Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • kr kap. 17 s. 182-191
  • Oplæring af Rigets tjenere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Oplæring af Rigets tjenere
  • Guds rige hersker!
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig“
  • Guds tjenere oplæres til at blive evangelieforkyndere
  • Brødre oplæres til at varetage særlige ansvarsopgaver
  • Teokratiske skoler — et udtryk for Jehovas kærlighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2012
  • Hvordan bliver Jehovas Vidner oplært til at forkynde og undervise?
    Ofte stillede spørgsmål om Jehovas Vidner
  • Lader du dig undervise af Jehova?
    Tjenesten for Riget – 2011
  • Hvilke skoler er der for pionerer?
    Hvem gør Jehovas vilje i dag?
Se mere
Guds rige hersker!
kr kap. 17 s. 182-191

KAPITEL 17

Oplæring af Rigets tjenere

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Hvordan teokratiske skoler forbereder Rigets tjenere til at varetage deres opgaver

1-3. Hvordan sørgede Jesus for at forkyndelsesarbejdet fik større udbredelse, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?

I TO ÅR forkyndte Jesus i Galilæa. (Læs Mattæus 9:35-38). Han besøgte byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger og forkyndte den gode nyhed om Riget. Og uanset hvor han forkyndte, stimlede folk sammen omkring ham. „Høsten er stor,“ bemærkede Jesus. Der var behov for flere arbejdere.

2 Jesus sørgede for at forkyndelsesarbejdet fik større udbredelse. Hvordan? Ved at sende sine 12 apostle ud „for at forkynde Guds rige“. (Luk. 9:1, 2) Apostlene har sikkert haft flere spørgsmål om hvordan de skulle udføre dette arbejde. Før Jesus sendte dem ud, sørgede han kærligt for at give dem noget han selv havde fået af sin himmelske Far — oplæring.

3 Nu tænker du måske: Hvilken oplæring fik Jesus af sin Far? Hvilken oplæring gav Jesus apostlene? Og hvordan forholder det sig i dag — har den messianske Konge oplært sine disciple til at udføre deres tjeneste? Og i så fald hvordan?

„Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig“

4. Hvornår og hvor blev Jesus undervist af sin Far?

4 Jesus lagde ikke skjul på at han var blevet oplært af sin Far. Under sin tjeneste sagde han: „Jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Joh. 8:28) Men hvornår og hvor var Jesus blevet undervist? Hans oplæring begyndte åbenbart kort tid efter at han — Guds førstefødte søn — blev skabt. (Kol. 1:15) Sønnen har været sammen med sin himmelske Far i utallige tidsaldre, hvor han har lyttet til og iagttaget den „store Lærer“. (Es. 30:20) Resultatet var at Sønnen modtog en uddannelse uden sidestykke vedrørende sin Fars egenskaber, gerninger og hensigt.

5. Hvilken undervisning gav Faren sin søn angående den tjeneste han skulle udføre på jorden?

5 Da tiden var inde, oplærte Jehova sin søn angående den tjeneste han skulle udføre på jorden. Lad os se på en profeti som beskriver forholdet mellem den store Lærer og hans førstefødte søn. (Læs Esajas 50:4, 5). Jehova vækkede sin søn „morgen efter morgen“, står der i profetien. Den udtalelse giver os et billede af en lærer som tidligt om morgenen vækker sin elev for at undervise ham. Et omfattende bibelsk opslagsværk siger: „Jehova ... lader ham så at sige gå i skole på samme måde som en elev og underviser ham i hvad og hvordan han skal forkynde.“ I denne himmelske „skole“ lærte Jehova sin søn ’hvad han skulle sige, og hvad han skulle udtale’. (Joh. 12:49) Faren gav også sin søn vejledning om hvordan han skulle undervise.a Mens Jesus var på jorden, gjorde han god brug af den oplæring han havde fået, ikke bare ved at udføre sin egen tjeneste, men også ved at oplære sine disciple til at varetage deres tjeneste.

6, 7. (a) Hvilken oplæring gav Jesus sine apostle, og hvad udrustede denne oplæring dem til at gøre? (b) Hvilken oplæring har Jesus sikret sig at hans nutidige disciple har fået?

