Stabilitet under verdensforandringen

„Da vi jo skal modtage et rige, der ikke kan rystes, så lad os vedblive at have ufortjent godhed, gennem hvilken vi kan yde Gud velbehagelig hellig tjeneste med gudsfrygt og ærbødighed.“ — Hebræerne 12:28, NW.

1. Med hvilket tidspunkt for øje blev Salme 46:2 skrevet? Hvem må rette sig efter disse ord?

„GUD er vor tilflugt og styrke, en hjælp, der er ganske nær i trængsler.“ (KJ) På et meget kritisk tidspunkt i det forbilledlige Guds rige gav den hebraiske digter udtryk for disse inspirerende ord i Salme 46:2, og de blev skrevet og bevaret netop for sådan et kritisk tidspunkt i deres liv, som spejder efter, beder for og håber på det rigtige Guds rige i dag. Hvis du er en af dem, så må du begge dig disse ord på sinde og leve op til dem i den faste overbevisning, at Gud er din tilflugt og din styrke.

2. Kan vi tillade os at fortsætte på samme måde som verdens nationer? Hvorfor ikke?

² Du kan ikke tillade dig at fortsætte således, som denne verdens nationer gør. Husk, at Satan, Djævelen, er „dette tingenes systems gud“; at „alle folkeslagenes guder er afguder“, og at „de ting, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud“. Det er, hvad den inspirerede skrift fortæller os. (2 Kor. 4:4, NW; Sl. 96:5; 1 Kor. 10:20, NW) Dæmonerne og „dæmonernes hersker“, Satan, Djævelen, er folkets usynlige plageånder, undertrykkere og fredsforstyrrere. Deres planer går ud på at få folket vendt bort fra Gud og ud i undergang. For at befri de hellige himmelske regioner for deres skadelige indflydelse var en krig i himmelen nødvendig, efter at Guds rige ved Kristus oprettedes dér i 1914. Dæmonerne og deres hersker er blevet kastet ned til jorden, og hvad der blev forudsagt, at dette ville betyde for jordens beboere, er også sket: „Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, han har en kort tidsperiode.“ (Åb. 12:1-12, NW) Djævelen og hans dæmoner er ansvarlige for veer og trængsler til lands og til vands. Der er ingen beskyttelse, stabilitet eller bestandighed under dæmonerne, end ikke for deres venner, tjenere og tilbedere. De er ondskabsfulde, fjendske og ukærlige, og de kan ikke beskytte deres tilbedere og tilhængere mod Guds retfærdige harme. De kunne ikke gøre det, dengang han lod en verdensomspændende vandflod gøre ende på et voldsregimente på Noas tid. De vil heller ikke være i stand til at yde nationerne beskyttelse eller selv redde sig fra undergang i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i Harmagedon, hvor deres verden vil ophøre.

3. Hvad er det, vi skal bevise ved ikke at have delagtighed med nationernes falske guder?

³ Uafvidende er det de planer, som nationernes dæmonguder har udtænkt, herskerne og folkene gennemfører. Dersom du gør den levende og sande Gud til din tilflugt, kan du ikke have noget fællesskab med dæmonerne, de falske guder. Du må tjene den sande Guds formål, og du må fortælle andre, hvad der er hans hensigter. I en tid, da en hel verden står ham imod, må du bevise, at Gud er din tilflugt og styrke, ved at tro og handle i overensstemmelse med hans vidnesbyrd: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Jehova, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer [og der var ingen fremmed gud blandt jer, AS]; I er mine vidner, lyder det fra Jehova. Jeg er fra evighed Gud, den eneste også i fremtiden. Ingen frier af min i ånd, jeg handler — hvo gør det ugjort?“ — Es. 43:10-13.

