Hvordan bruger du din tid?

„Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ — Prædikeren 3:1.

1. Hvorfor skrev Paulus, at tiden var kort?

JEHOVA inspirerede apostelen Paulus til at give en kristen menighed følgende advarsel for nitten århundreder siden: „Den fastsatte tid er blevet meget kort.“ (1 Korinter 7:29, En Amer. Overs.) Denne sobre udtalelse af en af verdens største autoriteter på kristendommens område burde tages under grundig overvejelse af de mennesker, der lever nu i vort tyvende århundrede. „Men,“ spørger du, „hvorfor skulle det særlig angå os nu? Hvad er det for en tid, der er blevet kort, og som kan være af betydning for den nulevende generation?“ Paulus så med fortrøstning fremad til afslutningen på den nuværende verdensindretning med dens forvirring, fordærvelse og vold. Hans tillid var grundlagt på bibelen og på de ord, der var talt af hans mester, Kristus Jesus. Havde Jesus ikke sagt til sine disciple, at han ville komme igen, og at den gamle verden skulle have en afslutning? Jo; derfor troede de det og søgte nøjere oplysning hos ham. Som svar på deres spørgsmål: „Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ omtalte Jesus begivenheder, der skulle indtræffe som tegn på hans komme som den kronede konge og begyndelsen til den nuværende verdensordens ende. Paulus ventede på enden og de dermed følgende tegn, da han udtalte den ovenfor anførte advarsel. At der i mellemtiden er forløbet så mange år, har ikke tjent til at udsætte „den fastsatte tid“. Hvis tiden var kort i Paulus’s dage, må den være så meget kortere nu.

2, 3. Hvorfor må tiden være kortere nu end på Paulus’s tid?

² Men sagen kan slås endnu mere fast. Ved du, at selve de tegn, Jesus forudsagde, og som hans apostle spejdede efter, har set deres opfyldelse i den nulevende generation? Læs selv Mattæus, kapitel 24, Lukas, kapitel 21, og Markus, kapitel 13, for at se, hvad Jesus sagde, tegnene skulle være: Folk skulle rejse sig imod folk i en totalitær krig, hungersnød, pest og jordskælv med endnu flere veer derefter. Husk så på, hvad der har fundet sted på jorden for eksempel i de sidste 36 år. Kan du ikke se den slående parallel, at disse begivenheder allerede har hjemsøgt den nulevende generation?

³ Den omstændighed, at denne række af begivenheder tillige med flere andre, som Jesus også forudsagde, har fundet sted siden 1914, vil du måske ikke finde særlig betydningsfuld, før du også bliver gjort opmærksom på, at året 1914 ifølge bibelens tidsregning betegner afslutningen på hedningernes tider eller det tidsrum på 2520 år, som efter forudsigelserne skulle forløbe, fra Gud forkastede det utro Israels folk i året 607 f. Kr. og til det teokratiske herredømmes genoprettelse, ved at Kristus Jesus indsættes som den himmelske konge. Disse tegn står som milepæle, der fortæller mennesker og nationer, hvor de befinder sig på tidens strøm. Medens Paulus kun med troens øje kunne se frem til verdens og dens ondskabs ende, har vi denne række af storslåede, verdensrystende begivenheder for øje, og de bevidner, at vi lever i de sidste dage.

4. Da det er 1900 år siden, Paulus skrev, at tiden var kort, hvorfor er den så kort nu?

⁴ Man vil måske indvende, at Paulus troede, at tiden var kort på hans tid, og selv om vi nu let kan se de tegn, som Jesus forudsagde skulle betegne begyndelsen til endens tid, er vi så ikke berettiget til at slutte, at der endnu er rigelig tid tilbage? Måske vil der endnu komme og gå mange generationer, før Guds vrede udøses over ondskaben, og dens fulde ende kommer. En sådan tanke bør hastigt fordrives fra sindet, for Jesus sagde videre, da han talte om tegnene: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ (Mattæus 24:34) Det er det slægtled, du lever i, det først og fremmest angår.

