Holder de katolske påstande om Bibelen stik?
OKTOBER 1952 markerede femhundredåret for fremstillingen af den første trykte bibel, Gutenbergs bibel. I den måned gjorde protestantiske religiøse organisationer i de Forenede Stater et fremstød for at udbrede en million af den nye reviderede standardoversættelse af Bibelen. På den anden side havde det katolske broderskab for kristen lære, Washington, D.C., fastsat ugen fra den 28. september til den 4. oktober til katolsk bibeluge. Dette var årets anden katolske bibeluge; den første var blevet holdt fra den 10. til den 16. februar (hvilket for resten var første gang, der blev afholdt en katolsk bibeluge i de Forenede Stater), og dens, formål var at „vise, hvorledes kirken, som har frembragt Bibelen, har værdsat den før, under og efter Gutenberg“.
De romersk-katolske påstande angående Bibelen, som de stod opført i deres litteratur for bibelugen, kan opsummeres således: (1) Den katolske kirke frembragte Bibelen. (2) Den katolske kirke bevarede Bibelen. (3) Den katolske kirke opmuntrer til bibellæsning.
Er Bibelen en katolsk bog?
Er påstanden om, at den katolske kirke frembragte Bibelen, i overensstemmelse med sandheden? For at få svar på dette spørgsmål må vi først slå fast, at Bibelen er Guds ord. Da det forholder sig således, har Guds ord altså været tilgængeligt for hans tjenere, lige siden Moses afsluttede Bibelens første fem bøger. Efterhånden som andre inspirerede tjenere skrev, voksede Bibelen, sådan at den på det tidspunkt, Malakias nedskrev sin profeti, omfattede 39 bøger. Det var disse 39 bøger, der udgjorde Bibelens Hellige Skrifter, som Jesus og hans disciple brugte, og som de opmuntrede andre til at studere. — Joh. 5:39; Ap. G. 17:11; 2 Tim. 2:15; 3:15-17.
Med nedskrivningen af Mattæus’, Markus’, Lukas’ og Johannes’ beretninger om Jesu liv, Paulus’, Peters, Jakobs, Judas’ og Johannes’ breve samt Apostlenes Gerninger og Åbenbaringen voksede Guds ord til 66 bøger. Efterhånden som disse blev skrevet ned og cirkulerede blandt de første kristne, anerkendte man dem som en del af Bibelen. (2 Pet. 3:15, 16) De sidste af disse skrifter, Johannes’ tre breve og hans evangelium, blev fuldført omkring år 98 e. Kr. Kort derefter begyndte disse skrifter at blive samlet, og der findes beviser for, at man så tidligt som i år 170 e. Kr. anerkendte den bibelske kanon, vi har i dag. Både Origenes og Eusebius opfører de samme bøger, og af ti gamle, bevarede kataloger indeholder seks ligeledes de samme, som er anerkendt i dag, tre af dem udelader Åbenbaringen, og een udelader både Hebræerne og Åbenbaringen. Når man tager disse kendsgerninger i betragtning, som viser, at Bibelens kanon var fastslået af de kristne i det andet og tredje’ århundrede efter Kristus, kan den katolske kirke så gøre krav på at have frembragt Bibelen, blot fordi den ved mødet i Kartago 150 til 200 år senere bekendtgjorde, hvilke skrifter den anså for kanoniske?
Hvis det er den katolske kirke, der har frembragt Bibelen, er det så ikke mærkeligt, at den har undladt at nævne noget som helst om Marias himmelfart, hendes ubesmittede undfangelse og den virkning, det har at bede til hende, om tilbedelsen af relikvier, afgudsbilleder og helgener, om brugen af vievand, om messeceremonien, om en pave som Kristi stedfortræder, om ærkebiskopper og kardinaler, om skærsild, om en gejstlighed, der skal leve i cølibat, om ikke at spise kød på fredage eller under fasten, om ni dages andagter, om barnedåb o.s.v.? Er den kendsgerning, at Bibelen er tavs på alle disse vigtige punkter i den katolske religion, ikke et stærkt sandsynlighedsbevis for, at den katolske kirke ikke frembragte Bibelen, og at den ikke er en katolsk bog?
Det fremgår meget klart af Bibelens egne sider, hvem der har frembragt den. Det er Gud, der er dens forfatter. „Ved mig talede Jehovas ånd, hans ord var på min tunge.“ „Dit ord er sandhed.“ „Guds ord er levende og virkende.“ „Drevne af den hellige ånd udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ — 2 Sam. 23:2; Sl. 119:105; Joh. 17:17; Hebr. 4:12; 2 Pet. 1:21.
