Spørgsmål fra læserne
● Hvad menes der i Prædikeren 7:16, 17, når der siges: „Vær ikke alt for retfærdig“ og „vær ikke alt for gudløs“? — C. R., Pennsylvania.
For at få lidt mere af sammenhængen med og samtidig klargøre udtrykkene, citerer vi her Prædikeren 7:15-18: „Begge dele så jeg i mine tomme dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres ondskab. Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Vær ikke alt for gudløs [ond, AT] og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide? Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge farer.“ Moffatt’s oversættelse af vers 18 lyder: „Det bedste er at følge den ene fremgangsmåde og alligevel ikke undgå den anden; den, der frygter Gud, vil undgå begge yderligheder.“
Denne formaning om at undgå begge yderligheder synes at være nøglen til forståelsen af disse vers. Der er nogle, der er yderliggående i deres syn på retfærdighed, og som betragter andre som onde, hvis de ikke lever op til de yderliggåendes opfattelse af, hvad der er retfærdigt. Til denne klasse hørte de, der på Esajas’ tid sagde: „Bliv mig fra livet, kom mig ikke nær; for jeg er helligere end du.“ Men i stedet for at betragte dem som hellige siger Jehova om dem: „Disse er en røg i min næse, en ild, der brænder hele dagen.“ (Es. 65:5, KJ) På samme måde forholdt det sig med de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid, som selv mente, at de var så retfærdige og andre så onde. Dette belyses af følgende lignelse, som Jesus fortalte:
„Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse: Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt. Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: Gud! vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke [Denne mand gik hjem til sit hus og havde vist, at han var mere retfærdig end den anden, NW]; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ — Luk. 18:9-14.
Farisæeren mente selv, at han var så retfærdig, og at ægteskabsbrydere og toldere var onde og stod langt under ham; alligevel var den tilsyneladende onde tolder mere retfærdig i Guds øjne. Ved en anden lejlighed sagde Jesus til de selvretfærdige ypperstepræster og indflydelsesrige ældste: „Sandelig siger jeg jer: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ Det vil sige, efter at de har vendt sig bort fra deres undertrykkende og umoralske adfærd. (Matt. 21:23, 31) De selvforherligende jødiske religionstilhængere var ikke retfærdige og vise ifølge Guds ord, men ifølge deres egne traditioner, som Jesus sagde var i modstrid med Guds bud. (Matt. 15:1-9) Deres retfærdighed bestod blot af et ydre skin. Den var så indfiltret i overholdelsen af ceremonier, ritualer og uvæsentlige ting, at den aldrig strakte sig så vidt som til at berøre mere væsentlige ting. (Matt. 23:23-32) Disse religiøse jøder var både retfærdige og vise, men kun i deres egne øjne og indbildning. De var det sandelig ikke i Guds og Kristi øjne, for det blev sagt dem, at Gehennas evige tilintetgørelsesdom ventede dem. (Matt. 23:33) Med en retfærdighed som deres måtte de fortabes.
Disse selvretfærdige mennesker betragtede på den anden side Guds sande tjenere som onde. De brugte ukvemsord og vold mod de trofaste og anklagede dem for at være onde oprørere, der vanhelligede og bespottede templet. (Ap. G. 17:5-8; 24:5, 6) Som forudsagt af Jesus betragter mennesker i Satans verden de kristne som onde: „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.“ (Matt. 5:11) Men lad blot Satans vildledte ofre anse de kristnes tjeneste for ond, hvis de ønsker det; det er ikke desto mindre ved en sådan „ondskab“, at de kristne forlænger deres liv. Dog må de være varsomme med ikke at blive alt for retfærdige, det vil sige, med ikke at blive fanatiske og yderliggående med hensyn til uvæsentlige og ubetydelige ting ved blindt at gå op i karakterudvikling og således synes retfærdige i deres egne øjne og forsømme den virkelige tjeneste som et vidne for Jehova. De bør heller ikke blive vise i deres egne øjne. Det ville betyde deres ødelæggelse. De må naturligvis heller ikke være alt for onde og begå virkelig uret mod Gud og mennesker, sådan at de med rette „lider som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager“. De vil ikke fornægte Gud og bringe en utidig død over sig. — Sl. 14:1; 1 Pet. 4:15, NW.
