KONGEBØGERNE

Bøger i Bibelen som omhandler Israels historie fra kong Davids sidste dage og indtil kong Jojakins løsladelse fra fængselet i Babylon.

Oprindelig udgjorde de to Kongebøger én skriftrulle som blev kaldt „Konger“ (hebr.: Melakhīmʹ), og i den hebraiske bibel i dag regnes de stadig som én bog, den fjerde i den afdeling der er kendt som „De Tidlige Profeter“. I den græske Septuaginta blev Kongebøgerne kaldt Tredje og Fjerde Kongerigernes bøger, idet Samuelsbøgerne blev betegnet som Første og Anden Kongerigernes bøger. I den latinske Vulgata blev disse bøger under ét kendt som de fire ’Kongebøger’ fordi Hieronymus foretrak navnet Regum („Konger“) i overensstemmelse med den hebraiske titel frem for den bogstavelige oversættelse Regnorum („Kongeriger“) af titlen i Septuaginta. Opdelingen i to bøger i Septuaginta var hensigtsmæssig fordi den græske oversættelse (med vokaler) krævede næsten dobbelt så meget plads som den hebraiske tekst, der var uden vokaler helt frem til anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. Anden Samuelsbog og Første Kongebog har ikke altid været delt det samme sted i de græske oversættelser. Lukian, for eksempel, inddelte sin recension af Septuaginta således at Første Kongebog begyndte med det som i vore nuværende bibler er 1 Kongebog 2:12.

Bøgernes tilblivelse. Navnet på den der har skrevet Kongebøgerne, oplyses ikke i de to beretninger, men både de bibelske vidnesbyrd og den jødiske tradition peger på Jeremias. Mange hebraiske ord og udtryk som findes i disse to bøger, forekommer ikke andre steder i Bibelen end her og i Jeremias’ Bog. Kongebøgerne og Jeremias’ Bog supplerer hinanden, idet begivenheder som kun kort omtales det ene sted, som regel bliver fyldigt behandlet det andet sted. Den omstændighed at Jeremias overhovedet ikke nævnes i Kongebøgerne skønt han var en meget fremtrædende profet, er kun hvad man kunne forvente hvis det er ham der har skrevet disse bøger, idet hans virksomhed er udførligt behandlet i den bog der bærer hans navn. Kongebøgerne fortæller om forholdene i Jerusalem efter at landflygtigheden var begyndt, hvilket tyder på at den der har skrevet bøgerne, ikke blev taget med til Babylon, og det passer på Jeremias. — Jer 40:5, 6.

Nogle lærde mener at Kongebøgerne indeholder vidnesbyrd om at der er mere end én der har skrevet eller samlet bøgerne. Bortset fra afvigelser som skyldes de forskellige kilder der er benyttet, viser ensartetheden i sprog, stil, ordvalg og grammatik imidlertid at bøgerne må være skrevet af én person.

Første Kongebog dækker en periode på omkring 129 år, der strækker sig fra kong Davids sidste dage, omkring 1040 f.v.t., frem til den judæiske kong Josafats død i ca. 911 f.v.t. (1Kg 22:50) Anden Kongebog begynder med Ahazjas regering (ca. 920 f.v.t.) og når frem til slutningen af det 37. år af Jojakins landflygtighed, 580 f.v.t., en periode på omkring 340 år. (2Kg 1:1, 2; 25:27-30) Kongebøgerne dækker således tilsammen omkring 450 år af det jødiske folks historie. Da der omtales begivenheder helt frem til år 580 f.v.t., kan bøgerne ikke være færdigskrevet før dette tidspunkt, og da afslutningen på det babyloniske fangenskab ikke nævnes, var de uden tvivl fuldført, som én skriftrulle, før den tid.

Det ser ud til at begge bøger for størstedelens vedkommende er skrevet i Juda, hvor hovedparten af kildematerialet befandt sig. Men det er klart at Anden Kongebog må være fuldført i Ægypten, hvortil Jeremias blev bragt efter mordet på Gedalja i Mizpa. — Jer 41:1-3; 43:5-8.

