Én verden, én regering, under Guds suverænitet

I ÅRHUNDREDER har det været hævdet at en regerings suverænitet hovedsagelig udledes af det folk regeringen styrer.a I statsvidenskaben taler man om suverænitet som „den øverste magt i en stat, den magt hvormed regeringen udøves“.b I de senere år er flere og flere lande gået ind for den idé at suveræniteten beror hos folket.c Men i nogle lande anerkendes det stadig at den øverste magt i staten ejes af den suveræne hersker, for eksempel en konge eller en kejser. Uanset hvordan det nu forholder sig, findes der ikke i dag noget enkelt menneske eller nogen enkelt national gruppe af mennesker som udøver suveræniteten over hele jorden. Nej, vor jord er et sted hvor mange udøver suverænitet. Dette er en hovedårsag til strid og uenighed. Jorden har ingen ro, ingen global fred.

Vi er alle berørt af at nationerne rundt om på jorden udøver suverænitet. Forholdsvis få af os kan kaldes mennesker „uden fædreland“. De fleste af os er medlemmer af en nation, borgere i et land. Som sådanne forventes det at vi har national stolthed. Vi er gjort meget nationalbevidste sådan at vi tager det ilde op, føler os stødt, når der tales nedsættende om den nation vi repræsenterer. Når der er stridigheder mellem nationer, indtager mange ivrige tilhængere af deres eget lands regering den patriotiske holdning der udtrykkes med ordene: „Ret eller uret — det er mit fædreland!“

I dag er der flere nationer end på noget tidligere tidspunkt i menneskets historie som kræver borgernes loyalitet. I den verdensorganisation der er kendt som De forenede Nationer er der på nuværende tidspunkt et hundrede og otteogtredive medlemsnationer af forskellig politisk farve. Dertil kommer nogle nationer som stadig er uden for De forenede Nationers organisation. Hver af disse nationer, hvad enten den er inden for eller uden for De forenede Nationer, våger skinsygt over sin suverænitet indadtil og udadtil. Hver nation gør krav på og våger over den regeringsmagt som en politisk stat indadtil har over sine egne borgere og endog over fremmede der bor inden for landets grænser og over borgernes private skibe på havene. Under udøvelsen af suveræniteten udadtil insisterer hver nation på at den har ret til at træde i forhold til enhver fremmed politisk stat, enten ved at slutte en fredelig aftale med den eller ved at erklære den krig. Fra et menneskeligt standpunkt synes alt dette i dag at være rigtigt og naturligt. Patriotisk.

Nationalismen er kommet i forgrunden nu i det tyvende århundrede, efter den første krig som kunne kaldes en verdenskrig. Det viser de historiske kendsgerninger. Ifølge sejrherrerne blev krigen kæmpet for at sikre verden demokrati. Det blev som en epidemi at folkene overalt stræbte efter national suverænitet ved at skabe nye politiske stater. Nationalismen er blevet en plage for hele menneskeheden. I stedet for at føre til mere fred i verden ved at tilfredsstille de lokale folkegruppers ønske om national selvstændighed, har den ført til en mangedobling af problemerne både nationalt og internationalt. Efter at Folkeforbundet havde virket i nitten år og efter at De forenede Nationer nu har virket i tredive år, er der i dag ikke noget „nationernes broderskab“, ligesom der heller ikke er noget „menneskenes broderskab“. Og dog, er alle mennesker ikke brødre „under huden“? Er ikke alle nationer broderfolk, som udgøres af borgere der er brødre „under huden“? Hvorfor har vi da ikke dette verdensomfattende broderskab som burde få alle mennesker overalt til at handle som brødre i én stor familie der holder sammen i kærlighed?

Vi er nødt til at indrømme at menneskeheden i dag ikke udgør „én verden“ og at den, trods De forenede Nationers eksistens, ikke er under „én regering“. Kunne vi tænke os at alle levende mennesker udgjorde „én verden“ og var under „én regering“? I betragtning af hvad menneskene har erfaret i de forløbne seks tusind år, ville det være noget meget ønskværdigt for alle som tragter efter harmoni, fred, retfærdighed, tryghed, menneskeligt fællesskab og glæde over livet.

Uanset hvor vi bor på denne planet er vi alle bundet til den. Det er rigtigt nok at man med seks ture ud i rummet har landsat mennesker på månen, men disse mænd måtte for at overleve nødvendigvis vende tilbage til jorden. Og de har været glade for at komme tilbage til denne jord. Det er her de er bestemt til at leve, og det er kun her menneskene kan leve evigt som mennesker. Alle er, uanset hvor de bor på denne planet, hinandens naboer, for de er alle beboere på denne ene jord. De har i almindelighed alle brug for de samme livsfornødenheder. Og nu har hurtige kommunikationsmidler som telefon, telegraf, radio og fjernsyn, og forskellige samfærdselsmidler til lands, til vands og i luften, bragt alle mennesker nærmere hinanden end nogen sinde. Aldrig før har jordens folk været så afhængige af hinanden.

