Den nye verdens skare af lovsangere

1. Fra hvem lyder lovsang til Jehova, og for hvad priser de ham?

DET GAMLE Babylon red på Eufratflodens vande og udstrakte sin imperialistiske magt over folk, nationer og tungemål. Således har også Satans kvinde, det hemmelighedsfulde Babylon, øvet sin undertrykkende magt over hele menneskeheden. Kun Jehova vor Gud, den Almægtige, kunne udfri dem ved at tage sin store magt og atter herske som universel konge og tilintetgøre Babylon i det kommende slag ved Harmagedon. Lovsangen til ham, fordi han begyndte sit herredømme ved Kristus i 1914, og fordi han udfriede dem, som påkalder hans navn, lyder med større og større kraft fra en skare, der vokser fra år til år.

2. Hvad hører vi nu i opfyldelse af Åbenbaringen 19:6?

² Skønt de vrede nationer tyr til totalitære regeringsmetoder, er de dog ude af stand til at standse lovsangen til Jehova. I opfyldelse af Åbenbaringen 19:6 kan vore ører nu høre „som en røst af en stor skare og som en lyd af mange vande og som en lyd af stærke tordener“. Ja, vi kan høre dem sige: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (NW) Eftersom lyden af deres stemmer er så stærk, at den sammenlignes med lyden af mange vande og stærke tordener, jordiske og himmelske lyde, kunne det tyde på, at det er en jordisk og en himmelsk skare, der frembringer denne kraftige forkyndelse. Kendsgerningerne støtter denne antagelse. Det åndelige Israels rest, der stiler mod det himmelske rige, har højlydt lovsunget Jah eller Jehova siden året 1919, da de blev udfriet fra Babylons magt. Siden har hundredtusinder sluttet sig til dem, troende mennesker, der har håb om en jordisk tilværelse i den nye verden.

3. Hvordan er de hans trælle, og hvorfor er de pligtige at lovsynge ham? Hvorledes lovsynger de ham?

³ Ved uforbeholdent at indvi sig til Gud gennem Kristus Jesus, vor genløser, er de blevet Guds trælle og skylder ham deres udelte tjeneste. Den omstændighed, at profetien sagde, at den store skare, hvis røst hørtes, skulle lovsynge Jehova, forpligter dem til at lade hans pris lyde. Profetien skal opfyldes. Befalingen om at lovprise ham kommer til dem fra Gud på hans trone og gennem hans søn, Lammet, der står midt for tronen. Derfor er der skrevet: „Og fra tronen lød en røst, som sagde: Lovsyng vor Gud, alle hans trælle, som frygter ham, de små og de store.“ (Åb. 5:6, 7; 19:5, NW) Jesus omtalte ham som „min Fader og jeres Fader“, „min Gud og jeres Gud“; og Jesus og alle fårene, der følger ham, frygter Gud fremfor mennesker eller dæmoner. Deres frygt for ham er ikke en sygelig rædsel, skabt at babyloniske vranglærdomme om, hvem og hvad Jehova er, men deres sande kundskab om Gud viser dem hans prisværdige egenskaber. De fryder sig ved at fremhæve ham for andre og rette andres misforståede indtryk af ham. Offentligt og fra hus til hus lader de deres lovprisning af ham lyde. De har ingen hyldest tilovers for „guldkalven“, som denne verdens kommercielle element opstiller, eller for nationernes politiske og militære guder eller for kristenhedens eller hedenskabets religiøse guder og afguder. De har vendt den babyloniske tilbedelse ryggen for bestandig.

4, 5. Hvilket råb istemmer de, og hvad lovpriser de?

⁴ „Pris Jah, I folk!“ er, hvad de udråber over hele jorden. De kender den Højestes eget navn og påpeger for alle, som ikke ved det, hvem han er. De viser hen til hans herlighed og ære og til de gode løfter, som hans navn borger for. Efter at de har taget dette råb op, har verdens politikere og statsmænd, støttet af det religiøse præsteskab, oprejst et symbol på verdensherredømme. Forud for den anden verdenskrig havde det skikkelse af Folkeforbundet, men nu optræder det som de Forenede Nationer. Der gøres politiske og religiøse bestræbelser for at få folk til at se op til det og gøre dette forbund til deres frelses håb. Den 7. september 1950 sagde de Forenede Staters præsident: „De Forenede Nationer er vort eneste håb om opnåelse af en fredfyldt verden.“ — INS telegram.