5. Hvorfor omtaler vi her, at tiden er så kort?

⁵ Disse kendsgerninger omtales ikke her for at lamme dig til ængstelig virksomhed, men snarere for at vække dig op til forståelse af tidens betydning, den sjældne forret, der kan blive din, og den mest nyttige brug af den tid, der endnu er tilbage. Af al den tid, man har levet, er den nuværende tid uden tvivl den mest velsignede, trods alle de trængsler, der nu plager menneskeheden. Vi lever ved tidernes højdepunkt, da en fordærvet verden befinder sig i dødskamp, og en strålende ny verden med voksende magt trænger ondskaben op i en krog for at knuse den og befri jorden for den for evigt. „Jehovas dag, den store, kommer hastigt,“ sagde profeten Zefanias advarende. (1:14) Når den nu nærmer sig med stormskridt, så lad os ikke være blandt de spottere, som skyder verdens ende ud i en fjern fremtid og siger: „Måske kommer den engang, men ikke i vor tid!“ Der har levet en sådan gruppe mennesker på jorden i fortiden.

6, 7. Hvilken illustration advarer os imod at spotte nu?

⁶ Hvis du er tilbøjelig til at spotte over beviserne for, at tiden nu er kort, ville det sikkert være gavnligt for dig at tilbringe nogle få minutter af det ubestemte antal, der endnu er igen, med at se på en begivenhed, som fandt sted 1656 år efter, at mennesket var blevet sat her på jorden. Den retfærdige Noa havde netop fuldført bygningen af en kæmpemæssig båd. Medens han byggede på den, havde han også forkyndt et budskab for den onde og fordærvede menneskeslægt, der havde vendt ryggen til Skaberens, Jehova Guds, retfærdige krav og med overlæg havde fulgt modstanderen Satan, Djævelen. De havde ikke tid til at høre på denne „retfærdighedens forkynder“. I stedet for at agte på hans advarsel om den nær forestående undergang var de optaget af deres selviske fornøjelser. Og så slog flodens vande sammen over dem med forfærdende pludselighed. Angst opfyldte deres hjerter og bragte dem til den frygtelige erkendelse af, at deres tid ikke havde været brugt til noget nyttigt, medens de hånede Noa og kastede forsmædelse på ham og hans familie. Medens de ugudeliges liv blev afskåret, befandt Noa og de syv, der havde brugt tiden på en nyttig måde, som Gud havde befalet dem, sig komfortabelt inde under arkens beskyttelse. Før nogen spotter, er det godt at vide, at apostelen Peter omtalte et lignende endeligt for dem, der lever nu, og som med vilje ignorerer de tegn, der beviser, at verdens ende er nær.

⁷ Peter sagde herom: „Først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse. De, der påstår det, er jo blinde for, at der fra ældgammel tid var himle til og en jord, som var fremstået af vand og gennem vand ved Guds ord, hvorved også den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ (2 Peter 3:3-7) Dette vidnesbyrd bekræftes fuldt ud af Jesus selv, da han sagde: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ — Mattæus 24:37-39.

8. Hvorfor bør vi ikke lade os dåre af verdens tilsyneladende stabilitet?

⁸ Hvis det forekommer dig efter de ydre forhold at dømme, at der ikke er noget tegn til, at den gamle verden er på ulykkens rand, men at dens institutioner er stærke og stabile, så husk på denne betydningsfulde begivenhed. Da Israels folk flygtede for faraos undertrykkelse, var hans hære i bedre form end nogen sinde. Hans styrker stod på deres militære magts og hæders højdepunkt, og de flygtende israelitter, der var indesluttet foran dem, syntes et let bytte. At dømme efter det ydre havde denne hær endnu mange års virksomhed foran sig. Men hærens tid blev ikke tilbragt på en nyttig måde, da den styrtede sig ud mellem de høje mure af vand i havet, som Jehova havde ladet åbne sig, for at hans udvalgte folk kunne gå over. I løbet af minutter blev denne en gang så mægtige hær reduceret til en dynge lig. — 2 Mosebog, kapitlerne 14, 15.