Det menneskelige samfund er ligesom et stort menneskelegeme. En hvilken som helst del af det berøres af det der sker med en hvilken som helst anden del af det. I betragtning af de fremskridt den moderne krigsvidenskab har gjort, ville endnu en verdenskrig, en krig hvori man anvendte kernevåben og interkontinentale raketter, få katastrofale følger for alle mennesker og dyreskabninger på jorden.

Hele menneskeheden er i fare for at blive udslettet. Det anerkendes nu at en fælles menneskelig indsats af globalt omfang er nødvendig for at afværge en sådan verdenskatastrofe. Det er ligefrem i folks egeninteresse at en sådan indsats kræves. Men hvor iblandt de egennyttige af i dag er der følelsen af at det er tvingende nødvendigt at samarbejde for at afværge eller forebygge det værste? En opfordring til samarbejde kommer fra det fjerne østen:

Under overskriften „Miki: Menneskeheden er fortabt uden samarbejde“ skrev Singapore-bladet Times den 26. januar 1975: „TOKYO, lørdag. — Premierminister Tako Miki advarede i går verden om at den var fortabt hvis de enkelte nationale interesser forfølges på en snæversynet, kortsynet måde. Mr. Miki sagde i en programtale i det japanske parlament: ’Verden bliver mindre og mindre, og hele menneskeheden er i samme båd.’ Han understregede behovet for internationalt samarbejde som følge af nationernes indbyrdes afhængighed. . . . ’Men beklageligvis har verden endnu ikke nået det stade hvor den fuldt ud erkender denne indbyrdes afhængighed. Hvis denne situation vedvarer er det klart at vi i en ikke alt for fjern fremtid vil være fortabt. I denne tidsalder kan ingen enkelt nation og intet enkelt individ længere klare sig alene. Det endelige mål for ethvert lands diplomatiske stræben er naturligvis at sikre dets nationale egeninteresser. Dette udtryk må imidlertid ikke opfattes i den snævre, kortsynede betydning’.“

HVAD DER MANGLER VED DET INTERNATIONALE SAMARBEJDE

Denne advarsel fra den japanske premierminister var i sandhed alvorlig. Han er stærkt overbevist om at menneskeheden nu nødvendigvis må vælge mellem fuldt internationalt samarbejde og — undergang! Imidlertid mener han ikke at hver enkelt stat skal opgive sin egen nationale suverænitet mens dette samarbejde varer. Følgelig er „det endelige mål for ethvert lands diplomatiske stræben“ at sikre landets nationale interesser. På denne måde vil de nationale grupper overalt kunne holde fast ved deres egen nationale suverænitet. Dette ville give rum for national stolthed, og alle splittende virkninger deraf ville fortsat gøre sig gældende. Dette ville således modvirke en sand indre enhed mellem de nationale grupper. Det ville være en svaghed, en svækkelse af det internationale samarbejdes styrke. Resultatet ville aldrig blive „én regering“, aldrig „én verden“.

Er det der skal til for at frelse menneskehedens verden fra undergang altså blot samarbejde mellem suveræne politiske stater? Det er åbenbart at noget mere er tiltrængt, noget meget vigtigt. Det nu afdøde Folkeforbund opfyldte ikke dette behov. De forenede Nationer, som vi har nu, har heller ikke opfyldt det. Verdens statsvidenskabsmænd kunne spørge: Hvad er det der er nødvendigt og som mangler ved sådanne organisationer for internationalt samarbejde? Vi svarer: Det er uselvisk samarbejde med den Ene som mange nationer hævder at de tilbeder. Hvem denne Ene er kan vi forstå ud fra en sang som i Nordamerika har været brugt som en slags nationalsang. Den hedder „My Country, ’Tis of Thee“, eller blot „America“. Når det sidste vers i denne sang spilles plejer de tilstedeværende at rejse sig, og dette vers lyder i oversættelse:

Vore fædres Gud, til dig,

frihedens ophav, til dig vi synger.

Måtte vort land længe være oplyst af frihedens hellige lys.

Beskyt os med din magt,

store Gud, vor konge.

I øvrigt bliver denne sang sunget på den engelske nationalsangs melodi, den der hedder „God Save Our Gracious King (Queen)“. I overensstemmelse med sidste vers af „America“ har De forenede Staters Højesteret engang afgjort at De forenede Stater er en kristen nation. I England er det sådan at kirke og stat er forenet, idet den anglikanske kirke er statskirke. Det er Bibelens Gud som omtales i denne sang. Alle kristenhedens nationer hævder at de tilbeder denne Gud. Når amerikanerne synger ordene „Store Gud, vor konge“ anerkender de med denne fædrelandssang Gud, „vore fædres Gud“, som den suveræne hersker, den der står over De forenede Staters øverste embedsmand. Men måske siger de der synger sangen mere end de mener? Lader de virkelig ham være den suveræne hersker, både over deres egen nation og over resten af universet? De der synger, viser at han er deres virkelige suveræne hersker ved helt og fuldt at underlægge sig ham og samarbejde med ham.

