SYKAR
(Syʹkar).
En by i Samaria, det sted hvor Jakobs Kilde var. Sykar lå „nær det stykke jord som Jakob gav sin søn Josef“, i nærheden af Sikem. (Joh 4:5, 6; jf. Jos 24:32.) Syrus Sinaiticus, eller „Sinaj-syreren“, har læsemåden „Sykem“ i stedet for „Sykar“. De bedste græske håndskrifter støtter imidlertid læsemåden „Sykar“. Nogle af fortidens ikkebibelske skribenter skelner mellem Sikem og Sykar; andre gør det ikke. Arkæologiske udgravninger i nyere tid har ført til at nogle forsøgsvis har identificeret Sykar med landsbyen ‛Askar, der ligger 0,7 km nordnordøst for Jakobs Kilde og ca. 1 km nordøst for Sikem.