⁵ Den store skare trælle, der frygter Gud, vil ikke lade sig rokke i deres lovsang til ham. De ved, hvem der er deres befrier, deres Skaber, deres håb om evigt liv i den nye verden. De har ingen vildledende ros tilovers for menneskers politiske systemer, denne verdens herskermagter eller for nogen anden del af nutidens Babylon. Deres lovsang gælder Jehovas rige ved Kristus. Deres hu står ikke til verdenspolitik. De besmitter ikke sig selv ved at blande sig i jordens politik. I den henseende holder de sig til den sande definition af ren tilbedelse af Gud: „Den form for tilbedelse, der er ren og ubesmittet i vor Guds og Faders øjne, er denne: at tage sig af forældreløse og enker i deres trængsel, at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:27, NW) Som udsendinge for Guds rige lovpriser de den teokratiske regering, de repræsenterer. — 2 Kor. 5:20, NW.

Hvorfor?

6. Hvad opfordrer de nu folket til at gøre? Hvorfor netop nu?

⁶ Guds ærbødige trælle har befaling til at opfordre hele folket til at vende sig fra lovprisningen af denne verdens guder, afguder og mægtige og i stedet prise Skaberen, den nye verdens grundlægger og bygmester. Dette er ganske særlig påkrævet nu, og de forklarer det med disse ord: „Thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (Åb. 19:6, NW) Denne forklaring fremlægger for folkene og deres jordiske regeringer det store stridsspørgsmål, den Højestes overhøjhed. Det vil sige: Hvem skal herske i universet som den retmæssige suveræn?

7. Hvorfor er det absolut urigtigt for nationer eller personer at gøre, hvad de finder for godt, ligesom det gamle Israel gjorde?

⁷ I 2520 år, længden af de fastsatte „syv tider“ for nationerne, regerede den retmæssige, universelle suveræn, Jehova, ikke over nogen del af jorden, end ikke det såkaldte hellige land, Palæstina. Men siden 1914 er det ikke længere tilfældet. Det er derfor nu absolut urigtigt af en hvilken som helst nation eller person at gøre, hvad han finder for godt, ligesom det skete i de dage, da Israel ingen synlig konge havde, men „enhver gjorde, hvad han fandt for godt“. (Dom. 21:25) Et sind, der ikke vejledes af Guds ord og ånd, vil være åbent for påvirkning fra denne verden og dens gud, Satan, Djævelen, og vil derfor uvægerligt komme på afveje. Ordsprogene 14:12: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ Gud bar engang over med uvidenhedens tider: Men uvidenhed kan ikke længere fremføres som undskyldning for en urigtig handlemåde, navnlig ikke siden han har oprejst sine vidner over hele jorden og har udsendt dem med budskabet om det oprettede rige. (Ap. G. 17:30) Nationernes dom går nu for sig. Denne verden vil aldrig vende tilbage til forholdene før 1914. Thi Guds rige er her for bestandig!

8. a) Hvem kan nationerne ikke lægge band på, og hvilket stridsspørgsmål vil derfor blive bragt ud af verden? b) Hvad bør vi nu drage fordel af?

⁸ Alle menneskelige regeringer, hvad enten de er totalitære eller demokratiske eller af nogen anden politisk eller social farve, får nu kundgjort, at de aldrig vil være i stand til at udelukke Jehova Gud fra at have det afgørende ord i forbindelse med denne jords fremtidige anliggender. Han vil måske tolerere, at de lægger band på Jehovas vidner og deres retslige tjener, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab og dets mange afdelingskontorer, men de kan aldrig lægge band på Jehova. Af den grund kan de heller ikke tilintetgøre Jehovas ord, bibelen, eller udrydde hans vidner. Blev det dem tilladt at bringe hans vidners mund til tavshed med magt, ville han lade selve stenene råbe. (Luk. 19:40; Hab. 2:11) Eftersom Guds rige nu i sig selv er en udfordring, må spørgsmålet om Riget afgøres for evigt, og Jehovas regerende konge, Jesus Kristus, vil fremtvinge denne afgørelse. Det vil betyde enden på alle denne verdens riger og herskermagter i det universelle slag ved Harmagedon: „De gudløse har ingen fred“, og der vil ikke blive stiftet fred mellem denne verden og Guds oprettede rige. I årene mellem Satans nedstyrtning fra himmelen og det kommende Harmagedonslag er der ikke blevet bragt ligevægt i forholdene på jorden ved menneskers hjælp eller ved de Forenede Nationers formidling, og der er ikke blevet indført „normale tilstande“, og der vil heller ikke blive det. Men i denne mellemliggende periode, der snart skal ophøre, har Gud vist sin langmodighed som et udslag af frelsesvilje over for retsindige mennesker. Det vil derfor være klogt af folkene at drage fordel af denne langmodighed og give agt på hans budskab om Riget og vende sig til ham og hans konge som det eneste håb og derpå lovsynge og ophøje hans store navn. — 2 Pet. 3:15.

