Ny Verden Oversættelsen af de Kristne Græske Skrifter

1. Hvorledes opstod den første skriftlige oversættelse af de hebraiske skrifter?

DEN første skriftlige oversættelse af de hellige skrifter var oversættelsen af den hebraiske kanon til det græske fællessprog. Denne oversættelse har fået navnet den græske Septuaginta (LXX).a Kristi disciple, der skrev på græsk, citerede fra denne oversættelse i deres inspirerede skrifter. Arbejdet på den græske Septuaginta blev optaget i begyndelsen af det tredje århundrede før Kristus i byen Alexandria i Ægypten, hvor en stor procentdel var græsk-talende jøder. Hebræerne i Jerusalem nærede en indgroet fordom imod skriftlige oversættelser af skriftens hellige kanon, da de holdt dem for at være for hellige til at udsættes for mistydninger, hvilket var rimeligt at vente i en fremmed oversættelse. Til trods for denne hebraiske fordom fortsattes oversættelsesarbejdet i tre århundreder øjensynlig af alexandrinske og ikke palæstinensiske jøder under protektion af den ægyptiske hersker og fra hebraiske bogruller, der antagelig var blevet bragt dertil fra Palæstina. Endskønt en religiøs tradition fastholder, at Septuaginta er inspireret, er der ingen hverken indre eller ydre beviser for denne påstand. Denne oversættelse udgjorde, hvad man kan kalde de før-kristne græske skrifter. Den viste sig af umådelig værdi for de græsk-talende kristne i det første århundredes menighed og for oversættere af de hebraiske skrifter. Denne græske oversættelse og ikke selve den hebraiske bibel var den skriftsamling, der blev brugt i det kristne missionsarbejdes udbredelse mod vest op gennem Europa.

2. Hvornår blev bibelens kanon fuldført? Hvornår og hvordan blev dens bøger samlet og offentliggjort?

² Ved afslutningen af det første århundrede e. Kr. var den officielle kanon af Kristi disciples inspirerede skrifter fuldendt. Da de var skrevet på græsk, udgør de, hvad man med rette kan kalde de kristne græske skrifter. De står lige med de hebraiske (aramaiske) skrifter, hvad inspiration angår, og de fuldstændiggør disse gamle skrifter, og tilsammen danner de den hele bibel. Bibelens kanon eller officielle samling af inspirerede bøger blev således fuldendt ved det første århundredes afslutning.b Skriftlige oversættelser af den hellige skrift fulgte side om side med de første kristnes missionsarbejde i lydighed imod Kristi befaling om at gøre disciple af folk i alle nationer. Den hebraiske kanons bøger var allerede blevet samlet i Jerusalem inden byens tilintetgørelse i året 70 e. Kr., og i det andet århundrede fandt samlingen af de inspirerede græske skrifter sted, og oversættelsesarbejdet fortsatte. Oversættelser til latin kom frem. Dele af bibelen som for eksempel de fire evangelier og apostelen Paulus’s breve blev samlet i kodeksform, ligesom vor tids bøger af praktiske grunde. Indbinding af bøger på denne måde synes på bogindustriens område at have været en specialitet hos den kristne menighed allerede i det andet århundrede.

3. Hvilken bibel var den første, der blev trykt? Hvem foretog oversættelsen?

³ Ved slutningen af det fjerde århundrede begyndte Hieronymus sit arbejde som oversætter. I året 383 frembragte han sin nye latinske oversættelse af evangelierne ifølge Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, og i år 405 havde han fuldført hele sin oversættelse af bibelen fra hebraisk og græsk til latin. Til trods for udbredt modvilje vandt Hieronymus’s latinske oversættelse sejr og blev den vestlige kristenheds bibel i de næste tusind år. Den blev kendt under navnet den latinske Vulgata eller den „almindelige latinske udgave“. Den første bibel, der blev trykt på Johann Gutenbergs trykkeri i Mainz, Tyskland, var denne latinske Vulgata.

