HELLIG TJENESTE

Arbejde der er helligt fordi det er direkte forbundet med tilbedelsen af Gud.

Grundbetydningen af det hebraiske ord ‛avadhʹ er „at tjene“ (1Mo 14:4; 15:13; 29:15) eller „at arbejde (slide i det)“ (2Mo 34:21, fdn.), og det gengives også med „at dyrke [jorden]“. (1Mo 4:12; 5Mo 28:39) I forbindelse med tilbedelsen af Jehova eller falske guder betyder det „at dyrke (tjene, tilbede) en guddom“, at yde hellig tjeneste. (2Mo 10:26; 5Mo 11:16) Det græske udsagnsord latreuʹō betyder ligeledes „at tjene“, og det anvendes om at tjene Gud (Mt 4:10; Lu 1:74; 2:37; 4:8; Apg 7:7; Ro 1:9; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3), for eksempel i helligdommen eller templet (He 8:5; 9:9; 10:2; 13:10), men også om falsk gudsdyrkelse, dyrkelse af det skabte. (Apg 7:42; Ro 1:25) Navneordet latreiʹa forekommer kun i betydningen tjeneste for Gud. (Joh 16:2; Ro 9:4; 12:1; He 9:1, 6) Det adskiller sig fra det græske diakoniʹa, der også betyder „tjeneste“, men bruges i forbindelse med almindelige, hverdagsagtige gøremål — ikke i betydningen hellig tjeneste.

Jehova Gud er den eneste der med rette bør tilbedes eller modtage hellig tjeneste. (Mt 4:10; Lu 4:8) Egentlig skulle jøderne på grund af deres særlige pagtsforhold til Jehova have haft den forret at yde Gud hellig tjeneste som hans åndsavlede sønner og medlemmer af „et kongeligt præsteskab“. Men de fleste af dem gik glip af denne forret fordi de ikke troede på Kristus Jesus. (Ro 9:3-5, 30-33; 1Pe 2:4-10) Mange mente, ligesom farisæeren Saulus, at de ydede Gud hellig tjeneste ved at forfølge Kristi disciple. — Joh 16:2; Apg 26:9-11; Ga 1:13, 14.