Har den katolske kirke bevaret Bibelen?
Den katolske kirke erklærer videre: „Der kan ikke herske nogen tvivl om, at verden må takke den katolske kirke for Bibelen — om ikke for andet, så for de 1500 år, der gik, før de første reformatorer viste sig på scenen. Hvem var det, der spændte bro over svælget? Vi beder om, at munkene, der afskrev i århundreder, . . . får den ære, der tilkommer dem. Uden dem ville vi ikke have haft nogen bibel.“ Er denne påstand i overensstemmelse med kendsgerningerne? Lad os se.
Sandheden er, at ikke eet af de ældste, mest pålidelige og mest værdifulde bibelske manuskripter blev fundet i områder, der var under katolsk herredømme. Selv den katolske kirkes højt skattede vatikanske manuskript 1209 har kun været i dens besiddelse siden det femtende århundrede, og det holdt den skjult, sådan at det først blev tilgængeligt for offentligheden, da et andet betydningsfuldt manuskript, det sinaitiske, truede med at fordunkle det. Så selv om munkene ikke havde afskrevet spor i løbet af den mørke middelalder, ville vi stadig have de bedste manuskripter. De afskrev ingen af de gode.
Det er muligt, at afskrivning af Bibelen hovedsagelig har været begrænset til munkene, men det skyldtes først og fremmest den katolske kirkes ønske om at holde Bibelen gemt under et dødt sprog. Da Wycliffe oversatte Bibelen til engelsk, afskrev hans tilhængere mange, mange eksemplarer, og det gjorde de uden munkenes hjælp. Og med hensyn til spørgsmålet om at give disse munke nogen ære, så tillod de sig at tage sig friheder med den inspirerede tekst. Det er grunden til, at der i de engelske bibler King James og Douay findes nogle uægte passager, som 1 Johannes 5:7 for at nævne et af de bedst kendte.
Ikke alene kan der ikke tilkomme den katolske kirke nogen ære for at have bevaret Bibelen, men historiens kendsgerninger viser desuden, at den har været den største ødelægger af Bibelen. Den opsporede og efterstræbte afskrifter af Wycliffe’s bibel overalt i England og ødelagde dem. Tyndale måtte trykke sit „Nye Testamente“ på Europas fastland, fordi det ikke lod sig gøre i det katolske England. Til trods for, at han udgav 18.000 eksemplarer og fik dem smuglet ind i England, blev de i den grad forfulgt og ødelagt, at man i dag kun kender til sytten eksemplarer.
I et forsøg på at retfærdiggøre sådanne bibelbål siger Our Sunday Visitor (Vor Søndagsgæst) for 10. februar 1952, at det „var oversættelser, som havde vist sig at være mangelfulde og derfor ikke havde nogen ret til at gå for at være Guds ord“. Men var der så stor en forskel mellem den katolske bibel og reformatorernes oversættelser, at den retfærdiggjorde korstog, som ikke alene udryddede bibler, men også dem, der oversatte, forkyndte og udbredte bibler? Læg i denne henseende mærke til, hvad Catholic Encyclopedia har at sige om den engelske Challoner-Douay Version:
„Det ville være at misbruge udtrykket, om man stadig kalder den Douay- eller Reims-oversættelsen. Den er blevet ændret og omformet så meget, at der næppe er noget vers bevaret, som det var i originaludgaven . . . . Challoner’s forandringer tog i næsten alle tilfælde retning af at nærme sig til Authorized Version.“ En forbedring af den katolske oversættelse gjorde den således mere lig den protestantiske King James-oversættelse! Senere eksempler på dette kunne citeres både fra den nye amerikanske katolske oversættelse af Salmerne og 1 Mosebog og Msgr. Knox’ oversættelse.
Nej, påstanden om, at den katolske kirke brændte bibler, fordi de var mangelfulde oversættelser, er ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne. Der må have været andre motiver. Hvad disse var, vil vi lade læseren dømme om. Læg i øvrigt mærke til, at sådanne bibelbål ikke blot er noget, der hører en fjern fortid til. Den 27. maj 1923 blev der i Rom som en hyldest til jomfru Maria brændt mange bibler offentligt, og den 6. marts 1952 kunne man i New York Times læse en artikel med følgende overskrift: „Protestantisk præst overfaldet i Spanien. Unge mennesker trænger ind i kirke og sætter ild på bibler, kirkestole og salmebøger.“
Opmuntrer den katolske kirke til bibellæsning?