4. Hvilke oversættelser var påkrævet, efterhånden som latin gik af brug? Hvad skete der i denne henseende?

⁴ Men til sin tid ophørte latin med at være den jævne befolknings sprog, og andre sprog af latinsk oprindelse og germanske sprog fandt udbredelse. Behovet for bibeloversættelser i folkets eget sprog blev mere og mere presserende, og mange håndskrevne oversættelser fremkom. Inden opfindelsen af bogtrykkerkunsten, omkring ved 1456, fandtes der flere tyske oversættelser af bibelen eller dele af bibelen. Den første bibel, der blev trykt på et moderne sprog, var en tysk oversættelse af en ukendt forfatter. Den blev trykt i Strassburg af Johann Mentel i 1466. Men tiden fattes os til at fortælle om eller blot nævne bibelproduktionen på andre sprog.

Usekterisk bibelselskab

5. Hvad har Vagttaarnets Selskab gjort til sin hovedopgave lige siden dets begyndelse? Hvorledes og hvorfor har det gjort brug af bibeloversættelser?

⁵ Siden Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab blev organiseret, har det brugt King James oversættelsen af 1611 som grundlaget for bibelstudium. Vort hovedmål har været at klargøre bibelens rene lære for folket i lyset af profetiernes opfyldelse. Vi søger at følge det stadig voksende lys og at aflægge denne verdens formørkende traditioner og hedenske filosofi. Da Selskabet blev dannet i 1881, blev det kaldt Vagttaarnets Traktatselskab for at antyde, at dets formål var at sprede kendskab til bibelens åbenbarede sandheder. (The Watchtower, april 1881) I 1884 blev det indregistreret som Zions Vagttaarns Traktatselskab, men i 1896 fik det navnet Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. I overensstemmelse med sit navn har dets opgave været at sprede bibler og også udgive bøger og traktater og andre blade til udbredelse af kristen kundskab baseret på Guds ords grundlærdomme. Dets bibelundervisning af folket har været usekterisk, og kun denne form for undervisning giver den kristne frihed til at skære igennem al religiøs tradition og verdslig filosofi og finde tilbage til „den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige“. Siden The Watchtower blev udgivet i 1879, har Vagttaarnets Selskab i sine engelske publikationer indtil nu citeret, anført og refereret til over halvfjerds forskellige bibeloversættelser på engelsk og andre sprog. Selskabet har således indset værdien af dem alle og har gjort brug af deres gode sider under fremholdelsen af Guds sande budskab og fjernelsen af religiøs forvirring.

6. Hvornår blev Selskabet et bibeltrykkende selskab? Hvordan?

⁶ I 1902 blev Vagttaarnets Selskab ejer af sine første matricer til trykning af en bibeludgave og kunne således blive et bibeltrykkende selskab. Det var matricerne til en oversættelse af de kristne græske skrifter, der havde titlen „The Emphatic Diaglott“. Den var først blevet udgivet af dens forfatter, Benjamin Wilson, en bladredaktør i Geneva, Illinois, i 1864. Denne har aldrig haft nogen tilknytning til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Denne oversættelse besad visse bemærkelsesværdige fordele til fremme af forståelsen af sandheden. Men det var dog ikke førend den 21. december 1926, at The Emphatic Diaglott blev trykt i vort selskabs eget trykkeri og indbundet på vore egne maskiner.

