Frelst fra den kommende vrede

„I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene vente hans søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede.“ — 1 Tess. 1:9, 10.

1. Hvilke skridt tog Jehova til udfrielse af mennesker, der elsker retfærdighed?

MAJESTÆTISK og på underfuld vis tog Jehova skridt til sit navns herliggørelse, idet han dannede en organisation, der skulle opfylde denne hensigt og samtidig udfri den sukkende menneskehed til liv i en ny retfærdsverden. Efter en århundreder lang ventetid, der gav Satan rig lejlighed til at bevise, hvorvidt han kunne komme Gud i forkøbet og udfri mennesker, satte Jehova en kæde af begivenheder i gang, der til slut vil føre til en mirakuløs udfrielse i Harmagedonslaget. Tro mod det profetiske ord, at „befrieren skal komme fra Zion“, tog Kristus Jesus sine pligter op som konge på den himmelske trone og som „det troværdige og sanddru vidne“ om Guds udfrielse. (Sl. 14:7; Rom. 11:26; Åb. 3:14) Med Jesus som konge begyndte Jehova at skabe de „nye himle“ og opbygge sin regeringsorganisation. Den ophøjede Jesus er denne regeringsorganisations hoved, og han er iklædt al magt og myndighed i himmelen og på jorden. (Matt. 28:18) Intet mindre kunne skabe sikkerhed for hans duelighed som Jehovas udfrielsesredskab.

2. Hvem udgør nu en del af de „nye himle“, og med hvilken myndighed forkyndte de, mens de levede på jorden, den kommende befrielse?

² Gud gav Jesus tolv trofaste apostle (Judas faldt fra, og Paulus kom i stedet), der i kraft af Guds udfrielse af dem gennem den „første opstandelse“ nu udgør en del af de „nye himle“. (Åb. 20:4-6) I lighed med Kristus Jesus var de sande og lydige vidner om Jehovas frelsesmagt, skønt de tjente ham under vanskelige forhold. De arbejdede strengt og forkyndte den kommende befrielse. Med hvilken myndighed gjorde de det? Peter svarer: „Det er ved navnet Jesus Kristus . . . hvem I korsfæstede [pælfæstede, NW] . . . Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnestenen. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ — Ap. G. 4:10-12.

3. Hvilke andre skridt tager Jehova til udfrielse af dem, som skal opnå liv i de „nye himle“?

³ Som et led i skabelsen af de „nye himle“ udtager Gud blandt mennesker i alt 144.000 løskøbte eller udfriede, der beviser deres retskaffenhed over for ham, og disse trofaste mennesker gør han til en del af Zion, hans regeringsorganisation. (Åb. 14:1-4) De trofaste apostle er de første blandt disse. Fra pinsedagen frem til Kristi andet komme i herlighed og magt udtages andre fra verden. Enhver, der er blevet udtaget på denne måde, har måttet være lydig og lære tålmodighed under lidelser for Guds navns skyld. Heri har de fulgt deres konge, „fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor“. (1 Pet. 2:21) Da Kristus Jesus er hovedhjørnestenen i regeringsorganisationens „nye himle“, bliver dens medlemmer som „levende stene“ opbygget til dette åndelige hus, for at de kan udføre en velbehagelig himmelsk tjeneste for Gud og Kristus. (1 Pet. 2:3-8) De, som er Kristi medarvinger, bliver udfriet til liv i den retfærdige verdens „nye himle“. Graven har ingen magt over dem, og ingen politisk, militær eller anden jordisk indgriben har nogen indflydelse på deres befrielse til en retfærdig verden. Gud selv står som borgen herfor.

4. Hvilken dom kommer indviede mennesker på jorden ind under, og hvilket løfte gives der dem?

⁴ For ikke så længe siden blev der i artikler i Vagttaarnet fremlagt bevis for, at Kristus i året 1914 blev indsat på tronen i de „nye himle“ som befrieren. (Sl. 110:1, 2) Hans første handling var at nedstyrte Djævelen og derved befri himmelen for al uretfærdighed. (Åb. 12:7-9) „Og Guds tempel i himmelen blev åbnet.“ Dette var for dem, som havde været trofaste til døden mod deres kald som Kristi legemes lemmer, signalet til den store udfrielse fra graven. Apostlene var de første, der udgjorde en del af Guds tempel under Kristus Jesus. (1 Kor. 3:16; 2 Kor. 6:16) Derpå følger dommen, der begynder med Guds hus. Det er en ransagende prøve, der afgør, hvem der er værdig til udfrielse. Mennesker på jorden, som er indviet til Gud, kommer ind under denne udfrielsesdom, og de formanes til at holde ud i retfærdsgerninger, så de kan opnå udfrielse. „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ — Åb. 2:10; 2 Tim. 2:11.

