Den tilsvarende løsesum
AT LØSKØBE betyder at skabe mulighed for frigivelse og udfrielse på grundlag af en betaling eller et vederlag. Betalingen eller vederlaget, der her er tale om, kaldes også en løskøbelse. I moderne sprogbrug betegner ordet løskøbelse sædvanligvis den sum, der kræves for at frikøbe en, der er blevet bortført eller kidnappet. I Bibelen bruges udtrykket imidlertid først og fremmest for at beskrive den foranstaltning, Gud har truffet for at frigøre det ufuldkomne menneske for syndens og dødens lænker og give det mulighed for at opnå evigt liv. Tanken om en løskøbelse som en udfrielse fra synd og død er særegen for den kristne religion og er en af dens mest fundamentale læresætninger.
Det er ikke at vente, at vi skal kunne forstå og værdsætte læren om genløsningen, medmindre vi i forvejen har tilegnet os to grundsandheder, nemlig at Gud er til, og at Bibelen er hans ord. Hvorfor skulle Gud ikke åbenbare sig for os og oplyse os om, hvor vi er kommet fra, hvorfor vi er her, hvad vor skæbne vil blive, og hvorfor han tillader ondskaben? Eftersom Gud har truffet rigelige foranstaltninger til at forsyne os med alt, hvad vi behøver i materiel henseende, er det så ikke rimeligt at vente, at han også vil sørge for, at vi kan få vort åndelige behov dækket, vor tørst efter sandhed og retfærdighed? Det er det. Og når vi derfor undersøger Bibelen og ser dens indre harmoni og oprigtighed, finder en righoldighed af arkæologiske og geologiske fakta, der bekræfter dens historie, bliver bekendt med dens ædle principper og kloge ordsprog og fremfor alt dens profetiske element, tvinges vi til at drage den slutning, at denne bog simpelthen ikke blot kan være ufuldkomne menneskers værk, men må være, hvad den udgiver sig for, den almægtige Guds, Jehovas, ord. — Joh. 17:17; 1 Pet. 1:25; 2 Pet. 1:20, 21.
Bibelen lærer os, at Gud har fire særlig fremtrædende egenskaber. Han er fuldkommen i visdom, retfærdighed og kærlighed, og han er almægtig. (Job 12:13; Sl. 62:12; 97:2; 1 Joh. 4:8) I kraft af sin overhøjhed er han vor konge, lovgiver og dommer, som vi altid må stå til ansvar; og fordi han er vor skaber, skylder vi ham alt, hvad vi har. — Es. 33:22; Jak. 1:17.
Jehova Gud skabte det første menneskepar i sit billede og sin lighed, d.v.s. med et vist mål af visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. (1 Mos. 1:26) Han gav dem sans for moral og en samvittighed, så de kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Gud skyldte ikke vore første forældre noget, men de skyldte ham værdsættelse af hans gaver. Som en prøve på denne værdsættelse bød Gud dem: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mos. 2:16, 17.
Da alle Guds gerninger er fuldkomne, kunne Adam og Eva have adlydt denne befaling fuldkomment, hvis de havde valgt at gøre det. Med fuldt overlæg valgte Adam at være ulydig og derved synde („at synde“ betyder bogstaveligt „at tabe målet af syne“), og derfor blev han dømt til døden. (1 Tim. 2:14) „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:17, 19) En retfærdig dom!
Skønt denne dom over Adam var retfærdig i sig selv, bragte den nød og elendighed over andre, nemlig hans efterkommere. Ikke at Gud gjorde dem uret; ikke mere end et samfund i vor tid gør uret imod en morders børn ved at henrette deres fader for mord. Faderen, der synder, er den, der gør børnene uret. Og derfor forspildte Adam retten til liv for alle sine efterkommere, da de alle er blevet født efter, at han havde syndet og mistet denne ret. „Synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden [trængte] således igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ — Job 14:4; Sl. 51:7; Rom. 5:12.
Guds retfærdighed skete fyldest ved, at dødsdommen over Adam blev eksekveret; den krævede ikke, at han skulle gøre noget for Adams efterkommere, da det var Adam og ikke Gud, der var skyld i, at de mistede retten til liv, men i sin store kærlighed og visdom så Gud en lejlighed til at gøre noget for sådanne af Adams børn, der ikke fulgte samme selviske kurs som deres fader, men derimod elskede retfærdighed. Ved hjælp af en genløsning kunne han overholde sin majestætiske lov og samtidig tilvejebringe en udfrielse for sådanne af Adams efterkommere, som fortjente det.
Hvem kunne tilvejebringe en sådan løsesum? Sandelig ingen af Adams efterkommere, for ingen af dem havde retten til liv. (Sl. 49:8) Bibelen viser, at Gud overdrog det privilegium at blive menneskenes genløser til sin førstefødte søn, Ordet eller Logos. Da han var en åndeskabning, betød det, at han måtte blive menneske, for Guds lov krævede retfærdighed, „en tilsvarende løsesum“; en åndeskabning kunne lige så lidt udgøre løsesummen, som et ufuldkomment menneske kunne. — 5 Mos. 19:21; Joh. 1:1; Kol. 1:15.