Den engelske bibeloversættelse der blev autoriseret af kong Jakob den Første af England i 1611 som den bibel der skulle læses i landets kirker, peger på denne Guds suverænitet. I Salme 83:18 siger denne oversættelse: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“d Som en opfyldelse af den bøn som denne salme indeholder, skal alle mennesker, alle jordens beboere, komme til at kende at den Gud hvis navn er Jehova, er den højeste af alle suveræne herskere og derfor den højeste over hele jorden. I dag tilbeder de fleste af de politiske nationer ikke Jehova som deres Gud, sådan som kristenhedens nationer hævder at de gør. Og selv om disse såkaldt kristne nationer hævder at de tilbeder den Gud hvis navn Bibelen siger er Jehova, så samarbejder de ikke virkelig med ham. Når alt kommer til alt, er der ikke en eneste af de nationer der er medlemmer af De forenede Nationers organisation der samarbejder med den højeste Gud, Jehova. Det er først når alle levende mennesker lydigt samarbejder med universets Suveræn at der kan blive „én verden“ under „én regering“.

HVIS SUVERÆNITET SKAL VI BESTEMME OS FOR?

Er dette hvad vi ønsker af hele vort hjerte? Eftersom de politiske stater ikke ønsker noget sådant på Guds måde, og eftersom de nægter at samarbejde med ham, er det overladt til hver enkelt af os at træffe en personlig afgørelse i det stridsspørgsmål som om kort tid må afgøres for alle på jorden. Det er et spørgsmål om vi hver især vil vise Jehovas universelle suverænitet den rette respekt og leve i harmoni med den. Kun ved at gøre dette vil vi komme til at opleve „én verden, én regering, under Guds suverænitet“.

Når vi alle samarbejder og handler som en enhed, kan vi i almindelighed få tingene gjort. Når vi arbejder sammen med den suveræne Herre, Gud Jehova, kan vi være helt sikre på at det vi gør, vil lykkes. Dette hjælper os til at forstå hvorfor nationernes internationale projekter ikke lykkes. Ganske vist er der, som følge af den desperate situation nationerne i dag befinder sig i, bestræbelser i gang for at forene verden under en samlet verdensorden. Ja, der er endog tale om at overgive verdenssuveræniteten til en enkelt organisation, De forenede Nationers organisation. Men når nationerne af hensyn til verdens fred og sikkerhed søger at hidføre „én verden“ under „én regering“, er det så den ’ene verden’ under den ’ene regering’ som Gud, den suveræne Herre, har i tanke? Er det den han har forudsagt i sit ufejlbarlige skrevne ord, Bibelen?

Vi ved at mennesker og nationer kan samarbejde om både ondt og godt. For næsten to tusind år siden gik nogle nationer sammen om noget ondt. De samarbejdede, men ikke med himmelens Gud, den Højeste. Dette blev der på højtidelig måde gjort opmærksom på i byen Jerusalem, efter at to mænd var blevet arresteret for at have forkyndt i byens tempel og efter at de var blevet forhørt i Højesteretten, truet og derefter løsladt. Om det sammenstød mellem de forskellige som udøvede suverænitet og som var indblandet dengang, fortæller den historiske beretning som vi finder i Bibelen følgende:

„Efter at være blevet løsladt gik de til deres egne og meddelte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. Da de hørte dette hævede de alle som én deres stemmer til Gud og sagde: ’Suveræne Herre, du er den der har dannet himmelen og jorden og havet og alle ting i dem, og som ved hellig ånd har sagt gennem vor forfader, din tjener Davids mund: „Hvorfor rejste nationer sig i oprør og pønsede folkeslag på tomme ting? Jordens konger stillede sig op og lederne samlede sig som én imod Jehova og imod hans salvede.“ Ja, både Herodes og Pontius Pilatus sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige tjener Jesus, som du salvede, for at gøre det din hånd og dit råd havde forudbestemt skulle ske. Og nu, Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.’“ — Apostelgerninger 4:23-29.e

Disse disciple af Jesus, Messias, traf hver især deres afgørelse og tog standpunkt for Skaberens universelle suverænitet. Derfor bad de til ham som har skabt himmelen og jorden om at hjælpe dem med at ignorere den afgørelse og den trussel som landets højesteret havde udtalt, og med at fortsætte den forbudte forkyndelse af Guds budskab om hans salvede tjener, Jesus, Messias. De afslørede den politiske sammensværgelse mellem kong Herodes Antipas, som repræsenterede idumæernes nationale gruppe, og landshøvdingen Pontius Pilatus, som repræsenterede romerriget og kejser Tiberius, og de ikke-kristne jøder. Deres bøn blev hørt, og forkyndelsen af den gode nyhed som lød fra disse tilhængere af Herren Gud Jehovas suverænitet, fortsattes, både blandt jøderne og senere blandt hedningefolkene. Som et resultat tog tusinder af troende standpunkt på den suveræne Herre Jehovas side for at samarbejde med ham om hans messianske hensigt.

