Guds hukommelse

„Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ — Joh. 5:28, 29.

1. Hvad er Guds endelige hensigt med menneskeslægten, hvordan vil den blive opfyldt, og hvad er opfyldelsen afhængig af?

DET FULDKOMNE menneske er sin ophøjede Skabers nøjagtige spejlbillede. Således forholdt det sig, dengang mennesket først begyndte at leve på jorden, og således vil det atter forholde sig, når Gud under „den hellige stads, det nye Jerusalems“, ledelse igen tager bolig hos menneskene. Til den tid, når alting er blevet nyt, og enhver ufuldkommenhed er blevet endelig fjernet fra den enkeltes livsmønster, vil alle, som lever på den fornyede jord, på ny til fuldkommenhed genspejle deres Skabers lighed og billede, som når det stille, klare vand genspejler aftenhimmelen i al dens skønhed og klipperne og træerne langs bredden i hver mindste enkelthed. Det er en tid, det er værd at dvæle ved og se frem til; dog er dens komme blandt andet afhængig af Guds hukommelse. — Åb. 21:2-5; 22:1-3.

2. Hvilken indvirkning bør det have på os, at vi lever på en dommens dag?

² Sig ikke til dig selv: „Åh, men den dag hører en fjern fremtid til, og jeg føler mig så inderlig trælbundet af den nuværende onde tingenes ordning og fordærvende indflydelse.“ Hensigten med denne artikel er at hjælpe dig til at forstå og værdsætte, at vi lever på en dommens dag, og at det er muligt og bydende nødvendigt, at du som et medlem af den nye verdens samfund bringer dit livsmønster i overensstemmelse med de nye himle og den nye jord. Denne dag er en afgørelsens dag, da vi må vise, om vi er for eller imod Guds hellige, retfærdige vilje og hensigt. Umiddelbart efter at Johannes havde set det føromtalte storslåede syn, blev der sagt til ham: „Tiden [den fastsatte tid, NW] er nær. Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.“ — Åb. 22:10, 11.

3. Hvad er grundlaget for vort studium, og hvordan skal udtrykket „livsmønster“ forstås?

³ Siger du stadig, at det hele går dig for meget imod, og undrer du dig over den udtalelse, at alt er afhængigt af Guds hukommelse? For at vi kan få det rette svar og det rette perspektiv for den lektie, vi her skal lære, og det emne, vi skal drøfte, vil vi betragte det under samme synsvinkel som apostelen, da han fremholdt sin bevisførelse i Hebræerne, det ellevte kapitel. Det vil være en velkendt sag for mange af vore læsere, at dette kapitel rummer en ypperlig definition af og beretning om tro, og indvævet deri er vort emnes hovedtråd, spørgsmålene om Guds hukommelse og om vort livsmønster. Måske det vil være på sin plads straks at forklare, at vi med udtrykket „livsmønster“ ganske simpelt mener, hvad slags menneske du er, og hvad slags liv du fører, om du lader dig retlede af visse principper, eller om du, som så mange i dag, helt lader stå til og principløst følger de fremherskende strømninger i tiden.

4. a) Hvem tror vi på? b) Hvilken belønning omtales dem i Hebræerne, det ellevte kapitel?

⁴ Du vil bemærke, at apostelen i det ellevte kapitel af Hebræerne introducerer hver enkelt af de deri nævnte skikkelser med ordene: „I tro . . .“. Dernæst giver han, støttet på Bibelens udsagn, et vidnesbyrd om vedkommendes stærke tro. Ja, men tro på hvem og på hvad? Det er det spørgsmål, der har interesse for os i denne forbindelse, og Paulus svarer på det ved at sige, at „den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) Det vil sige, at vi ikke alene må anerkende, at Gud er til, men at han er evig og eksisterer i kraft af sig selv. (Sl. 90:2) Dertil må vi også tro på hans løfte om en belønning til dem, som oprigtigt søger ham. Gud er evig, og det siger sig selv, at den, som modtager en sådan belønning og forbliver i Guds gunst, vil nyde gavn af den til evig tid. Hvori består belønningen? Nedskriveren af Hebræerbrevet kommer nærmere ind på dette lidt længere fremme i samme kapitel, hvor han taler om, at alle disse trosvidner så frem til „et bedre, nemlig det himmelske fædreland“, og at Gud „har beredt dem en stad“. Endnu længere fremme i samme brev påviser han klart, at denne stad er „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. (Hebr. 11:16; 12:22; se også Åbenbaringen 21:2) Dette fører vore tanker helt frem til den endelige udarbejdelse af det guddommelige livsmønster, samtidig med at vi mindes om en fjern fortid, for Paulus nævner Abel som den første blandt dem, der udviste sand tro. Denne sammenkædning af en fjern fortid og en fjern fremtid har forbindelse med vort emne: hukommelse og mønster. Disse to ord er nært forbundet, og vi skal her drøfte dem i korthed.