4. Hvilken Gud har Jehova bevist sig at være over for os?

⁴ Atter og atter har Jehova bevist, at han er en sikker tilflugt for sine vidner på jorden. Hans ransagende øjne skuer ud over hele jorden for at bemærke sig dem, der er ham hengivne, så han kan vise sig stærk til at hjælpe dem. (2 Krøn. 16:9) Hvilken Gud er han ikke! Snart må alle falske guder bøje sig for ham i nederlag i Harmagedon. „Thi Jehova er en vældig Gud, en konge stor over alle guder.“ Han skal frygtes fremfor de totalitære angribere, der stiler efter at erobre verden for at indsætte deres politiske guder og religionsform over alt og alle. „Thi stor er Jehova og højlovet: han bør frygtes mer end alle guder.“ (AS) De, som gør ham til deres tilflugt, og som stoler på hans styrke, tilskriver ham guddomskraft og siger: „Thi du, o Jehova, er den Højeste over al jorden, højt ophøjet over alle guder!“ (Sl. 95:3; 96:4; 97:9) Fordi han giver sine vidner hemmelig styrke, har de været i stand til at udholde den mest hårdnakkede og djævelske forfølgelse fra de falske guders menneskelige redskaber. Ærgerrige diktatorer, tørstende efter verdensherredømme, har straffet dem, som ikke ville forherlige dem som guder. Men da disse diktatorer måtte bide i græsset, levede Jehovas vidner videre og fandt fornyet styrke til at fortsætte deres vidnesbyrd for „Gudernes Gud“. I dag kan de i taknemmelighed udbryde: „Tak Jehova, thi han er god; thi hans miskundhed varer evindelig! Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!“ — Sl. 136:1, 2.

„En hjælp, der er ganske nær“

5, 6. Hvilke bønner beder det katolske hierarki nu som følge af, at situationen tilspidses mere og mere? Hvorfor vil Gud ikke besvare sådanne bønner?

⁵ Det synes at ligge til den menneskelige natur, at folk, når de står hjælpeløse i en vanskelig situation, henvender sig til deres guder om hjælp og udfrielse. I 1950, for eksempel, forværredes verdenssituationen i alarmerende grad og det til trods for, at det var et „helligt år“. Paven udsendte derfor fra Vatikanstaden den 6. december en rundskrivelse til hele den katolske verden med en opfordring til at afholde bønnegudstjenester for freden ni dage i træk. Under en tale til kardinalkollegiet fem dage senere opfordrede paven til, „at alle menneskehjerter skulle forene sig i en fælles higen, der med Guds hjælp kunne få alle farer, der truer freden, til at forsvinde i hele verden“. (New York Times, 12. december 1950) Men bønner til Gud er forgæves, hvis deres formål er i modstrid med Guds vilje. Som Jakob 4:2, 3 siger: „I lever i kamp og strid, og I får intet, fordi I ikke beder; I beder, og I får ikke, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.“ Det er ikke Guds vilje nu at indføre verdensfred, for at nationerne kan vende tilbage til deres gamle gænge. Indførte han fred, ville nationerne kun benytte sig deraf til at ødsle den på deres egne lyster og selviske begær og vise, at de er „lystens venner snarere end Guds venner“.

⁶ Tidsregningerne i Guds ord afmærker denne periode som en tid med internationale vanskeligheder, da folkene på jorden skal „ængstes i rådvildhed over havets brusen og larmen, mens mennesker lammes af frygt og forventning om de ting, der kommer over den beboede jord“. For kristenheden skulle det være en tid, da „man håber på fred, men det bliver ej godt, på lægedoms tid [ved hjælp af hellige år o.s.v.], men se, der er rædsel“. (Luk. 21:25, 26, NW; Jer. 8:15) Tiden er ikke nu inde til, at Gud skulle stifte fred for nationerne i denne verden. Pavens og hans hierarkis bestræbelser for at spille rollen som mægler mellem den kommunistiske blok og den demokratiske blok vil vise sig at være forgæves. Hverken katolikker eller protestanter behøver at vente hjælp fra Gud gennem deres formidling.