Hans regering er et enevældigt rige

9. Hvilken slags regering er det, han opretter? Hvorfor er hans almagt en lykke for menneskeheden?

⁹ Af den forkyndelse, Guds lovsangere har fået påbud om at lade lyde, bør alle lægge mærke til, at den regering, Jehova har lovet at oprette, er et kongedømme. Dette fremgår af pagten om Riget, som han sluttede med kong David af Jerusalem, og som han aldrig har omstødt. Ja, det er opfyldelsen af den pagt, som han indgik med sin søn, Jesus Kristus, om at give ham den nye verdens evige kongedømme, og hvori Jesus optager sine trofaste efterfølgere som medarvinger. (Luk. 22:29, 30) Det er et kongedømme med Jehova Gud som den absolutte hersker, og det er ikke et demokrati. Det er et teokrati og ikke et folkestyre. Under dette teokratiske kongedømme må jordens folk tilbede herskeren som Gud, ligesom Kongen Kristus Jesus og hans medarvinger tilbeder den suveræne hersker som Gud. Det sømmer sig, eftersom Jehova er den levende og sande Gud, og hele menneskeheden skylder ham deres eksistens og alle livets velsignelser, i særdeleshed deres genløsning fra synd, fordømmelse og død gennem hans søns offer. Jehova vor Gud er den Almægtige, og det er en lykke for menneskeheden, at en almægtig som han har taget jordens regeringstøjler. Kun en almægtig kan udfri den sukkende menneskeskabning fra Djævelens babyloniske organisations sønderknusende åg.

10. Hvoraf fremgår det, at det er en teokratisk ordning og ikke en demokratisk?

¹⁰ Vi kan være glade for, at den nye verden er den, Gud, og ikke politikerne, har lovet, og at dens regering er et enevældigt kongedømme, og at mennesker intet har at sige med hensyn til den, udover at bede for den, forkynde den og fremhæve dens fortrin for andre, dersom de ønsker at gøre det. Gud har medfølelse med menneskeslægten og vil hævde sin magt til at berede sig lovsang selv fra en falden slægt trods Djævelen. Derfor har Gud ladet den syndige Adams og Evas efterkommere fortsætte slægten, men han har besluttet at oprette en ny regering over den. Da den retfærdige verden i Edens have ophørte som følge af syndens indtræden, bestemte han at bringe en retfærdighedens verden tilbage, en ny verden. Til sin egen tid grundlagde han denne verden gennem sin søns, Jesu Kristi, offerdød og opstandelse for nitten århundreder siden. Nu har han oprettet den nye verdens himmelske regering og udpeget sin selvopofrende søn til at være dens konge. Det har han gjort, til trods for at de fleste af jordens folk ikke har ønsket at have Jesus Kristus til konge, en kendsgerning, der viser, at hans foranstaltning ikke er en demokratisk ordning, men en teokratisk, og at folkene er i Guds modstanders vold.

11. Hvorledes viste det første selvstyre, at dette ikke fører til nogen god regering eller til liv?

¹¹ Folket er ikke nogen pålidelig rettesnor i dette „nuværende onde tingenes system“, selv ikke når de er i flertal, fordi Satan er „dette tingenes systems gud“, og han fører hele den beboede jord bag lyset. Demokratiets vugge stod i det gamle Grækenland, der antog Babylons religion. Dersom demokratier eller folkerepublikker skulle afgøre menneskehedens endelige skæbne, da ville vor jord aldrig få Jehova til konge eller hans salvede søn, Jesus Kristus, til Guds kongelige repræsentant på tronen. I Eden var der oprindelig teokratisk styre. Så opstod givet om selvstyre, og det blev påbegyndt. Adam og Eva hævdede deres ret imod den teokratiske lov og i fællesskab med Slangen, der blev „dette tingenes systems gud“. Dette krav medførte synd og død for dem på jorden. Guds styre ved hans søn, Jesus Kristus, betyder evigt liv i en syndfri, ny verden. Enhver, som ønsker at opnå liv under en fuldkommen regering, må nu give sin troskab til den suveræne konge gennem Jesus Kristus.