Hukommelse

5, 6. a) Hvad viser, at hukommelsen er en vidunderlig gave? b) Hvorfor er den også en værdifuld gave?

⁵ Hvad er hukommelse? Det er den evne, hvormed vi bevarer og genkalder tidligere ideer og indtryk i vort sind. Vi behøver ikke at beskæftige os med, hvordan hukommelsesprocesserne foregår i den menneskelige hjerne, og det er endog tvivlsomt, om der gives et videnskabeligt svar, der blot er nogenlunde pålideligt. Selv om de fleste af os sukker og klager over vor dårlige hukommelse, når vi for eksempel møder nogle, vi kender godt, men ikke kan huske deres navn eller kalder dem ved et forkert, må vi alligevel undre os over det kolossale område, denne evne spænder over, og de muligheder, den indebærer. Ved nærmere eftertanke virker det helt forbløffende, hvad den menneskelige hjerne trods al sin ufuldkommenhed er i stand til i denne henseende. For eksempel kan en talentfuld musiker ved at koncentrere sig og samtidig gøre brug af andre evner sætte sig til et klaver og spille i timevis og huske og nøjagtigt gengive den mest indviklede musik med alle dens harmonier. Når mennesker atter genvinder deres fuldkommenhed, vil de efter al sandsynlighed eje ubegrænset evne til at huske alt, hvad de ønsker at genkalde i erindringen. På den anden side vil de også bevidst kunne glemme alt, hvad de ønsker at slå ud af deres tanker. Det fuldkomne menneske vil aldrig få brug for at sige: „Gid jeg kunne huske“ eller: „Gid jeg kunne glemme.“ Måtte den dag snart komme, er sikkert alles ønske.

⁶ Hukommelsen er ikke alene en vidunderlig gave, men den er også meget værdifuld, forudsat at vi har værdifulde ting at huske. Selv under de nuværende forhold bereder vor hukommelse os megen glæde, når vi i erindringen genkalder og genoplever en eller anden særlig lykkelig stund. Måske er det mindet om en, vi traf for år tilbage, og med hvem vi erfarede den dybe glæde, sandt venskab rummer. Mange af vore læsere vil levende kunne huske, hvad det betød for dem, første gang det gik op for dem, at de var kommet til den rette forståelse af Jehovas storslåede hensigter og nåderige foranstaltninger. Sådanne minder er både stærke og vemodige og griber os om hjerteroden med deres særegne magt. Det hænder, at de får et lykkeligt smil til at spille om vore læber eller en tåre til at liste sig ned ad vor kind. Lad os helt og fuldt påskønne og gøre klog brug af denne kærlige gave fra en gavmild Skaber.

7. Hvor finder vi den bedste vejledning med hensyn til Guds hensigter, og hvad giver den os indblik i?

⁷ Men nu Guds hukommelse. Det ville være formasteligt af mennesker at udtale sig om Guds sind og tanker, om hvilke åndsevner han har, og hvorledes de udfoldes, undtagen for så vidt det behager ham at åbenbare noget herom for sine skabninger. Har han åbenbaret noget derom? Ja, det har han. Det synlige skaberværk er i sig selv et talende vidnesbyrd om en skaberånd, der er udrustet med ubegrænsede evner, og som ejer visdommens fylde, hvad apostelen bekræfter med ordene: „Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ (Rom. 1:20) Men det er i og gennem sit skrevne ord, at det har behaget Gud at give en langt udførligere åbenbaring af sine hensigter i forbindelse med menneskeslægten og dermed også et indblik i sit sinds beskaffenhed. I beretningen om menneskets skabelse læser vi, at Gud sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mos. 1:26) Denne lighed ville også gøre sig gældende på åndsevnernes område og i menneskets tankevirksomhed og hukommelsesprocesser. Den første samtale, der er berettet om i Bibelen, indeholdt en hukommelsesprøve. Slangen sagde til Eva: „Mon Gud virkelig har sagt . . .?“ Og Evas svar viste, at hun huskede og forstod og til punkt og prikke kunne gengive, hvad Gud havde sagt. — 1 Mos. 3:1-3.