I dag har vi nået højdepunktet i den guddommeligt ledede række af begivenheder som fører frem til „én verden“ under „én regering“ under Guds universelle suverænitet. Davids profetiske ord, som blev citeret i den bøn Messias’ disciple for nitten hundrede år siden opsendte i Jerusalem, fik dengang kun en indledende eller mindre opfyldelse. Den omfattede kong Herodes og landshøvdingen Pontius Pilatus, det jødiske folk og de romerske soldater som blev brugt til at nagle Jesus, Messias, til marterpælen. Nu, i det tyvende århundrede, afgiver verdensbegivenhederne som har fundet sted siden den første verdenskrigs udbrud i 1914, beviset for at vi er nået frem til den endelige og store opfyldelse af disse ord af David, som findes i den anden Salme. Nu står vi over for den endelige afgørelse af stridsspørgsmålet om Guds suverænitet. Vor personlige stillingtagen til dette stridsspørgsmål vil være af den største betydning for hver enkelt af os når man tænker på følgerne.

For at kunne træffe den afgørelse som vil føre til at vi oplever „én verden, én regering“ under Guds suverænitet, må vi have vejledning. Kan vi gå til de verdslige nationer for at få vejledning i denne sag? Nej, for de er i vildrede og synker dybere og dybere i rådvildhedens kviksand da de ikke kender nogen vej ud af deres voksende vanskeligheder. Vi kan heller ikke opnå noget godt resultat ved at vende os til nationernes religiøse institutioner, for de religiøse råd som disse har givet de politiske ledere, har netop ført nationerne frem til det nuværende internationale dødvande. For at få den nødvendige, ikke forældede, men realistiske og praktiske vejledning som kan føre os ad den rette vej, må vi henvende os til det skrevne ord som Han der for længe siden forudsagde denne verdens trængsel, har skænket os. Det var den vise kurs som den inspirerede salmist i oldtiden valgte. Idet salmisten henvender sig til det profetiske ords guddommelige Forfatter, siger han:

„Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed. Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden! Men at leve Gud nær er min lykke, min lid har jeg sat til den Herre [Jehova], at jeg kan vidne om alle dine gerninger.“ — Salme 73:24, 25, 28.

Ved nu at vælge hele universets Suveræn som vor tilflugt kan vi trygt stole på at han vil lede os med sit råd og føre os frem til uvisnelig herlighed.

DEN ENE REGERING FOR ÉN VERDEN UNDER GUDS SUVERÆNITET

Rådgivere og vejledere med hensyn til verdensforholdene kommer bestandig til kort. Hvad enten de synes om det eller ej, må de nu drage den konklusion at menneskeheden, skønt den nu er seks tusind år gammel, er ude af stand til at styre sig selv. Den har ikke af sig selv kunnet frembringe den regeringsform der har gjort eller kan gøre hele menneskeheden til én verden.

Hvem har skylden? Ikke menneskenes Skaber, og altså ikke deres himmelske Fader. Hele menneskeheden stammer fra ét menneske som den suveræne Herre, Jehova Gud, gav eksistens på jorden. Ved at bruge en del af dette menneskes fuldkomne legeme skabte han bagefter den første kvinde, for at hele menneskeheden kunne være ét kød, efterkommere af dette oprindelige par. Dette blev klart fremholdt for filosofferne ved den græske Areopagus-domstol i Athen for nitten hundrede år siden. Til disse høje dommere sagde den kristne apostel Paulus: „Han [Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud.“ — Apostelgerninger 17:22-27; 1 Mosebog 2:7-25; 1:26-31.

Det var Guds hensigt at menneskeheden skulle udgøre „én verden“, et menneskeligt samfund hvor alle var af samme kød og blod. Dette forenede menneskesamfund skulle bo på hele jordens flade, og jorden skulle være en parklignende have eller et paradis, menneskenes hjem for evigt. Menneskene skulle underlægge sig fiskene, fuglene og landdyrene, mens menneskene selv skulle være underlagt den suverænitet som udøves af den universelle Hersker og Skaber, den Højeste, „hvis navn alene er JEHOVA“. (Salme 83:18, eng. aut. overs.) Som menneskets Suveræn fremholdt Jehova Gud sin lov for det første menneske. Ved lydighed mod den kunne det fuldkomne menneske leve på jorden for evigt.