7. Hvordan gik det til, at Selskabet kunne trykke hele bibelen og udgive den?

⁷ Dette førte til, at Selskabet efterhånden ønskede at trykke hele bibelen på sine egne trykkemaskiner. Den anden verdenskrig gjorde det endnu mere påkrævet for os at kunne trykke bibelen selv. Midt under denne verdenskrigs truende forhold lykkedes det Selskabet at købe matricerne til King James oversættelsen af hele bibelen. Den 18. september 1942 åbnedes Jehovas vidners store stævne, den Nye Verdens Teokratiske Stævne, med Cleveland, Ohio, som midtpunkt. Der talte Selskabets præsident over emnet „Sving åndens sværd“, og som foredragets højdepunkt frigav han den første komplette bibel, trykt på vore egne maskiner. Dens appendiks indeholdt mange hjælpemidler til bibelstudium. I Amerika blev der med det samme afsat 35.000 eksemplarer, og siden er der blevet spredt 700.000 eksemplarer af denne udgave i mange lande.

8. Hvilken anden bibeloversættelse trykte og udgav Selskabet derefter? Hvorledes?

⁸ American Standard Version er en udmærket oversættelse fra det tyvende århundrede. Foruden at den på mange måder er en forbedring i forhold til King James oversættelsen, har den en fremtrædende og rosværdig fordel, idet den gengiver Guds navn „Jehova“ de 6823 gange, det forekommer i de hebraiske skrifter. Efter mange forhandlinger og en særlig finansiel aftale købte Vagttaarnets Selskab retten til at bruge matricerne til denne Amerikanske Standard Oversættelse af hele bibelen og trykte denne udgave i sit eget trykkeri. Den indeholder et specielt udarbejdet appendiks til brug ved bibelstudium. Den 10. august 1944 afholdt Jehovas vidner sytten stævner samtidig med Buffalo, New York, som midtpunkt. Disse stævner var forbundet med Buffalostævnet pr. telefonkabel. Ved dette stævne frigav Selskabets præsident til de tilstedeværendes store glæde Vagttaarnets Selskabs udgave af American Standard Version. Der er allerede blevet trykt 252.000 eksemplarer af denne udgave, og den har vist sig at være et yderligere redskab i forkyndelsen af Guds hellige navn og af hans budskab om Riget og den nye verden med håb om liv og fred.

Udarbejdelse og frigivelse af den nye

9. Hvad følte man stadig til trods for brugen af alle de forskellige oversættelser? Hvorfor?

⁹ Vi erkender vor gæld til alle de bibeloversættelser, som vi har benyttet for at nå frem til den sandhed i Guds ord, som vi i dag kan glæde os over. Vi vil ikke opfordre nogen til at ophøre med at bruge disse bibeloversættelser, men tværtimod vil vi stadig selv gøre passende brug af dem. Dog har vi i årenes løb under brugen af disse oversættelser lige indtil de allerseneste stadig fundet, at de var behæftet med mangler. I een eller flere henseender af betydning er de ikke konsekvente eller tilfredsstillende, men besmittet af religiøse overleveringer eller verdslig filosofi og er derfor ikke i harmoni med de hellige sandheder, som Jehova Gud har åbenbaret for sit indviede folk, der påkalder hans navn og bestræber sig for at tjene ham i endrægtighed. Dette har især været tilfældet med de kristne græske skrifter, der kaster lys over og rettelig fortolker de gamle hebraiske skrifter. Mere og mere har man følt behovet for en oversættelse til moderne sprog, harmonerende med den åbenbarede sandhed, der samtidig kunne yde det rette grundlag for at komme sandheden nærmere ved trofast at gengive de originale skrifters tanker. En oversættelse, der skulle være lige så forståelig for nutidens læsere, som Kristi disciples originale skrifter var det for datidens jævne, almindelige, beskedne læsere. Jesus mindede os om, at vor himmelske fader ved, hvad hans børn trænger til, førend de når at bede derom. Hvorledes har han imødekommet vort behov, som vi så tydeligt har følt?

10. Hvorledes blev det ved et bestyrelsesmøde bekendtgjort, at der var dannet en oversættelseskomité, og hvad havde den gjort?

