Bør religionerne slutte sig sammen?

HOLD SAMMEN for at kunne bestå! Det er parolen blandt politikere, det er tanken med de Forenede Nationer, Atlantpagten og andre alliancer. I disse alliancer ligger der en indrømmelse af frygt, frygt for en fælles fjende. Sammenhold for at kunne bestå er også tendensen inden for religionen med dens trossammenslutninger, broderskabsuger og nationale og internationale kirkeråd. Det er en erkendelse af magtesløshed; man behøver hjælp fra andre; for det er ikke alene de politiske, men også de religiøse ledere, der er bange; bange for kommunismen, bange for tendenser, de ikke er herre over, bange for større og stærkere religioner. Dette får dem til at søge deres styrke i et stort medlemstal, og det er een af grundene til, at man hører så meget om trossammenslutning.

Nogle finder, at det er helt i sin orden, at tidens religioner er adsplittede, for de tror, at alle religioner har ret. Denne opfattelse kommer i forgrunden ved de årlige „broderskabsuger“; her lufter man den tanke, at alle er religiøse brødre, ligegyldigt hvad de tror på. Dette almindelige synspunkt kom til udtryk i New York Times for 23. september 1951: „Kristne, jøder, muhamedanere, buddhister, og hvad vi ellers kan være, alle er vi Guds børn, hvor forskellig vor opfattelse af ham end kan være.“

Men hvad er vigtigst, at være enig med sin broder eller at hjælpe ham? Broderskabstanken går ud på, at man blot skal være enige, klappe hinanden på skulderen og sige: „Det, du er inde på, er fint, broder, bliv ved med det.“ Men hvis man mener, det er usandt, gør man ham så ikke uret ved at opmuntre ham til at følge en uret handlemåde? Guds ord støtter ikke teorien om, at alle religioner har ret, at alle mennesker er Guds børn, at de kan opfatte ham, nøjagtig som de selv vil. Bibelen siger, at nogle er Satans børn, at de divergerende opfattelser af Gud skyldes ham, at „denne verdens gud“ har slået de vantros tanker med blindhed, at han er „hele verdens forfører“. Ønsker vi at følge hans ledelse? Ønsker vi, at en anden skulle undlade at sige os sandheden, hvis han vidste, vi handlede forkert? Jesus sagde det rent ud til dem, der lærte falske læresætninger, falske „gudsbegreber“: „I har Djævelen til fader.“ De havde en anden fader end han, og de var derfor ikke hans brødre! — 2 Kor. 4:4; Åb. 12:9; Joh. 8:44.

Økumeniske bestræbelser kan resultere i andet og mere end broderskabsfølelse. De kan føre til en virkelig sammenslutning af nært beslægtede religiøse organisationer. De nationale og internationale kirkeråd er eksempler på denne foregivne enhed. Kristi Kirkers Nationale Råd i de Forenede Stater tæller 29 sekter, der hævder at have et samlet medlemstal på over 33 millioner mennesker. Kirkernes Verdensråd er endnu større, idet det består af 158 trossamfund fra 43 lande.

Disse kirkeråd fører måske en stærk korridorpolitik og fremmer også missionsarbejdet, men der er ingen enhed, hvad lærespørgsmål angår, og de har intet budskab til verden, ingen vejledende råd i retning af, at Guds rige er jordens eneste håb, ingen hjælp for den kristnes samvittighed i denne kritiske tid. De er blot religionens „forenede nationer“, agenter for samarbejde mellem adsplittede sekter, men de er ikke i stand til at bibringe deres medlemmer den sande tros enhed.

Er alle veje rette?

Kan det være muligt, at alle disse religioner er rette? Hvis ikke, er det da rigtigt at slutte sig til dem? En præst i Amerika har sagt, at over tyve stridsspørgsmål splitter hans trosretning og gør den til „skydeskive for verdens latter og måske til et fordømt folk i Guds øjne“. Andre ser anderledes på det og siger, at de forskellige kirker behager hver sin kategori af „kunder“, og de åbenbarer således, at de mener, at man bør behage mennesker fremfor Gud. Den slags mennesker betragter som oftest ikke kirkerne som hjemsted for sandheden, men som passende steder for selskabelige sammenkomster, rygning og hjælpearbejde. Naturligvis er der ikke noget forkert ved selskabeligt samvær og hjælpearbejde, men hvis de er interesserede i sand tilbedelse, hvilket de nødvendigvis må være for at være kristne, så kan de ikke forurene den med falsk tilbedelse. I forbindelse med falsk tilbedelse advarede apostelen, at „en smule surdejg syrer hele dejgen“. — 1 Kor. 5:6.

Ligesom „kristenheden“ hævder at stamme fra Kristus, således hævdede jøderne på Jesu tid, at de stammede fra Abraham, og mente derfor, at de måtte have ret. Men som kristenheden nu havde de ikke længer deres forfædres tro; de var adsplittede i sekter og havde føjet deres egne tanker og bud til det, Jehova havde åbenbaret. Sluttede Kristus sig sammen med disse indbyrdes modstridende trosretninger for at få en stor medlemsskare bag sig? Nej, han så ikke igennem fingre med falsk lære. Han stod op for sandheden, til trods for at han derved fik folkestemningen imod sig. Det faldt ham ikke ind at foreslå en sammenslutning med andre religioner, men han viste tværtimod, at sandheden ville være en splittende faktor og skille dem, der tog imod den, fra dem, der ikke ville vide af den: „Jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder.“ — Matt. 10:35.