Kongebøgerne har altid hørt til den jødiske kanon og er anerkendt som kanoniske. Det er der god grund til, da disse bøger yderligere udvikler Bibelens hovedtema: hævdelsen af Jehovas suverænitet og gennemførelsen af hans hensigt med jorden ved hans rige under Kristus, det lovede afkom. Desuden indtager tre førende profeter, Elias, Elisa og Esajas, en fremtrædende plads i beretningen, og det vises hvordan deres profetier umiskendeligt er gået i opfyldelse. Begivenheder som er berettet i Kongebøgerne, omtales og belyses også andre steder i Bibelen. Jesus henviste ved tre lejligheder til personer der nævnes i disse bøger, nemlig Salomon (Mt 6:29), Sydens dronning (Mt 12:42; jf. 1Kg 10:1-9) samt enken i Zarepta og syreren Na’aman (Lu 4:25-27; jf. 1Kg 17:8-10; 2Kg 5:8-14). Paulus nævner beretningen om Elias og de 7000 mænd som ikke havde bøjet knæ for Ba’al. (Ro 11:2-4; jf. 1Kg 19:14, 18.) Jakob omtaler Elias’ bønner om tørke og regn. (Jak 5:17, 18; jf. 1Kg 17:1; 18:45.) Disse henvisninger til personer og handlinger som er beskrevet i Kongebøgerne, taler for at de er kanoniske.

Kongebøgerne er hovedsagelig udarbejdet på grundlag af beretninger fra andre skrevne kilder, og skribenten viser tydeligt at han henter sit stof fra sådanne kilder. Han henviser til „bogen med Salomons historie“ (1Kg 11:41), „bogen med Judas kongers historie“ (1Kg 15:7, 23) og „bogen med Israels kongers historie“ (1Kg 14:19; 16:14).

Et af de ældste eksisterende hebraiske håndskrifter med Kongebøgerne i deres helhed stammer fra 1008 e.v.t. Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og Det Alexandrinske Håndskrift indeholder Kongebøgerne (på græsk), men Det Sinaitiske Håndskrift har dem ikke med. I Qumranhulerne har man fundet fragmenter af Kongebøgerne som øjensynlig stammer fra tiden før vor tidsregnings begyndelse.

Af bøgernes opbygning fremgår det at den der skrev eller samlede dem, gav de oplysninger om kongerne der var relevante til belysning af kronologien, og som viste om de pågældende konger havde Guds gunst eller mishag. Den vigtigste faktor var hvordan deres styre stillede sig til tilbedelsen af Jehova. Efter omtalen af Salomons regeringstid bliver hver regeringsperiode, med visse undtagelser, beskrevet efter et bestemt mønster, idet to parallelle historiske forløb følges. For Judas kongers vedkommende angives det som regel først hvornår kongen tiltrådte i forhold til den samtidige konge af Israel; derefter nævnes kongens alder, hvor længe han regerede, hans regeringssæde, hvem hans moder var, og hvor hun kom fra — dette sidste var af interesse og betydning da i hvert fald nogle af Judas konger havde flere hustruer. Ved slutningen af beretningen om hver konge nævnes kilden til oplysningerne, kongens begravelse og navnet på hans efterfølger. Nogle af de samme oplysninger gives også om hver af Israels konger, men kongens alder ved tronbestigelsen samt hans moders navn og hjemsted nævnes ikke. Oplysningerne i Første og Anden Kongebog har været yderst nyttige ved studiet af Bibelens tidsregning. — Se KRONOLOGI.

Kongebøgerne er ikke kun annaler der opregner begivenheder som i en krønike. De meddeler de historiske kendsgerninger, men forklarer samtidig deres betydning. Beretningen udelader øjensynlig alt stof som ikke direkte har at gøre med gennemførelsen af Guds hensigt, og som ikke belyser de principper der ligger til grund for den handlemåde han har fulgt over for sit folk. De fejl som Salomon og andre af Judas og Israels konger begik, tilsløres ikke, men beskrives med største ærlighed.

Arkæologiske vidnesbyrd. Man har gjort talrige fund som bekræfter Kongebøgernes nøjagtighed, både historisk og geografisk. Foruden de cedertræer der i dag vokser i Libanon, bekræfter arkæologiske fund eksistensen af de cedertræsskove hvorfra Salomon hentede tømmeret til sine byggeprojekter i Jerusalem. (1Kg 5:6; 7:2) I Jordandalen nord for Jabbok, hvor Sukkot og Zaretan engang lå, har man fundet vidnesbyrd om en kobberindustri. — 1Kg 7:45, 46.