7. Hvad betyder det, at vi gør Gud til vor tilflugt og styrke i trængsler?

⁷ At gøre Gud til vor tilflugt og stole på hans styrke betyder, at vi finder os i de vanskeligheder, som hans ord forud har advaret os om, og mens disse trængsler raser rundt om os og imod os, ser vi hen til ham som „en hjælp, der er ganske nær“. Dette udtryk i den originale hebraiske bibel er af en sådan art, at oversætterne har gengivet det på flere forskellige måder: „En prøvet hjælp i trængsler.“ (AT) „Vi skal finde ham meget nær.“ (Mo) „En hjælp i nød, snart fundet.“ (Ro) „En hjælp i nød, der villigt lader sig finde.“ — Rotherhams Salmer.

8, 9. Hvorledes beviste Gud over for Israel, at han er „en hjælp, der er ganske nær“?

⁸ Ja, af sit sande folk har Gud ladet sig finde som en virkelig hjælp i trængsler. Tilbage i tiden, i kong Josafats dage, rykkede Moabs, Ammons og Se’irs bjergfolks forenede styrker op imod Jerusalem. Guds folk råbte i tillid til ham ved hans tempel i denne by. For sit eget navns skyld viste han sig villig til at lade sig finde som deres hjælper. Inden den fremrykkende fjendehær nogen sinde nåede frem til den hellige by, havde Jehova Gud udvirket deres nederlag. Det var end ikke nødvendigt for hans folk at kæmpe i dette slag. De sang bare hans pris og blev stående og så på, hvorledes han frelste dem. Så stor var de onde angriberes udryddelse for egen hånd, at det tog israelitterne tre dage at indsamle byttet fra de døde. — 2 Krøn. 20:1-30.

⁹ Kong Asa fandt også Jehova Gud en villig hjælper i nød, da hans styrker stod ansigt til ansigt med en ætiopisk hær på en million mand, udrustet med 300 stridsvogne, under hærføreren Zera. Kong Asa råbte: „Jehova, hos dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har megen kraft, og den, der ingen har; hjælp os, Jehova vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i dit navn er vi draget mod denne menneskemængde. Jehova, du er vor Gud, mod dig kan intet menneske holde stand.“ Gud besvarede denne betimelige bøn ved at sende den eftertragtede hjælp, og israelitterne blev i stand til at slå en langt overlegen fjende på flugt, så at ikke een af fjenderne slap derfra med livet. Hemmeligheden ved denne udfrielse blev afsløret af profeten Azarja: „Jehova er med jer, når I er med ham; og hvis I søger ham, lader han sig finde af jer.“ (2 Krøn. 14:9 til 15:2) På kong Ezekias’ tid truede den assyriske imperialist, kong Sankerib og hans hære Jerusalem, hånede dens Gud Jehova og forlangte, at byen skulle overgive sig betingelsesløst. Fra Jerusalems midte sendte profeten Esajas som svar det budskab, at byen nægtede at overgive sig, og kong Ezekias og hele byen tog deres tilflugt til Jehovas usynlige beskyttelse og styrke. Den selvsamme nat blev den hovmodige assyriske hær berøvet sin slagkraft, idet Jehovas engel slog 185.000 krigere ihjel. Den næste morgen trak kong Sankerib sig tilbage til Assyrien kun for senere at blive myrdet. Da det så sortest ud, hvor hurtigt og villigt lod Jehova Gud sig da ikke finde som en hjælp i nød! — Es. 37:14-38.