Da derfor Guds bestemte tid oprandt skete det, at „Ordet blev kød“; „da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde“. Ved at han forlod sin himmelske herlighed og kom som en træl, „blev [han] mennesker lig“. (Joh. 1:14; Gal. 4:4; Fil. 2:7) Han skulle kaldes Jesus, „thi han skal frelse sit folk fra dets synder“, og derfor præsenterede Johannes Døber ham som „Guds lam, som bærer verdens synd“. Jesus selv vidnede, at „Menneskesønnen [er] ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“. Paulus udtrykker klart læren om genløsningen således: „Thi der er kun een Gud, og kun een mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som [en tilsvarende, NW] løsesum for alle.“ — Matt. 1:21; 20:28; Joh. 1:29; 1 Tim. 2:5, 6.
Den fuldkomne Jesus svarede nøjagtig til Adam, før denne syndede. Da han på marterpælen frivilligt gav afkald på sit fuldkomne liv, og Gud oprejste ham fra de døde som en åndeskabning, ejede Jesus retten til liv som menneske med alle de muligheder, som denne ret indebar; det var nøjagtig, hvad Adam havde sat over styr til skade for hele menneskeheden. Denne genløsningsbetaling fremlagde Jesus for Gud, og til gengæld fik han menneskeslægten i eje, for at han skulle give dem, der fortjente det, mulighed for at vinde evigt liv. — 1 Pet. 1:18, 19.
Dette offer for synder blev forbilledligt fremstillet ved de ofre, der ifølge Moseloven skulle frembæres på den årlige forsoningsdag, hvor en ung tyr og en buk blev ofret for folkets synder, og deres blod, som repræsenterede livet, blev frembåret for Gud i tabernaklets eller templets allerhelligste afdeling, hvor Guds tilstedeværelse vistes ved et overnaturligt lys. — Hebr. 9:24-28.
Nu er der et spørgsmål, der melder sig: Når Jesus købte menneskeheden for over nitten århundreder siden for at give den liv, hvorfor dør menneskene så stadig? Grunden er, at ligesom Gud fastsatte en bestemt tid for Kristi Jesu komme til jorden og tilvejebringelsen af genløsningsbetalingen, sådan har han også fastsat en bestemt tid, da menneskeheden skal nyde gavn af genløsningen. (Rom. 5:6) Imidlertid har en lille gruppe udvalgte kristne, der af Jesus omtales som en „lille hjord“, nydt gavn af Kristi genløsningsbetaling siden pinsen i året 33 e. Kr. På grund af deres tro på Gud og deres indvielse til ham, er de blevet erklæret retfærdige i Guds øjne, og de har fået Guds hellige ånd eller aktive kraft, for at de kan blive Guds åndelige sønner. Ved at være trofast til døden opnår de håbet om at få del i „den første opstandelse“ sammen med Kristus Jesus og komme til at regere med ham i tusinde år som dele af Abrahams åndelige sæd, der skal velsigne alle jordens slægter. — Luk. 12:32; Rom. 5:1; Gal. 3:29; Åb. 20:5, 6.
Imidlertid vil det store flertal af dem, der får gavn af Jesu genløsningsoffer, modtage det, Adam forspildte for dem, nemlig liv på jorden. Det vil blive i en ny verden, hvorom Peter skrev: „Efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Og eftersom de fleste af Adams efterkommere sover i graven, sikrer genløsningen, at alle, der er bevarede i Guds erindring, vil få en opstandelse: „Undres ikke over dette, for den time kommer, da alle de, som er i mindegravene, skal høre hans røst og komme ud, de, som gjorde det gode, til livets opstandelse, de, som gjorde det onde, til dommens opstandelse.“ — Joh. 5:28, 29, NW.
Bibelens profetier viser, at den nye verden står lige for døren, og Guds ord fremholder det håb, at mange, der lever nu, vil blive bevaret gennem overgangsperioden mellem denne gamle tingenes ordning og den ordning, ligesom det skete med Noa og hans familie. Og eftersom al synd, sygdom og død vil forsvinde, kan vi rolig sige, at nogle, der lever nu, aldrig skal se døden, fordi de lever over i den nye verden. Dem gælder Jesu ord, som gengives i Johannes 8:51 og 11:25, 26: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.“ „Enhver, der udøver tro på mig, skal opnå livet, selv om han dør, og enhver, der lever og udøver, tro på mig, vil aldrig nogen sinde dø.“ (NW)
Ved hjælp af genløsningen bliver virkningen af Adams overtrædelse således bortelimineret, hvad angår dem, der elsker sandhed og retfærdighed, og som benytter sig af den mulighed for at opnå livet, Gud har tilvejebragt for dem. Herigennem vil det blive tilkendegivet, at Gud ikke alene er den fuldkomne retfærdigheds gud, men også den fuldkomne visdoms, almagts og, fremfor alt, den fuldkomne kærligheds gud.
Ved genløsningsforanstaltningen hævder Gud desuden sin overhøjhed. Han viser, at uden hensyn til, hvad hans skabninger, hvad enten det er ånder eller mennesker, gør eller ikke gør, så vil hans hensigt alligevel blive fuldbyrdet; hans ord vil ikke vende tomt tilbage til ham. (Es. 55:11) Og desuden kan han derved belønne alle dem af Adams efterkommere, der beviser, at Djævelen er en løgner ved at bevare deres retskaffenhed til trods for alt, hvad Djævelen kan bringe over dem i retning af fristelse og påvirkning. (Job, kapitlerne 1 og 2) Genløsningen er lige så logisk, som den er retfærdig.