Tag spørgsmålet under overvejelse

9. Hvilket spørgsmål melder sig ud fra det fremførte bevis?

⁹ Tænkende mennesker kan se beviserne for, at nationernes nuværende magt ikke vil kunne hindre ødelæggelsens dag. Dette i forening med bibelens beviser for, at den tilbageværende tid er kort, rejser det spørgsmål: Hvad skal vi gøre i den tid, der er tilbage, for at bruge den på den mest gavnlige måde? Eller som Peter udtrykker det: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt.“ (2 Peter 3:11) Modsætningen trækkes også skarpt op mellem, hvad fremtiden vil bringe for dem, der gør viis brug af tiden, og dem, der ikke gør det. Den kloge, der erkender bibelens tydelige beviser vedrørende den tid, vi lever i, finder ud af, hvad han skal gøre, og hvornår han skal gøre det. Og når han gør det, behøver han ikke at frygte for, at Guds dom skal fældes over ham. „Dommens tid skal den vises hjerte kende.“ — Prædikeren 8:5.

10, 11. Af hvilken værdi eller til hvilken fortræd er det, om vi vinder materielle rigdomme nu?

¹⁰ Når den gamle verden hastigt går sin ødelæggelse i møde, vil den vise selvfølgelig vide, at han ikke kan bruge sin tid, sådan som verden gør det. Verden handler efter princippet, at „gudsfrygt er vinding“ (1 Timoteus 6:5), og løber i blinde efter rigdom og magt. Deres rigdom bruger de for at skaffe sig luksus og nydelser, som vender sindet endnu mere bort fra Gud. Men lykke og tilfredshed er ikke deres lod. Før nogen giver efter for fristelsen til at jage efter rigdom i resten af tiden eller bare en del af den, bør de høre Paulus’s råd til Timoteus om dette emne. „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.

¹¹ Den vise kong Salomo beretter, at efter at han havde gjort sig til gode med haver, hjem, slaver, rigdom, provinser og alle slags nydelser, måtte han dog komme til den slutning, at „da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen“. (Prædikeren 2:1-11) Selv om et menneske kunne blive så forfaren i at samle sig rigdom, at han vandt den hele verden, kunne han ikke med sandhed sige, at han havde brugt tiden på en nyttig måde. „Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sit liv?“ (Mattæus 16:26, fodnotens overs.) Den vise Salomo havde lagt mærke til mere endnu: „Jeg så alt, hvad der sker under solen, og se, det er alt sammen tomhed og jag efter vind.“ — Prædikeren 1:14.

12. Hvorfor er den korte tilbageværende tid skænket os?

¹² Hvor tåbeligt er det da ikke at bruge tiden for at samle sig rigdomme, som møl og rust fortærer, og som tyve kan bryde ind og stjæle, eller bare at bruge mere tid end absolut nødvendigt for at skaffe det nødvendige til livets ophold! (Mattæus 6:19) At gøre det leder bare sindet bort fra det, som er mere betydningsfuldt. Den tid, der endnu er tilbage for den gamle verden, er der ikke, for at vi skal befatte os med noget sådant. I den korte tid, der er tilbage, er det Guds vilje, at alle mennesker skal lære af ham og vinde livet. Og hvordan kan menneskene lære om Gud og hans krav? Apostelen Paulus stiller det samme spørgsmål og giver svaret i Romerne 10:14: „Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ Jehova, der har en tid for ethvert formål (Prædikeren 3:1), har sat denne tid til side til forkyndelsen af evangeliet, og mennesker skal være forkynderne. For at understrege, at forkyndelsen af evangeliet skulle gå umiddelbart forud for den fulde afslutning, lod Jehova sin enbårne søn erklære: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14.

13. Hvorfor skal vi betragte forkyndelsen som den mest nyttige måde at bruge tiden på?

¹³ Det er så stor en forret at have del i denne gerning, at bibelen viser, at selv englene i himmelen ville glæde sig over lejligheden. (1 Peter 1:12) De føler det ikke under deres værdighed eller som spild af tid at ophøje Jehova som universets enehersker og at kundgøre, at hans konge Kristus Jesus er sat på tronen. Dog er denne forret forbeholdt mennesker; men selv om alle mennesker ville forsømme at prædike, ville det dog blive udført. Thi Jesus sagde, at hvis hans efterfølgere tier, „skal stenene råbe“. (Lukas 19:40) Jesus gav os det rette eksempel. Han undlod ikke at forkynde evangeliet, men viede nidkært sit liv til denne ene gerning. Da han har efterladt os et eksempel, for at vi skal følge i hans fodspor (1 Peter 2:21), er forkyndelsen så ikke den bedste måde, vi kan bruge vor tid på?