¹⁰ Især siden 1946 har Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab efterspurgt en sådan oversættelse af de kristne græske skrifter. Den 3. september 1949 sammenkaldte Selskabets præsident kl. 8 om morgenen til et fællesmøde af bestyrelsesmedlemmerne af Pennsylvanien og New York korporationerne på hovedkontoret i Brooklyn; kun eet medlem var ikke til stede. Efter mødets indledelse med bøn meddelte præsidenten de otte bestyrelsesmedlemmer, at der var dannet en „New World Bible Translation Committee“ (Ny Verden Bibel Oversættelses Komité), og at den havde fuldført en oversættelse af de kristne græske skrifter. Denne oversættelse havde den overgivet i Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs Pennsylvanien korporations eje den foregående dag. Præsidenten oplæste det dokument, hvorved komiteen overgav Selskabet manuskriptet med oversættelsen i anerkendelse af Selskabets usekteriske arbejde med det for øje at udbrede Guds hellige ord og fremme kundskaben til og forståelsen af dens lærdomme blandt folk af alle nationer, stammer, folkeslag og tungemål, og for at denne oversættelse måtte blive et nyt middel til forøgelse af dets kristne oplysningsarbejde i hele verden.

11. Hvad blev der gjort med denne oversættelse? Hvornår og hvor påbegyndtes arbejdet med dens udgivelse?

¹¹ Præsidenten havde selv gennemlæst hele oversættelsen, og på opfordring læste han ved mødet flere hele kapitler for at lade bestyrelsesmedlemmerne få et lille indblik i oversættelsens art. Denne oplæsning blev efterfulgt af anerkendende kommentarer fra samtlige af de tilstedeværende medlemmer. Et af Pennsylvanien korporationens medlemmer fremsatte forslag om, at Selskabet skulle tage imod denne gave. Det blev støttet. Forslaget blev enstemmigt vedtaget af korporationens bestyrelsesmedlemmer, og således blev oversættelsen Selskabets Pennsylvanien korporations lovmæssige ejendom. Men nu skulle den først trykkes i New York korporationens trykkeri i Brooklyn, New York. Den 29. september 1949 overgav præsidenten manuskriptet til trykkeriets stab, for at de kunne gå i gang med arbejdet.

12. Hvorledes gik det fremad med udgivelsen af denne oversættelse?

¹² Med alt det andet arbejde, trykkeriet allerede havde i produktion, og med det materiale, komiteen havde samlet til at offentliggøres sammen med oversættelsen, forestod der et kolossalt arbejde med at fremstille hele denne udgave. En stab på fyrretyve medlemmer fra hovedkontoret i Brooklyn blev organiseret til at læse ekstra korrektur og afkontrollere hele materialet for at opnå den størst mulige nøjagtighed. Den 9. februar 1950 forelagde New World Bible Translation komiteen os oversættelsens betydningsfulde forord. Det stod længe som et problem, hvorvidt arbejdet kunne tilendebringes til det planlagte tidspunkt, sommerens store begivenhed i 1950. Men onsdag eftermiddag den 2. august 1950, da Selskabets præsident holdt sit foredrag „Jehova giver folkene et rent sprog“ i Yankee Stadium, New York, havde han den umådelige glæde ved dette internationale stævne, Teokratiets Vækst, at frigive New World Translation of the Christian Greek Scriptures (Ny Verden Oversættelse af de Kristne Græske Skrifter). Oversættelsen blev modtaget med stormende begejstring af den vældige tilhørermængde fra 72 forskellige lande. Tusinder og tusinder af eksemplarer blev revet bort af stævnedeltagerne den samme eftermiddag, og mange flere tusinder hen mod afslutningen af stævnet, den 6. august.