6 Men hvilken oplæring gav Jesus sine apostle? Det spørgsmål stillede vi i begyndelsen af kapitlet. Ifølge Mattæus, kapitel 10, gav han dem specifikke instruktioner angående deres forkyndelse, blandt andet ved at gøre opmærksom på følgende: Hvor de skulle forkynde (vers 5 og 6), hvilket budskab de skulle udbrede (vers 7), at de havde behov for at stole på Jehova (vers 9 og 10), hvordan de skulle henvende sig til dem de besøgte (vers 11 til 13), hvad de skulle gøre når de blev afvist (vers 14 og 15), og hvordan de skulle reagere hvis de blev forfulgt (vers 16 til 23).b Den gode oplæring Jesus gav sine apostle, udrustede dem til at gå foran i forkyndelsen af den gode nyhed i det første århundrede.

7 Hvordan forholder det sig i dag? Jesus, kongen i Guds rige, har givet sine disciple den vigtigste af alle opgaver, nemlig at forkynde „denne gode nyhed om riget ... på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Har Kongen oplært os til at udføre dette yderst vigtige arbejde? Helt bestemt! Fra himlen har Kongen sikret sig at hans disciple har fået oplæring i hvordan de skal forkynde uden for menigheden og varetage særlige ansvarsopgaver i menigheden.

Guds tjenere oplæres til at blive evangelieforkyndere

8, 9. (a) Hvad var hovedformålet med Den Teokratiske Skole? (b) Hvordan har midtugemødet hjulpet dig til at blive en bedre forkynder?

8 Jehovas organisation har længe benyttet stævner og menighedsmøder — som for eksempel tjenestemødet — til at oplære Guds folk til tjenesten. I 1940’erne begyndte de ledende brødre ved Hovedkontoret imidlertid at tilrettelægge oplæring ved hjælp af forskellige skoler.

9 Den Teokratiske Skole. Som det fremgår af det foregående kapitel, begyndte man at afholde Den Teokratiske Skole i 1943. Var formålet med denne skole udelukkende at oplære eleverne til at udarbejde gode indlæg eller at holde appellerende foredrag ved menighedens møder? Nej. Hovedformålet med skolen var at oplære Guds tjenere til at bruge deres talegaver til pris for Jehova i forkyndelsen. (Sl. 150:6) Skolen udrustede alle de brødre og søstre der var tilmeldt, til at blive bedre forkyndere af Riget. Nu får vi denne oplæring ved midtugemødet.

10, 11. Hvem kan i dag blive tilmeldt Gileadskolen, og hvad er formålet med skolens undervisningsprogram?

10 Vagttårnets Bibelskole Gilead. Den skole vi i dag kalder Vagttårnets Bibelskole Gilead, begyndte mandag den 1. februar 1943. Oprindelig blev skolen oprettet med henblik på at oplære pionerer og andre heltidstjenere til missionærtjeneste et eller andet sted i verden. Men efter oktober 2011 er denne skole forbeholdt dem der allerede er i en eller anden form for særlig heltidstjeneste — specialpionerer, rejsende tilsynsmænd og deres hustruer, betelitter og missionærer som endnu ikke har overværet skolen.

11 Hvad er formålet med Gileadskolens undervisningsprogram? En lærer gennem mange år svarer: „At styrke elevernes tro gennem et grundigt studium af Guds ord og hjælpe dem til at udvikle de åndelige færdigheder der er nødvendige for at kunne klare de udfordringer de møder i den opgave de får tildelt. Endnu et grundlæggende formål med undervisningen er at give eleverne et mere dybtfølt ønske om at deltage i forkyndelsesarbejdet.“ — Ef. 4:11.

12, 13. Hvilken indflydelse har Gileadskolen haft på den verdensomspændende forkyndelse? Giv et eksempel.

12 Hvilken indflydelse har Gileadskolen haft på den verdensomspændende forkyndelse? Siden 1943 er mere end 8.500 elever blevet oplært på denne skole,c og missionærer der har overværet Gileadskolen, har udført tjeneste i over 170 lande. Missionærerne gør god brug af den oplæring de har fået. De går ivrigt foran i forkyndelsesarbejdet og oplærer andre til at gøre det samme. I mange tilfælde er det missionærerne der igangsætter arbejdet i områder hvor der kun er få eller slet ingen forkyndere.

