Barmhjertighed for de barmhjertige

BARMHJERTIGHED er for de barmhjertige. Den vises i overensstemmelse med rette principper og i en bestemt hensigt. Denne hensigt er at fremelske retskaffenhed hos mennesket og at bevise, at denne retskaffenhed er ubrydelig. Barmhjertighed er for dem, der søger at bevise deres kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger. Det ubarmhjertige, utaknemmelige, onde menneske, som finder på ondt og bringer det til udførelse, modtager ikke Guds barmhjertighed. Vismanden siger: „De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder nåde og trofasthed.“ — Ordsp. 14:22.

Jehova er „barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud“. (2 Kor. 1:3) Han giver udtryk for, at han har absolut ret til at vise barmhjertighed, mod hvem han vil. Han sagde til Moses: „Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.“ (Rom. 9:15) Det er denne barmhjertighed, der adskiller ham fra alle hedningernes dæmonguder.

Jehovas barmhjertighed gør ham værdig til vor tilbedelse. Den får os til at klynge os til ham og elske ham. På grund af hans barmhjertighed får vi trods vor svaghed og ufuldkommenhed mod til at nærme os ham med en sikker forvisning om at blive hørt og forstået. Den måde, hvorpå Jehova viser sin barmhjertighed, viser os, at han er kærlighed. (1 Joh. 4:16) Hans barmhjertighed er ikke tegn på svaghed eller sentimental blødsødenhed; den er snarere et udtryk for hans overstrømmende kærlighed til sine skabninger. Der står skrevet om ham: „Jehova, Jehova, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.“ — 2 Mos. 34:6, 7; Mika 7:18.

Jehovas barmhjertighed er særlig for dem, der søger at opnå den. „Thi du, o Jehova, er god og rund til at forlade, rig på nåde mod alle, der påkalder dig.“ (Sl. 86:5) „Så højt som himmelen er over jorden, er hans miskundhed stor over dem, der frygter ham.“ (Sl. 103:11) „Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.“ (Luk. 1:50) Hans barmhjertighed er også for dem, der stoler på ham (Sl. 32:10), dem, der elsker ham, sådan som han er (Neh. 1:5), dem, der sår retfærdighed (Hos. 10:12), dem, der ledes af ånden (Gal. 6:16), og dem, der selv tilgiver andre (Mark. 11:25). Guds barmhjertighed virker som en tilskyndelse til retfærdighed, som en spore til at gøre et ærligt forsøg på at hæve sig op over syndens lov. — Rom. 7:21-25.

Ingen står uden for rækkevidden af Jehovas barmhjertighed, hvis blot han selv ønsker, at den må blive ham til del. Guds barmhjertighed kan hæve os op og hjælpe os til at opnå evigt liv. Men vi må være ærlige over for os selv. Vi er hæmmede af vor ufuldkommenhed. Vi må tro, at det kun er ved Guds barmhjertighed, vi har håb om at opnå evigt liv. For at modtage Jehovas barmhjertighed må vi være barmhjertige mod andre. Hvis vi nægter andre barmhjertighed, vil den også blive os nægtet. „Ingen være langmodig imod ham . . . fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige.“ (Sl. 109:12, 16) Og når man viser andre barmhjertighed, må det gøres „med glæde“ og sammen med „gode frugter“. (Rom. 12:8; Jak. 3:17) Efterlign „barmhjertighedens Fader“, når du viser barmhjertighed mod andre. „Nådig og barmhjertig er Jehova, langmodig og rig på miskundhed. God er Jehova mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ — Sl. 145:8, 9.

Glæden ved at vise barmhjertighed

Den, der har et venligt hjerte, vil også vise barmhjertighed. At man har et venligt hjerte ses af, at man gør godt. De barmhjertige ved, at deres brødre er ufuldkomne ligesom de selv. De ved, at deres brødre begår fejl ligesom de selv, at alle er „født i misgerning“ og undfanget i synd, og at „der er ingen retfærdig, ikke een“. (Sl. 51:7; Rom. 3:10) De barmhjertige husker på, at Gud i sin barmhjertighed husker på dem. „Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:14) Skulle vi da ikke være tilgivende over for hinanden? „Du viser dig barmhjertig mod den barmhjertige.“ (2 Sam. 22:26, KJ) „Salige [lykkelige, NW] er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ (Matt. 5:7) Peter siger til de kristne: „Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle.“ (2 Pet. 1:5-7) Hvordan kan vi følge dette råd, hvis vi undlader at vise kærlighed og barmhjertighed mod hinanden?

Ingen af os er fuldkommen. Enhver har sin individuelle svaghed og ufuldkommenhed, fejl og tilbøjelighed. På grund af disse forskelligheder må hver og en af os vise barmhjertighed. Vi synes måske selv, at vi handler ret, er gode og fejlfri. Men for andre er vore mangler mange og iøjnefaldende. Vi har skjulte eller hemmelige fejl. Hvis en broder har stødt os eller gjort os uret, så lad os derfor ikke begå den fejl at ruge over det og gøre sagen endnu værre ved at sladre til andre om vor broders svaghed. Vær ikke umoden og barnagtig, så du bærer nag. Følg hellere den bibelske regel og gå til overtræderen i et belejligt øjeblik, når du er i den rette sindstilstand, og fremlæg sagen for ham på en venlig, rolig og taktfuld måde. Fordøm ham ikke. Jehova mener måske, at han er uden skyld. „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes.“ (Matt. 7:1, 2) Begå ikke den alvorlige fejl at nedsætte ham i andres omdømme. Du bringer ikke alene ham i forlegenhed, men du skader også dig selv ved ikke at følge den bibelske rettesnor, der gives i Mattæus 18:15-17. I bør tale ud om jeres uoverensstemmelser alene og i en god, venlig atmosfære. På den måde vil man ikke alene beholde sine venner, men også vinde nye venner.