Farao Sjisjaks invasion i Juda på Rehabeams tid (1Kg 14:25, 26) bekræftes af hans egen beretning herom på tempelmurene i Karnak i Ægypten. En sort kalkstensobelisk fra assyrerkongen Salmanassar III’s tid, fundet i Nimrud i 1846, skal måske skildre hvordan en udsending fra Jehu bøjer sig for Salmanassar, en begivenhed som, skønt den ikke er nævnt i Kongebøgerne, bekræfter at Israels konge Jehu var en historisk person. Akabs omfattende byggearbejder, derunder „elfenbenshuset som han byggede“ (1Kg 22:39), bevidnes af de ruiner der er fundet i Samaria.

Den såkaldte Mesjastele fortæller om nogle af de begivenheder der er knyttet til kong Mesjas oprør mod Israel, idet den bringer moabitterkongens version af hvad der skete. (2Kg 3:4, 5) I inskriptionen, som er skrevet med en alfabetskrift, ses også tetragrammet, Israels Guds navn.

Navnet Peka forekommer i en annaltekst der tilskrives Tiglat-Pileser III. (2Kg 15:27) Tiglat-Pileser III’s togt mod Israel er nævnt i hans kongelige annaler og i en inskription på en assyrisk bygning. (2Kg 15:29) Navnet Hosjea er også blevet dechifreret fra inskriptioner om Tiglat-Pilesers togt. — 2Kg 15:30; Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 282-284.

Nogle af den assyriske kong Sankeribs forehavender er nævnt i hans annaler, men ikke den begivenhed hvor en engel tilintetgjorde hans hær på 185.000 mand da den udgjorde en trussel imod Jerusalem. (2Kg 19:35) Det er heller ikke at forvente at et så overvældende nederlag ville være omtalt i hans pralende krøniker. En bemærkelsesværdig arkæologisk bekræftelse på den sidste udtalelse i Kongebøgerne er fundet på kileskrifttavler udgravet ved Babylon. De viser at Ja’ukinu (Jojakin) var fange i Babylon, og at han fik sit underhold fra den kongelige husholdning. — 2Kg 25:30; Ancient Near Eastern Texts, s. 308.

Profetiers opfyldelse. Kongebøgerne indeholder flere profetier og omtaler også slående eksempler på profetiers opfyldelse. I 1 Kongebog 2:27 ses det for eksempel hvordan Jehovas ord mod Elis hus blev opfyldt. (1Sa 2:31-36; 3:11-14) Profetier om Akab og hans hus blev opfyldt. (Sml. 1Kg 21:19-21 med 1Kg 22:38 og 2Kg 10:17.) Det der var forudsagt om Jesabel og hendes jordiske rester, gik i opfyldelse. (Sml. 1Kg 21:23 med 2Kg 9:30-36.) Og opfyldelsen af profetierne om Jerusalems ødelæggelse bekræftes af de historiske kendsgerninger. — 2Kg 21:13.

Betydningen af at handle i overensstemmelse med Jehovas krav og de alvorlige følger der er forbundet med at ignorere hans retfærdige love, er nogle af de mange aspekter der fremhæves i Kongebøgerne. De to Kongebøger bekræfter på magtfuld måde hvad der var forudsagt om konsekvenserne af henholdsvis lydighed og ulydighed mod Jehova Gud.

[Ramme på side 13]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE KONGEBOG

Et sammendrag af kongeriget Judas og kongeriget Israels historie fra Davids sidste tid indtil Josafats død

Oprindelig udgjorde Første og Anden Kongebog tilsammen én skriftrulle

Salomon er ved begyndelsen af sit styre kendt for sin enestående visdom, men ender i frafald

Natans resolutte indgriben hindrer Adonijas forsøg på at blive konge i Israel; Salomon indsættes på tronen (1:5–2:12)

På Jehovas spørgsmål til Salomon om hvad han ønsker sig, beder han om visdom; i tilgift får han løfte om rigdom og ære (3:5-15)

Salomons gudgivne visdom kommer til udtryk i hans afgørelse af sagen mellem de to prostituerede som begge hævder at være moder til den samme nyfødte dreng (3:16-28)

