FESTUS

(Feʹstus) [fra lat.; betyder „festlig“, „glad“].

Landshøvding over den romerske provins Judæa; efterfulgte Felix da denne blev kaldt tilbage til Rom. (Apg 24:27) Det vides ikke med sikkerhed hvornår dette skifte fandt sted. De eneste kilder der oplyser noget om det, er Bibelen og Josefus, og ingen af dem kaster lys over tidspunktet for Neros udnævnelse af Porkius Festus. To retninger inden for bibelforskningen fastholder henholdsvis år 54 og år 61 som tidspunktet for Festus’ ankomst til Judæa. Historikere synes at gå ind for et tidspunkt mellem år 58 og år 61. År 58, som angives i Youngs Analytical Concordance to the Bible (s. 342), synes at være det mest sandsynlige tidspunkt for Festus’ tiltrædelse som landshøvding over Judæa.

Tre dage efter at Festus var ankommet til Cæsarea, rejste han til Jerusalem, øjensynlig for at gøre sig bekendt med de problemer der var med det folk han skulle styre. Paulus befandt sig i Cæsarea, hvor Felix havde efterladt ham som fange. De øverste præster og jødernes ledere var ikke sene til at anmode Festus om at lade ham hente til Jerusalem, idet de håbede at lægge et baghold og få ham dræbt på vejen. Festus besluttede i stedet at forhøre Paulus på ny, og han befalede anklagerne at møde for hans dommersæde i Cæsarea. Efter forhøret var Festus overbevist om Paulus’ uskyld, og senere vedgik han over for kong Agrippa II: „Jeg forstod at han ikke havde begået noget som fortjente døden.“ (Apg 25:25) Under forhøret havde Festus, „som gerne ville indynde sig hos jøderne“, spurgt Paulus om han frivilligt ville tage op til Jerusalem og lade sig dømme dér. (Apg 25:9) Paulus havde imidlertid svaret: „Ingen [kan] som en gunstbevisning udlevere mig til dem. Jeg appellerer til kejseren!“ — Apg 25:11.

Hermed havde Festus et nyt problem. Idet han forklarede Agrippa at han havde denne fange at sende til Rom, men ikke havde noget at anklage ham for, sagde han: „Det forekommer mig meningsløst at sende en fange af sted uden også at angive beskyldningerne imod ham.“ (Apg 25:27) Agrippa tilbød selv at høre Paulus for om muligt at løse problemet. Paulus fremførte sit forsvar så veltalende og medrivende at Festus udbrød: „Du er ved at blive vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ (Apg 26:24) Paulus vendte sig da mod Agrippa og rettede en stærk appel til ham, med det resultat at Agrippa bemærkede: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ (Apg 26:28) Senere sagde Agrippa til Festus: „Denne mand kunne have været løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.“ Paulus’ beslutning var imidlertid styret af forsynet, for Herren havde tidligere åbenbaret sig for ham og sagt: „Vær ved godt mod! For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem . . ., således skal du også vidne i Rom.“ — Apg 23:11; 26:32.

I sammenligning med Felix’ undertrykkende embedsførelse anses Festus’ styre i det store og hele for at have været et godt styre. Han undertvang de terrorister der kaldtes snigmorderne eller sicarii (dolkmænd), og forsøgte på andre måder at håndhæve romersk lov. En af Festus’ afgørelser blev imidlertid omstødt da den blev appelleret til Rom. Kong Agrippa II byggede sin bolig sådan at han fra sin spisesal havde udsigt over det hellige tempelområde, hvorefter jøderne opførte en mur som tog udsigten. Festus gav ordre til at muren skulle rives ned fordi den hindrede soldaternes udsyn, men da sagen blev appelleret til Rom, fik muren lov til at blive stående. Festus døde i embedet og blev efterfulgt af Albinus.