Karakteristiske træk

13. Hvad er der at sige om dens titel, den græske tekst, der blev benyttet, og selve sproget?

¹³ Denne nye oversættelse er en fuldstændig afvigelse fra den dogmebundne kristenheds religiøse traditioner. Det fremgår alene af selve navnet, en oversættelse af de „Kristne Græske Skrifter“, i stedet for det traditionelle såkaldte „Nye Testamente“. Det er både ubibelsk og vildledende at kalde disse 27 kristne bøger et „Nyt Testamente“. Oversættelsen er ikke en revision af noget tidligere arbejde, men en splinterny gengivelse af den originale græske tekst, idet den standardtekst, der er blevet benyttet, i sin tid er udarbejdet af de to anerkendte britiske lærde, Westcott og Hort. Men græske tekster af andre landes lærde er også blevet konsuleret af oversættelseskomiteen ud fra det oprigtige ønske at forelægge en oversættelse, der stemmer overens med de originale græske skrifters lære. Man har bestræbt sig for at gengive en ordret oversættelse, for så vidt det moderne engelskes sprogejendommeligheder tillader det. Alle gammeldags eller forældede talemåder er blevet undgået, da de originale skrifter var skrevet på folkets naturlige måde at udtrykke sig på dengang over for hinanden. Dette letter forståelsen og forøger derfor nydelsen ved at læse oversættelsen.

14. Hvilket karakteristisk træk vil vække modsigelse? Hvilken udtale er blevet fulgt, og hvorfor?

¹⁴ Et karakteristisk træk, der vil vække megen strid blandt moderne oversættere og kristenhedens religiøse ledere, er brugen af Guds eget navn i denne engelske gengivelse af de kristne græske skrifter. Det guddommelige navn repræsenteres ved et hebraisk ord på fire bogstaver, der kaldes et „tetragrammaton“ af den latinske oversætter Hieronymus. Navnet forekommer 6823 gange i de gamle hebraiske skrifter, og så vidt man ved, er det blevet læst som „Jehova“ siden det fjortende århundrede og er blevet kendt under denne form i kristenheden. Nøjagtig, hvorledes det blev udtalt, vides ikke nu. Medens komiteen anerkender grundene, hvorfor nogle foretrækker udtalen „Yahweh“, har den dog bibeholdt den engelske form „Jehovah“, fordi det er den mest kendte, og fordi det hebraiske navns fire oprindelige bogstaver bevares. Når Gud til sin egen tid åbenbarer den rigtige udtale af sit hellige navn, vil vi med glæde rette det til den korrekte form.

15. På hvilken måde er oversættelsen den første til at bruge det guddommelige navn således?

¹⁵ Komiteen gør ikke krav på at være de første til at gengive det hellige navn i en engelsk oversættelse af de kristne græske skrifter. For næsten hundrede år siden udgav forfatteren til The Emphatic Diaglott sin oversættelse af Mattæusevangeliet, og deri anførte han „Jehova“ fem gange, og den fuldstændige Diaglott (1864) indeholder navnet 18 gange fra Mattæus til Apostlenes Gerninger, men uden at give nogen forklaring for brugen deraf. Men så vidt vi ved, er New World Translation den første, der gengiver det guddommelige navn konsekvent fra Mattæus til Åbenbaringen 237 gange i selve teksten og desuden 72 gange, hvor det kun forekommer i fodnoterne.

16. Hvorledes anvendte Mattæus det guddommelige navn i de kristne skrifter?

¹⁶ „Men det kan man ikke gøre!“ sagde en kritiker, for hvem manuskriptet blev gennemlæst. Komiteen viser i sit forord, der er på 29 sider, at man nu har gyldig hjemmel til at gøre det, og den gør det. Engelske bibeloversættere har antaget, at det guddommelige navn aldrig forekom i Kristi disciples inspirerede skrifter. Men Hieronymus oplyser os om følgende: „Mattæus, der også er Levi, og som fra at have været tolder blev en apostel, skrev som den første af alle evangelisterne et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog og med hebraiske bogstaver til gavn for de omskårne, der var kommet til troen. . . . hver gang evangelisten gør brug af de gamle skrifters vidnesbyrd, følger han ikke de halvfjerds oversætteres [den græske Septuagintas] autoritet, men de hebraiskes.“ Når Mattæus derfor citerede på hebraisk fra de inspirerede hebraiske skrifter, må han have citeret det guddommelige navn og derfor brugt det i sit evangelium. Apostelen Mattæus var en af de mænd, om hvem Jesus sagde i sin bøn til Gud: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du har givet mig ud af verden. . . . Jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre det.“ (Johannes 17:6, 26; NW) Mattæus ville derfor kende navnet fra Jesus og ikke have nogen samvittighedskvaler over at bruge det på rette måde i sin historiske beretning om Jesu liv. Dersom Mattæus oversatte sit eget evangelium fra hebraisk til græsk, så ville han bruge den gamle skik at anføre Guds navn med de fire hebraiske bogstaver i den græske tekst, hvor det forekom, antagelig 18 gange, som det også gør i New World Translation.