12. Hvad er menneskehedens eneste håb om lægedom, og hvilken tilbedelse er nu fuldstændig forkastelig?

¹² Den faldne menneskeslægt har vist sig uden evne til at regere sig selv. Dog forsøger kristenheden enhver metode for at modstå og undgå at få Jehova Gud til gynge ved Kristus Jesus. Hvad har det resulteret i siden 1914? Overalt lider folkene til stadighed. De er selv medskyldige i deres fortsatte lidelser. Deres guder magter ikke at bringe lindring. Det eneste håb om lægedom er den guddommelige regering. Lad folkene ophøre med at påkalde deres falske guder og afguder om hjælp. Eftersom vor Gud, Jehova den Almægtige, nu hersker som konge, er det absolut forkasteligt at tilbede andre guder og afguder, der er menneskeværk. Gud vil ikke tåle nogen som helst falsk tilbedelse i den nye verden. Hvorfor så ikke lovsynge og tjene ham som konge uden tøven? — Sl. 135:1-5, 15-18.

13. Hvorfor er Jehova og ikke Satan den eneste, der magter at styre jorden og dens beboere?

¹³ Hvor ejendommeligt er det ikke, at jordens beboere ikke ønsker dens og deres egen skaber som konge! Kun Gud og ikke denne atomalders mænd ved, hvorledes jorden skal styres, og kan styre den til menneskenes bedste og bevare den fuldkomne balance mellem kræfterne på og rundt om vor jord. Satan, Djævelen, har misbrugt alle disse kræfter. Han har udelukkende brugt „dødens vælde“. Der er intet liv i ham eller i noget af det, han har opstillet. Som „denne verdens fyrste“ og som „dette tingenes systems gud“ er han kommet til kort. Han har ikke bragt os liv eller et godt styre, men lige det modsatte. (Hebr. 2:14; Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4) I Eden havde han været den „skærmende kerub“ og var dengang „fuldkommen i [sin] færd“. Men da han satte sig for at udøve verdensherredømme uafhængigt af Jehovas universelle overhøjhed, blev der fundet brøde hos ham. Ved at tilskynde til selvstyre uden Guds formynderskab førte han Adam og Eva ind på oprørets og syndens vej. Den almægtige Gud drev oprørerne ud af Eden, men fjernede ikke den troløse kerub (nu Satan, Djævelen) som den usynlige magt over menneskeheden. Gud lod ham beholde sin falske stilling, som han ved bedrag havde tilranet sig over menneskene. — Ez. 28:13-19.

14. Hvorledes er Satan til trods for sin overordnede stilling kommet til kort?

¹⁴ Til trods for denne overordnede stilling over menneskeslægten har Satan ikke formået at bevise sin ret og værdighed til universel overhøjhed eller sin magt til at vende alle mænd og kvinder imod Jehovas universelle overhøjhed. Satan har vist sig uden evne til at kunne tilbyde noget bedre end det, den almægtige Gud havde tilvejebragt for menneskeheden. Efter seks tusinde års satanisk styre over jorden har den onde ikke kunnet indfri, hvad han lovede gennem Adams og Evas oprør imod Jehovas universelle overhøjhed. Den regeringstype, han lancerede med Nimrod i Babylon, alle verdens kongers fødested, har ikke kunnet bringe noget tilfredsstillende styre for folket. Følgen af at antage den falske guds, Satans, veje og trodse og ignorere den sande Gud, Jehova, og hans Kristus har været knugende trængsel og død.