Ifølge pave Leo XIII har den katolske kirke „aldrig undladt at tage de tilbørlige skridt for at bringe Bibelen inden for sine børns rækkevidde“. Igen spørger vi: Svarer kendsgerningerne til påstanden om, at den katolske kirke har opmuntret og stadig opmuntrer til bibellæsning? I så fald, hvorledes? og i hvilken udstrækning?
På den tid, England stod under katolsk herredømme, betød det at blive kendt skyldig i at have læst Bibelen på engelsk at forspilde „land, kvæg, liv og gods for sine arvinger til evig tid“. Mange var de lollarder, Wycliffe’s tilhængere, som blev fængslet og endog brændt, fordi de således havde læst Bibelen på deres modersmål.
Dersom den katolske kirke virkelig havde ønsket at opmuntre til bibellæsning, ville den så have holdt den Hellige Skrift skjult under døde sprogs dække? Ville pave Gregor fra det ellevte århundrede offentligt have takket Gud for, at det sprog, Bibelen fandtes på, var et dødt sprog, hvis han havde ønsket, at folket skulle læse den? Og hvorfor skulle det have været nødvendigt for Thomas Stitny, „den bøhmiske prosas fader“, at klage over den katolske kirkes bestræbelser for at hindre Bibelen i at blive oversat til det bøhmiske sprog, hvis den var interesseret i, at det almene folk læste Bibelen? Ville pave Pius VII den 13. juni 1816 have sagt: „Erfaringen har vist, at det på grund af menneskenes ubesindighed gør mere skade end gavn, når de Hellige Skrifter udgives på det almene folks sprog“? Og ville pave Gregor XVI i sin rundskrivelse Inter Praecipuas den 8. maj 1844 have fordømt „udgivelsen, udbredelsen, læsningen og besiddelsen af Bibelen oversat til modersmålet“?
De fleste kender billedet af en lænket bibel. Katolicismens forsvarere fortæller os, at den eneste årsag til, at den blev lænket, var, at den ikke skulle blive stjålet eller falde på gulvet, og at sådanne bibler var „frit anbragt på et bord i kirkerne, sådan at man kunne rådføre sig med dem“. Men hvem kunne rådføre sig med en bibel, der var skrevet på et dødt sprog, på en tid, hvor største delen af menneskene ikke engang kunne læse deres modersmål, for slet ikke at tale om de døde eller klassiske sprog?
Sandheden er, at den eneste grund til, at den katolske kirke omsider gav folket Bibelen på døres modersmål, var at modvirke de protestantiske oversættelser, hvad den da også selv tilstår. Catholic Eucyclopedia (bind 5, side 140, udgave 1913) siger herom: „Den [Douay-Bibelen] skylder de religiøse uoverensstemmelser i det sekstende århundrede sin eksistens. Der var blevet udgivet mange protestantiske oversættelser, som reformatorerne hovedsagelig brugte i polemisk øjemed. Den måde, nogle af disse tekster var gengivet på, viste tydelige tegn på afvigende meninger, og det var af største vigtighed for datidens engelske katolikker at få deres egen oversættelse, hvis nøjagtighed de kunne stole på, og som de kunne henvise til under eventuelle diskussioner.“
Hvor modstræbende verdens største religiøse organisation, som „frembragte og bevarede Bibelen“, gjorde dette, fremgår af den kendsgerning, at den ventede to hundrede år, efter at en af dens egne bandlyste teologer (Wycliffe) på eget initiativ havde taget denne opgave op, førend den gav folket dette hårdt tiltrængte redskab! Det ovennævnte citat bringer også påstandene om, at det var den katolske kirke og ikke reformatorerne, der først gav folket Bibelen på deres modersmål, til tavshed.
Men i dag opmuntrer den katolske kirke da til bibellæsning! Skænkede pave Leo XIII ikke „en aflad på 300 dage til de trofaste, for hver gang de læste mindst et kvarter i den Hellige Skrifts bøger“? Det er rigtigt, men ikke-katolikker ved ikke hvor megen opmuntring til at læse Bibelen, der ligger heri. En katolik ved derimod, at han kan få den samme aflad på 300 dage ved blot een gang at sige: „Maria, undfanget uden synd, bed for os, som sætter vor lid til dig.“ Og det tager kun fem sekunder at sige det! Hvorfor så bruge et kvarter til at læse Bibelen for at få en aflad, der er din for en bøn på fem sekunder? Brug dette kvarter til ubibelske gentagne fremsagte bønner og opnå 54.000 dages aflad! Sådan kunne man ræsonnere. Men selv om man læste Bibelen, hvor megen gavn kunne man så vente at høste af det, når man blot gjorde det for at opnå noget andet, der oven i købet gjaldt en nærmere angivet tid? Hvor ville sindet, ens tanker, være?