8. Hvad åbenbarer Bibelen vedrørende Guds hukommelse i forbindelse med hans hensigter?

⁸ Vi skal nu betragte spørgsmålet om Guds hukommelse på baggrund af det, der drøftes i Hebræerne, det ellevte kapitel. Vi husker, at Paulus nævner en lang række navne på trofaste mænd og kvinder, og at han omtaler den belønning, de alle som een så frem til. Denne belønning havde tilknytning til en stad af himmelsk oprindelse. Men blev der sagt noget til Abel, den første troens mand, om en stad? Nej, og dog havde Gud allerede på Abels tid givet det første løfte, ikke om en stad, men om kvindens sæd, der med tiden skulle knuse slangens hoved. (1 Mos. 3:15; Rom. 16:20) Studerer vi dette emne i Bibelen, ser vi, at intet er mere klart, end at Gud bestandig har sit oprindelige løfte i tanke. Og ikke det alene, men han vidste og bestemte nøje, hvordan det i sidste ende skulle indfries, thi han siger: „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud [fra begyndelsen, AS] forkyndte enden . . . som sagde: Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.“ (Es. 46:9, 10) Denne megetsigende udtalelse viser, at Gud aldrig husker ved en ren tilfældighed, som vi så tit gør, når noget pludseligt dukker op i vor hukommelse, fordi vor opmærksomhed henledes på et eller andet, der har nær tilknytning dertil. Når der siges, at Gud kendte og bestemte enden fra begyndelsen, betyder det derimod, at han hele tiden har sine hensigter i tanke og bestandig og bevidst kommer dem i hu. Det giver også til kende, at han er en villende og planlæggende Gud. Dette bringer os til det næste ord, der har vor interesse, nemlig „mønster“.

Mønster

9. Hvordan bliver ordet „mønster“ brugt i Bibelen, og hvilket andet ord er det beslægtet med?

⁹ Et mønster udfærdiges med det for øje, at det skal tjene som en rettesnor eller en model, der kan eftergøres. Dette ord har samme betydning som ordet „forbillede“, der repræsenterer noget fremtidigt. Ordet „mønster“ forekommer et par steder i Bibelen. Et eksempel på brugen af dette ord finder vi i Hebræerne, det ottende kapitel, hvor apostelen taler om de israelitiske præster og forskrifterne i forbindelse med helligdommen og siger: „De tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske, således som Gud tilkendegav Moses det, da han skulle indrette tabernaklet: Se til, sagde han, at du udfører alt efter det forbillede [mønster, NW], som blev vist dig på bjerget.“ (Hebr. 8:5) Dernæst giver Paulus sig til at forklare opfyldelsen af forbilledet eller mønsteret, idet han viser, hvor nøje virkeligheden svarer til mønsteret, men hvor langt bedre og mere storslået opfyldelsen er. Så godt som hele Hebræerbrevet bygger på denne form for bevisførelse.

10. a) Hvad er udtrykket mønster i denne forbindelse altid knyttet sammen med? b) Hvordan fremgår det af det emne, vi her studerer?

¹⁰ Læg vel mærke til, at hver gang vi taler om et mønster eller et forbillede, er det altid i tilknytning til en bestemt hensigt eller plan. I første instans udfærdiges mønsteret ikke rent tilfældigt, men med et fastsat mål for øje. Skridt for skridt og i hver enkelt fase, der tager sigte på den endelige opnåelse af det ønskede mål, følges det oprindelige mønster ganske nøje. Der kan ske tilføjelser og udvidelser, men alt sammen i harmoni med grundmønsteret og hensigten dermed. Hvor godt passer det ikke på de ting, vi lige har drøftet! I dette tilfælde var det oprindelige mønster ikke noget håndgribeligt, men et løfte, givet i Edens have, forjættelsen om en sæd. Abel havde ene og alene dette løfte som grundlag for sin tro, men det var ham nok. Eftersom hvert nyt løfte, Gud gav, var en harmonisk udvikling af det første, kunne Paulus med rette knytte alle dem, som nævnes i Hebræerne, det ellevte kapitel, sammen i en lang kæde, for de havde alle samme tro på den eneste, sande Gud, der er fra evighed til evighed, og på den herlige belønning, det første løfte stillede i udsigt. Med tiden føjedes en ny tråd til mønsteret, talen om en „stad“, men harmonien er let at se, for Kongen i denne stad, der symboliserede Guds regeringsorganisation, er ingen anden end den lovede „sæd“, Sønnen, hvem Guds kvinde føder, Kristus Jesus.