Denne lov påbød fuldkommen lydighed mod den universelle Suveræn, idet Gud sagde til manden Adam: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) For en tid holdt manden Adam og hans hustru Eva dette guddommelige bud om loyal lydighed. Menneskeheden havde fået en fuldkommen begyndelse. At underlægge sig den universelle Suveræn, Jehova Gud, var livets vej, vejen som førte til evigt liv. Princippet som dér blev fremholdt, gælder for os i dag. Skal vi følge det?

Enhver må indrømme at menneskeheden ikke udgør „én verden“ i dag, ikke et udelt samfund, til trods for at vi er ét kød og blod. Der er mange selvhævdende mennesker som udøver suverænitet på jorden nu, og disse splitter menneskenes loyalitet. Det kan ikke benægtes at der engang i den fjerne fortid, før Adam og Eva endnu havde fået en søn, må være sket en løsrivelse fra den universelle suverænitet som blev udøvet af den højeste Gud, Skaberen. Hvad fremkaldte dette brud? Det er kun Bibelen, Guds skrevne ord, der kan give os et gyldigt svar. Den urette tilskyndelse kom fra det usynlige, fra åndeverdenen. En af ånderne, som var underlagt Jehovas suverænitet, så en lejlighed til at opstille sin egen uafhængige suverænitet.

Satan blev det træffende navn som denne oprører fik, for dette navn betyder „modstander“, det vil sige modstander af Jehova Gud. „Djævelen“ blev en passende betegnelse for ham, for det ord betyder „bagvasker“, og Satan brugte bagvaskelse imod sin suveræne Herre for at bedrage og vildlede andre. Over for kvinden fremstillede Djævelen således hendes himmelske Fader som en selvisk løgner som man ikke behøvede strengt at adlyde. Eva troede denne løgn og spiste af den forbudte frugt og løsrev sig fra sin himmelske Faders suverænitet. Efter Djævelens plan gik hun videre: Hun overtalte sin mand Adam til at slutte sig til hende i oprøret mod hans Guds og Faders retmæssige suverænitet. Det er gået som Satan Djævelen regnede ud det ville gå: Til den dag i dag har menneskene fra fødselen været underlagt synden, ulydigheden mod den højeste Gud Jehovas suverænitet. — 1 Mosebog 3:1 til 4:16; Romerne 5:12.

Siden oprøret i Edens have har Adams og Evas efterkommere været delt, idet de har haft valget mellem enten at underlægge sig Jehova Guds universelle suverænitet eller at underlægge sig Satan Djævelens suverænitet. Vi kan i den forbindelse erindre os at Jesus kaldte Satan for „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Jehova Gud indgik ikke nogen aftale med denne nyoprettede ringere suverænitet. Idet han udøvede sin magt som den retmæssige Suveræn der bestemmer hvordan han vil forholde sig til fremmede magter, erklærede han den fjendtlige suveræn krig. Han viste den største foragt for denne sataniske suveræn idet han sammenlignede ham med noget så jordbundent som en slange og sagde til ham, som om han talte til den slange Djævelen havde brugt da han bedrog Eva:

„Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved [ligesom man træder på en slanges hoved for at knuse dens hjerne] og du skal [ligesom en slange der ligger på lur] hugge den i hælen!“ — 1 Mosebog 3:1-15.

Jehova Gud erklærede her uafbrudt krig mod den oprørske suveræn og alle dem som underlægger sig denne snedige oprører, som fra begyndelsen prøvede at skjule sin identitet over for menneskene. Jehova Gud har ikke glemt sin „udenrigspolitik“, der går ud på krig mod den der både er hans og menneskehedens fjende. Mere end fire tusind år efter at den store Modstander havde opstillet sin fremmede suverænitet i Eden, inspirerede Jehova Gud den kristne apostel Paulus til at skrive til den menighed der havde hjemme i romerrigets hovedstad: „Men den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder. Måtte vor Herres Jesu ufortjente godhed være med jer.“ — Romerne 16:20. Se også Anden Mosebog 17:14; Esajas 45:7.

Tiden da den store Slange Satan Djævelen og hans „sæd“ „snart“ skal knuses, må nu være nær, da der er gået mere end nitten hundrede år. Den der først og fremmest udgør Guds ’kvindes’ lovede „sæd“, Jesus Kristus, har nu fået magt så han kan knuse denne Satan, der står bag alle jordiske herskere som udøver suverænitet i modstrid med Jehova Gud, den eneste der kan skænke fred. I det første århundrede efter vor tidsregning blev Guds ’kvindes’ „sæd“ hugget i hælen. Det skete som følge af den sammensværgelse der havde fundet sted mellem „Israels folkegrupper“, kong Herodes Antipas og den romerske landshøvding Pontius Pilatus. Såret i „hælen“, som blev fremkaldt af den store Slange, medførte Jesu Kristi død på den jødiske påskedag i år 33, men det var kun en legemlig død, og under alle omstændigheder måtte Jesus dø en offerdød, i overensstemmelse med Guds hensigt. Gud undlod ikke at påskønne den opofrende kurs Jesus fulgte. På den tredje dag efter Jesu død oprejste den almægtige Gud ham fra de døde til udødeligt liv som en ånd i himmelen. Gud gav ham sæde ved sin egen højre hånd, hvor han skulle afvente den tid da den store Slange skulle have hovedet knust. — Hebræerne 10:12, 13; 12:2; Lukas 12:4, 5.

