Saddukæerne på Jesu tid

PÅ den tid, da Jesus var her på jorden, fandtes der tre særlig fremtrædende jødiske sekter, farisæerne, saddukæerne og essæerne. I de kristne Græske Skrifter, det „Nye Testamente“, nævnes farisæerne ved navn omkring hundrede gange; saddukæerne nævnes kun fjorten gange, hvorimod essæernes navn slet ikke forekommer. Vi har tidligere beskæftiget os med farisæerne,a og derfor vil vi nu undersøge, hvad Bibelen og andre historiske værker har at sige om saddukæerne.

Saddukæerne var de præstelige eller gejstlige aristokrater. Vi læser således i Apostlenes Gerninger 5:17: „Da trådte ypperstepræsten frem tillige med alle dem, som holdt med ham, nemlig saddukæernes parti.“ Ypperstepræsterne Annas og Kajfas var saddukæere. (Luk. 3:2) Det var altså den saddukæiske ypperstepræst, der sammen med farisæerne sendte folk ud for at arrestere Kristus Jesus. — Joh. 7:32; 11:47, 57; 18:3.

Vi finder et yderligere bevis for dette, når vi undersøger oprindelsen til deres navn. Navnet „saddukæer“ er den græske oversættelse af ordet „zadokit“. Eftersom navnet „Zadok“ betyder ren eller retfærdig i moralsk henseende, hælder nogen til den anskuelse, at saddukæerne tog dette navn på grund af deres selvretfærdighed og strenge overholdelse af Moseloven. Imidlertid kæder de foreliggende beviser deres navn sammen med levitten Zadok, der var ypperstepræst på Davids og Salomos tid. (1 Kong. 1:32-45; 2:35; 2 Krøn. 31:10) Denne præsteklasse fortsatte med at bære navnet saddukæere, også efter at den ypperstepræstelige værdighed var gået over til en anden slægt, nemlig hasmonæerne, på makkabæernes tid.

Blandt saddukæerne var en gruppe, kendt som boethusianerne, der i Skriften omtales som herodianerne. (Mark. 3:6) Vi ser dem gøre fælles sag med farisæerne i deres anstrengelser for at rydde Jesus af vejen, som det berettes i Markus 3:6, hvor vi læser: „Så gik farisæerne bort og tog straks sammen med herodianerne den beslutning, at de ville slå ham ihjel.“ Kristus Jesus advarede imod saddukæernes lære, ligesom han advarede imod farisæernes: „Se til, hold jer fra farisæernes surdejg og fra Herodes’ surdejg!“ (Mark. 8:15) I lyset af ligheden mellem disse skriftsteder hos Markus og Mattæus 16:1, 6 er det nærliggende at drage den slutning, at det er de samme mennesker, der omtales begge steder, blot kalder Mattæus dem ganske simpelt saddukæere, mens Markus identificerer dem nærmere, nemlig som herodianerne. Det ser således ud til, at saddukæerne kan deles i ypperstepræsterne og herodianerne.

Saddukæerne kontra farisæerne

Saddukæerne var stærkt politisk interesseret, og de mente, at det var formålstjenligt at anvende statsmagt over for andre nationer. De ønskede at udvirke frelsen for den jødiske nation uden at vente på, at Messias skulle udfri dem; et fremtrædende eksempel herpå er Mattatias’ sønner, de berømte makkabæere (166-63 f. Kr.). Saddukæerne var velhavende og favoriserede den rige klasse. Både fordi de tilhørte overklassen og på grund af deres lære, havde de meget lidt indflydelse på folket. I skærende modsætning hertil stod deres rivaler, farisæerne, som forventede, at Messias skulle komme og frigøre dem for deres nationale fornedrelse, og som var populære blandt det almene folk, skønt de selv så ned på det. — Joh. 7:49.

Bibelen oplyser os om nogle af de væsentligste forskelle mellem saddukæernes og farisæernes lære: „Saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse, ej heller engel eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet.“ (Ap. G. 23:8) At de ikke troede på opstandelsen, er en kendt sag på grund af deres forsøg på at fange Jesus i spørgsmålet om kvinden, der havde haft syv mænd. — Matt. 22:23-32.

En tredje stor forskel mellem disse to partier var ifølge den jødiske historiker Josefos, at saddukæerne hævdede, at mennesket er frit stillet i moralsk henseende, og at enhver er sin egen lykkes smed; farisæerne derimod hældede til fatalisme og forfægtede en slags forudbestemmelseslære. Farisæerne mente, at mennesket når en udødelig sjæl (stadig ifølge Josefos — andre forfattere hævder, at kun nogle af farisæerne troede dette), og at der ventede dem, der gjorde godt, en belønning i form af salighed, mens de onde ville blive udsat for straf i hades efter døden. Saddukæerne benægtede alt dette.

Hvad Bibelen angår, accepterede saddukæerne kun Pentateuchen, de fem Mosebøger, og de benægtede ikke alene Bibelens øvrige Hebraiske Skrifters inspiration, men også den mundtlige tradition, som farisæerne påstod var blevet overleveret fra Moses’ tid. På grund af deres afstandtagen fra den mundtlige lov eller tradition er saddukæerne af nogle blevet kaldt „bibeltilhængere“.