Ophøj universets konge

15. Hvorfor er det klogt at søge Jehovas gunst nu, og hvilken opfordring fra en stor skare bør alle give agt på?

¹⁵ En livgivende forandring er ved at finde sted. Afgørelsen på et ældgammelt stridsspørgsmål om overhøjhed vil snart blive truffet i slaget ved Harmagedon. Jehova vor Gud, den Almægtige, regerer nu som jordens og himmelens konge. Han er sejrvinderen, der har nedstyrtet Djævelen fra himmelen og snart vil tilintetgøre hans verden og skabe en ny livets og glædens verden. Lad derfor alle, som længes efter liv, fred og en retfærdig regering, vende denne dødsdømte verden ryggen og blive Jehovas undersåtter. Det er forståeligt, at alle normale mennesker skulle ønske at søge den nye konges gunst, især i betragtning af, at alle enten må underkaste sig hans herredømme eller forgå. Sund fornuft vil få en til at vælge denne vej, eftersom det er til ens eget gavn og til Guds ære. Derved hævder man Jehovas universelle overhøjhed imod Djævelens falske anklager. Mens Jehovas vidner stadig forkynder budskabet om Riget, hører flere og flere røsten af den store skare, der siger: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ Det er på høje tid, at enhver, som hører den, tager opfordringen til at lovsynge Gud som konge op, den konge, de selv har valgt at tilbede og tjene for evigt. Lad alle begynde at leve og tale, som var de nu under hans rige. Lad dem alle enigt prise ham som et samfund af mennesker, der har svoret hans evige rige troskab.

16. Hvad erklærer Salme 99:1-5 og opfordrer folk til at gøre?

¹⁶ Profetierne, der omtaler denne frygtindgydende tid, er fyldt med udsagn om Jehovas påbegyndte regering og guddommelige påbud om, hvad der nu er ret og rigtigt at gøre. I højstemte toner erklærer Salme 99:1-5: „Jehova har vist, han er konge, folkene bæver, han troner på keruber, jorden skælver! Stor er Jehova på Zion, ophøjet over alle folkeslag; de priser dit navn, det store og frygtelige; hellig er han! Du er en konge, der elsker retfærd, retten har du grundfæstet, i Jakob øved du ret og retfærd. Ophøj Jehova vor Gud, bøj jer for hans fødders skammel; hellig er han!“

17. På hvem troner Jehova? Hvorledes berører det jorden, at han er blevet konge? Hvad er tiden derfor inde til at gøre?

¹⁷ Jehova troner på de keruber, der hævder og forsvarer hans overhøjhed. Blandt dem er ikke mere den „skærmende kerub“ fra Edens have. Fordi han forvandlede sig selv til Satan, Djævelen, er han blevet udvist af himmelen og støtter ikke længere den guddommelige trone. Nej, han er blevet gjort til fodskammel under Jehovas konges, Jesu Kristi, fødder. At Jehova er blevet konge og har indsat sin søn på tronen blandt keruberne som den nye verdens konge, er en begivenhed, der meget kraftigt berører vor jord. Intet under, at den har skælvet, i åndelig forstand, siden 1914! De grundvolde, hvorpå det menneskelige samfund har bygget i seks tusinde år, er ved at bryde sammen. Gud lader dom gå over dens nationer ved at få dem til at vise deres indstilling over for hans konge og rige, for hvilket kristenheden i hykleri har påstået at bede. Nu er det ikke tid til, at gudfrygtige mennesker følger verdens politiske og religiøse ledere og som de ignorerer og trodser Jehovas herredømme som konge. Folket bør tværtimod bæve.

18. Hvad befaler Salme 96 os at sige blandt nationerne?

¹⁸ Lad det jordiske samfund under Satans herredømme fortsætte med at vånde sig i kval, fordi det genstridigt står Guds herredømme imod. Men vi, som har håb om liv i den nye verden, hvad enten det bliver i det himmelske rige eller på den nye jord, vi vil højlydt glæde og fryde os, så højt, at det kan høres som stærke tordener og mange vandes brusen. Thi den nye verdens grundvold har Jehova bevaret urokket, og nu har han overgivet dens teokratiske regering i Jesu Kristi stærke hånd. Snart vil Djævelens verdens forsvinden blive følgen af slaget ved Harmagedon, krigen, der vil hævde Jehovas navn, og den nye jord skal grundfæstes på retfærds evige grundvolde. Det er os en glæde at adlyde den profetiske befaling til denne tid: „Tilbed Jehova i helligt skrud, bæv for hans åsyn, al jorden! Sig blandt folkeslag: Jehova har vist, han er konge, han grundfæsted jorden, den rokkes ikke, med retfærd dømmer han folkene. Himmelen glæde sig, jorden juble, havet med dets fylde bruse.“ — Sl. 96:9-11.

19. Hvad er vi fast besluttede på at gøre, og til trods for hvad?