HAGGAJ

(Hagʹgaj) [[født under en] højtid].

En hebraisk profet i Juda og Jerusalem mens Zerubbabel var landshøvding under perserkongen Darius Hystaspes. — Hag 1:1; 2:1, 10, 20; Ezr 5:1, 2.

Ifølge den jødiske overlevering var Haggaj medlem af Den Store Synagoge. På grund af det der siges i Haggaj 2:10-19, formoder nogle at han var præst. Hans navn forekommer sammen med profeten Zakarias’ i overskrifterne til Salme 111 (112) i den latinske Vulgata, Salme 125 og 126 i den syriske Pesjitta, Salme 145 i den græske Septuaginta, i Pesjitta og i Vulgata, og Salme 146, 147 og 148 i Septuaginta og Pesjitta. Det er sandsynligt at Haggaj er født i Babylon, og at han rejste til Jerusalem sammen med Zerubbabel og den jødiske rest i 537 f.v.t. Man ved imidlertid ikke ret meget om Haggaj, for Bibelen oplyser intet om hans slægt, stamme el. lign.

Haggaj blev den første profet efter landflygtigheden, og Zakarias sluttede sig til ham omkring to måneder senere. (Hag 1:1; Zak 1:1) Tempelbyggeriet havde ligget stille i nogle år, først på grund af fjendernes modstand og siden på grund af jødernes egen ligegyldighed og selviske stræben. Haggaj ansporede de hjemvendte jødiske landflygtige til at genoptage byggeriet. (Ezr 3:10-13; 4:1-24; Hag 1:4) Fire gudgivne budskaber som Haggaj fremholdt i løbet af fire måneder i Darius Hystaspes’ andet år (520 f.v.t.), og som han nedskrev i den bog i Bibelen der bærer hans navn, bidrog stærkt til at jøderne genoptog tempelbyggeriet. (Hag 1:1; 2:1, 10, 20; se HAGGAJS BOG.) Haggaj og Zakarias fortsatte med at anspore folket indtil templet var fuldført i slutningen af Darius’ sjette år, 515 f.v.t. — Ezr 5:1, 2; 6:14, 15.