Vi ønsker, at Jehova skal tilgive os vore hemmelige synder, ikke sandt? Lad os da være meget barmhjertige og overse og tilgive andre deres fejltrin. „Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige brøst! Værn også din tjener mod frække [hovmodssynder, KJ], ej råde de over mig! Så bliver jeg uden lyde og fri for svare synder.“ (Sl. 19:13, 14) Vi kan stole på, at Jehova vil tilgive vore lønlige synder, hvis vi tilgiver hinanden.

Paulus anfører endnu en grund til, at vi bør vise vore brødre barmhjertighed. „Brødre,“ sagde Paulus, „om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Vi ved aldrig, hvornår vi selv befinder os i en situation, hvor vi må tigge om barmhjertighed. Det er sikrest altid at tilgive andre. Tilgiv din broder „halvfjerdsindstyve gange syv gange“, hvis det er nødvendigt. — Matt. 18:22.

De burde vide bedre

Nogle bekendende kristne er åh så venlige og tilgivende over for mennesker uden for den kristne menighed, der gør sig skyldige i overtrædelser. Men lad deres kristne broder gøre sig skyldig i den samme forseelse mod dem, og i stedet for at vise den samme barmhjertighed bliver de kolde som is og hårde som flint. For at retfærdiggøre deres hårdhjertethed siger de ofte, at de kristne burde vide bedre, hvorimod vi må undskylde folk udenfor, da de ikke ved bedre. Derfor viser de ikke deres brødre kærlighed. Jesus sætter sådanne, der er uvillige til at tilgive, i klasse med de skriftkloge, farisæerne og hyklerne, idet han siger, at de „har forsømt det i Loven, der har større vægt: Ret og barmhjertighed og troskab“. (Matt. 23:23) I stedet for at sige, at han skulle vide bedre, ville det være bedre at sige: Han er stadig svag og ufuldkommen i kødet ligesom vi selv. Paulus viser, at det er højest sandsynligt. — Rom. 7:15-25.

Hvis vi viser os hårdhjertede, udelukker vi os selv fra Guds barmhjertighed. „Mod den barmhjertige vil du vise dig barmhjertig; mod den retsindige vil du vise dig retsindig.“ (Sl. 18:26, KJ) Har vi nogen grund til at nægte at vise vore brødre barmhjertighed, blot fordi vi mener, at de burde vide bedre? Lad os anvende samme regel på os selv, idet vi tænker som så, at Gud heller ikke vil tilgive os eller have tålmodighed med os, da vi også burde vide bedre nu, da vi er kommet ind i sandheden.

Denne sag har også en anden side. Hvis vi undlader at vise andre barmhjertighed, vil der heller ikke blive vist os barmhjertighed. Hvis vi forøger vor barmhjertighed mod andre, vil barmhjertigheden mod os også blive større. At mangedoble sin barmhjertighed mod andre medfører, at man selv vil modtage barmhjertighed efter en endnu større målestok. „Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.“ (Matt. 7:2) At undlade at vise barmhjertighed er ensbetydende med at være grusom.

Onde mennesker viser ingen barmhjertighed. „Gudløses hjerte er grumt.“ (Ordsp. 12:10) I lignelsen om den gældbundne tjener, der ikke ville tilgive, blev der ikke vist ham barmhjertighed, som ikke var barmhjertig mod sin medtjener. Herren kaldte den ubarmhjertige tjener ond. „Du onde tjener! al din gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!“ Jesus tilføjede: „Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.“ (Matt. 18:32-35) „Dommen er ubarmhjertig mod dem, der ikke har øvet barmhjertighed.“ — Jak. 2:13.

Eksempler på barmhjertighed

Modne kristne får det råd, at de skal være eksempler på barmhjertighed. Paulus sagde, at grunden til, at der blev vist ham barmhjertighed, var, at han skulle være „et eksempel på dem, der skal komme til tro på ham [Kristus Jesus] og få evigt liv“. (1 Tim. 1:16) Judas rådede de modne til at være barmhjertige mod dem, der tvivler: „Frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt.“ — Jud. 22, 23.

At være barmhjertig medfører mange belønninger. Den barmhjertige behøver aldrig at frygte Jehovas dom. Han kan være sikker på at blive behandlet med barmhjertighed. Barmhjertighed giver fred i sindet hos den, vi tilgiver. Den befrier ham fra sorgens og bekymringens nytteløse byrde. Den skaber harmoni inden for den kristne menighed. Den velsigner giveren, den, der viser barmhjertighed, for er der ikke mere velsignelse ved at give end ved at tage imod? Ja, når vi viser barmhjertighed, får vi del i den trøst og glæde, den afføder. På den anden side skaber vi vanskeligheder for os selv ved at undlade at vise barmhjertighed. „Kærlig mand gør vel mod sin sjæl, den grumme er hård ved sit eget kød.“ — Ordsp. 11:17.

Følg derfor vismandens råd: „Godhed og troskab vige ej fra dig, bind dem som bånd om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle! Så finder du nåde og yndest i Guds og menneskers øjne. Stol på Jehova af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:3-6.