5. Hvem venter på udfrielse ind under de „nye himle“, og hvorfor opnår menneskeslægten i almindelighed ikke denne udfrielse?

⁵ De „nye himle“ er nu oprettet med Kristus ved magten. Med ham er alle de første trofaste retfærdighedens forkyndere, som var hans jordiske medarbejdere, og nu er udfriet til evigt liv i himmelen. De, som endnu lever på jorden, og hvis håb og længsel står til det høje kald, og som har åndens vidnesbyrd for, at de er Guds sønner, venter stadig på deres udfrielse til disse „nye himle“. (Rom. 8:16, 17) Menneskeslægten i almindelighed får ikke del i udfrielsen til de „nye himle“ i Jehovas retfærdige nye verden, for den udfrielse er forbeholdt dem, der bliver antaget som Guds sønner. — Rom. 8:14; Joh. 1:12; Gal. 4:4, 5.

Menneskehedens udfrielse

6. Hvilken udfrielse venter der andre af menneskeslægten?

⁶ Hvilket håb har da det store flertal af menneskeslægten, som nu lever på jorden, om at blive udfriet fra den trængsel, der nu hjemsøger folkene? Skal de på ubestemt tid være prisgivet nød og elendighed, mens kun nogle få opnår udfrielse til de „nye himle“? Nej, vist ikke! Gud gør intet halvt eller ufuldkomment, og den udfrielse, han har udtænkt, omfatter hele skabningen. (Es. 45:22; Åb. 12:12) Alle andre skabninger på jorden, som forbliver trofaste, skal udfries til hans retfærdige nye verden, selv om de ikke opnår liv i himmelen. Guds frelsesvej er så helt forskellig fra alt, hvad verden i dag forsøger sig med.

7. Hvilken forandring må der ske, såfremt en „stor skare“ skal udfries til en retfærdig verden?

⁷ „Jehovas er jorden og dens fylde.“ (Sl. 24:1) Derfor overlader han ikke for stedse overopsynet med jorden til onde kræfter, men jorden skal føres tilbage til harmoni med Guds storslåede hensigter og indtage sin plads som en del af hans retfærdige verden. „Thi se, jeg skaber . . . en ny jord,“ siger Jehova. (Es. 65:17) Det vil ikke sige en ny jordklode, for den nuværende klode vil ikke blive ødelagt og behøver derfor ikke at blive erstattet af en anden. (Præd. 1:4) Men dersom Gud skal udfri retfærdselskende mennesker til bedre forhold i en retfærdig verden her på jorden, så må forholdene på jorden fuldstændig forandre sig. (Sl. 115:16; Es. 45:18) Det, Jehova skaber, er et nyt samfund blandt mennesker, en ny social ordning med en retfærdig regering, der har sin grundvold i de „nye himle“. (Hebr. 11:10) Det er til denne „nye jord“, der udgør en del af den nye retfærdsverden, at flertallet af de mennesker, som lægger trofast lydighed for dagen, vil opnå udfrielse.

8. Hvorledes harmonerer dette med Guds erklærede hensigt vedrørende himmelen og jorden? Hvorfor er kundskab et hovedkrav?

⁸ Dette stemmer overens med Jehovas erklæring om, at han skabte mennesket for jorden og jorden for mennesket. Det er i harmoni med den bibelske sandhed, at kun 144.000 nogen sinde vil opnå udfrielse til de „nye himle“, hvorimod en „stor skare“ mennesker skal blive udfriet fra „den store trængsel“ og ført til „kilderne med livets vand“. Den „nye jord“ er endnu ikke indført, men den vil komme og er lige for hånden. Som støtte for den påstand, at kundskab om Gud er en betingelse for udfrielse til denne „nye jord“, har vi den inspirerede forfatters profetiske ord: „Thi jorden skal fyldes af kundskab om Jehovas herlighed, som vandene dækker havets bund.“ (Hab. 2:14) Nu er jorden ikke fuld af kundskab, men det vil den blive ved hjælp af alle dem, som tager imod den velsignede udfrielse til den „nye jord“. Det er deres kundskab, som hånd i hånd med gode gerninger vil sikre dem udfrielse til den nye verden.