14. Hvorfor skal vi bruge tid for at forbedre vore evner som forkyndere?

¹⁴ Det er i sandhed ikke noget ringe ansvar at være talsmand eller ambassadør for den almægtige Guds regering. Dit liv og andres liv afhænger af, hvor godt du prædiker, hvor overbevisende dine argumenter er, og hvor støtte dine bestræbelser er. Mennesker i den hensmuldrende verden griber begærligt efter lejlighed til at være ambassadører for regeringer, der skal forsvinde for evigt. År af deres liv tilbringer de med at forberede sig til at udføre deres gerning godt. Kunne det så ikke se ud til, at vi, på hvem der hviler et endnu større ansvar, med fordel kan bruge noget af vor tid for at forbedre vore evner som Guds tjenere ved studium?

Studium

15. Hvem formanes til at studere? Hvorfor er studium nødvendig for dem?

¹⁵ Studium er i sandhed nyttigt, og ingen kristen bør tillade sig at have den fejlagtige tro, at han kan vinde Guds godkendelse uden at studere, eller at han har for travlt til, at han med fordel kan bruge tid til studium. Formaningen: „Studér for at vise dig anerkendt af Gud“ blev ikke skrevet til gavn for mennesker, som ikke tidligere havde haft kundskab om sandheden. Uden vedvarende studium bliver tidligere højt skattede sandheder dunkle og svinder hen. For at vor forkyndelse kan være til gavn for andre, må sandhedens brønd stadig holdes fyldt. Præsterne, der spilder tiden på filosofi og menneskers skrifter i stedet for at studere Guds ord, omtales i bibelen som „brønde uden vand“. Vi er sprukne kar og kan blive ligesom dem, hvis ikke sandhedens vande fornyes. En sådan udtørret kilde kan næppe slukke tørsten hos et menneske, der søger efter sandheden for om muligt at finde den. Både tilhørerens og forkynderens tid ville være spildt.

16. Hvorfor må vi koncentrere opmærksomheden, når vi studerer og prædiker?

¹⁶ Paulus bekræfter den nøje forbindelse, der er mellem forkyndelsen, undervisningen og studiet, da han gav den unge forkynder Timoteus det råd: „Læg vægt på din læsning af skriften, din forkyndelse og din undervisning.“ (1 Timoteus 4:13, Moffatt) Og indeholder Paulus’s ord ikke en yderligere belæring for den Guds tjener, der forstår at vurdere tiden? „Læg vægt på,“ siger han. Hvor let er det ikke, når man studerer, at lade tankerne vandre til uvedkommende ting, så at tiden ikke bliver brugt på en nyttig måde, selv om øjnene læser linierne og siderne. Det vage indtryk, man får, slipper hurtigt ud af tankerne, for i virkeligheden satte det sig ikke fast. Skal man bruge sin tid på en gavnlig måde, må man koncentrere sig helt og holdent om det arbejde, man har for. Når du studerer, så arbejd hårdt med det. Når du prædiker, så lad sindet være opfyldt af tanken om at udrette det mest mulige i den tid, der er til rådighed. Og sådan bør det være med ethvert stykke arbejde, det falder i den kristnes hånd at udføre. „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til,“ formaner bibelen. (Prædikeren 9:10) Og for at gøre vældige gerninger kan man ikke nøjes med at slå i luften. (1 Korinter 9:26) Kundskab er nødvendig for værdifuld forkyndelse.

17. Hvad er den mest virkningsfulde metode ved bibelstudium? Hvorfor?

¹⁷ Voksende dygtighed til at studere forhøjer værdien af den tid, der tilbringes med studium. At læse bibelen fra begyndelsen til enden vil uden tvivl forøge ens værdsættelse af sandheden. Men kundskab opnås hurtigere ved at studere efter emner. For eksempel er skriftsteder, der taler om opstandelsen, spredt omkring i hele bibelen. Den, der særlig er interesseret i dette emne, vil få mest udbytte af at samle disse spredte skriftsteder sammen, så han kan sammenligne dem med hinanden og således nå til forståelse af, hvad Guds tanke er om emnet. Det er i den henseende, at Vagttaarnets Selskabs skrifter er særlig værdifulde, fordi de fremholder en række af samlede skriftsteder, som det ville tage den enkelte læser mange trættende timer at samle. Den belæring, der opnås ved personligt studium, „linie på linie og forskrift på forskrift“ (Esajas 28:10, eng. overs.), giver en ballast af kundskab, som man kan hente frem fra, når man taler om bibelen med andre.