13 Lad os se på det der skete i Japan, hvor den organiserede offentlige forkyndelse stort set var gået i stå under Anden Verdenskrig. I august 1949 var der mindre end 10 indfødte forkyndere i Japan. I slutningen af året var 13 gileadoplærte missionærer imidlertid travlt optaget af at forkynde i landet. Flere missionærer fulgte efter. I begyndelsen koncentrerede de sig om de større byer; senere fortsatte de i andre byer. De tilskyndede ivrigt deres elever og andre til at tage pionertjenesten op. Missionærernes ihærdige indsats gav store resultater. I dag er der mere end 216.000 forkyndere i Japan, og næsten 40 procent af dem er pionerer.d

14. Hvad er de teokratiske skoler et magtfuldt vidnesbyrd om? (Se også rammen „Skoler der oplærer Rigets tjenere“).

14 Andre teokratiske skoler. Pionerskolen, Bibelskolen for Kristne Ægtepar og Bibelskolen for Ugifte Brødre har hjulpet eleverne til at udvikle sig åndeligt og gå aktivt foran i forkyndelsen.e Alle disse teokratiske skoler er et magtfuldt vidnesbyrd om at vores Konge i fuldt mål har udrustet sine disciple til at udføre deres tjeneste. — 2 Tim. 4:5.

Brødre oplæres til at varetage særlige ansvarsopgaver

15. I hvilken forstand ønsker mænd der har ansvarsopgaver, at følge Jesu eksempel?

15 Kan du huske Esajas’ profeti om at Jesus ville være oplært af Gud? I denne himmelske „skole“ lærte Sønnen ’hvordan han kunne svare den trætte med ord’. (Es. 50:4) Jesus benyttede denne undervisning; mens han var på jorden, styrkede han dem som ’sled og slæbte og var tyngede af byrder’. (Matt. 11:28-30) Mænd der har påtaget sig ansvarsopgaver, ønsker ligesom Jesus at være en kilde til styrke for deres brødre og søstre. Der er blevet oprettet forskellige skoler med det formål at hjælpe kvalificerede brødre til at blive dygtigere til at betjene deres trosfæller.

16, 17. Hvad er formålet med Rigets Tjenesteskole? (Se også fodnoten).

16 Rigets Tjenesteskole. Denne skole blev første gang afholdt den 9. marts 1959 i South Lansing, New York. Rejsende tilsynsmænd og menighedstjenere blev indbudt til at overvære et kursus som varede en måned. Senere blev dette kursus oversat fra engelsk til andre sprog, og lidt efter lidt blev brødre i hele verden oplært på denne skole.f

Lloyd Barry underviser en klasse på Rigets Tjenesteskole i Japan i 1970

Bror Lloyd Barry underviser på Rigets Tjenesteskole i Japan, 1970

17 I den engelske årbog for 1962 stod der følgende om formålet med Rigets Tjenesteskole: „I denne travle verden må en tilsynsmand i Jehovas Vidners menighed være en der kan tilrettelægge sit liv på en sådan måde at han viser alle i menigheden passende opmærksomhed og er til gavn for dem. Samtidig må han vise at han har et ligevægtigt og sundt sind, ved ikke at forsømme sin familie til fordel for menigheden. Menighedstjenere [en daværende menighedstjener svarer i dag til en koordinator for et ældsteråd] har i hele verden fået en storslået mulighed for at overvære Rigets Tjenesteskole og modtage en oplæring der vil hjælpe dem til at gøre netop det der ifølge Bibelen forventes af en tilsynsmand.“ — 1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9.

18. På hvilken måde har alle Guds tjenere gavn af Rigets Tjenesteskole?

18 Alle Guds tjenere har haft gavn af Rigets Tjenesteskole. Hvordan? Når ældste og menighedstjenere bruger det de har lært på skolen, vil de, ligesom Jesus, kunne styrke deres trosfæller. Bliver du ikke glad når en ældstebror eller en menighedstjener kommer med en kærlig bemærkning, lytter interesseret til det du siger, eller aflægger dig et opmuntrende besøg? (1 Thess. 5:11) Den slags kvalificerede mænd er en stor velsignelse for deres menigheder.

19. Hvilke andre skoler fører Undervisningsudvalget tilsyn med, og hvorfor er disse skoler blevet oprettet?

19 Andre teokratiske skoler. Undervisningsudvalget under Det Styrende Råd fører tilsyn med andre skoler der sørger for oplæring af brødre som har ansvarsopgaver i organisationen. Disse skoler er oprettet for at hjælpe ansvarshavende brødre — menighedsældste, rejsende tilsynsmænd og medlemmer af afdelingskontorernes udvalg — så de bliver dygtigere til at tage sig af deres mange ansvarsopgaver. Disse bibelske kurser tilskynder brødrene til selv at forblive åndeligt stærke og til at anvende de bibelske principper når de tager sig af de dyrebare får Jehova har betroet i deres varetægt. — 1 Pet. 5:1-3.

