UDELT HENGIVENHED

Dette udtryk sigter til at Jehova ikke tåler nogen rivaliseren, nogen tilbedelse af andre guder. Det hebraiske ord qanna’ʹ bruges kun i forbindelse med Gud; det betyder „som kræver udelt hengivenhed; skinsyg“. — 2Mo 20:5, fdn.; se SKINSYG, SKINSYGE.

Gud giver ikke nogen anden den ære der tilkommer ham selv. (Es 42:8) Hvis man undlader at vise ham udelt hengivenhed, udsætter man sig for hans nidkærheds brændende vrede. (5Mo 4:24; 5:9; 6:15) Israel blev betragtet som Jehovas hustru. Som ægtemand krævede Jehova udelt hengivenhed, loyalitet og troskab af Israels folk. Han ville forsvare det med brændende nidkærhed. (Ez 36:5) Hvis israelitterne var ulydige og gik efter andre guder, ville det være ægteskabsbrud, og det ville fremkalde Jehovas retfærdige vrede og hans skinsyge for sit navn. — 5Mo 32:16, 21; Ez 16:38, 42.

Hvori består den udelte hengivenhed som Jehova kræver af sine tjenere?

„Udelt“ betyder „som ikke er fordelt mellem flere; hvori intet mangler; hvorfra intet er frataget; fuldstændig; hel“. „Hengivenhed“ er en stærk tilknytning og inderlig kærlighed. At vise Gud udelt hengivenhed vil derfor sige at man udelukker andre fra den plads i ens hjerte og ens handlinger som tilkommer ham; man deler ikke sin hengivenhed mellem flere. Alle andre og alt andet holdes ude fra denne ærefulde plads, som kun han kan indtage.

Jehova tåler ingen rivaliseren. Jehova krævede udelt hengivenhed i det andet af „De Ti Ord“, eller De Ti Bud, som han skrev med sin finger: „Jeg er Jehova din Gud . . . Du må ikke have andre guder i trods mod mig . . . for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (5Mo 5:6-9) Anden Mosebog 34:14 lyder ifølge den franske Drioux Version (1884): „Gud ønsker at elskes unikt,“ det vil sige i en klasse for sig, adskilt fra andre. Jesus gav udtryk for den samme opfattelse over for en jøde som forsøgte at sætte ham på prøve. (Mt 22:37) Jehova var både Gud og Konge for israelitterne; han var både det religiøse overhoved og regeringsoverhovedet. En israelit der brød det første og det andet bud ved at tjene andre guder, gjorde sig derfor skyldig i majestætsfornærmelse eller højforræderi, den alvorligste forbrydelse med den strengeste straf. Ved en lejlighed gjorde israelitterne sig skyldige i både afgudsdyrkelse og umoralitet, og fordi Jehova kræver udelt hengivenhed, var de nær ved at blive udslettet. Kun fordi Arons sønnesøn Pinehas hurtigt greb ind „ved ikke at tåle nogen som helst rivaliseren“ med Jehova, blev Israel frelst. — 4Mo 25:11.

Det var for sit navns skyld at Jehova udfriede sit folk fra landflygtigheden i Babylon. (Ez 39:25-28) I 2 Mosebog 34:14 siges der ifølge Ferrar Fentons oversættelse: „Den EVIGT-LEVENDE er skinsyg med hensyn til SIT NAVN.“ Eftersom han nærer skinsyge eller udelt hengivenhed i forbindelse med sit navn, ville han ikke tolerere nogen rivaliseren med nogen anden guds navn blandt sit folk.

Som forholdet mellem herre og træl. Udelt hengivenhed leder også tanken hen på forholdet mellem herre og træl. Som Skaberen er Jehova Ejer og Herre. Da han er Gud i kraft af at han har skabt alt, har han ret til at kræve at hans skabninger viser ham udelt hengivenhed og gør hans vilje. Et retsindigt menneske der lærer Jehova at kende og værdsætter forholdet til ham, vil frivilligt og af hele sit hjerte vise ham udelt hengivenhed, og dét er hvad Jehova ønsker. Han hader en rent formel hengivenhed eller tilbedelse. (Mt 15:8, 9) Dette forhold og denne frivillige hengivenhed som Jehova ønsker, illustreres i Moseloven i forholdet mellem en herre og hans træl. En hebraisk træl blev givet fri i det syvende år af sin tjenestetid, men hvis han ønskede det, kunne han blive hos sin herre. Hvis trællen sagde: „’Jeg elsker min herre, min hustru og mine sønner; jeg vil ikke drage bort som frigiven,’ så skal hans herre føre ham hen til den sande Gud og føre ham hen til døren eller dørstolpen; og hans herre skal gennembore hans øre med en syl, og han skal være hans træl for altid.“ (2Mo 21:2, 5, 6) Til ikkejøder i menigheden i Thessalonika sagde Paulus at de, da de blev kristne, frivilligt havde foretaget en forandring med hensyn til genstanden for deres hengivenhed. De var holdt op med at trælle for afguder og var begyndt „at trælle for en levende og sand Gud“. — 1Ts 1:9.

Jesu udelte hengivenhed for Gud. Som det fremgår af Filipperne 2:5-8, anerkendte Jesus, både da han var i himmelen, og da han var her på jorden, at hans Fader var den højeste i universet. Jesus viste ham udelt hengivenhed, og han pegede på at man ifølge det vigtigste bud i Loven skal elske Gud af hele sit hjerte. (Mt 22:37) Desuden viste Jesus udelt hengivenhed for Jehovas navn og understregede at hans disciple skulle gøre det samme. Den bøn han lærte sine disciple, indledte han med ordene: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Mt 6:9) Denne hengivenhed var forbundet med en brændende nidkærhed, som kom til udtryk da han rensede templet, hvorved han opfyldte disse profetiske ord: „Nidkærheden for dit hus vil fortære mig.“ (Joh 2:17; Sl 69:9) Jesu udelte hengivenhed for Jehova kommer intet sted tydeligere til udtryk end i 1 Korinther 15:24-28, hvor der siges at han, efter at han har gjort al anden myndighed og alle fjender til intet, vil overgive Riget til Faderen og selv underlægge sig ham for at „Gud kan være alt for alle“.