Mens Jesus, Messias, stadig var et fuldkomment menneske på jorden, forkyndte han uden ophør den regering som under Guds suverænitet vil styre hele menneskeheden og forene alle lydige til „én verden“. Han tog fat dér hvor hans forløber, Johannes Døber, var holdt op, som beretningen fortæller: „Da han hørte at Johannes var blevet arresteret, trak han sig tilbage til Galilæa. . . . Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ — Mattæus 4:12-17.

Jesus ville aldrig have været værdig til at påtage sig at forkynde dette budskab hvis han ikke nogle måneder tidligere havde truffet den rette afgørelse. Ved denne kritiske lejlighed befandt han sig i Judæas ørken, hvor han havde fastet i ensomhed i fyrre dage. Da henvendte den usynlige oprørske suveræn sig til ham for at friste ham til at forlade sin messianske løbebane. Med hensyn til den tredje og sidste fristelse siger beretningen: „Endvidere tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ’Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.’“ Det som Djævelen her tilbød Jesus, var ikke den ’ene regering’ som ville gøre alle lydige mennesker til „én verden“. Det var ikke en verdensregering under Guds suverænitet, men under Djævelens suverænitet. Beretningen fortæller hvis suverænitet det var Jesus utvetydigt tog standpunkt for, idet den lyder: „Så sagde Jesus til ham: ’Forsvind, Satan [modstander]! for der står skrevet: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“’“ — Mattæus 4:1-10.

Da Jesus tog standpunkt for sin Gud Jehovas suverænitet, satte han det fuldkomne eksempel for alle os i dag. Men vi må være vedholdende i vort standpunkt for Guds suverænitet, ligesom Jesus var det. Ved en senere lejlighed, efter at han på mirakuløs måde havde bespist en tilhørerskare på fem tusind mænd foruden kvinder og børn, ønskede mange at gøre denne mand der kunne udføre mirakler og skaffe dem mad, til deres jordiske konge. Men Jesus forpurrede deres bestræbelser idet han slap væk fra dem. Han vidste at tiden endnu ikke var inde til at han officielt fremstillede sig for jøderne som deres messianske konge, som en opfyldelse af profetien. (Johannes 6:1-15) Men da Guds tid var inde, søndag den 9. nisan i år 33 e.v.t., red Jesus, som forudsagt i Zakarias 9:9, ind i Jerusalem, op til byens tempel, hvor folkets ypperstepræst gjorde tjeneste. Jesus hindrede ikke de mange mennesker som ledsagede ham, i højlydt at hylde ham som konge idet de råbte:

„Giv frelse, beder vi! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Velsignet er vor fader Davids kommende rige! Giv frelse, beder vi, i det højeste!“ — Markus 11:1-11.

Da var tiden inde til at „Israels folkegrupper“, repræsenteret ved deres religiøse ledere, tog deres standpunkt og viste hvis suverænitet de ville underordne sig. Fem dage senere erklærede de rent ud og offentligt hvis suverænitet de valgte. Da jøderne, der var i færd med at fejre påske, under ledelse af deres præster plagede den romerske landshøvding Pontius Pilatus om at få fangen Jesus henrettet på pælen, bad Pilatus dem om at overveje sagen endnu en gang idet han sagde: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ Nu var spørgsmålet om suverænitet forelagt „Israels folkegrupper“ rent ud. Hvis suverænitet ville de vælge? Det fremgår af den bibelske beretning: „De øverste præster svarede: ’Vi har ingen anden konge end kejseren.’“ Kejserens repræsentant, Pilatus, bøjede sig for deres afgørelse, for beretningen siger: „Da overgav han ham så til dem til at blive pælfæstet.“ — Johannes 19:12-16.

Her var den mindre opfyldelse af kong Davids profetiske ord i Salme 2:1, 2. (Apostelgerninger 4:24-28) Den danner mønsteret for den større opfyldelse, som finder sted i vor tid, da det store stridsspørgsmål om verdensherredømmet og den universelle suverænitet én gang for alle skal afgøres. Satan, oprørssuverænen, har haft sin bedste tid; han har hugget Guds ’kvindes’ lovede „sæd“ i hælen. Nu skal denne store Slange have sit hoved knust, og det vil samtidig få indflydelse på hele denne slanges „sæd“. Den samme anden salme viser hvordan den store Slanges synlige „sæd“ vil blive knust. I vers otte og ni siger Jehova til sin salvede søn, Jesus Kristus: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“

Den sidste bog i Bibelen (Åbenbaringen 12:5) omtaler det rige der tilhører Gud og hans Messias, som det middel Gud bruger til at „vogte alle nationerne med en jernstav“. Det nittende kapitel, som beskriver den kommende krig mod jordens nationer ved Harmagedon, omtaler Guds søn, Jesus Kristus, som den der vil „vogte dem med en jernstav“, og tilføjer at han „træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. (Åbenbaringen 19:15; 16:14, 16) Denne begivenhed, hvorved nationerne og deres krav på national suverænitet knuses, skildres levende for os i Daniels profeti, kapitel 2.