Grund til frygtløshed

10. Hvad må vi ikke glemme nu, da vi står over for meget prøvende år?

¹⁰ Den belæring, som indeholdes i disse eksempler på guddommelig hjælp, bør ikke være spildt på os. De blev optegnet til gavn for Guds folk nu, „til hvem tingenes systemers absolutte ende er kommet“. (1 Kor. 10:11, NW) Når vi tæller fra afslutningen på „nationernes fastsatte tider“ i 1914, ser vi, at vi er 37 år henne i „endens tid“ for denne verden. (Luk. 21:24, NW; Dan. 12:4) I disse prøvende år har Jehovas vidner søgt tilflugt og styrke hos ham, og de kan for deres vedkommende bekræfte, at han er „en prøvet hjælp i trængsler“. Forholdt det sig ikke således, så ville de ikke være i live i dag eller udgøre en stadig voksende skare. Men vi går nu ind i de alvorligste og mest prøvende år af denne „endens tid“. Det sidste opgør i Harmagedon nærmer sig. Lad os derfor huske, at Jehova Gud er ikke blevet en anden, og hans ord forandrer sig ikke. (Mal. 3:6) Hans styrke lægges for dagen midt i vor magtesløshed. Ingen fremtidige trængsler kan blive så hårde, at han ikke kan hjælpe os gennem dem, såfremt vi stoler på ham som vor tilflugt og ikke ser hen til denne verden efter hjælp ved at indgå kompromis med verden, der er Guds fjende. Hvorfor skulle Jehovas vidner tage sig det nær, om så hele verden er imod dem, ikke tror på deres vidnesbyrd, hader og forfølger dem? Hele verden var også imod Noa og de syv, der sammen med ham gik ind i arken, og som gjorde Gud til deres tilflugt og styrke. Dog gik hele denne ugudelige verden til grunde, da Gud slap naturkræfterne løs, men Noa og hans ledsagere i arken overlevede Vandfloden.

11. Hvad bør vi nu tro for at kunne gøre ordene i Salme 46:3, 4 til vore egne?

¹¹ Vi bliver styrket af vore egne friske erfaringer såvel som af Guds ords beretninger. Vi burde derfor nu have en sådan tro til vor guddommelige tilflugt, at vi kan tage salmistens næste ord i vor mund og virkelig mene det: „Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger [forandrer sig, AS] og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde. — Sela.“ — Sl. 46:3, 4.

12, 13. Hvad betyder salmistens ord her, dersom de skal opfattes som billedtale?

¹² Her bruger salmisten ikke nødvendigvis billedtale og mener den symbolske jord, de symbolske bjerge, have og vande. Naturligvis forandrer den symbolske jord af i dag sig, som rystedes den af politiske jordskælv, og landet bølger med frygtindgydende brag af den ene jordskælvsbølge efter den anden, og der høres råb fra mennesker og dyr. Politiske regeringer, der som ældgamle bjerge har domineret og holdt jorden i ligevægt, er blevet rystet i deres grundvolde og er styrtet ned i folkehavet, der nu gør oprør imod hævdvundne politiske, kommercielle og religiøse systemer og ideologier. De såkaldte „farvede racer“ i verden har rejst sig og lader sig piske af revolutionære grundreglers vinde og af jordskælv på havets bund. Frygten for den „gule fare“, der allerede spøgte i forrige århundrede, breder sig nu atter. Ganske særlig som følge af den taktik, de gule racer benytter på Koreas krigsskueplads. De tyr til, hvad de kalder jen hai eller „menneskehavet“, og slipper bølge på bølge løs fra deres hundredmillioner af menneskereserver. Som følge af deres talmæssige overlegenhed og vældige styrke rykker de frem og nedbryder alle militære hindringer, uden hensyn til hvad det koster i menneskeliv, der regnes for intet. „Hør,“ siger Guds profet, „bulder af mange folkeslag! De buldrer som havets bulder. Drøn af folkefærd! De drøner som vældige vandes drøn.“ — Es. 17:12, 13.

¹³ Efterhånden som disse menneskehave, pisket af frygt, harme og gammelt nag, buldrer som vande, der syder og pisker mudder og snavs op fra bunden, skælver de politiske bjerge, der endnu er tilbage, og søger at sikre deres stabilitet og beståen. Selv Vatikanstaden, der påstår at have apostelen Peter til klippe og grundvold, føler sig ikke mere sikker på at kunne bestå. Den overvejer flugt, ikke at den vil søge ly hos Jehova Gud, men hos de regeringer, hvis kødelige arm er stærkest rustet. Drønet fra menneskehedens oprørte, af lidenskaber sydende vande slår denne verden med rædsel. I bevidstheden om, at intet er sikkert, intet er varigt i det menneskelige samfund, lader mange sig i håbløshed rive med af den rivende strøm.