Den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i Malawi

I Malawi blev den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere afholdt i 2007

20. Hvorfor kunne Jesus med rette sige at vi alle er „oplært af Jehova“, og hvad er du besluttet på at gøre?

20 Det er tydeligt at den messianske Konge har sikret sig at hans disciple er godt oplært. Al denne oplæring kommer ovenfra: Jehova har oplært sin søn. Sønnen har oplært sine disciple. Af den grund kunne Jesus sige at vi alle er „oplært af Jehova“. (Joh. 6:45; Es. 54:13) Lad os være besluttede på at drage fuld nytte af den oplæring som vores Konge har givet os mulighed for at få. Og lad os huske at hovedformålet med al denne oplæring er at hjælpe os til at forblive åndeligt stærke så vi kan fuldføre vores tjeneste.

a Hvorfra ved vi at Faren lærte Sønnen hvordan han skulle undervise? Tænk over følgende: De mange billeder, eller illustrationer, Jesus benyttede i sin undervisning, opfyldte en profeti der var nedskrevet århundreder før han blev født. (Sl. 78:2; Matt. 13:34, 35) Det fremgår tydeligt at Jehova, ophavsmanden til denne profeti, lang tid i forvejen havde besluttet at hans søn skulle undervise ved hjælp af illustrationer, eller lignelser. — 2 Tim. 3:16, 17.

b Nogle måneder senere „udpegede [Jesus] halvfjerds andre og sendte dem ud i forvejen to og to“. Han gav også dem oplæring. — Luk. 10:1-16.

c Nogle har gennemgået Gileadskolen mere end én gang.

d Flere oplysninger om den indflydelse gileadoplærte missionærer har haft på den verdensomspændende forkyndelse, findes i kapitel 23 i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige.

e De to sidstnævnte skoler er blevet erstattet af Skolen for Kristne Forkyndere.

f I dag får alle ældste gavn af undervisningen på Rigets Tjenesteskole. Undervisningen er af varierende længde og bliver givet med få års mellemrum. Siden 1984 har menighedstjenere også modtaget oplæring på denne skole.

Hvor virkeligt er Guds rige for dig?

  • Hvilken oplæring fik Jesus af sin Far?

  • Hvordan har Kongen oplært sine disciple til at være evangelieforkyndere?

  • Hvordan er kvalificerede brødre blevet oplært til at varetage deres ansvarsopgaver?

  • Hvordan kan du vise din værdsættelse af den oplæring Kongen har tilvejebragt?

SKOLER DER OPLÆRER RIGETS TJENERE

LIVET OG TJENESTEN SOM KRISTNE

Formål: At oplære eleverne til at blive bedre til at forkynde den gode nyhed og at undervise.

Varighed: Kontinuerlig.

Sted: Den lokale rigssal.

Tilmelding: Alle der er aktivt tilknyttet menigheden, accepterer Bibelens lære og lever efter de kristne principper, kan tilmelde sig. Hvis du ønsker at tilmelde dig, skal du henvende dig til tilsynsmanden for mødet Livet og tjenesten som kristne.

Udbytte: Midtugemødet lærer os at foretage research og at fremlægge oplysninger på en logisk måde. Vi lærer også at lytte til andre og at fokusere på andres åndelige behov, ikke kun på vores egne.

Arnie, der i mange år har været rejsende tilsynsmand, siger: „Da jeg var dreng, stammede jeg og havde meget svært ved at have øjenkontakt med andre. Men [dette møde] har styrket min selvtillid. Med Jehovas hjælp har jeg lært nogle teknikker der gør at jeg bedre kan styre min vejrtrækning og koncentrere mig. Jeg er meget taknemmelig for at kunne prise Jehova i menigheden og i forkyndelsen.“

En ung forkynder læser op fra Bibelen på Den Teokratiske Skole

SKOLEN FOR MENIGHEDSÆLDSTEg

Formål: At hjælpe ældste til at øge deres åndelighed og at tage sig af deres ansvarsopgaver i menigheden.

Varighed: Fem dage.

Sted: Afgøres af afdelingskontoret; ofte i en nærliggende rigssal eller stævnehal.

Tilmelding: Ældste indbydes af afdelingskontoret.