11. Hvilken nær tilknytning er der mellem de kristne og dem, som nævnes i Hebræerne, det ellevte kapitel?

¹¹ Bemærk også, at denne ubrudte kæde ikke slutter med de troens mænd, der levede og døde før Kristi komme, men fortsætter med dem, som fulgte efter Kristus, idet Kristus selv danner midtpunktet i hele denne skare vidner. Dette giver os forståelse af, hvordan vort studium her, som tidligere omtalt, hjælper os til at indse det nødvendige i, at vi nu på afgørelsens dag former vort livsmønster efter det rette eksempel, „mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender“, og høste opmuntring og belæring af den kæde og „skare af vidner“, vi har omkring os. (Hebr 12:1, 2) Ja, vi må eje samme tro som de, lægge den for dagen på samme måde og se frem til den samme stad. I lighed med Abraham, Isak og Jakob må vi vise, at vi er „fremmede og udlændinge“ eller „midlertidige indbyggere“ (NW) under den nuværende onde tingenes ordning med dens fordærvende indflydelse, „thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende“. — Hebr. 11:13; 13:14.

12, 13. a) Hvilken forbindelse er der mellem Guds hukommelse og mønster for sine hensigter og hans navn og ord? b) Bestyrker Paulus’ bevisførelse kun vor tro i een bestemt retning?

¹² Indtil nu har vi set, hvordan Paulus’ behandling af spørgsmålet om tro understreger både Guds aldrig svigtende hukommelse og hans hensigts uforanderlige mønster, som han bestandig holder sig for øje. Ja, selve hans navn og ord betoner med stor vægt disse to faktorer. Hans navn Jehova er grundvolden for troen på, at hans guddommelige mønster vil blive fulgt uden mindste afvigelse, for han siger om sig selv: „Thi jeg, Jehova, forandrer mig ikke.“ (AS) Han kommer altid sine pagter i hu. Hans ord åbenbarer ham også som en forfatter, der forstår at tage tråd efter tråd og tanke efter tanke og væve dem ind i et skønt og harmonisk mønster, enkelt i hovedlinierne, kompliceret i detaillerne. — Mal. 3:6; 1 Mos. 9:15, 16; 3 Mos. 26:42, 45; Ez. 16:60.

¹³ Paulus’ argument bestyrker ikke alene med stor kraft vor tro på Guds hukommelse i forbindelse med sine hensigter, men det underbygger også vor tro på noget andet. Hvilket?

14. a) Gav Jesus til kende, at opstandelsen var en trosransagende prøve? b) Hvordan gør kristenhedens påstande det af med denne lære?

¹⁴ Dengang Jesus udtalte disse skelsættende ord, at „alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst“, var det ikke uden grund, at han indledte med bemærkningen: „Undres ikke herover!“ (Joh. 5:28, 29) Han indså så vel, at troen på en opstandelse, således som Bibelen lærer den, udgjorde en af de mest ransagende trosprøver. Den måde, hvorpå man i kristenheden almindeligvis forklarer læren om opstandelsen, gør virkelig tro overflødig, og det er sikkert grunden til, at det store flertal foretrækker kristenhedens læresætninger for Bibelens sandhed. Ved at acceptere de gængse begreber, at mennesket har en udødelig sjæl som sit egentlige jeg, og at døden ikke betyder livets ophør eller afbrydelse, men snarere er døren til et rigere liv, forringer man opstandelsen til at betyde en blot og bar genforening af legeme og sjæl. Det er ikke vor agt at fremlægge bibelske modbeviser mod kristenhedens falske lære om opstandelsen under dette studium, da det er et emne, der tidligere er blevet grundigt belyst her i bladets spalter såvel som andre af Vagttaarnsselskabets publikationer. Det er derimod vor hensigt at bestyrke troen på en opstandelse gennem en bedre forståelse og værdsættelse af Guds hukommelse, og vi vil se, hvilken indflydelse denne vor tro har på vort livsmønster.

15. Hvad gør sammenhængen i forbindelse med Johannes 5:28, 29 klart, og hvilket modsætningsforhold er der mellem mindegravene og gehenna?

¹⁵ Der hersker ingen tvivl om, at Jesus troede fuldt og fast på en opstandelse. Det skyldtes dog ikke, at han selv tog noget initiativ i den retning, for han erkendte, at al æren tilkom hans himmelske Fader, og også, at det var Faderen, der havde myndighed og magt til at oprejse skabninger fra døden og lade dem opstå til liv igen, det vil sige få en opstandelse (græsk: anástasis). En gennemlæsning af Johannes 5:19-27 vil gøre os dette ganske klart. I Joh 5 versene 28 og 29 kommer så højdepunktet. Læg ganske særlig mærke til udtrykket „mindegravene“ (NW). Mindegravene var en direkte modsætning til „gehenna“, hvor de døde legemer af henrettede forbrydere blev kastet ned, fordi man mente, at de var for slette til at få en opstandelse og derfor ikke fortjente en ordentlig begravelse eller en mindegrav.

