PERGAMUM

(Perʹgamum) [borg, fæstning, akropolis].

Pergamum, eller Pergamon, var en by i Mysien i den nordvestlige del af asiatisk Tyrkiet (Lilleasien). I denne by fandtes en af de syv menigheder hvortil apostelen Johannes henvendte de budskaber der omtales i Åbenbaringens Bog. (Åb 1:11; 2:12-17) Byen lå ca. 80 km nord for Smyrna (det nuværende Izmir) og omkring 25 km fra Ægæerhavets kyst. Nær det gamle Pergamum ligger det nutidige Bergama. Pergamum var oprindelig en fæstning på en stejl, isoleret høj mellem to floder. Med tiden bredte byen sig til dalen nedenfor, og højen blev byens akropolis.

Historie. Det kan ikke siges med sikkerhed hvor Pergamums indbyggere kom fra, men noget tyder på at de stammede fra Achaia i Grækenland. I år 420 f.v.t. blev der slået mønter i byen, og i det næste århundrede omtaler Xenofon byen Pergamum. Efter Alexander den Stores død blev den en del af Lysimachos’ område. Lysimachos’ højre hånd, Filetairos, blev hersker over byen og dens omegn og grundlagde attalidernes dynasti, under hvilket Pergamum blev en rig og betydningsfuld by. Kong Attalos I (241-197 f.v.t.) tog romernes parti mod makedonierne. Hans efterfølger, Eumenes II, opbyggede et meget stort bibliotek der kunne konkurrere med det berømte bibliotek i Alexandria. Det var formentlig omkring denne tid at pergament som skrivemateriale (pergamena charta) blev opfundet i byen. Desuden beherskede det pergamenske rige størstedelen af det vestlige Lilleasien. I 133 f.v.t. testamenterede Attalos III på sit dødsleje Pergamum til Rom, hvorved byen blev hovedstaden i den romerske provins Asien. (Se ASIEN.) Selv da Pergamum ikke mere var hovedstad, havde den stadig stor betydning som administrativt center.

Pergamums religion. Pergamum var en højborg for hedensk religion. Kaldæiske magere (astrologer) flygtede øjensynlig fra Babylon til Pergamum og oprettede deres centrale skole her. Eumenes II byggede et kolossalt marmoralter for guden Zeus til minde om sin sejr over gallerne. De udgravede ruiner af det viser at det var smykket med et enormt relief af guder i kamp med giganter. (BILLEDE, bd. 2, s. 945) Syge fra alle dele af Asien strømmede til Pergamum på grund af byens tempel for Asklepios, lægekunstens gud.

Et særlig fremtrædende træk ved religionen i Pergamum var dyrkelsen af de politiske herskere. Byen opførte et prægtigt tempel for kejser Augustus. Det var den første by med et tempel viet til kejserkulten. Under kejserne Trajan og Severus blev der opført yderligere to templer i byen, og i Encyclopædia Britannica kaldes Pergamum derfor „hovedcenteret for kejserkulten i imperiets første tid“. (1959, bd. 17, s. 507) Denne dyrkelse af den romerske kejser tjente uden tvivl det politiske formål at svejse alle Romerrigets forskellige dele sammen under én fælles gud; de kunne hver især dyrke deres lokale eller nationale guder, men alle måtte de desuden tilbede kejseren.

„Dér hvor Satans trone er“. Apostelen Johannes nævnte i budskabet til menigheden i Pergamum at byen lå „dér hvor Satan bor“, og at de kristne således opholdt sig „dér hvor Satans trone er“. (Åb 2:13) „Udtrykket er blevet opfattet som gældende de mange hedenske kulter, . . . men det sigter sandsynligvis først og fremmest til kejserdyrkelsen. Det var her, under Domitian, at tilbedelsen af den guddommelige kejser var blevet gjort til prøvesten for borgernes loyalitet.“ (The New Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1985, s. 912) I betragtning af at Antipas’ død som martyr omtales i samme vers som „Satans trone“, er han måske blevet dræbt fordi han ikke ville tilbede kejseren.

En anden faktor der måske kan vise hvad der menes med udtrykket „Satans trone“, er at dyrkelsen af Zeus, eller Jupiter, den øverste gud blandt alle de hedenske guddomme, indtog en fremtrædende plads i byen. Fra den høj som Pergamum blev bygget på, havde nogle guder, ifølge sagnet, overværet Zeus’ fødsel, og det store alter der senere blev rejst på byens akropolis, betragtes som et af datidens underværker. De der tilbad Zeus, kunne have andre guder, men de skulle betragte dem som underordnet ham. De kristne i Pergamum blev imidlertid rost for at de holdt fast ved deres udelte hengivenhed for den sande Gud, Jehova, og ikke fornægtede deres tro skønt de boede „dér hvor Satans trone er“.

„Bileams lære“. Der var dog nogle i menigheden som undergravede troen idet de ’holdt fast ved Bileams lære’. (Åb 2:14) Dette udtryk henleder tanken på den mesopotamiske profet Bileam, der efter flere mislykkede forsøg på at forbande Israel foreslog at man lod hedenske kvinder forlede de israelitiske mænd til at deltage i utugtig tilbedelse af falske guder. Dette førte til kønslig umoralitet og afgudsdyrkelse, som resulterede i at 24.000 israelitter mistede livet. (4Mo 25:1-18; 1Kor 10:8; se BILEAM, 1.) Nogle i menigheden i Pergamum, de der ’holdt fast ved Bileams lære’, tolererede åbenbart utugt. (Jud 4, 11; 2Pe 2:14, 15) Pergamum var berømt for et rigt udsmykket tempel for Afrodite (Venus), den erotiske kærligheds gudinde, og sanselige religiøse skikke var udbredte.

Nogle i menigheden var også blevet påvirket af „Nikolaus-sektens“ lære, og de blev tilskyndet til at ændre sind. — Åb 2:15, 16.