Menneskesjælen — dødelig eller udødelig?
DE FLESTE religiøse mennesker tror, at sjælen er udødelig. En katolsk bog med spørgsmål og svar besvarer spørgsmålet: „Er det en åbenbaret lære, at menneskesjælen er udødelig?“ på følgende måde: „Beretningen i 1 Mosebog om menneskets tilblivelse beviser det. . . . Både Gamle og Nye Testamente forfægter sjælens udødelighed.“ I det romersk-katolske „Gamle Testamente“ forekommer ordene udødelig(hed) og uforkrænkelighed kun i to apokryfiske bøger, nemlig Visdommens bog og Siraks bog. Ikke engang her omtales sådan noget som en udødelig sjæl, og der siges heller ikke nogen steder, at noget menneske har eller nogen sinde har haft udødelighed.
Gå til Bibelens inspirerede skrifter og undersøg dem omhyggeligt ved hjælp af en udtømmende bibelkonkordans. Så vil du kunne overbevise dig selv om, at udtrykket „udødelig sjæl“ ikke forekommer en eneste gang i alle de Hellige Skrifter, og heller ikke siges der noget steds med andre ord, at menneskesjælen er udødelig. Tværtimod fastslår alle Bibelens udtalelser fra Mosebøgerne og fremefter, at menneskesjælen er dødelig og dør, ophører at eksistere.
Imidlertid hævder vore religiøse kritikere, at sjælen er udødelig, og siger, at „legemet er naturligvis dødeligt; sjælen er ifølge selve sin natur udødelig“. Men som svar på spørgsmålet: „Hvad kan De nævne som tegn på, at sjælen er udødelig?“ skriver vore gejstlige kritikere seks paragraffer på i alt to og tredive lange linier, men de citerer ikke en eneste inspireret udtalelse fra Guds ord. Det skulle derfor være tilstrækkeligt, hvis vi blot anfører eet skriftsted som bevis for, at den menneskelige sjæl er underlagt død og udslettelse. Først citerer vi Ezekiel 18:4, 20:
„Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø. . . . Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Læg mærke til den gentagne udtalelse: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Bibelen viser, at sjælen ikke er det samme som ånden, for den siger intetsteds, at ånden dør, mens det gentagne gange slås fast, at sjælen dør.
Når vore gejstlige kritikere stilles over for denne tydelige bibelske udtalelse, siger de: „Ordet sjæl her hentyder ikke alene til den udødelige del af menneskenaturen.“ Hvilken del hentyder den da til? Hvor i Bibelens Hebraiske Skrifter, fra Moses til Ezekiel, siges der noget om en udødelig del af menneskenaturen? Ezekiel skrev ordene „den sjæl, der synder, den skal dø“, længe før den hedenske filosof Pytagoras begyndte at skrive om og lære udødelighed, og før de deuterokanoniske eller apokryfiske bøger blev skrevet. Hvis Ezekiel ikke mente, hvad han skrev, hvorfor sagde han så ikke: „Den mand, der synder, hans legeme skal dø“?
Når vi antager Bibelen og det, Gud siger i den, bliver sandheden ganske letforståelig. Adam blev en levende sjæl, da Gud blæste livsånde i hans menneskelige skikkelse. Da synderen Adam døde, døde derfor den menneskelige sjæl. Den ophørte at eksistere. Gud truede intet sted med, at han ville pine Adams sjæl i ild og svovl efter hans død. Det gjorde han ikke, fordi han vidste, at menneskesjælen Adam ikke var udødelig og uforgængelig. Apostelen Paulus taler ikke om evig pine, men siger derimod: „Syndens løn er død.“ (Rom. 6:23) De onde har ikke noget evigt liv i udsigt: „Jehova vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ (Sl. 145:20) Vi anfører her en række skriftsteder, citeret fra den katolske Douay-oversættelse (Murphy-udgaven), som yderligere beviser for, at sjælen ikke er udødelig, men dødelig:
„Lad min sjæl dø de retfærdiges død.“ (4 Mos. 23:10) „Hans sjæl blev udmattet og træt lige til døden. Han sagde: Lad min sjæl dø sammen med filisternes.“ (Dom. 16:16, 30, marg.) „Udfri vore sjæle fra døden.“ (Jos. 2:13) „Deres sjæl skal dø i en storm.“ (Job 36:14) „Han skånede ikke deres sjæle for døden.“ (Sl. 77:50; se Sl. 78:50) „At udfri deres sjæle fra døden, og give dem mad under hungersnød. Vor sjæl bier på Herren.“ (Sl. 32:19, 20; se Sl. 33:19, 20) „Min sjæl er bedrøvet lige til døden.“ (Matt. 26:38) „Den, der får en synder til at omvende sig fra sin vildfarelse, frelser hans sjæl fra døden.“ — Jak. 5:20.
Det er at omgå kendsgerningerne at sige, at død betyder evigt liv i nød og pine. Skriften lærer intetsteds, at forskellen mellem død og evigt liv er lykke, eller at død betyder liv uden lykke. Guds sandhedsord indeholder ikke sådan en selvmodsigelse. Når menneskelegemet ved Guds magt forenes med livsånden, dannes menneskesjælen. Mennesket bliver således en levende sjæl. Men hvis livsånden eller åndedrættet er adskilt fra menneskelegemet, ophører den levende sjæl at være til. Sjælen ophører med at leve: den dør, som Guds ord alle vegne viser. Livsånden beholder ikke den levende menneskesjæls egenskaber. Det gør det døde menneskelegeme heller ikke, for det kan ikke se, høre, føle, smage, lugte, tænke, elske, hade eller arbejde. Det er meningsløst, og derfor ubibelsk, at sige, at en sjæl inde i menneskelegemet virker ved hjælp af menneskets organer og sanser, mens den er i legemet, men at den stadig kan udføre det samme, når disse organer og sanseredskaber er døde, og sjælen er adskilt fra legemet.
Vi har på ingen måde anvendt alle de bibelske beviser, men der er blevet fremlagt tilstrækkeligt bevismateriale i ovenstående paragraf til at fastslå, at Pytagoras, Sokrates og Platon ikke bragte menneskene en sand kundskab om liv og udødelighed, for deres læresætninger er falske. Satan Djævelen kastede ikke lys over sagen, da han udtalte sin løgn i Edens have: „I skal ingenlunde dø.“ — 1 Mos. 3:4.
Først da Kristus Jesus døde som et menneskeligt offer og blev oprejst og steg op til Guds nærhed for at fremlægge værdien af sit offer for os, var der grundlag for, at Adams efterkommere kunne få evigt liv. Ved at modtage hans offers fortjeneste kan retsindige mennesker opnå evigt liv her på jorden som fuldkomne skabninger under Guds rige; og endog de døde mennesker vil blive oprejst for at få denne nåderige mulighed. Kristi tjeneste tog sigte på at give alle mennesker evigt liv, som de kan opnå under hans rige, der skal velsigne alle jordens slægter.