TORDEN

Den kraftige lyd der følger efter et lynglimt. Lyden skyldes den pludselige udvidelse af luften der opvarmes af den elektriske udladning og derefter bevæger sig voldsomt bort fra lynets bane og tilbage igen. — Job 28:26; 38:25.

Det hebraiske udsagnsord ra‛amʹ, der betyder „at tordne“, bruges undertiden i forbindelse med Jehova (1Sa 2:10; 2Sa 22:14; Sl 18:13), der somme tider har anvendt torden for at gennemføre sin vilje. På Samuels tid skabte han således forvirring blandt filistrene ved hjælp af torden (hebr.: raʹ‛am). (1Sa 7:10; jf. Es 29:6.) Det hebraiske ord qōl, der har grundbetydningen „lyd“ (2Mo 32:18, 19), „røst“ (5Mo 21:18) eller „stemme“ (1Kg 19:12), gengives også somme tider med „torden“. — 1Sa 12:17, 18, fdn.

Den ærefrygtindgydende lyd af torden forbindes med Jehovas røst eller stemme. (Job 37:4, 5; 40:9; Sl 29:3-9) Da nogle jøder hørte Jehova tale fra himmelen til Jesus, mente nogle af dem at det havde tordnet, og andre at det var en engel der havde talt. (Joh 12:28, 29; jf. Åb 6:1; 14:2; 19:6.) Da tordenbrag ofte varsler uvejr, kan „tordener“ betegne guddommelige advarsler, som det er tilfældet i Åbenbaringen 8:5; 10:3, 4; 16:18.

Da jøderne lå lejrede ved foden af Sinaj Bjerg, opfattede de den torden de hørte, som en manifestation af Guds nærværelse. (2Mo 19:16; jf. Åb 4:5; 11:19.) Jehovas ord i Salme 81:7: „Jeg svarede dig fra tordenens skjul,“ kan enten hentyde til denne begivenhed eller til at han ledede israelitterne ved hjælp af en skysøjle (et tordenskjul).