Skønt saddukæerne påstod at forkaste hele den mundtlige tradition, ser det dog ud til, at det i første række har været de senere forandringer, de har gjort indvending imod, hvis ellers beretningerne om drøftelserne, der gengives i farisæernes Mishna, giver et pålideligt billede af saddukæernes synspunkter. De var nøjagtig lige så slemme som farisæerne til at si myggen af, men sluge kamelen. — Matt. 23:24.

Ifølge saddukæerne gjaldt loven om svogerægteskab kun trolovede jomfruer, hvorimod farisæerne anvendte loven på enker. Forståelse af denne forskel giver saddukæernes spørgsmål om, hvem af de syv mænd, der skulle have hustruen i opstandelsen, dybere perspektiv; ifølge dem skulle kvinden kun være den syvende mands hustru. Ved at rejse dette spørgsmål berørte saddukæerne både læren om opstandelsen og loven om svogerægteskab, som farisæerne lærte den. Saddukæerne krævede, at den afviste kvinde spyttede den uvillige svoger i ansigtet, mens farisæerne blot krævede, at hun spyttede foran hans ansigt. — 5 Mos. 25:5-9.

Angående loven om gengældelse, der krævede, at en mand, som havde aflagt falsk vidnesbyrd imod sin næste, selv skulle straffes med det, han søgte at bringe over den anden, hævdede saddukæerne, at reglen om „øje for øje, hånd for hånd“ skulle praktiseres bogstaveligt, men farisæerne tillod, at pengebøder trådte i stedet for det, loven ordret krævede. På den anden side krævede saddukæerne kun, at den bogstavelige straf blev bragt til udførelse, hvis det falske vidnesbyrd førte til et justitsmord, mens farisæerne mente, at det blotte forsøg på at skade en anden fortjente straf. Gud siger om spørgsmålet: „Så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder.“ — 5 Mos. 19:16-21.

Stort set må man sige, at saddukæerne tolkede Loven på en konservativ måde og anvendte dens straffebestemmelser med strenghed, mens farisæerne søgte at behage folket ved at mildne Lovens straffe, hvor det var muligt at gøre det ved et eller andet spidsfindigt ræsonnement. Saddukæerne fortolkede Loven så bogstaveligt, at de forbød ægtefæller at have kønslig omgang i fyrre dage, efter at hustruen havde født en dreng, og i firs dage, efter at hun havde sat en pige i verden, fordi Loven sagde, at en kvinde var uren i disse tidsrum. De gik endog så vidt som til at forbyde samleje på sabbatsdagen ud fra den betragtning, at Loven forbyder enhver anstrengelse på denne dag. — 3 Mos. 12:2-8.

Ansvar

Saddukæerne delte skylden for at have overgivet Jesus til døden med farisæerne. De var overordentlig selvretfærdige, og Kristus advarede sine efterfølgere mod deres lære, ligesom han advarede mod farisæernes lære, deres „surdejg“. (Matt. 16:6, 11, 12) Og skønt hans svidende fordømmelse, som gengives i Mattæus, kapitel 23, var rettet mod de skriftkloge og farisæerne, må vi dog ikke tro, at saddukæerne var mindre dadelværdige. Det ser snarere ud til, at de kom mindre i kontakt med Jesus, fordi de holdt sig adskilt fra folket.

Det var saddukæernes mest politisksindede fløj, boethusianerne, eller herodianerne, der søgte at stille en fælde for Jesus ved spørgsmålet om betaling af skat. Deres foregivne oprigtighed og deres smiger fik ikke Kristus til at gå i fælden. Han rev deres maske af ved at sige: „Hvorfor stiller I fælde for mig?“, og han undgik deres fælde ved at få dem til at fremvise en mønt med kejserens billede og svare dem: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.“ — Mark. 12:13-17.

Det ser ud til, at saddukæerne spillede en fremtrædende rolle i forfølgelsen af apostlene lige efter pinsen, fordi „de tog dem det ilde op, at de lærte folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde“, og fordi apostlene ved deres forkyndelse syntes at ville „bringe dette menneskes [Jesu] blod over“ saddukæerne. (Ap. G. 4:1, 2, 19; 5:17, 28, 29) Ved Jerusalems ødelæggelse i 70 e.. Kr. forsvandt saddukæerne med eet fra den jødiske skueplads.

Fyrretyve år tidligere havde Johannes Døber advaret både dem og farisæerne om denne forestående ødelæggelse. „Da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme for at blive døbt, sagde han til dem: I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelse værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene der! Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ — Matt. 3:7-10.

I mange henseender er liberalisterne inden for kristenhedens præsteskab et modstykke til saddukæerne; de har meget lidt tro på Guds ord, de er selvretfærdige, de sætter deres lid til verdslige regeringer i stedet for til Guds konge og hans rige, og de modstår Jehovas tjenere, som bringer håbet om dette rige ud til folket. Og i Harmagedon vil de forsvinde fra skuepladsen, ligesom saddukæerne forsvandt ved Jerusalems ødelæggelse.

[Fodnote]