17. Hvorledes gav den græske Septuaginta disciplene hjemmel til at bruge det guddommelige navn i deres græske skrifter? Hvorfor kunne traditionen ikke afholde dem derfra?

¹⁷ Kristi disciple citerede under inspiration i vid udstrækning fra den græske Septuaginta oversættelse af de hebraiske skrifter. I denne oversættelse indsatte man efter gammel skik det hebraiske „tetragrammaton“ i den græske tekst på steder, der svarede til, hvor det var brugt i de hebraiske skrifter. Endog i det fjerde århundrede fortæller Hieronymus os, at der på hans tid stadig fandtes afskrifter af den græske oversættelse, der indeholdt det hebraiske „tetragrammaton“, hvor det guddommelige navn forekom i teksten. Hvad ville apostlene gøre, når de skrev på græsk og citerede fra en sådan græsk oversættelse af de hebraiske skrifter? Jesus fulgte ikke jødisk tradition, og han lærte sine disciple heller ikke at gøre det. De religiøse ledere, der modstod Jesus indtil døden, fastholdt traditionen at erstatte det guddommelige navn med titlen „Herre“, idet de påstod ikke at tage det forfængeligt ved at undlade at udtale det, skønt de i gerning vanærede det. De inspirerede kristne forfattere var ikke bundet af den jødiske tradition til at erstatte det guddommelige navn med titlerne „Gud“ og „Herre“, og den hellige ånd, der inspirerede disse forfattere, var ikke underkastet nogen frygt for at vanhellige det ved at lade det skrive med de hebraiske bogstaver i de kristne græske skrifter. Det stod disciplene frit at skrive det guddommelige navns hebraiske bogstaver i deres græske tekst. Selve disciplenes originale manuskripter er forsvundet.

18. Hvad har mere moderne hebraiske oversættere måttet gøre med dette navn?

¹⁸ Fra det fjortende århundrede er de kristne græske skrifter blevet oversat til hebraisk til brug for jøder. Komiteen nævner i sit forord 19 sådanne hebraiske oversættelser, og alle disse indeholder det guddommelige navn i 307 tilfælde. I de vers, hvor Jesu disciple citerede de hebraiske skrifter, og hvor dette tetragrammaton forekommer, var disse hebraiske oversættelser simpelthen nødsaget til at skrive det guddommelige navn, som det stod i den inspirerede og originale hebraiske tekst, ligesom apostelen Mattæus var det. Alle disse hebraiske oversættelser har brugt det guddommelige navn Jehova i de kristne skrifter fra Mattæus til Åbenbaringen, og ingen moderne oversætter kan gøre indvending derimod. I fodnoterne til New World Translation angives det, hvor den har støtte derfor i alle disse 19 oversættelser.

19. I hvilke andre nyere oversættelser forekommer det guddommelige navn?

¹⁹ Og ikke nok hermed. Det guddommelige navn findes ikke alene i disse hebraiske oversættelser, men også i dialektform i mange oversættelser, der er foretaget af missionærer i de sidste to hundrede år. Komiteens forord angiver 38 sådanne oversættelser af de kristne græske skrifter, hvor navnet Jehova forekommer i tyve dialektformer, foruden i de hebraiske og engelske oversættelser. Og eftersom disse oversættelser har støtte derfor i de hebraiske skrifter, er de berettiget til at bruge det guddommelige navn Jehova (Yahweh) i stedet for den ubestemte titel „Herren“, som King James oversættelsen anvender.