9. Hvorledes står Jehova som garanti for en vigtigere udfrielse end blot det at redde sig fra trængsel nu?

⁹ Jehova udfrier ikke bare de lydige fra den nød, den trængsel og de ulykker, som verden bringer over sig selv på grund af indre ufred, men han udfrier dem også fra den ødelæggelse, han i Harmagedon lader ramme dem, som lægger jorden øde. Nationerne er nu optændt af vrede mod hverandre og mod hans folk, og tiden er nær, da Jehovas egen store vrede skal udøses over jorden, tiden, „da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges“. (Åb. 11:18) Det er af langt større betydning at blive udfriet fra Guds dom over denne verden end at redde sig fra trængsel nu.

Ulykkens vej og vejen til lykke

10. Hvilke udsigter er der for de udfrielsesforanstaltninger, som er i modstrid med Jehovas bestemmelser?

¹⁰ Det tilkommer hverken mennesker eller nationer at forsøge at forandre denne verden til det bedre. Om sådanne forsøg sker ad fredelig vej eller ved vold, politisk sammensværgelse eller militæralliancer, der har til hensigt at forebygge angreb, er uden forskel. Det er Gud, som vil skabe udfrielse for folkene. Det er ham, der skaber en „ny jord“ og sørger for en vej ud af den nuværende verdens skæbnesvangre vanskeligheder. Enhver sammensværgelse eller plan, der tager sigte på at gøre dette i hans sted, er på forhånd dømt til at mislykkes. Atombomben frembyder ikke noget problem for ham, og økonomisk kaos hindrer ikke hans hensigt, der går ud på at danne en ny samfundsorden. Intet kan med held stå ham imod. Hans hensigt skrider ubønhørligt frem mod sit mål, og mennesker kan kun underordne sig den eller foregive at ignorere den. De kan ikke føje noget til, de kan ikke forandre, fremskynde eller forhale den — de kan kun rette sig efter den eller fornægte den. — Es. 43:9; 2 Kor. 13:8.

11. Hvad bør vi holde os for øje med henblik på vor livsførelse nu?

¹¹ Lad ikke de trykkende forhold i verden bringe dig til at fortvivle. Selv om jorden er fuld af ondskab, så lad dig ikke forlede til at tro, at det er gavnligt at følge dens onde vej. „Visselig undgår den onde ej straf, de retfærdiges æt går fri.“ (Ordsp. 11:21) Drag ikke den slutning, at det vil tjene dig bedst at vandre ad denne verdens onde vej. Det er ikke en vej, der fører til udfrielse. Husk, at vi nu lever på Jehovas og hans konges dag, og „i hans dage blomstrer retfærd“. (Sl. 72:7; 1 Pet. 3:12) Stol ikke på dit eget vid eller hjerte, men læg dig efter at vandre viist, for „den, der stoler på sit vid [hjerte, AS], er en tåbe, men den, der vandrer i visdom, reddes“. — Ordsp. 28:26.

12. Hvilken vej viser tidligere eksempler er uklog?

¹² Tro heller ikke, at du bare skal sidde uvirksom hen, mens du venter på Guds udfrielse. Noa sad ikke med hænderne i skødet og ventede på udfrielse, hvorimod den verden, som han prædikede for, var tilfreds med at vente i uvirksomhed. Døm selv, efter den udfrielse de opnåede, hvem af de to parter, der handlede klogest. Hver eneste fremtrædende skikkelse i Bibelens historie, over for hvem Jehova viste sig som en stærk befrier, lagde først tro på den Almægtiges frelsesmagt for dagen. Som modsætning hertil har vi dem, der som farao i Ægypten ringeagtede Jehova og ikke bekymrede sig om hans magt til at udfri dem, som elsker og tjener ham. Farao var forhærdet i sin modstand mod Gud, og selv da blomsten af hele Ægyptens manddomskraft måtte bøde med livet, forandrede han ikke sind. Men da israelitterne på mirakuløs vis blev udfriet fra det Røde Hav, gik han til grunde og al hans foragt med ham. Tænk på Goliat, der med store ord hånede Jehovas frelsesmagt, til Davids udfrielsessten, ledet af Guds hånd, fik hans brovtende røst til at forstumme. (1 Sam. 17:45-52) Jehovas udfrielsesmagt kom til udtryk gennem Samson, da han med så ringe en ting som en æselkæbe ydmygede de vældige filisteres sværd, spyd og rustninger. — Dom. 15.

13. Hvad gør, som under enhver domsperiode, sig nu gældende med henblik på befrielse? Hvorfor skal budskabet så forkyndes?