16. a) Hvordan viste Jesus, at han var i overensstemmelse med Prædikeren 9:5, 10? b) Hvorfor var hans udtalelse i Johannes 11:25 berettiget?

¹⁶ Den omstændighed, at Jesus brugte udtrykket „mindegrav“, viste, at han var fuldt ud i overensstemmelse med den inspirerede udtalelse i Prædikeren 9:5, 10, der lyder: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, . . . thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget [sheol, AS], hvor du stævner hen.“ Ja, sheol er menneskehedens fælles grav, hvor mennesker går ned, når deres jordiske livsløb er endt. Jesus havde en så ubetinget tillid til sin himmelske Faders magt og evne til i sin hukommelse at bevare så mange af dem, som det behagede ham, at han med overlæg brugte udtrykket „mindegravene“, der var almindeligt på hans tid. Jesus vidste, at han var berettiget til at sige: „Jeg er opstandelsen og livet“, og han afgav senere et uomstødeligt bevis derpå ved i Guds kraft at oprejse Lazarus fra de døde, efter at denne „havde ligget i graven [mindegraven, NW] fire dage“. Læg mærke til, at Jesus af to grunde var glad for, at han ikke var kommet så betids til stede, at han havde kunnet helbrede sin vens sygdom, inden døden indtraf. Den første grund var for „Guds herligheds skyld, for at Guds søn skal herliggøres ved den“. Den anden grund, han angav, var „for jeres skyld, for at I må komme til tro“. Vi har al grund til at tro urokkeligt på en opstandelse. — Joh. 11:4, 15, 17, 25.

17. I hvilke ord gav Job sin tro på en opstandelse til kende?

¹⁷ Troen på Guds evne til at bevare dem, som var døde, i sin hukommelse var ikke af ny dato på Jesu tid, hvilket tydeligt fremgår af den gamle beretning om Job. Hvor stærke er ikke disse troens ord, som står skrevet i Job 14:13: „Tag dog og gem mig i dødens rige [sheol, AS], skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“

18. Hvad siger Bibelen om, hvorvidt Gud bevarer alle de døde i sin hukommelse?

¹⁸ Som allerede antydet har Gud ikke til hensigt at bevare alle døde uden undtagelse i sin hukommelse. Som han med vilje husker nogle, vil og kan han også med overlæg glemme nogle. Guds eget ord fortæller os, hvordan han afgør sagen. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

19. Hvilke begrundelser anførte Paulus for troen på en opstandelse, navnlig i Hebræerne, det ellevte kapitel?

¹⁹ Der hersker heller ikke mindste tvivl om, at apostelen Paulus nærede ubegrænset tro til en opstandelse af de døde. Også han vidste, hvilken trosransagende prøve denne lære var, hvad der for eksempel ses af hans erfaring i Athen. (Ap. G. 17:31, 32) I hans breve indtager troen på en opstandelse en fremskudt plads, især i hans kraftige bevisførelse i det velkendte femtende kapitel i 1 Korinterbrev. Fremdeles i Romerne 4:16-25, hvor han taler om Abrahams tro og viser, hvor vigtigt det er, at vi tror på Gud, „som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var“. Men vi er specielt interesserede i apostelens drøftelse af tro i forbindelse med en opstandelse, sådan som dette emne bliver behandlet i Hebræerne, det ellevte kapitel. Paulus anfører der atter Abraham og Sara som eksempel, først på grund af deres tro på Guds magt til at bringe den lovede sæd til veje, skønt de begge var udlevede eller „så godt som døde“ (NW), hvad menneskelige muligheder i den retning angik; dernæst siger han, idet han omfatter alle, der nævnes i kapitlet: „I tro døde alle disse“, og til sidst forklarer han, at de oplevede „ikke at ise forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor [de kristnes] skyld noget bedre for øje, så de ikke, skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ (Hebr. 11:12, 13, 39, 40) Den uundgåelige slutning bliver derfor, at der, så sandt de skal få lov at glæde sig ved opfyldelsen af det, der blev lovet dem, og som venter dem i den stad, der er beredt dem, må finde en opstandelse af de døde sted.

20. Hvorfor bør vi ikke undre os over, at der vil finde en opstandelse af de døde sted?