I dette kapitel forklarer Daniel den profetiske drøm som himmelens Gud sendte Nebukadnezar, det babyloniske verdensriges hersker, i det andet år efter at denne havde ødelagt byen Jerusalem og templet som var bygget af Davids søn, kong Salomon. Den række af verdensriger som begyndte med det babyloniske og fortsatte gennem det medo-persiske, det græske, det romerske og det anglo-amerikanske, blev skildret som en stor og strålende billedstøtte bestående af forskellige materialer, med fødder af jern og ler. Da en sten som var hugget ud af et fjerntliggende bjerg uden menneskehænders hjælp, ramte billedstøtten på dens fødder, knustes hele den faldne billedstøtte til støv, som en stærk vind førte bort. At denne symbolske billedstøtte blev knust til støv, skildrer at en tingenes ordning bringes til ophør ved et overnaturligt middel som ikke er blevet til ved menneskehænder og ikke ledes af menneskelige hjerner. Opfyldelsen af den profeti som Jesus Kristus fremholdt angående „afslutningen på tingenes ordning“ viser at tiden er nær da denne ordning vil blive knust! — Mattæus 24:3-22.

I dag viser de verdslige herskere med deres standpunkt for De forenede Nationers ukristne organisation hvor de står i spørgsmålet om suverænitet. Det er altså med henblik på disse politiske herskere, kommunistiske og ikke-kommunistiske, at profeten Daniel forklarende siger: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud [ikke med menneskehænder] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet [suveræniteten] skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:1-44; se også den amerikanske reviderede standardoversættelse.

Dette er det himmelske, messianske rige som Jehovas kristne vidner har forkyndt verden over siden 1914, året for dette riges fødsel i himmelen ved hedningetidernes udløb. (Lukas 21:24; Mattæus 24:14) Messias’ disciple, salvet som han med Guds ånd, skal sammen med Messias have del i det himmelske rige. Dette blev profetisk sagt i en drøm til Daniel selv. I denne profetiske drøm blev rækken af hedenske verdensriger fra det babyloniske og fremefter skildret ved fire vilddyr. Om Guds dom, som blev forkyndt af universets højesteret og eksekveret over det fjerde symbolske dyr, forklarer Daniel 7:26, 27:

„Men så sættes retten, og hans herredømme [suverænitet] fratages ham og tilintetgøres og ødelægges for evigt. Men riget og herredømmet [suveræniteten] og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes hellige folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Se The New English Bible og The Bible in Living English af Steven T. Byington.

„ÉN VERDEN“ UNDER GUDS RIGE

Opfyldelsen af denne profeti er nu ved at finde sted. Alle vor tids nationale herskere der udøver suverænitet på jorden, vil snart være nødt til at bøje sig for det messianske rige som er overgivet til Guds himmelske søn. (Daniel 7:1-12) Det vil give plads for blot „én regering“ over hele menneskeheden. Som Daniel 7:14 siger: „Og magt [suverænitet] og ære og herredom gaves ham [den messianske menneskesøn], og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt [suverænitet] er en evig magt [suverænitet], aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Se også The Jerusalem Bible.

Hvad vil opfyldelsen af denne profeti betyde for vor generation? Dette: De nuværende nationale herskere der udøver suverænitet, og patrioterne der støtter dem, vil blive tilintetgjort i den største trængsel verden nogen sinde har været ude for og som hurtigt nærmer sig, men de der er tilhængere af og stiller sig på Jehovas universelle suverænitets side vil mirakuløst blive bevaret og komme levende fra „den store trængsel“. (Mattæus 24:21, 22; Markus 13:19, 20; Åbenbaringen 7:14, 15) Vil vi være blandt disse begunstigede der overlever „afslutningen på denne tingenes ordning“? Muligheden for at være iblandt dem tilbydes os i Guds skrevne ord. Det der nu kræves af os er at vi tager et urokkeligt standpunkt på Guds suverænitets og hans messianske riges side og bliver stående dér trods alle fremtidige politiske, religiøse og sociale bestræbelser for at få os bort derfra.

