliggenhed nøjagtigt. Men selv om vikingerne måske ikke var de første der kom til Nordamerika, lader det til at de kom 500 år før Columbus.
I dag kan man besøge bopladsen og få et lille indblik i vikingernes levevis. Man kan se en rekonstruktion af tørvehytterne og en kopi af det vikingeskib som Leif den Lykkelige måske sejlede med på sit heltemodige togt. Guider iført datidens klædedragter kan sætte gang i ens fantasi så man føler sig hensat til vikingetiden og bedre kan leve sig ind i vikingernes dagligdag.
[Kort på side 12]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
GRØNLAND
BAFFIN ISLAND
LABRADOR
L’ANSE AUX MEADOWS
NEWFOUNDLAND
[Illustration på side 12]
En seksten og en halv meter lang kopi af et af vikingernes handelsskibe kaldet en „knarr“
[Kildeangivelse]
Nordfoto/Carl D. Walsh
[Illustration på side 13]
Rekonstruerede tørvehuse i L’Anse aux Meadows
[Kildeangivelse]
L’Anse aux Meadows National Historic Site/UNESCO World Heritage Site
[Illustration på side 13]
Leif den Lykkelige