STENING

Under Moseloven blev en dødsdømt som regel henrettet ved stening. (3Mo 20:2) Formålet var at ’fjerne det onde fra folkets midte’. Hele Israel ville høre om straffen, og det ville indgyde alle frygt for at begå den samme urette handling. (5Mo 13:5, 10, 11; 22:22-24) Når israelitterne stenede en forbryder, viste de dermed at de var nidkære for den sande tilbedelse, at de var ivrige efter at beskytte Guds navn mod vanære, og at de ønskede at holde menigheden ren.

Før en forbryder kunne stenes, måtte mindst to vidner afgive samstemmende udsagn imod ham og derefter kaste de første sten. (3Mo 24:14; 5Mo 17:6, 7) Udsigten til at skulle deltage i henrettelsen har sikkert fået vidnerne til at tænke sig grundigt om inden de aflagde vidnesbyrd, og det har uden tvivl afskrækket nogle fra at vidne falsk, hvilket, hvis det blev opdaget, ville koste dem selv livet. — 5Mo 19:18-20.

Det lader til at steningen som regel fandt sted uden for byen. (4Mo 15:35, 36; 1Kg 21:13; se dog 5Mo 22:21.) Derefter kunne liget blive hængt på en pæl til skræk og advarsel, men ikke længere end til solnedgang. Det blev begravet samme dag. — 5Mo 21:21-23.

Jesus omtalte Jerusalem som ’den der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende’. (Mt 23:37; jf. He 11:37.) Han blev selv truet med stening. (Joh 8:59; 10:31-39; 11:8) Stefanus blev dræbt på denne måde. (Apg 7:58-60) I Lystra var der fanatiske jøder som „stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, idet de mente at han var død“. — Apg 14:19; jf. 2Kor 11:25.

Angående forbrydelser som medførte dødsstraf ved stening, se FORBRYDELSE OG STRAF.