Meget betegnende for den måde, den katolske kirke i virkeligheden betragter Bibelen på, er følgende uddrag af gængse katolske bibeltraktater: „Den kristne er ikke forpligtet til at læse Bibelen, da det er kirken, der opstiller den guddommelige åbenbaring, som den indeholdes i Skrifterne og traditionen, for os til gavn for vor tro.“
Sandsynlighedsbeviser
Dersom katolikkerne opmuntres til at læse Bibelen, hvorfor er det så nødvendigt for katolske publikationer at fortælle katolikker: „Nej, det er ikke katolikker forbudt at læse den“ (her viser de samtidig et billede af Bibelen), og at sige, at „nogle katolikker har den opfattelse, at bibellæsning er noget rent protestantisk“? Hvilken mere afslørende indrømmelse kunne den katolske kirke gøre med hensyn til sin forsømmelse af at opmuntre til bibellæsning end at tilstå, at nogle af dens børn mener, at bibellæsning er noget, der kun er for protestanter?
Under den anden verdenskrig klagede den katolske presse i England over den skandale, det var, at der ikke kunne fremskaffes katolske bibler, skønt der var rigeligt af katolsk litteratur og protestantiske bibler. Som svar på disse klager udtalte en katolsk udgiver: „Hvis der eksisterede et tilstrækkelig stort behov til at berettige en særlig produktion, kan vi være sikre på, at der ville finde en sådan produktion sted. Det kan være af interesse at bemærke, at selv om katolikkerne viser en sådan ligegyldighed over for Skriften, mærker man fra andre sider en ny værdsættelse af Bibelen.“
Et andet sandsynlighedsbevis i samme retning findes i bogen Religious Beliefs of Youth (Ungdommens religiøse tro), som blev udgivet i de Forenede Stater i 1950. Denne bog indeholdt en omfattende analyse eller oversigt over ungdommens religiøse vaner i de Forenede Stater, og af statistikken deri fremgik det, at 61,9 procent af den katolske ungdom ikke havde læst i deres bibler i løbet af det sidste halve år, sammenlignet med kun 31,2 procent af den protestantiske ungdom, som ikke havde læst i Bibelen i samme tidsrum. Øjensynlig har tilbudet om aflad for at læse Bibelen ikke gjort noget indtryk på to tredjedele af den katolske ungdom, når de ikke har læst i den en eneste gang i et halvt år.
Der er heller ikke nogen sandsynlighed for, at de følgende betragtninger fra The Holy Bible, The Heritage of Catholic Family Life (Den Hellige Bibel, det katolske familielivs arv) skal få den katolske ungdom til at læse mere i Bibelen: „Kan de seks dage, som Moses omtaler, være de lange perioder, geologerne har beskrevet? Det er de naturligvis ikke. Moses havde intet kendskab til moderne videnskab; hans billede af universet er ganske naivt, i virkeligheden lige så gammeldags som det folks, han levede iblandt for tre tusind år siden.“ Ja, stakkels Moses! Han vidste simpelthen ikke bedre, ifølge dette katolske skrift. Hvor megen tro på Bibelens inspiration giver en sådan værdsættelse af dens skabelsesberetning? Og hvor megen opmuntring til at læse Bibelen?
Hvilke slutninger må vi drage af det foregående? At den katolske kirke ikke frembragte Bibelen, agt den ikke har bevaret den, og at den i virkeligheden ikke opmuntrer til at læse den. Dens bibelske præstationer er blot vinduespynt og reklame for at klare sig i konkurrencen. Akkurat som den er tilfreds med at lade folket forblive uoplyst, så længe regeringerne ikke prøver på at uddanne det, således lader den også gerne folket uden bibel, så længe der ikke er nogen fare for, at det skal få den andre steder fra. Og ligesom den har sine største skolesystemer, hvor den verdslige uddannelse er på sit højeste, således udgiver den også Bibelen på modersmålet, hvis der er sandsynlighed for, at folket kan få Bibelen fra andre kilder.