Udbytte: Her følger nogle kommentarer fra brødre der overværede den 92. klasse på denne skole i Patterson, New York, USA:

„Jeg har haft stor gavn af skolen. Den hjalp mig til at ransage mig selv og forstå hvordan jeg kan vise omsorg for Jehovas får.“

„Det jeg har lært, vil jeg kunne bruge resten af mit liv.“

PIONERSKOLEN

Formål: At hjælpe pionerer til at ’fuldføre deres tjeneste’. — 2 Tim. 4:5.

Varighed: Seks dage.

Sted: Afgøres af afdelingskontoret; ofte i en nærliggende rigssal.

Tilmelding: De der har været pionerer i mindst et år, tilmeldes automatisk skolen af deres kredstilsynsmand. Nogle der har været pionerer i mange år, og som ikke har overværet skolen inden for de sidste fem år, kan blive indbudt igen.

Udbytte: „Skolen har hjulpet mig til at tackle udfordringer i min tjeneste og i mit liv,“ siger Lily. „Mine studievaner har fået et løft, og jeg er blevet meget bedre til at undervise og bruge Bibelen. Jeg er også blevet bedre til at hjælpe andre og støtte de ældste og kan nu i højere grad bidrage til menighedens vækst.“

Brenda, der har været på skolen to gange, siger: „Skolen gav mig mulighed for at være mere optaget af åndelige ting, opøve min samvittighed og fokusere på at hjælpe andre. Jehova er vel nok generøs!“

SKOLEN FOR NYE BETELMEDARBEJDERE

Formål: Denne skole er oprettet for at hjælpe nye betelitter til at udføre en god tjeneste på Betel.

Varighed: Fire dage med fire timer hver dag.

Sted: Betel.

Tilmelding: Faste medlemmer af betelfamilien og midlertidige betelitter (minimum et år) tilmeldes automatisk.

Udbytte: Demetrius, der var med på denne skole i 1980’erne, siger: „Kurset forbedrede mine studievaner og forberedte mig til mange års beteltjeneste. Lærerne, undervisningen og de praktiske råd jeg fik, overbeviste mig om at Jehova har kærlig omsorg for mig, og at han ønskede at jeg skulle få det bedste ud af min tjeneste på Betel.“

SKOLEN FOR KRISTNE FORKYNDEREh

Formål: At give dem der er i heltidstjenesten (ægtepar og enlige brødre og søstre), en særlig oplæring så de i endnu højere grad kan bruges af Jehova og hans organisation. Mange af dem der gennemgår skolen, får til opgave at tjene et sted hvor der er behov i deres hjemland. De der er under 50 år, kan blive udnævnt som midlertidige specialpionerer for at påbegynde eller styrke forkyndelsesarbejdet i afsidesliggende, isolerede områder.

Varighed: To måneder.

Sted: Afgøres af afdelingskontoret; som regel en rigssal eller stævnehal.

En søster i forkyndelsen

Brødre og søstre får gavn af teokratisk oplæring

Tilmelding: Heltidstjenere der er mellem 23 og 65 år, har et godt helbred, har mulighed for at tjene hvor der er et stort behov, og som har indstillingen: „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Alle der overværer skolen, enlige brødre og søstre såvel som ægtepar, skal have været i heltidstjenesten i mindst to år uden afbrydelse. Ægtepar skal have været gift i mindst to år. Brødrene skal have været enten ældste eller menighedstjenere i mindst to år uden afbrydelse. Hvis det er muligt at overvære skolen i det område der hører under dit afdelingskontor, afholdes der ved regionalstævnet et møde hvor de der er interesseret i denne skole, kan få yderligere oplysninger.

Udbytte: Der er kommet mange positive tilbagemeldinger fra dem der har været på Bibelskolen for Ugifte Brødre og Bibelskolen for Kristne Ægtepar. I 2013 vedtog Det Styrende Råd at slå disse to skoler sammen til én med titlen Skolen for Kristne Forkyndere. Nu vil mange flere trofaste pionerer, også enlige søstre, få glæde af oplæringen.

VAGTTÅRNETS BIBELSKOLE GILEAD

Formål: De der har gennemgået Gileadskolen, kan få til opgave at virke som rejsende tilsynsmænd, missionærer eller betelitter. Ved at anvende deres uddannelse på en god måde vil de kunne styrke og stabilisere både forkyndelsen og organisationen.

Varighed: Fem måneder.

Sted: Vagttårnets Uddannelsescenter, Patterson, New York.