20, 21. a) Gør dette det guddommelige væsen til en stammegud? b) Hvorfor ønsker moderne oversættere at degradere ham til en navnløs gud? Hvorfor bør vi ikke gøre det samme?

²⁰ Hermed gøres det guddommelige væsen ikke til en jødisk stammegud, i hvem folk fra hedningenationerne ikke har nogen del. En moderne bibeloversætter, der går ind for, at navnet „Jehova“ eller „Yahweh“ bør fjernes fra oversættelserne, endogså fra de hebraiske skrifters, skal have udtalt følgende i år: „Den jødiske synagoges tradition begunstiger den samme indstilling, som King James oversættelsen har, og som vi nu vender tilbage til. . . . Der er en endnu vægtigere grund nu. Hverken jøder eller kristne tilbeder en stammegud, der må have et egennavn for at adskille ham fra andre guder. Vi tilbeder universets eneste gud.“ Hvad ville du synes om at have en mand med sådanne synspunkter til bibeloversætter, selv om han også er professor? Gennem den tilsyneladende tolerante tanke at gøre den Højeste til en international gud gør han ham ligesom så mange andre til en navnløs gud.

²¹ Men den højeste Gud har ikke valgt at forblive navnløs over for menneskeslægten. Han har givet sig selv et navn, der er fuldt af betydning for os. Da mennesket spurgte om hans navn, fortalte han det og sagde til sin profet Moses: „Jeg er Jehova.“ Gennem sin profet Esajas sagde han: „Jeg er Jehova, så lyder mit navn.“ (2 Mosebog 3:13-15; 6:2, 3, og Esajas 42:8) Jesus Kristus er den store profet, der blev forbilledligt fremstillet ved både Moses og Esajas, og selve hans navn „Jesus“ betyder „Jehova er frelse“. Jesus sagde: „Jeg er kommen i min Faders navn.“ Han lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Johannes 5:43 og Mattæus 6:9; NW) Denne Jesus, der sendte ånden som en hjælper, hvorved de kristne græske skrifter blev inspireret, degraderede ikke sin himmelske Fader til en navnløs gud.

22. Hvad medfører det, at navnet igen forekommer i de kristne skrifter?

²² At det guddommelige navn atter forekommer i de kristne græske skrifter, giver den himmelske Fader en personlighed, der adskiller ham fra hans søn, Jesus Kristus. I stedet for at følge King James oversættelsen i Apostlenes Gerninger 2:34, der gengiver dette vers således: „Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd,“ siger New World Translation i absolut harmoni med de hebraiske salmer: „Jehova sagde til min herre: sæt dig ved min højre hånd“; og i Apg 2 vers 21: „Og da skal enhver, som påkalder Jehovas navn, blive frelst.“ Hvor gør denne oversættelse ikke bibelens tekst langt lettere at forstå og øjeblikkelig at kunne forklare rigtigt! Hvilket søgelys retter den ikke imod kristenhedens traditionelle lære om treenigheden! Ligesom New World Translation ved sin ordrette og konsekvente gengivelse afslører falske religiøse overleveringer om menneskets sjæl, helvedet, jordens skæbne, Guds rige og andre betydningsfulde lærdomme. Men dem må vi vente med at komme ind på til senere numre af dette blad, hvor denne oversættelses fordele vil blive behandlet.

Udbred sproget

23. a) Hvilken indsamling nærmer sig sin afslutning, og hvorfor? b) Hvad har Jehova gjort for udbredelsen af den nye verdens sprog?