18. Kan vi tage det for givet, at vi altid vil have bibelen og andre bibelske bøger? Hvad bør vi derfor gøre?

¹⁸ I de senere år har Herren forsynet sine tjenere så rigeligt, at nogle kunne blive tilbøjelige til at tage den åndelige føde for givet. Verden har i så høj grad antaget den indstilling, at „det kan ikke hænde for os“, at der er den fare blandt de kristne, at de kan glemme, at modstanderen endnu ikke er færdig med at strejfe om på jorden og søge, hvem han kan opsluge. Vi kan med sikkerhed vente flere prøver. Det kan og vil hænde for os. Hvilken skikkelse hans angreb tager næste gang, kan ingen forudse. Men er det ikke muligt, at Satan igen vil gøre, hvad han har gjort så ofte i fortiden, forbyde bibelen og lignende bøger? Lykkelig er i så fald den kristne, der har gjort, som vi er blevet advaret om: „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!“ (Ordsprogene 3:1) Ja, den tid, der sættes til side for at fæstne Guds sandheder i hjerte og sind ved studium, er vel anvendt.

Deltag i møderne

19. Hvorfor er det gavnligt at samles med andre til studium?

¹⁹ Yderligere hjælp til at blive dygtig til at forkynde evangeliet opnås ved den belæring, der gives ved kristne møder som dem, Jehovas vidner leder. Ingen kan med sandhed sige, at han har gjort så store fremskridt, at han ikke kan lære noget af andre. Hvad enten man læser selve bibelen eller vejledninger ved bibelstudium som for eksempel Vagttaarnet, vil andres nærværelse være stimulerende og til hjælp. Det er en guddommelig fastsat regel: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ (Ordsprogene 27:17) Man bør også lægge mærke til følgende ord: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.“ (Mattæus 18:20) Guds ånd levendegør deres tanker, som lydigt samles for at grunde over hans ord. Ved at deltage i forsamlingens studium får man ikke alene gavn af de tanker, andre udtaler, men i uselviskhed hjælper man sine fæller til at drage nytte af den kundskab, man selv har om emnet. Således tilbringer alle tiden på en gavnlig måde.

20. Hvorfor er det en god anvendelse af tiden at deltage i tjenestemødet?

²⁰ Særlig vejledning i forkyndelsen af evangeliet gives på Jehovas vidners ugentlige tjenestemøde. Den hurtige tilvækst i antallet af aktive Guds vidner i de senere år kan for en stor del tilskrives den belæring, der er opnået her. Mødet er ikke et kursus i energisk salgsarbejde, men gør simpelthen opmærksom på den bibelske forkyndelsesmetode, som Kristus og hans apostle anvendte, og anviser praktiske måder, hvorpå det samme arbejde kan udføres nu. Regelmæssig deltagelse i studiemøderne over Vagttaarnet, tjenestemødet og andre møder er en nyttig måde for Guds tjener at tilbringe den tid på, der er sat til side til dette formål.

21. Hvilket mål burde vi sætte os med hensyn til at deltage i møder? Hvorfor?

²¹ Her vil nogen måske hævde, at pendulet har fået lov til at svinge for langt ud, at der nu er alt for mange møder, der optager for meget af den smule tid, man har tilovers. Ville der ikke blive mere tid til forkyndelsen, hvis der blev tilbragt mindre tid på møder? Ja, der ville blive tid tilovers. Men uden den belæring og det kristne samfund, der opnås ved at komme sammen, ville vi snart blive tilbøjelige til at lade andre interesser optage tiden. Den tid, du tilbringer sammen med mænd og kvinder, hvis hjerter og tanker er indstillet på at tjene Gud, er til evig gavn for dig. Eftersom den fulde ende nærmer sig, vokser ondskaben, og det bliver mere og mere risikabelt at tilbringe tiden i berøring med verden. Gud vidste dette forud og lod Paulus skrive i brevet til hebræerne: „Lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men lad os opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser, at den store dag nærmer sig.“ (Hebræerne 10:25, En Amer. Overs.) Nogle vil forsømme at komme sammen, efter hvad Paulus sagde, og de vil bruge det ene argument efter det andet for at forsvare det; men det er ikke en gavnlig handlemåde. Ved at sætte sig det mål aldrig at gå glip af noget møde, som Herren bereder for sit folk, og ved at overholde det, beskyttes den kristne mod at lade sig indvikle i denne verdens forhold. Han har ikke tid til det!