Et klasselokale med elever på Gileadskolen, der lytter til en lærer

Gileadklasse — Patterson, New York

Tilmelding: Ægtepar, enlige brødre og søstre som allerede er i en eller anden form for særlig heltidstjeneste. Missionærer som ikke før har været på Gileadskolen, specialpionerer, betelitter, rejsende tilsynsmænd og deres hustruer kan af afdelingskontorets udvalg blive opfordret til at ansøge. Ansøgerne skal kunne tale og skrive engelsk.

Udbytte: Lade og Monique, et ægtepar fra USA der har været i deres tildelte distrikt i mange år, har følgende kommentarer:

„Gileadskolen forberedte os på at tage af sted uanset hvor vi blev sendt hen, smøge ærmerne op og arbejde sammen med vores kære brødre,“ siger Lade.

Monique tilføjer: „Når jeg anvender det jeg har lært ud fra Guds ord, giver det mig stor glæde at udføre min opgave. Den glæde tager jeg som et bevis på Jehovas kærlighed.“

RIGETS TJENESTESKOLE

Formål: At oplære rejsende tilsynsmænd, ældste og menighedstjenere til at tage sig af deres tilsyns- og ansvarsopgaver i organisationen. (Apg. 20:28) På skolen gennemgår man hvordan relevante situationer, tendenser og aktuelle behov i menighederne kan håndteres. Skolen afholdes med få års mellemrum, alt efter hvad Det Styrende Råd beslutter.

Varighed: I de senere år har denne skole været af kortere eller længere varighed.

Sted: Ofte en lokal rigssal eller stævnehal.

Tilmelding: Kredstilsynsmanden indbyder ældste og menighedstjenere. De rejsende tilsynsmænd indbydes af afdelingskontoret.

Udbytte: „Selvom skolen er kort og intensiv, styrker den de ældste så de kan bevare glæden i Jehovas tjeneste og fortsat ’være mandige’. Både nye og mere erfarne ældste lærer at udføre hyrdegerningen på en god måde og at være forenede ’i samme tankegang’.“ — Quinn.

„Undervisningen var afbalanceret, opbyggede vores værdsættelse af åndelige anliggender, advarede os mod farer og gav os praktiske forslag til hvordan vi kunne tage os af hjorden.“ — Michael.

SKOLEN FOR KREDSTILSYNSMÆND OG DERES HUSTRUERi

Formål: At gøre kredstilsynsmænd endnu dygtigere til at tage sig af menighederne idet de „slider i det med tale og undervisning“ og er ’hyrder for dem i deres varetægt’. — 1 Tim. 5:17; 1 Pet. 5:2, 3.

Varighed: En måned.

Sted: Afgøres af afdelingskontoret.

Tilmelding: Kredstilsynsmænd og deres hustruer indbydes af afdelingskontoret.

Udbytte: „Skolen øgede vores værdsættelse af hvordan Jesus leder organisationen. Vi så hvor vigtigt det er at vi opmuntrer de brødre vi betjener, og styrker enheden i hver enkelt menighed. Vi fik yderligere understreget at selvom kredstilsynsmanden skal give vejledning, og nogle gange endda retledning, så er hans hovedformål at hjælpe brødrene til at forstå at Jehova elsker dem.“ — Joel og Connie, 1. klasse, 1999.

SKOLEN FOR MEDLEMMER AF AFDELINGSKONTORERNES UDVALG OG DERES HUSTRUER

Formål: At hjælpe dem der tjener i afdelingskontorernes udvalg, til at blive endnu bedre til at føre tilsyn med betelhjemmene og kredsene samt tage sig af menighedsanliggender. — Luk. 12:48b.

Varighed: To måneder.

Sted: Vagttårnets Uddannelsescenter, Patterson, New York.

Tilmelding: Det Styrende Råds Tjenesteudvalg inviterer medlemmer af afdelingskontorernes udvalg og deres hustruer.

Udbytte: Lowell og Cara var elever i den 25. klasse. De tjener nu i Nigeria.

„Jeg blev mindet om at uanset hvor travlt jeg har, eller hvilken opgave jeg har fået tildelt, så er nøglen til at behage Jehova at gøre tingene på hans måde,“ siger Lowell.

Cara husker noget hun lærte på skolen: „Hvis jeg ikke kan forklare noget på en enkel måde, må jeg studere emnet grundigere inden jeg giver mig i kast med at undervise andre.“

g Denne skole er endnu ikke oprettet i alle lande.

h Denne skole er endnu ikke oprettet i alle lande.

i Denne skole er endnu ikke oprettet i alle lande.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del