²³ Hvad skal vi nu gøre? Eller hvad skal vi sige? Begyndelsen til veerne over verden i 1914 og opfyldelsen af bibelens profetier bevidner hævet over enhver tvivl, at vi er nået frem til „endens tid“ for denne verden. Guds godkendelse og velsignelse hviler ikke over denne dødsdømte verden i nogen af dens politiske, kommercielle og religiøse bestræbelser for at bevare og opretholde dette tingenes system, men derimod hans retfærdige harme. Indsamlingen af folkene og rigerne med deres Forenede Nationer og politiske blokke og pagter inden for denne FN. organisations rammer nærmer sig sin afslutning. Tiden til at hele dette jordiske system skal fortæres af Jehovas nidkærheds vrede, er nær. Men det sker ikke uden advarsel fra kærlighedens og barmhjertighedens Gud. I denne endens tid har han indfriet sit løfte og givet dem et „rent sprog“, som længes efter sandhed og retfærdighed. Han har ikke ladet sig selv stå navnløs, men har åbenbaret sin identitet, for at folkene kan vide, hvem de skal vende sig til gennem Jesus Kristus. Ved sine salvede vidners teokratiske organisation har han kastet mere og mere lys over bibelens sandheder og således lutret deres sprog. Nu kan de tale og leve i harmoni med den kommende nye verdens sprog. Her i året 1950 skænker han os gennem New World Translation of the Christian Greek Scriptures et nyt middel til at lutre sit folks sprog. I sin nåde har han tilvejebragt det som endnu et redskab til at give folkene et „rent sprog“.

24. a) Til hvis navns ære er den oversættelse udgivet? b) Hvorledes vil folk, der taler andre sprog, få gavn af denne engelske oversættelse?

²⁴ Lad derfor ikke fordom, religiøse traditioner og sekterisk hovmod få dig til at tage anstød. Giv denne engelske oversættelse en varmhjertet modtagelse. Den er ikke udgivet for at ære eller mindes noget menneskes navn. Derfor har de mænd, som udgør oversættelseskomiteen, over for Selskabets bestyrelsesmedlemmer udtrykt ønsket om at forblive anonyme, så længe de lever, og når de er døde. Hensigten med oversættelsen er at ophøje den levende og sande Guds navn og sprede en duft af kundskab om hans rige ved Kristus Jesus. Skønt den kun er udgivet på engelsk, vil den gennem Vagttaarnets Selskabs publikationer, der vil citere fra den, og som oversættes til hen mod 90 sprog, være til åndelig hjælp for millioner af mennesker af alle tungemål og nationer. Denne oversættelse vil med sin tro gengivelse, sit mod og sin nøjagtighed anbefale sig selv til enhver, der oprigtigt søger efter sandheden i Guds ord.

25. Hvad bør de gøre, som har denne oversættelse, og i hvilket arbejde vil de derigennem få større andel?

[Fodnoter]

„Det Nye Testamentes bøger kan uden betænkelighed siges at være disse: De fire evangelier ifølge Mattæus, Markus, Lukas og Johannes; efter disse Apostlenes Gerninger og syv af apostlenes såkaldte almindelige breve: eet af Jakob, to af Peter, derpå tre af Johannes og efter disse eet af Judas. Foruden disse er der fjorten af apostelen Paulus’s breve, skrevet i følgende orden: Det første til romerne, så to til korinterne, næst efter disse til galaterne og derefter til efeserne, til filipperne og til kolossenserne og to til tessalonikerne og det ene til hebræerne; og derpå to til Timoteus, men eet til Titus, og et sidste til Filemon; og af Johannes en åbenbaring.“

Dette er det første eksempel på en liste over de kristne græske skrifters bøger, som vi har dem i dag. Denne offentliggjorte liste, der kaldes „Athanasios’s kanon“, var således 30 år ældre end den liste, der offentliggjordes ved kirkemødet i Karthago, Afrika, i året 397 e. Kr.