22. Hvorfor er det økonomisk brug af tiden at holde sig til gode vaner?

²² Det er godt stadig at huske på, at det mønster, vort personlige liv følger, måden, hvorpå vi bruger vor tid, i høj grad bestemmes af de vaner, vi har dannet, hvad enten de nu er gode eller dårlige. Den handlemåde, der synes mest vanskelig, viser sig sædvanligvis at være den bedste, når den bliver grundigt undersøgt. Det er en bred vej, Satan anlægger for at føre sine efterfølgere i døden. Vandreren på livets vej har dårligt råd til at spilde sin tid på afstikkere bort fra den snævre og vanskeligere vej. Han vil måske en dag opdage, at han er rejst for langt. Vanerne kan have så fast et tag i ham, at den tilbageværende tid bliver for kort til, at han kan frigøre sig og vende tilbage til livets vej. Lad dig ikke lokke til at blive en, som elsker vellyst mere end Gud ligesom dem, de kristne rådes til at holde sig borte fra. (2 Timoteus 3:4) „Kom ikke på gudløses sti, skrid ej frem ad de ondes vej, sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom.“ Selv om det koster anstrengelser at bruge tiden på en nyttig måde for at vinde belæring, er belønningen stor. „Hold fast ved belæringen, lad den ikke fare, tag vare på den, thi den er dit liv.“ — Ordsprogene 4:14, 15, 13, En Amer. Overs.

23. Hvilken rig gave har vi? Hvordan holder vi fast på den?

²³ At man har studeret og været til møder sammen med andre kristne og således opnået kundskab, er ingen garanti for, at man altid vil beholde denne kundskab. Paulus sagde advarende: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.“ (Hebræerne 2:1) Hvor nedslående ville det ikke være, når man har brugt dage, måneder eller år for at lære noget om Guds ord, så at opdage, at kundskaben var blevet frataget en igen af ham, som gav den. Så ville megen tid i sandhed være spildt. Men noget sådant behøver ikke at ske, og det bedste middel til at sikre sig mod det er at holde sandheden klar ved at bruge den. Jehova har skænket en rig gave til dem, der opnår forståelse af hans hensigter. „Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har,“ sagde Paulus. „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang.“ (1 Timoteus 4:14, 15) Gaven må bruges, hvis den ikke skal forsømmes, og hvis alle skal se, hvordan tjeneren har haft gavn af den eller har gjort fremskridt. Det stemmer overens med, hvad Jesus lærte sine disciple i en af sine lignelser. „Enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.“ — Mattæus 25:29.

24. Hvilken lignelse viser, at den, der ikke bruger gaven, lider tab?

²⁴ Med de ovenfor anførte ord sagde Jesus, hvad der ville blive gjort med den talent, som var blevet betroet en doven tjener, der nægtede eller forsømte at handle med den og skaffe den mester, den tilhørte, en fortjeneste. Talenten blev med magt taget fra ham og givet til den tjener, som havde brugt sin tid på en nyttig måde og forøget talenterne. Hvordan nettoresultatet bliver for den tjener, der undlader at bruge sin gave og ikke bærer frugt for Riget, ses af Jesu næste ord: „Kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor.“ (Mattæus 25:30) Ja, lyset fra forståelsen af Guds ord bliver svagt og slukkes i dens sind, som i ligegyldighed forsømmer at handle med den talent eller Rigets interesser, som er lagt i hans hænder. I Herrens øjne er en sådan tjener „unyttig“ og uværdig til en forståelse af hans hensigter.