14. Hvad bør Rigets arvinger ikke frygte eller lade sig forurolige af under verdensforandringen?

¹⁴ Midt under disse omvæltninger og forandringer behøver de, som har taget deres tilflugt hos Jehova Gud, ikke at frygte eller være urolige. Vi ved, at dette blev forudsagt i hans profetier. Det er et tegn på dette tingenes systems ophør, ja, et tegn på hans søns, Jesu Kristi, usynlige nærværelse i Rigets magt og myndighed. Vi ved, at hans teokratiske regering nu er dannet i himlene og er den eneste urokkelige regering i universet og den eneste, der altid vil bestå. Dens magt og indflydelse er nu vendt imod denne jord, og det er det, der får „denne verdens gud“, Satan, Djævelen, og hans dæmoner til at vække det menneskelige samfund op og drive hele menneskeheden til afsindig modstand imod Guds retmæssige herredømme på jorden og til sidst til undergang ved hans vældes hånd. Men iblandt os findes der sådanne, som har håb om at blive delagtige med Jesus Kristus i den nye verdens regering med dens nye jord og himle. Disse husker, hvorledes Jehova rystede den bogstavelige jord ved Sinajs bjerg, og de siger nu i tillidsfuldhed: „Dengang rystede hans røst jorden, men nu har han lovet og sagt: Endnu een gang vil jeg sætte ikke alene jorden, men også himmelen i bevægelse. Men udtrykket „endnu een gang“ betyder fjernelsen af de ting, der rystes, som ting, der er blevet dannet, for at de ting, der ikke rystes, kan forblive. Da vi jo skal modtage et rige, der ikke kan rystes, så lad os vedblive at have ufortjent godhed, gennem hvilken vi kan yde Gud velbehagelig hellig tjeneste med gudsfrygt og ærbødighed.“ — Hebr. 12:26-28, NW.

15. Hvad hentyder Salme 46:3, 4 i virkeligheden til for at vise graden af salmistens frygtløshed?

¹⁵ Lad dette være, som det være vil. Salme 46 synes at hentyde til en bogstavelig jordisk omvæltning. For særlig at understrege dette siger salmisten, at selv om sådan en bogstavelig rystelse skulle finde sted på jorden og jordens overflade forandre udseende under frygtelige forskydninger, så ville han dog ikke frygte. Han ville heller ikke behøve at frygte, for han er i et sikkert skjul og holdes oppe af en styrke, der ikke er hans egen menneskelige styrke, men den almægtige Guds. Hvor må Noa og hans familie have følt sig frie for frygt, mens Vandfloden buldrede og drønede ved enden på den daværende verden! Ikke blot fordi de sad i ly i den ark, de havde bygget, men fordi de stolede på den store Jehova Gud som deres sande skjul. Han ville ikke volde dem fortræd med den vandflod, hvormed han tilintetgjorde den ugudelige, spotske verden. Som det var i Noas dage, således skal det være i disse dage, da Menneskesønnen er usynligt nærværende i sin rigsmagt.

16. Hvorfor behøver vi ikke at frygte for en sådan fremtidig naturkatastrofe?

¹⁶ Efterhånden som vi nærmer os Harmagedonslaget, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, ved vi ikke, hvilke naturkræfter Jehova Gud vil gøre brug af for at overvinde denne verden og tilintetgøre den. Denne verdens politiske, militære, kommercielle og religiøse elementer vil skælve af rædsel ved synet og lyden deraf og blive afsindige over den uundgåelige undergang. Vi, som er under Guds riges beskyttelse, behøver ikke at ængstes. Vi kan blive forfærdede, som Moses var det på Sinajs bjerg, men vi vil ikke dele verdens frygt og rædsel. (Hebr. 12:21) Vi ved, at Gud har disse ødelæggelseskræfter i sin hånd, og vi ved, mod hvem de er vendt, ikke imod os, men imod hans og vore fjender. Vi har gjort ham til vor tilflugt og ly, og han vil skjule os og gå os forbi, ligesom hans dødsengel gik de hjem forbi i Ægypten, hvor påskelammets blod var påstrøget.

17. Hvorfor skal vi ikke forsvinde sammen med denne verden til den tid?