¹³ Udfrielse kræver tro, og tro kræver gerninger som bevis. Den omstændighed, at nogle vil opnå udfrielse fra denne onde verden, når enden på den indtræffer, betyder også, at andre ikke vil vinde adgang til den retfærdige, nye verden. Under hver domsperiode har det forholdt sig således, at nogle blev udfriet og andre ikke. Jesu lignelse om „fårene og bukkene“ viser, at lignende forhold vil eksistere ved afslutningen på denne tingenes ordning. „Fårene“ går bort til evigt liv, men „bukkene“ opnår ikke befrielse, de går bort til evig undergang. (Matt. 25:31-46) Dette viser ganske tydeligt, at hensigten med forkyndelsen af det gode budskab til et vidnesbyrd på hele den beboede jord er at lade mennesker vide, hvem der er den store befrier, og høre om hans rige, der er hans udfrielsesforanstaltning. Gud besluttede „ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror“. (1 Kor. 1:21) At ignorere det budskab er det samme som at ringeagte Guds frelsesmagt, således som Ægyptens farao ringeagtede den. Lad dig ikke finde i samme skare som farao!

14. Hvilken fast holdning må de indtage, som nu søger udfrielse?

¹⁴ Lad dig heller ikke nedslå af dem, som tillader sig at spotte tanken om en snarlig og storslået udfrielse fra denne onde verden, eller af dem, som håner den tanke, at Jehova vil udfri de døde fra gravene. Lad ikke Peters ord gå dig ad glemme, han, som så kraftigt slog til lyd for udfrielsen fra den kommende vrede, en udfrielse, der giver os adgang til den retfærdige verden. Peter indså nødvendigheden af at tænke klart og bestandig holde sig de tankevækkende sandheder vedrørende Guds udfrielse for øje for ikke at lade sig opsluge af den omsiggribende vantro. Han sagde: „Og først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ (2 Pet. 3:1-4) Det er den holdning, verden indtager. Var dens holdning anderledes, ville der ikke blive gjort så mange fortvivlede forsøg på at hidføre udfrielse ved egne midler, som det er tilfældet blandt nationerne i dag. Men trods alle deres anstrengelser har de ikke mindste garanti for sikkerhed og udfrielse, og der er heller ikke nogen sikker forvisning at opnå gennem de planer, der indtil nu er blevet udtænkt. Det er alt sammen et stort forsøg, og man tager ikke ved lære af tidligere fejlslagne forsøg. — Sl. 20:8; 146:3.

15. Hvad siger sund dømmekraft os, at vi bør gøre?

¹⁵ Ønsker du at eksperimentere med dit eget liv? Tør du risikere alt, i håbet om at menneskelige foranstaltninger måske kan betyde redning for dig, uanset hvilke trængsler der måtte komme over verden nu eller i en nær fremtid? Eller er du interesseret i en udfrielse, der er absolut sikker? Vil det ikke være bedre, og vil det ikke vise sund dømmekraft at stole på Jehovas udfrielse til en ny og retfærdig verden? Beviserne for hans frelsesmagt er overvældende. De bibelske beviser for, at han er ved at skabe en ny tingenes ordning, til hvilken han vil udfri dem, som elsker retfærd, er utallige. En grundig undersøgelse af disse beviser vil fjerne enhver tvivl om, at der inden længe vil finde den største udfrielse sted, som nogen sinde er set i menneskehedens historie, og det til trods for at Jehovas vrede samtidig vil blive udøst i en ødelæggelse så stor, at menneskeslægten heller aldrig har set mage dertil. Hvis du søger udfrielse, hvorfor så ikke se hen til ham, som virkelig kan udfri?

16, 17. Hvordan viste David, at han besad sund dømmekraft i spørgsmålet om befrielse?

¹⁶ Kong David kendte denne store befrier, Jehova, og skønt David selv var en dygtig stridsmand, stolede han dog på Jehovas frelse. Kan der lyde større hyldest til Jehova som befrier, end den David ydede ham? Hør engang!

¹⁷ „Jehova, jeg har dig hjerteligt kær, min styrke! Jehova, min klippe, min borg, min befrier . . . Dødsrigets [sheols, AS] reb omspændte mig, dødens snarer faldt over mig; i min vånde påkaldte jeg Jehova og råbte til min Gud. Han hørte min røst fra sin helligdom . . . Da rystede jorden og skjalv, bjergenes grundvolde bæved og rysted, thi hans vrede blussede op. Røg for ud af hans næse, fortærende ild af hans mund . . . Jehova tordned fra himmelen . . . Han udrakte hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige vande, frelste mig fra mine mægtige fjender . . . Han frelste mig, thi han havde behag i mig. Jehova gengældte mig efter min retfærd.“ — Sl. 18:2-21.

18. Hvad vil Jehovas udfrielse i Harmagedon een gang for alle bevise?