25. Hvad betyder det at skabe fortjeneste? Hvorfor tilhører den Gud?

²⁵ Med at skabe fortjeneste eller bære frugt mente Jesus at hjælpe andre til forståelse og til at blive vidner om Jehovas majestæt ved at forkynde livets ord. Dette er, siger Paulus, det offer, som er Gud velbehageligt. „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: Frugt af læber, som bekender hans navn.“ (Hebræerne 13:15) Det ønske om at belære og hjælpe andre, som da opfylder en, når man begynder at lære noget om Jehovas nåderige foranstaltninger, bør ikke tilsidesættes, ignoreres eller kvæles af verdslige bekymringer. Når man antager Kristus som sin genløser og indvier sit liv til at gøre Guds vilje, er tiden ikke længere ens egen og skal ikke spildes eller bortødsles. Vor tid, ja selve vort liv, tilhører Guds tjeneste. „I er købt og prisen betalt.“ — 1 Korinter 7:23.

26. Hvad opnår vi ved studium og ved at bruge det, vi har lært? Hvorfor?

²⁶ Stadigt studium og stadig brug af bibelens sandhed giver stor fred i sindet. „Du bevarer ham i fuldkommen fred, hvis sind forlader sig på dig.“ (Esajas 26:3, eng. overs.) De, der mangler dette bolværk, opdager, at deres sind angribes af alle slags bekymringer og spekulationer. Tænk på, hvor umådelig megen tid der spildes hver dag alene på grund af bekymringer! Bekymringer udretter intet. Jesus spurgte: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?“ (Mattæus 6:27) Man kan ikke forlænge den tid, der er tilbage, ved bekymring, og heller ikke gøre nyttig brug af den tid, der allerede er beskåret en. Og hvordan kan tidsspildende bekymring bandlyses effektivt? Paulus siger: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud.“ (2 Korinter 1:3, 4) At dele trøst ud, at forkynde evangeliets sandheder vil fri adspredte sind til nyttig virksomhed. Paulus hævdede, at Gud havde trøstet ham, for at han igen kunne trøste andre. Ved at gøre det fulgte han sit mønster, Kristus Jesus, hvis opgave blandt andet var „at trøste alle, som sørger“. — Esajas 61:2.

Forkyndelsen

27. Hvordan betragter verdslige mennesker vor forkyndelse? Hvorfor er det med urette?

²⁷ Det er rigtigt, at det at tilbringe sin tid med at forkynde evangeliet betragtes som både underligt og tåbeligt af dem, der mangler forståelse af tidernes tegn. På en måde er det også underligt eller usædvanligt at gå omkring og fortælle folk, at undergangen venter dem, hvis de bliver ved med deres ligegyldige handlemåde. Og det bliver noget underligt eller usædvanligt, når Jehova iværksætter denne undergang; thi mange århundreder er gået, siden hans magt således blev åbenbaret for menneskene. Men den omstændighed, at det er underligt, ændrer ikke sandheden. Snarere tjener det til at bekræfte den; thi Esajas, en af Jehovas profeter, har skrevet: „Som på Perazims bjerg vil Jehova stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning — en underlig gerning, og øve sit værk — et sælsomt værk. Derfor hold inde med spot, at ej jeres bånd skal snære; thi om hele landets visse undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers Jehova.“ (Esajas 28:21, 22) Det er altså et tilfælde, hvor det underlige, det dåragtige, er det nyttige, så nyttigt, at det fører til liv. Hvilken større nytte kan vel opnås end det? Gud „besluttede ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror“. — 1 Korinter 1:21.

28. Skulle spot og hån få os til at skære af på vor forkyndelse? Hvad viser Job os?

²⁸ Hvad gør det så, om denne verdens vise spotter og håner? Det er ingen grund til at frygte dem og lade sig imponere af dem, så man skulle undlade at prædike og således komme til kort i at bruge tiden til størst mulige nytte. „Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene.“ (1 Korinter 1:25) Forkynderen kan være sikker på, at han vil blive hånet. Denne modstand og spot kan endog komme fra hans egen familie. Men skulle det afholde nogen fra at gå ud til naboernes døre for at bringe dem et venligt advarende ord? Værre prøvelse end den, der ramte Guds tjener Job, kan næppe tænkes, og dog sagde dette forpinte Jehovas vidne: „Frygtede jeg for en stor hob, eller skræmte familiers foragt mig, så jeg tav stille og ikke gik ud ad døren?“ (Job 31:34, eng. overs.) Han bevarede sin retskaffenhed ind for Gud, og hans handlemåde var nyttig. „Jehova gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen“ og „velsignede Jobs sidste tid mere end hans første“. (Job 42:10, 12) Men desuden forlængede han Jobs levedage på jorden dengang. Og Job kan være sikker på at få evigt liv på jorden som en af fyrsterne i landet. — Salme 45:17.