Det vil måske resultere i at vi kommer til at lide så længe som vore forfølgere får lov til at blive i live. Under sådanne lidelser kan vi huske på den bøn som tidligere vidner for Herren Gud Jehova opsendte når de led, nogle endog til døden: „Hvor længe, suveræne Herre, hellig og sand, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ De blev forsikret om at det kun ville vare „endnu en kort tid“ før dette ville ske. — Åbenbaringen 6:10, 11. Også New English Bible, Moffatt og amerikansk revideret standardoversættelse.

Det vil kun vare en kort tid endnu før de trofaste tilhængere af Jehovas universelle suverænitet vil blive hævdet i deres stilling ved hans afgørende sejr over alle de nationale herskere der udøver suverænitet og som er repræsenteret både inden for og uden for De forenede Nationer. Umiddelbart derefter vil den oprindelige oprører imod Jehovas universelle suverænitet, Satan Djævelen, og alle hans dæmonengle få den behandling de fortjener. Deres lod vil blive isolation i lænker i afgrunden, hvorfra de ikke kan kommunikere med jorden. (Åbenbaringen 20:1-3) Derved får den store Slange sit hoved knust, så at sige; og Guds ’kvindes’ loyale „sæd“ vil være den ved hvem Gud således knuser den store Slange og dens dæmonsæd under Kristi trofaste medarvingers fødder. — Romerne 16:20.

De mennesker der overlever disse vældige begivenheder vil alle være nogle som holder sig til det ene messianske rige som er overgivet i Jehovas sejrende søns, Jesu Kristi, hænder. Derfor vil der straks ved begyndelsen af Guds retfærdige nye tingenes ordning være „én verden“ på jorden, under „én regering“, uanset at de der overlever trængselen tilhører forskellige stammer, folk, racer, nationer og sprog. De vil alle udgøre ét samfund på en renset jord, og alle tilbeder de den ene levende og sande Gud, Jehova, og alle underlægger de sig hans søn, Jesus Kristus, på hvis skuldre det fyrstelige herredømme vil blive lagt. Alt dette virker forenende.

Alt dette vil også medvirke til verdensomspændende fred! Ikke flere religionskrige! Ikke flere stridigheder om grænser! Ikke flere krige mellem racer og nationer! Ikke flere politiske stridigheder og kampe! Bibelens profeti siger: „Og [Jehova] skal være konge over hele jorden. På hin dag skal [Jehova] være én og hans navn ét.“ (Zakarias 14:9) Samtidig vil den ’ene regering’ under ham være et udtryk for hans universelle suverænitet, nemlig det messianske rige som hans søn Jesus Kristus, der er indsat på tronen, har fået overdraget. — Esajas 9:6, 7.

„Endrægtigt“ vil alle mennesker der da lever tjene den suveræne Herre, Jehova Gud. (Zefanias 3:8, 9) Som „én verden“ vil de mennesker der udgør det nye samfund samarbejde om at gøre godt. De vil samarbejde om at forvandle den hærgede jord og gøre den til det som den ifølge Skaberens oprindelige hensigt skulle være, en Edens have, et glædens paradis. (1 Mosebog 1:27, 28; 2:7-15) Da vil den anmodning som blev fremført af den medfølende forbryder der døde på marterpælen ved siden af Jesus Kristus, blive besvaret: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Ja, da vil den regerende konge kunne opfylde det løfte han gav ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:42, 43. Også Rotherham med flere.

Ikke blot den venligt indstillede forbryder, men også alle andre af de døde omfattes af dette løfte, alle som Jesus Kristus døde og ofrede sit fuldkomne menneskeliv for. Også de vil komme frem til en opstandelse fra de døde når han kalder. (Mattæus 20:28; Johannes 5:28, 29; 1 Timoteus 2:5, 6; Apostelgerninger 24:15) Alle de lydige vil blive en del af denne ’ene verden’. Alle vil blive brødre og søstre, for de vil blive de genløste, adopterede børn af den ene Evighedsfader, Jesus Kristus, som har ofret sit liv for dem. (Esajas 9:6, 7; Hebræerne 2:9) Ved lydighed mod ham kan de blive hans evige børn. Han selv vil lede dem ind på den vej der består i lydighed mod hans himmelske Faders, Jehova Guds, universelle suverænitet. Efter at have fuldendt arbejdet med at hjælpe den lydige menneskehed op til menneskelig fuldkommenhed i et jordisk paradis vil han selv give udtryk for at han underordner sig sin Guds suverænitet ved at overgive riget til ham. Hvorfor? „For at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Korinter 15:24-28.

Da nu alt dette forholder sig således, så fat mod, alle I som er blevet skuffede og desillusionerede på grund af den farlige splittelse der er i verden som følge af at de stridende nationer og deres herskere udøver deres suverænitet uafhængigt af Gud og hans suverænitet! Få et fast greb om det herlige håb om „én verden og én regering under Guds suverænitet“! Lev for det fra nu af og til dette herlige håb er virkeliggjort.

[Fodnoter]