Kong Salomon og Israel vokser i velstand under hans styre; kongens uovertrufne visdom er kendt i hele verden (4:1-34; 10:14-29)

Salomon bygger Jehovas tempel og senere et paladskompleks; alle Israels ældste samles til indvielsen (5:1–8:66)

Jehova helliger templet, forsikrer Salomon om at hans kongelige slægt vil bestå, men advarer mod troløshed (9:1-9)

Dronningen af Saba kommer for selv at se Salomons visdom og velstand (10:1-13)

Da Salomon bliver ældre, påvirkes han af sine mange fremmede hustruer og følger fremmede guder (11:1-8)

Nationen deles i to; kalvetilbedelsen indføres for at forhindre at det nordlige riges indbyggere rejser til Jerusalem

Jehova forudsiger at nationen vil blive delt på grund af Salomons frafald (11:11-13)

Efter Salomons død truer hans søn Rehabeam folket med at lægge et endnu tungere åg på det; ti stammer river sig løs og gør Jeroboam til konge (12:1-20)

Jeroboam indfører tilbedelse af guldkalve i det nordlige rige for at forhindre at folket rejser til Jerusalem for at tilbede, og for muligvis at forsøge at forene riget igen (12:26-33)

Det sydlige rige, Juda, har både gode og onde konger

Rehabeam og efterfølgeren Abijam tillader afskyelig falsk tilbedelse (14:21-24; 15:1-3)

Abijams søn Asa og dennes søn Josafat støtter aktivt den sande tilbedelse (15:9-15; 22:41-43)

Det nordlige rige, Israel, hærges af magtkampe, snigmord og afgudsdyrkelse

Jeroboams søn Nadab bliver konge; Basja dræber ham og tilriver sig tronen (15:25-30)

Basjas søn Ela kommer på tronen og myrdes af Zimri; Zimri begår selvmord da han besejres af Omri (16:6-20)

Omris sejr fører til en borgerkrig, som til sidst vindes af Omri; han bliver konge og bygger senere Samaria; hans synder er endnu værre end de tidligere kongers (16:21-28)

Akab bliver konge og ægter zidoniernes konge Etba’als datter; han indfører ba’alsdyrkelsen i Israel (16:29-33)

Krigene mellem Juda og Israel slutter med et forbund

Der er krig mellem Jeroboam og Rehabeam og Jeroboam og Abijam; Basja kæmper mod Asa (15:6, 7, 16-22)

Josafat slutter forbund med Akab (22:1-4, 44)

Josafat og Akab kæmper sammen imod Ramot-Gilead; Akab bliver dræbt (22:29-40)

Profetgerninger i Israel og Juda

Ahija forudsiger at ti stammer vil rive sig løs fra Davids hus; senere forkynder han Jehovas dom over Jeroboam (11:29-39; 14:7-16)

Sjemaja overbringer Jehovas ord om at Rehabeam og hans undersåtter ikke må kæmpe imod de ti oprørske stammer (12:22-24)

En Guds mand forkynder Jehovas dom over alteret for kalvetilbedelse i Betel (13:1-3)

Hananis søn Jehu forkynder Jehovas dom over Basja (16:1-4)

Elias forudsiger en længere tørke i Israel; under tørken udvirker han ved et mirakel at en enkes beholdning af mel og olie ikke slipper op, og oprejser hendes søn (17:1-24)

Elias foreslår en styrkeprøve på Karmels Bjerg som skal vise hvem der er den sande Gud; da den viser at Jehova er den sande Gud, dræbes ba’alsprofeterne; Elias flygter for Akabs hustru, Jesabel, der stræber ham efter livet, men Jehova sender ham af sted for at salve Hazael, Jehu og Elisa (18:17–19:21)

Mikaja forudsiger Akabs nederlag i kamp (22:13-28)

[Ramme på side 14]

HOVEDPUNKTER I ANDEN KONGEBOG

Fortsættelse af beretningen om Judas og Israels historie fra Første Kongebog; den fører frem til Samarias og senere Jerusalems ødelæggelse på grund af troløshed

Bogen fuldføres sandsynligvis i Ægypten omkring 27 år efter at babylonierne har ødelagt Jerusalem