29. Hvilken frygt er nyttig i forbindelse med tiden? Hvordan viste Noa os det?

²⁹ Frygt er et våben, modstanderen bruger for at lamme menneskers virksomhed og besnære dem til at gøre hans vilje. „Frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på Jehova, er bjærget.“ (Ordsprogene 29:25) Frygtens ånd har sænket sig over den gamle døende verden; og hvis man skulle flygte for alle de ting, som verden frygter og flygter for, ville man sikkert ikke have tid til noget andet, hverken nyttigt eller unyttigt. Men Gud har ikke givet sit folk frygtens ånd. (2 Timoteus 1:7) De gudløse bruger deres tid til flugt, selv om ingen forfølger dem. (Ordsprogene 28:1) Men den kristne er modig som en løve og står fast i kundskaben om Guds overhøjhed og vier sin tid til nyttige formål. Fuldkommen kærlighed driver frygten ud (1 Johannes 4:18) og gør sindet frit, så det kan tænke klart og lede legemet til nyttige lovprisningsgerninger. Den, der gerne vil have mere tid til nyttige gerninger, lægger verdslige bekymringer og ængstelse til side og frygter kun Gud. „Jehovas frygt lægger dage til, gudløses år kortes af.“ (Ordsprogene 10:27) Det var gudsfrygt, der drev Noa til at bygge arken til frelse for sit hus. Havde han tilladt frygt for mennesker at forstyrre arbejdet, om end kun en kort tid, ville arken rimeligvis ikke være blevet færdig i rette tid til at tjene det formål, den var bestemt til. I så fald ville al den tid og det arbejde, Noa havde lagt i den ufuldendte bygning, have været fuldstændig spildt. I stedet for at have mange lange år efter Vandfloden i fortsat nyttig tjeneste for Skaberen ville han og hans kære være gået til grunde sammen med de ulydige. I stedet for at standse eller afbryde jeres arbejde af frygt, så „stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer“. — Jakob 4:7.

30. Hvorfor er regelmæssighed i forkyndergerningen af væsentlig betydning, også hvad tiden angår?

³⁰ Regelmæssighed i forkyndergerningen er også nødvendig. Ikke blot vil det sind, der er således optaget, være for travlt beskæftiget, til at Djævelen kan friste og fange det; men stadig virksomhed forbedrer forkynderens dygtighed, så der kan udrettes mere i den tid, der står til rådighed. Når man stopper op, mister man slagkraften i tjenesten, sløves i brugen af åndens sværd, og nye dårlige vaner opstår og tager de gamle gode vaners plads. Ikke bare er den tid tabt, som ikke tilbringes med at prise Gud, men der går også tid til spilde for at generhverve den tidligere dygtighed. Den tid, der er tilbage, er for kort til sådanne tab; desuden er der den stadige fare for at blive helt opslugt af den gamle verden. Nu er det tid til at være vågen og virksom og vedholdende i at tjene Gud.

31. Hvordan kan vi handle som vise mennesker i disse onde dage?

³¹ At årvågenhed er nødvendig, blev slået kraftigt fast af Paulus. Han irettesatte nogle i menigheden i Efesus, fordi de faldt tilbage i fordærvelige handlinger, hvorefter han sagde: „Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig. Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ (Efeserne 5:14-16) „Køb lejligheden til jer selv.“ (Rotherham) Paulus udtalte disse ord som en påmindelse og rettesnor for de kristnes fremtidige handlemåde. Som det var for disse efesere, er det også for os. Hvad vi har gjort eller forsømt at gøre i fortiden, kan ikke ændres. Den tid er gået og kan ikke bruges igen. Men i nutiden og fremtiden venter endnu mange lejligheder på den, der vil tjene Gud. Disse lejligheder kan vise sig på mange forskellige måder. Men hvordan de end kommer, vil forstandige mennesker gøre den bedst mulige brug af dem, købe dem op og anvende dem godt, så de ikke skal gå til spilde.

32. Hvordan vinder vi flere lejligheder? Hvorfor er det omkostningerne værd?