De, der ville tage imod sandheden, kunne gøre det, men han ville på ingen måde mildne på sandheden for at behage folkeskaren eller stille dem tilfreds, som lærte anderledes. Sjældent er vel religiøse ledere blevet anklaget så voldsomt, som Jesus anklagede sine samtidige ifølge Mattæus 23: Syv gange kaldte han dem hyklere, fem gange sagde han, at de var blinde, og to gange kaldte han dem dårer; han tiltalte dem som „I slanger, I øgleunger“ og sammenlignede dem med „kalkede grave . . . fulde af hykleri og lovløshed“.

Apostlene kunne have undgået en hel del vanskeligheder, hvis de havde sluttet sig sammen med jødedommen, men de ville ikke derved have vundet Guds gunst. Det kunne have sparet Stefanus for at blive stenet og Paulus for lænker og fængsel. Men disse kristne nægtede at „kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningspil, når de underfundigt forleder til vildfarelse“. (Ef. 4:14) De vidste, hvad de troede, og hvorfor de troede det; de havde sikker og nøjagtig kundskab. Ingen kunne rokke dem i den, overtale dem til at forurene den eller overbevise dem om, at de burde slutte sig til eller støtte dem, der førte uvidende mennesker vild. De havde et fast og sikkert greb om sandheden. De ønskede ikke at være at finde blandt dem, der „er nidkære for Gud, men uden forståelse“, som „ikke [forstår] retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og . . . derfor ikke [har] bøjet sig for retfærdigheden fra Gud“. — Rom. 10:2, 3.

Et faresignal

Mange af nutidens præster har ikke en sådan beslutsomhed. De er ikke sikre på, hvad der er ret. Selv lederne af et trossamfund tillader, at de lærde og lærerne inden for dette samfund er så splittede, at nogle er liberale, andre konservative, nogle modernister, andre fundamentalister. Hvis den ene har ret, må de andre have uret, men ingen af dem er sikre på, hvordan det hænger sammen. Nogle søger at retfærdiggøre dette ved at sige, at den enkelte har ret til at undersøge læren og træffe sine egne afgørelser, eller de hævder, at den guddommelige åbenbaring, som er tilgængelig for alle, giver anledning til afvigende opfattelser af læren. Det er naturligvis sandt, at den enkelte ikke alene har ret, men også pligt til at undersøge læren. Men når hans undersøgelse viser, at ikke engang de lærde inden for hans trossamfund kan blive enige, eller at de tror, at en, der ikke har studeret Guds ord, kan vide mere end en, der har, og at den guddommelige åbenbaring til de enkelte kan afvige fra det, organisationen modtager, så får han ikke megen tillid til, at denne organisation har sandheden, men føler, at der må være noget galt. Bibelen har ingen lovord til dem, der mangler klar forståelse, men den siger: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ — Matt. 15:14.

Findes der nogen vej til enhed i lærespørgsmål? Ja. Man finder den ved at gå tilbage gennem det bjerg af menneskelige teorier og hedenske læresætninger, der splitter kristenheden, tilbage til den enkle tilbedelse, det første århundredes kristne praktiserede. Det gør man ved at vende tilbage til den bog, der viser, hvad sand tro oprindelig var. Selv de, der håner tanken om Bibelens inspiration, må erkende, at den indeholder beretningen om, hvad kristendom var, før menneskelige ideer og trossammenslutning med hedenskabet førte kristenheden på afveje nogle få århundreder efter Kristus.

Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab har lige siden sin oprettelse haft til hensigt ikke alene at undersøge hver enkelt religions „skriftstedsbeviser“, men alle skriftsteder i forbindelse med hvert eneste lærepunkt i kristendommen. Denne opgave er meget omfattende, og det har taget årtier at løse den. Det kunne kun gøres med den hellige ånds velsignelse, og det er den eneste måde, hvorpå man kan vende tilbage til den sande tilbedelses enhed, apostlenes tro og Guds gunst. Hvis en læresætning findes i Bibelen, da, og kun da, må den accepteres. Hvis den kun er spekulation, en menneskelig teori eller et eller andet menneskes påfund, må den forkastes. Resultatet af denne undersøgelse har været, at et forbavsende stort antal af kristenhedens lærepunkter har vist sig at være falske og uden støtte i Bibelen. Og når ens egen tro er i modstrid med Bibelen, er det klogt at følge samme retningslinie som salmisten: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ Stol på dette ord. — Sl. 119:105.

Religionens mange huse i dette tyvende århundrede ser måske ens ud udefra, men Bibelen, arbejdstegningen, viser, at konstruktionen ikke er rigtig, der er falske facader og blinde vinduer, som ikke findes på planen. At det er nødvendigt for dem at støtte sig til hinanden i trossammenslutninger, skyldes de alvorlige svagheder i konstruktionen. Sand kristendom behøver aldrig at gå på kompromis hverken i lære eller principspørgsmål for at opnå styrke. Den har intet broderskab med falsk lære og behøver ikke andre doktriners støtte. Den behøver ikke store tal for at være stærk, for den har den faste opbygning, salmisten talte om. „Jeg stoler på Gud.“ — Sl. 56:11.

Den giver agt på advarselen: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? . . . Derfor: „Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer“.“ (2 Kor. 6:14-18) Gud påbyder adskillelse fra afvigende lærepunkter, ikke fællesskab med dem. Den sande tilbedelses enhed er en indre enhed, blandt brødrene, og ikke en ydre, med andre trossamfund. Den sande kristne organisation vil holde fast ved sandheden, lige så fast som apostlene. Det er forbudt at slutte sig til falske religioner, og det kristne princip kan udtrykkes i følgende fire ord: SAND TRO, IKKE TROSSAMMENSLUTNING!