Elisa efterfølger Elias som Jehovas profet

Elias forudsiger Ahazjas død; han nedkalder også ild over to respektløse øverster og deres afdelinger på hver 50 mand som skulle pågribe profeten (1:2-17)

Elias bortrykkes i et stormvejr; Elisa overtager hans embedsklædning (2:1-13)

Elisa skiller Jordans vande og gør vandet i Jeriko sundt; hans råd, som er inspireret af Gud, frelser Israels, Judas og Edoms forenede hære fra at dø af mangel på vand og fører til moabitternes nederlag; han forøger en enkes forsyning af olie, oprejser en sjunemkvindes søn, gør en giftig stuvning spiselig, forøger en gave af brød og korn, helbreder Na’aman for spedalskhed, forkynder at Na’amans spedalskhed vil komme over den begærlige Gehazi og hans efterkommere, og får et lånt øksehoved til at flyde på vandet (2:14–6:7)

Elisa advarer forud Israels konge om aramæernes overraskelsesangreb; en aramæisk styrke kommer for at gribe profeten, men han slår den med midlertidig mental blindhed; aramæerne belejrer Samaria, og Elisa får skylden for den følgende hungersnød; han forudsiger hungersnødens afslutning (6:8–7:2)

Det hverv Elias havde fået betroet, fuldføres ved at Elisa meddeler Hazael at han skal blive Arams konge, og ved at et bud sendes af sted for at salve Jehu til konge over Israel (8:7-13; 9:1-13)

Jehu går til angreb på Akabs hus og udrydder ba’alsdyrkelsen i Israel (9:14–10:28)

Elisa bliver på sit dødsleje besøgt af Jehus sønnesøn kong Joasj; han forudsiger tre sejre over Aram (13:14-19)

På grund af Israels respektløshed over for Jehova føres det i landflygtighed til Assyrien

Den kalvetilbedelse Jeroboam indførte, fortsætter under Jehu og hans efterkommere — Jehoahaz, Joasj, Jeroboam II og Zekarja (10:29, 31; 13:6, 10, 11; 14:23, 24; 15:8, 9)

I Israels sidste dage snigmyrdes kong Zekarja af Sjallum, Sjallum af Menahem, Menahems søn Pekaja af Peka, og Peka af Hosjea (15:8-30)

Under Pekas regeringstid fører assyrerkongen Tiglat-Pileser III mange israelitter i landflygtighed; i Hosjeas niende regeringsår bliver Samaria ødelagt og Israel ført i landflygtighed på grund af manglende respekt for Jehova; Israels område bliver beboet af andre folkeslag (15:29; 17:1-41)

Religiøse reformer i Juda medfører ingen varig forandring; babylonierne ødelægger Jerusalem og fører Guds folk i landflygtighed

Joram af Juda ægter Atalja, datter af Akab og Jesabel; Joram falder fra den sande tro, ligesom hans søn Ahazja efter ham (8:16-27)

Da Ahazja dør, forsøger Atalja at udrydde Davids slægt så hun selv kan herske; Ahazjas søn Joasj skjules af sin faster og bliver senere udråbt til konge; Atalja bliver dræbt (11:1-16)

Joasj søger at genindføre den sande tilbedelse så længe ypperstepræsten Jojada lever og er hans rådgiver, men ofringerne på „offerhøjene“ fortsætter under ham og hans efterfølgere — Amazja, Azarja (Uzzija) og Jotam (12:1-16; 14:1-4; 15:1-4, 32-35)

Jotams søn Akaz dyrker afguder; Akaz’ søn Ezekias indfører gode reformer, men disse falder til jorden under de følgende konger Manasses og Amons onde styre (16:1-4; 18:1-6; 21:1-22)

Amons søn Josias træffer gennemgribende forholdsregler for at befri landet for afgudsdyrkelse; han dræbes i kamp mod farao Neko (22:1–23:30)

Judas fire sidste konger er troløse: Josias’ søn Jehoahaz dør i fangenskab i Ægypten; Jehoahaz’ broder Jojakim regerer efter ham; Jojakims søn og efterfølger, Jojakin, føres i landflygtighed til Babylon; Jojakims broder Zedekias regerer i Jerusalem indtil byen indtages af babylonierne, og de fleste overlevende føres i landflygtighed (23:31–25:21)