GED

En skedehornet drøvtygger med som regel lange, forholdsvis glatte hår. Der er flere hebraiske og græske ord for han- og hungeder og deres afkom. Det gængse hebraiske ord for ged er ‛ez. (3Mo 3:12) Et andet hebraisk ord, som almindeligvis betegner en gedebuk, en ged af hankøn, er sa‛īrʹ, der bogstaveligt betyder „en der er håret, lodden“. (Jf. 1Mo 27:11, hvor et ord af samme form og samme rod er gengivet med „behåret“.) Handyret som var anfører for en gedehjord, blev betegnet med det hebraiske ord ‛attudhʹ, der gengives med ’buk’. (4Mo 7:17; jf. Jer 50:8, fdn.) Det samme ord blev brugt billedligt om ledere eller herskere og gengives med „bukkeagtige ledere“. (Es 14:9; Zak 10:3) De græske ord for en ged er traʹgos og eʹrifos. — Mt 25:32; He 9:12, 13.

Den mest udbredte gedeart i Palæstina er den syriske ged, Capra hircus mambrica, der er karakteristisk ved sine lange, nedhængende ører og sine bagudbøjede horn. De fleste geder af denne art er sorte, mens brogede og spættede dyr er sjældne. (1Mo 30:32, 35) Der var gedebukke blandt Tyrus’ handelsvarer. — Ez 27:21.

Nogle af gedehjordene kan have været temmelig store i bibelsk tid. Nabal havde for eksempel 1000 geder. (1Sa 25:2, 3) Jakobs gave til Esau indbefattede 200 geder og 20 bukke. (1Mo 32:13, 14) Og araberne bragte kong Josafat af Juda 7700 bukke. — 2Kr 17:11.

Geden var meget værdifuld for hebræerne. (Ord 27:26) Den gav dem mælk, hvoraf de kunne lave smør og ost. (Ord 27:27) Dens kød, især kiddets, blev anvendt til føde. (1Mo 27:9; 5Mo 14:4; Dom 6:19; 13:15; Lu 15:29) Og til påskemåltidet kunne man tage enten et årgammelt vædderlam eller et årgammelt gedekid af hankøn. (2Mo 12:5) Af gedehår vævede man stoffer der blev anvendt til forskellige formål. (4Mo 31:20) „Kedars telte“ kan have været lavet af sort gedehår (Høj 1:5), og der blev anvendt gedehår til tabernaklets teltduge. (2Mo 26:7; 35:26) Gedeskind blev brugt til flasker eller sække (se 1Mo 21:15) og til beklædning, for eksempel af nogle af de forfulgte førkristne vidner for Jehova. — He 11:37.

Ifølge Moseloven var det forbudt at spise fedtet af en ged der var blevet bragt som offer (3Mo 7:23-25), og at koge et kid i sin moders mælk. — 2Mo 23:19; 34:26; 5Mo 14:21; se MÆLK.

Geden tjente som offerdyr. Den blev anvendt som brændoffer (3Mo 1:10; 22:18, 19), som fællesskabsoffer (3Mo 3:6, 12), som syndoffer (Ezr 8:35) og som skyldoffer (3Mo 5:6). Hvert førstefødte gedekid skulle ofres, men ikke før det var mindst otte dage gammelt. (3Mo 22:27; 4Mo 18:17) Hvis en person der ikke var præst eller høvding, syndede af vanvare, skulle han som offer bringe et hungedekid (eller et hunlam) der endnu ikke var et år gammelt. (3Mo 4:28, 32) På visse tidspunkter blev der bragt gedebukke som syndofre for Israels nation som helhed. (3Mo 23:19; 4Mo 28:11, 15, 16, 22, 26-30; 29:1-39; 2Kr 29:20-24; Ezr 6:17) En ung gedebuk tjente som syndoffer for en høvding. (3Mo 4:22-26) På forsoningsdagen blev der brugt to gedebukke. Den ene blev bragt som syndoffer for de 12 ikkelevitiske stammer, og den anden blev bestemt for „Azazel“ og sendt ud i ørkenen. (3Mo 16:1-27; se AZAZEL; FORSONINGSDAGEN.) Disse geder der blev bragt som syndofre, kunne naturligvis ikke virkelig borttage synder, men var blot et billede på Jesu Kristi sande sonoffer. — He 9:11-14; 10:3, 4.

Brugt billedligt og profetisk. Sjulamitpigens hår blev sammenlignet med en gedeflok, måske på grund af pigens mange lokker eller hendes sorte hårs smukke glans. (Høj 4:1; 6:5) I forhold til aramæernes hær var israelitternes „som to små flokke af geder“. (1Kg 20:27) Betegnelsen „geder“ og „bukke“ anvendes symbolsk om mennesker, ofte mennesker der er i opposition til Jehova. (Es 34:6, 7; jf. Jer 51:40; Ez 34:17; Zak 10:3.) I Jesu lignelse om fårene og gederne er gederne et billede på dem der nægter at gøre godt mod hans mindste brødre. — Mt 25:31-46.

Gedebukken i Daniels profeti var et billede på det græske (eller græsk-makedoniske) verdensrige. (Da 8:5-8, 21) Om dette siger The Imperial Bible-Dictionary (redigeret af P. Fairbairn, London 1874, bd. I, s. 664): „Det er interessant at makedonierne selv anerkendte denne [gedebukken] som symbolet på deres nation. Der findes stadig monumenter hvorpå dette symbol forekommer. For eksempel findes det på en af pilastrene i Persepolis, hvor geden er afbildet med et vældigt horn i panden mens en perser holder om hornet, et symbol på Persiens undertvingelse af Makedonien.“ Denne undertvingelse fandt sted i slutningen af det 6. århundrede f.v.t.

I 5 Mosebog 14:4, 5, hvor der er tale om hvilke dyr der måtte spises, er det hebraiske ord ’aqqōʹ oversat med „vildged“. (NV) Mange forskere mener at ’aqqōʹ er det samme dyr som je‛elīmʹ, det vil sige den nubiske stenbuk. — Se STENBUK.