Med det foregående i tanke ser det ud til, at Prædikeren 7:15-18 formaner os til ikke at hykle en overmåde retfærdighed som et udvortes skin og i et forsøg på at synes retfærdige i vore egne og andres øjne, for en sådan hyklerisk retfærdighed ville betyde vor fortabelse. Vi må heller ikke søge at blive overvættes vise for at kunne skinne for andre, for det ville ikke være sand visdom, men blot visdom i vore egne indbildske øjne og derfor bringe ødelæggelse over os. Vi vil stræbe efter at forlænge vort liv ved at tjene Gud, selv om det muligvis betragtes som ondt af Satans verden. Vi vil imidlertid aldrig lade os forlede til virkelig ondskab i Guds øjne og bringe hans tilintetgørelse over os. Vi vil derfor lægge vægt på gudfrygtig retfærdighed, men sky den farisæiske retfærdigheds yderlighed, og vi vil ikke give slip på Guds tjenestes såkaldte „ondskab“, men vil altid undgå virkelig ondskabs yderligheder. Således kan vi tjene Gud på en ham velbehagelig måde og samtidig undgå yderligheder.
● Hvad mener Salomo, når han siger, at han fandt en sand mand blandt tusind, men aldrig en sand kvinde? — J. K., New Hampshire.
Prædikeren 7:27-29 siger: „Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikenen, ved at lægge det ene til det andet for at drage min slutning. Hvad min sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een mand fandt jeg blandt tusind, men en kvinde fandt jeg ikke i hele flokken. Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ Moffatt siger i vers 28: „Her er, hvad jeg har fundet, siger taleren: Een sand mand blandt tusind, men aldrig en kvinde!“
Dette kan næppe betyde, at mænd er bedre end kvinder. Det skal ikke udlægges bogstaveligt til at betyde, at der ikke findes nogen sande kvinder, for Bibelen taler om trofaste kvinder, og i dag er der flere kvinder end mænd, der er Jehovas vidner. Salomo kunne have talt ud fra sin personlige erfaring, for han havde i alt tusind hustruer og medhustruer. Der har muligvis ikke været en eneste af dem, der var indviet til Jehova Gud, men han kendte uden tvivl nogle mænd, der var trofaste mod Gud. Så han har måske tænkt på sit eget ulykkelige hjemmeliv.
Der er imidlertid en anden betydning, som synes mere fornuftig. Tusind er et mangefold af ti, der repræsenterer jordisk fuldkommenhed. Så de tusind kan vise hen til alle de kvinder, der har levet på jorden, hvoraf ikke een var en fuldkommen kvinde. Eva forblev ikke fuldkommen og bestod i virkeligheden ikke den prøve, der skulle have bevist hendes fuldkomne ustraffelighed ind for Gud. Jomfru Maria, Jesu moder, var ikke fuldkommen. Hvad mænd angår, ville de tusind også repræsentere jordisk fuldkommenhed og omfatte alle de mænd, der har levet på jorden. Men her er forholdet et andet. Mens der aldrig har levet en kvinde, som har vist fuldkommen lydighed mod Jehova Gud, har der levet en sådan mand, nemlig Kristus Jesus. Han er den eneste sande, fuldkomne mand og den eneste, der nogen sinde har levet på jorden. Så det er højst sandsynligt, at det er denne store sandhed, der er nedlagt i Salomos ord i Prædikeren 7:27-29. Den slutning, der fremholdes i vers 29 er en slående opsummering, der er møntet på hele menneskeheden, menneskene som en race fremfor mænd i modsætning til kvinder, og den støtter således den sidst fremholdte tanke i stedet for den første mulighed om, at Salomos ord kunne hentyde til hans egne personlige erfaringer.